Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Studiekres-Sæsonen slut! – Hvert Aar, naar Dagene længes og Foraaret viser sine første uimodsigelige Livstegn, undrer jeg mig over, at der nu atter er gaaet 6 Maaneder, siden jeg "lagde ud" paa den første Tur, men i Aar synes det næsten at være gaaet hurtigere end nogensinde før.

Nu, hvor jeg staar ved Enden af denne Periode, og forsøger at mindes lidt fra de 13 Rejser ud gennem Landet, glider det hele sammen, og tilbage bliver et Indtryk af, at omend Mørke og Ufred har hvilet tungt over Verden udenfor, saa har Vinteren indenfor de Omraader, hvor jeg har været, haft et helt andet Præg. Det har naturligvis især været en Lettelse i Provinsen, hvor man ikke er forvænt med at have en Sporvogn holdende udenfor sin Dør, men er henvist til at maatte gaa, at Vinteren har været saa mild. Men det var nu ikke alene dette, ogsaa den aandelige Atmosfære jeg mødte, havde faaet en anden Tone, syntes det mig. I sig selv er det maaske ikke saa mærkelig, men ligesom man trods en absolut sikker Forudviden alligevel hvert Aar glæder sig over Foraarets Komme, saaledes er det ogsaa en Glæde at mærke den aandelige Vækst og Afsløring finde Sted som man ved Erfaringerne og et Studium maa føre med sig.

Et Arbejde som det, man igennem Martinus' Analyser giver sig i Lag med, er ikke af en saadan Slags, at man efter endt "Semester" kan paapege at være naaet saa og saa langt, men derfor kan det alligevel godt føles, naar Virkningerne af denne Tankeindstilling begynder at indfinde sig. Det mærkes især paa, at den enkelte kommer til at hvile mere og mere i sig selv, at han ikke saa let kastes omkring af ydre Paavirkninger, men at han derimod bevidst indstiller sig paa at ville "forstaa", og ikke nøjes med at faa fortalt.

Livet former sig i Øjeblikket saadan udenfor vor Dør, at den overfladiske Iagttager let kommer til den Slutning, at der ikke er "nogen Mening med det". Det kræver en aandelig Anspænding at arbejde sig igennem dette første Indtryk, men det fører saa til Gengæld en Sindets Ro med sig, som rigelig er dette Arbejde værd. Det er mit Indtryk, at netop disse Aar har været den Sindets Prøvesten, som for mange af Studiekresdeltagerne Landet over har vist, hvad det vil sige, at føle "fast Grund under Fødderne" i en Tid, hvor saa mange Skæbner synker i Grus. Ganske vist er der for os alle et Stykke Vej endnu, inden vi kan sige: "Jeg ved det, for jeg har selv set og oplevet det!", men vi har faaet det forud for mange Mennesker, at vi skimter Retningen og ved, hvad der befordrer et klarere Syn. Vi er i Færd med at skabe noget, der hverken har Historie eller Traditioner, som kan beruse den enkelte, men som netop fordi det stilles saa store Krav til den enkelte, ogsaa giver en saa stor Tilfredsstillelse, naar det lykkes. "En Verdenskulturs Undergang og en Verdenskulturs Fødsel", skriver Martinus i Livets Bog. Maatte vi blot kunne se vort Liv i dette Perspektiv, og ikke forfalde til smaa menneskelige Utilfredsheds- og Utaalmodighedsudbrud, da har vi en Chance, som en Fremtid vil komme til at misunde os, da har vi en Mulighed for med vort Liv og vore Evner at gøre en Indsats, som aldrig vil forsvinde fra Historien.