Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"B. Kritikken" er den sidste Hindring for Opnaaelsen af Foreningen med Faderen eller Guddommen. Der kommer saaledes ingen til Faderen uden ved at udrense sin Bevidsthed for "B. Kritik". Den er, som her vist, udgørende de sidste Rester af ufærdige Naturer i Væsenets Bevidsthed og bliver derved synlig som identisk med "Tærskelens Vogtere". I samme Grad, som man opdager sin "B. Kritik"s Identitet med den fortabte Søns "Bordfællesskab" med Svinene, hvilket i Realiteten vil sige: hans Anvendelse af de dyrisk, smudsige Bevidsthedsmetoder og Utilfredshed med Livet eller det i Faderens Manifestationer, der ikke umiddelbart synes at være i hans Favør, forfærdes man over denne sin "Pjaltethed" eller mentale Lazarontilstand. Og det før saa dominerende selviske Begær er svundet ind til Fordel for Ydmygheden, der nu kommer stærkt til Orde i hans Bevidsthed. Den før saa fordringsfulde Gudesøn gør nu slet ikke mere Krav paa dette sit ophøjede Familieskab eller denne sin guddommelige Værdighed, ligesom han heller ikke mere stiller Krav om at spille den eller den fremtrædende eller store Rolle i selve Aandsvidenskabens eller Visdommens Tjeneste. Han nærer kun det beskedne Ønske: kun at blive en af "sin Faders Daglejere". Og her begynder Himlen at aabne sig for den "fortabte" Gudesøn. Med Opgivelsen af alle Ønsker, Krav og Fordringer om Gengældelse eller Oprejsning for Uret, han mener at have været Genstand for, er Tilbagetoget imod Faderens Herlighed begyndt. "Den fortabte Søn" har fundet sig selv og er blevet Eet med sin Fader. "B. Kritikeren" er blevet "A. Kritiker". Og Guds lysende Straalevæld er blevet en Modstander fattigere, og Menneskeheden en naturlig Repræsentant for "en varig Fred paa Jorden" rigere.

Som vi lige har set, er "B. Kritikken" ikke saa meget en Kritik af selve Aandsvidenskaben, som den er en Udløsning af en Indignation imod dennes særlige formaaende Repræsentanter, af hvem "B. Kritikken"s Ophav mener at være miskendt og derfor af de samme Væsener lukket ude fra den eller den særlige Mission eller Kaldelse i Aandsvidenskabens Tjeneste, som nævnte Ophav mener at have Krav paa. En "B. Kritiker" er altsaa et Væsen, der ikke forstaar, at ingen som helst Væsener kan lukkes ude fra anden Mission eller Kaldelse end den, der udelukkende kun har Rod i hans egen paa Ærgerrighed endnu eksisterende Fantasi. Hvis Guddommen eller Forsynet ønsker at tildele et Væsen en stor eller lille Mission, hvilken Magt skal da forhindre denne Guds Villie? –

At blive indigneret over, at man ikke kommer til at spille den Rolle i Visdommen eller paa anden Maade ikke faar den Skæbne, man selv ønsker, er jo en Blottelse af, at man endnu ikke selv forstaar Guds Veje. At gøre andre Væsener ansvarlige for denne sin Skæbne kan kun være kompromitterende for ens Kvalifikationer i Aandsvidenskab. Og det er netop i Henhold hertil, at vi har følt det formaalstjenligt her at dvæle saa meget ved "B. Kritikken". Det er jo denne Kritik, der i særlig Grad afslører sig som "Tærskelens Vogtere", fordi dens Ophav er vokset ud af baade den religiøse Trosopfattelse og den materialistiske Gudsfornægtelsestilstand. De kan ikke frakendes mere eller mindre at være Aandsforskere og vil derfor i mange Tilfælde repræsentere en vis Grad af Intellektualitet. De er saaledes paa en Maade udgørende den Kreds eller Skare af Væsener, der er særligt i Smeltediglen for at omformes til at blive fuldkomne Aspiranter til den ny Verdenskultur. Og som vi her har set, hindres de kun i at blive "A. Kritikere" i Kraft af de selviske Naturer i deres eget Væsen, de endnu ikke har overvundet og som er uforeneligt med Verdensgenløsningens Aand, der er Fundamentet for nævnte Kulturs Fødsel og Eksistens paa Jorden.

Da denne Aands særlige Struktur kun kan give sig Udslag i den Opfyldelse af Kærlighedens store Bud, der som en Lysglorie fra Golgathas Kors vibrerede ud over Jorden, og som en guddommelig Lydbølge fra Nazaræerens Mund: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", aabnede Verdensgenløsningen for Jordens utalte Millioner, har vi her en levende Aabenbaring af den altgennemtrængende Næstekærlighed, der lader det være saligt "hellere at give end at tage", endog naar det gælder ens eget Liv.

Naar det er Verdensgenløsningens lysende Aand og dermed Fundamentet eller Tærskelen til en absolut "varig Fred", saavel i ens eget Indre som i den ydre Verden, er det givet, at ingen fundamentalt kan overskride denne Tærskel eller være retmæssige Vejvisere og Tjenere for Indgangen til dette mentale Solskin, saalænge de endnu forgifter Tilværelsen for sig selv og andre med selviske Fordringer, Anklager, Bebrejdelser over eller Indignation imod den Næste, der saa ubetinget fordres elsket, for at Himlens Porte kan aabne sig og Fredens lysende Tærskel overskrides af den mod Faderen stræbende Gudesøn.