Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At vi ikke kan vente en saadan Tolerance fra de i Troen endnu bundne Væsener er naturligvis en Selvfølge. De har jo endnu ikke mærket Intellektualitetens Guddommelighed eller kan fatte, hvor kollossalt dens Vinger kan bære igennem Verdensaltet. De kan derfor kun se, at alle, der ikke har deres stærke Tro eller Tillid til de overleverede autoriserede religiøse Forskrifter og Idealer, hjælpeløst styrter i dybe Afgrunde, ja, er ligefrem "fortabte" eller paa Vej til "Helvede". Med denne Indstilling og Fatteevne er det givet, at de kun kan betragte enhver, der afspejler noget af den Fred, Optimisme eller lykkelige Tilstand, som "Livets Bog" urokkeligt giver sin intellektuelle Læser, som frækt Hykleri, Hovmod og Pral eller ligefrem Gudsbespottelse. Det er jo umuligt for disse at fatte, at en virkelig Fred og Lykke skulde være tilgængelig udenom de særlige Forskrifter og Idealer, der for dem er hellige.

Den Kritik over "Livets Bog", der kan komme fra disse Væsener, vil altsaa ikke paa nogen som helst Maade være Udtryk for Intellektualitet, men derimod i særlig Grad være Udtryk for uintellektuelle instinkt- og følelsesmæssige, mentale Udbrud, der paa en eller anden Maade vil dømme "Livets Bog" som et Produkt af "mørke Magter", og dens Ophav og Tilhængere, som Væsener, der iler mod "en evig Fortabelse". Det er dette Syn paa en intellektuel Manifestation, vi her udtrykker som "E. Kritikken".

Vi har hermed givet Læserne et Overblik over de særlige Former for Synspunkter, som forskellige Væsener i Kraft af deres særlige Psyke eller mentale Udviklingsstadium er nødsaget til at have overfor "Livets Bog", dens Ophav og Tilhængere. Ved Hjælp af dette Overblik skulde saaledes alle "Livets Bog"s Tilhængere være indforstaaet med, at disse fremmede Synspunkter alle uden Undtagelse er naturlige Foreteelser, overfor hvilke enhver Form for Intolerance, Indignation og Vrede vil være Udtryk for Primitivitet. Man kan jo ikke med Intolerance eller Vrede flytte Væsenerne fra et Udviklingstrin til et andet. En Bevidsthedsindstilling, man ikke har Sansebegavelse til at have, kan ikke paaføres ved fysiske eller mentale Piskeslag. Med Forstaaelsen af dette bliver enhver Udøvelse af Intolerance, Vrede og Indignation saaledes det samme som en Vandring der, hvor Engle ikke tør træde. Og det var for at forskaane mine Læsere for denne blinde Vandring, at jeg har følt mig tilskyndet til at fremkomme med nærværende Overblik over de Fælder og Faldgruber, som andres manglende Forstaaelse af Livets højeste Problemer kan være for mine Læseres Ro og Ligevægt.

At være tolerant er ikke det samme som at raabe Hurra for alle mulige Udskejelser og primitive Tendenser, men er at "forstaa" alle saadanne Foreteelsers absolutte Nødvendighed som Trin i Passagen fra Primitivitet til Fuldkommenhed. At forlange, at Væsenerne ikke maa befinde sig paa disse Trin, er at forlange, at Væsenerne skal springe fra Primitivitet til Fuldkommenhed uden i Kraft af Erfaringer eller naturlig Vækst. Og et saadant Forlangende vil være ganske umuligt at opfylde for ethvert levende Væsen. Et tolerant Væsen vil derfor aldrig begynde at bearbejde et andet Væsen med Analyser, Idealer og Begreber, der mere eller mindre ligger udenfor dette andet Væsens Fatteevne, og undgaar derved helt den mørke Atmosfære, der ellers kan føre til vild Intolerance, primitiv Diskution eller ligefrem Skænderi og Vold. Det fremkommer saaledes ikke med sine egne Meninger i Tide og Utide, men kun der, hvor det i Kærlighed og Sympati kan komme paa en virkelig harmonisk mental Bølgelængde med et andet Væsen. Kun denne Metode for Udbredelse af den højeste Form for Mentalitet kan være i Kontakt med Kærlighedsloven. Og hvis Væsenet alligevel kommer ud for at blive Genstand for andres Intolerance, ja, saa vil den sande Forstaaelse af disse andre Væsener, som vi her har set, kun føre til, at de paa en logisk og kærlig Maade gaar til højre, naar de andre gaar til venstre, eller gaar til venstre, naar disse andre Væsener gaar til højre.

At være Genstand for andres Intolerance er at være stillet overfor mentale Slaver. Det er at være stedet overfor ufrie Væsener, Væsener der mere eller mindre endnu er fastnaglede til primitive Bevidsthedssfærer.

Selv at have en hundrede Procents Forstaaelse af dette og dermed være besjælet af den heraf følgende fuldkomne Tolerance er at være mentalt frigjort. Og kun den mentalt frigjorte kan leve i den Lysglorie, der udtrykkes i Verdensgenløsningens evige Sætning: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".