Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Overfor Elektricitet og narkotiske Gifte er Plantens Reaktionsmaade som Dyrets, de paavirkes ens. En Plante falder i "Søvn" naar den vandes med en Opiumsopløsning, og Blaasyre dræber den ligesaa hurtigt som den dræber Dyr.

Men det er ikke alene i det ydre at Plantens Reaktionsmaade er ligesom Dyrets. Trænger vi ind i dens Organisme, genfinder vi her de samme Love, efter hvilke Dyrets Organisme er opbygget. Man vil i det hele taget næppe kunne paavise nogen Proces hos Dyret, som ikke genfindes hos Planten, omend i nogen svagere Grad. Aandedrættet findes hos dem begge. Hos Dyret bestaar det i, at det optager Luftens Ilt og afgiver Kulsyre. Planten afgiver Kulsyre om Natten, medens den om Dagen afgiver Ilt, der stammer fra Kulsyrens kemiske Forvandling. Uddunstninger af Vanddampe og forskellige Luftarter, der stammer fra vitale Fænomener i Vævene, foregaar, ligesaavel igennem Porerne paa Plantens Blade, som igennem Porerne i Dyrenes Hud. Stoffernes Cirkulation i Plantens Indre foregaar ved Hjælp af et rigt og umaadeligt sammensat System af Kanaler og Kar af alle Størrelser. Med andre Ord: Planten er, som forøvrigt Martinus saa udmærket i Livets Bogs sjette Kapitel har paavist for os, Dyret paa dets allerførste Stadier.

Nu vil maaske en og anden indvende, at Plantens Maade at formere sig paa for Eks. er helt anderledes end Dyrerigets. Ingen Paastand er fejlagtigere. Ved at studere Plantens Maade at formere sig paa, viser Slægtskabet sig i Virkeligheden allerstærkest. Iagttag en Blomst, Agurkens for Eks., og se hvorledes denne Plantes Sexualorganer er tilsvarende Dyrets. Der findes en Hanblomst med ét mandligt Organ, Støvdrageren, der bærer det befrugtende Sædstøv, og en Hunblomst med en Frugtknude. Sædstøvet befrugter Kimen, der indeholdes i Frugtknudens Æg, ligesom den mandlige Sæd befrugter Kimen i Dyrets Æg. Og som denne Akt, der i Dyrenes Zone har faaet Navn af Elskovens Kunst, og der altid ledsages af en forhøjet Livsfornemmelse, der igen giver sig Udtryk igennem Temperatursvingninger og forskellige Forandringer i Vævene, saaledes ogsaa i Planteriget. Man har virkelig hos visse Plantearter, for Eks. dansk Ingefær, kunnet iagttage en Temperaturforhøjelse under Befrugtningsprocessen af en saa udpræget Karakter, at den ikke efterlod nogen Tvivl om Plantens forøgede Livsnydelse under denne Akt, som vel intet normalt Væsen vil mene, ikke er hjemmehørende under Begrebet "Følelse". Og med Hensyn til den vegetative Formering (Stiklinger) afviger Dyret ikke, hvad maaske en Del vil mene, fra Planten. Der findes talrige Dyrearter som formerer sig dels ved "Knopskydninger" (Ferskvandspolypen for Eks.), dels ved "Aflæggere" og dels ved "Sporer". Og med Hensyn til det rent frugtbare, – hvor Planterne med deres Frøsætning synes at slaa alle Rekorder, – ændrer det maaske Opfattelsen lidt, naar man rent en passant nævner, at der er Fisk der lægger op til en Million Æg aarlig, medens det dog ret frugtbare Elmetræ nøjes med 30,000 Frø. Hermed vil jeg naturligvis ikke paastaa, at Dyreriget er forud for Planteriget med Hensyn til Formeringsevne, det er det ikke, men det er ikke slet saa langt bagefter, som saa mange Mennesker synes at mene. Med Hensyn til Størrelser, ja da er der kun det at sige, at begge Zoner har deres vældige Kæmper og deres Mikrober, og begge Steder aftager Størrelserne gradvis fra Kolosserne og ned til dem, der kun kan iagttages under Mikroskopet. Og at Planten er et, omend ikke saa "vaagent", saa dog lige saa "levende" et Væsen som Dyret, viser slutteligt dets Evne til, som alle os andre, at blive "syg". Planten kan blive syg, men kan Sygdom tænkes uden "Smerte"? uden Evne til at føle? Nej! Iagttag et lille forkrøblet, af "Kræft" gennemsyret Æbletræ, se dets Blades og Blomsters Misdannelser og tænk! Hvorfor misdannet? Fordi dets "Aarer" er stivnede og "forkalkede". Safternes Cirkulation kan ikke foregaa normalt og den tilstrækkeligt kyndige Gartner vil saa nogenlunde kunne angive Dem Tidspunktet for Dødens Indtrædelse.

Nej, Planterne mangler ikke Følsomhed. Omend de endnu ikke er naaet længere i deres Udvikling end til kun at kunne ane Forskel paa det behagelige og det ubehagelige i Tilværelsen, saa kan de, – og det bør man erindre sig, – fornemme Forskellen mellem at faa Lov til at blive staaende paa deres Rod og igennem deres Rødder opsuge den Næring, de behøver for ved deres Duft at kunne kærtegne os, – og at faa deres Stængel brudt for, knyttet i Guirlander og Buketter at blive sømmet paa en Kiste som den sidste Hilsen fra – Livet.