Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Martinus fik sin kosmiske bevidsthed, fik han pludselig adgang til alle livsfacitterne. Siden brugte han så et langt jordliv på at forklare for os, hvorfor det er evige facitter, der ligger bag analyserne. Facitterne er endda så evige, at de gælder også i kommende spiralkredsløb for helt andre eksistenser end os.

Martinus fortæller om sit værk Det Tredie Testamente, at vi må tage det, vi kan bruge og lade resten ligge. Jeg har filosoferet lidt over dette.

På mange områder mangler vi mennesker sikker viden og egne facitter. Vi skal erfare os frem. En side af denne vej er naturvidenskabens vej. Man kalder denne vej for empirisme. Martinus kalder naturvidenskaben for "søluften i nærheden af havet". Og det rigtige hav er verdenshavets videnshav. Åndsvidenskaben er vores begyndende kontakt med dette videnshav. Det Tredie Testamente er dele af dette videnshav transformeret ned til os i fysisk materie.

Hvad vi forstår af åndsvidenskaben, er helt afgjort af, hvad vi er udviklet til at kunne forstå. Vores forståelse er helt styret af, hvad vi har oplevet i tidligere – og vil komme til at opleve i kommende liv. Det, vi ikke i vores liv har erfaring for, eller som ikke her og nu inspirerer os, er det, vi må lade ligge.

På matematikens område kan man relativt let lære alle, at 2+2=4, og sidde rundt om et bord og være enige om det. Men om man forstår Jesu ord om, at "krigeren dør for sværdet", altså at de, der vil forsvare sig med hævn og straf, selv bliver ved med at opleve krigstilstande – det er en anden sag. For nogle vil det være absolut lokal-logik, at man skal forsvare sig, "det manglede da bare...". Og for andre vil det være logisk, at man ikke skal. Uanset nok så mange analyser. Det er forskelligt, hvad vi mener, at have erfaring for er rigtigt.

Der er områder, hvor vi tror, og på andre områder ved vi bare, at det er rigtigt, hvad Martinus skriver. Her er det, at vi kan tage det, vi kan bruge til os umiddelbart, fordi vi egentligt ved det i forvejen, men blot mangler hjælp til at placere det i det store kosmiske verdensbillede. Det er ved at blive facitter, også for os. Hvordan kan vi vide det, spørger skeptikeren, og det vil han blive ved med, men i mellemtiden "drager karavanen forbi".

I stedet for at overbevise skeptikere kan man være med til at give analyserne til de mennesker, der allerede har gjort erfaringerne i deres liv, de modtagelige. Martinus skriver således i Bog 12b, kap.21: "De modtagelige skal nok efterhånden komme. Det er ikke honningen, der går til bierne, men bierne, der går til honningen".

Åndsvidenskaben drejer sig ligesom anden videnskab om virkelighedens/erfaringens/empiriens vej. Men åndsvidenskaben har den specialitet, at vi ikke kan huske mange af de eksperimenter, som vi har foretaget, da de foregår fra liv til liv. Og den har yderligere den specialitet, at den vedrører forhold, der ikke kan be- eller afkræftes ved fysisk sansning. Her kan den fysiske naturvidenskab ikke være med længere. For den arbejder jo kun med erfaringer på baggrund af fysiske eksperimenter.

For vi har allerede en anelse intuition.

Hvis vi kun arbejder med det, vi har 100% selvoplevet, bliver vores egen intuition ikke så stimuleret. Men ved fx at læse Martinus' analyser vækkes vores intuition. Den trænes i at kunne arbejde med overfysiske realiteter, altså det, vi ikke direkte kan sanse.

Et eksempel på dette er "jeg'et" – X1. Vi kan ikke erfare dette, men for intuitionsgenierne er det benhårde facts. Med denne evne vil vi engang kunne få samme vished som Martinus: "Den virkelige og absolutte oplevelse af jegets og overbevidsthedens evige eksistens". Citat fra Martinus' artikel: "Menneskehedens mentale kortslutninger", Kosmos nr. 9, 1994. Analyserne ligger parat som en færdig gave til hvert eneste jordmenneske, når det kommer dertil i sin udvikling.

Og det er slet ikke sikkert, at det er Livets Bog, der er inspirationen. I stykke 17 i Livets Bog 1 skriver Martinus om væsener, ting eller manifestationer, der inspirerer os. Han skriver om disse, at de "kendes meget let derpå, at de ved oplevelsen eller sansningen sender en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel efter at repræsentere en større fuldkommenhed, en strøm af håb og tro på Forsynet eller Faderen, en strøm af guddommelig tilfredshed, harmoni og lykke, en uimodståelig kærlighedstrang eller forøget evne til at elske alt og alle gennem det pågældende væsen. Der hvor det er i forbindelse med en eller flere af disse strømme, der er dets rette plads i tilværelsen."

Så vi kan se, at vi ikke skal ud og missionere. Vi flyder alle på forskellige "inspirationsstrømme". Det kan vi ikke lave om på, kun erfaringerne fra liv til liv vil udvikle os. Med Martinus' ord fra "Strukturen" s. 30: "Vi skal ikke omvende nogen. Vi skal omvende os selv. Bare hvert menneske omvender sig selv, så er det godt."

Det drejer sig heller ikke om at ændre på Martinus' ord, "så skal de nok forstå". For analyserne er perfekte. De skal ikke forstås ved brug af intelligens alene. Vi skal også have en vis intuition og human evne. En human evne, som udelukkende udvikles via lidelse fra liv til liv. Men som efterhånden gør, at vi kan udvikle vores egen intuitionsevne ved at læse i Livets Bog. I den grad det altså inspirerer os. Og hvis det ikke inspirerer os, så kan vi lade det ligge, til livet har modnet os til at kunne rumme en dråbe mere af visdomsoceanet. Men Martinus lover os, at hvis vi dagligt forsøger at indflette analyserne i vores praktiske liv, så vil vi blive ved med at kunne føle os inspirerede af dem.

På områder, hvor vi har oplevelser bag os, fra dette eller tidligere liv, kan vi tale med vægt. Måske kan vi lære at skelne mere klart mellem, hvad vi ved, og hvad vi tror, at vi ved. Og kan vi erkende for os selv og hinanden, hvor vi ikke har egne erfaringer og dermed ægte autoritet, så er faren for misforståelser mindre.

Nogle kan tage imod kosmologien i særlig grad. Det er mennesker, der har haft kosmiske glimt. De behøver ikke at lade lige så meget ligge som andre. Dette er jo ikke uvæsentligt. Der er jo allerede mange, der har haft kosmiske glimt, selvoplevelser af livsfacitterne, og dele heraf. Og det er lyset i disse glimt i større udfoldelse, vi fornemmer bag jordmenneskehedens store vise.

Det var jo lyset i disse glimt, der gav dem kraft og inspiration. Vi kan ikke "se deres glimt" selv, heller ikke hvis de fortæller deres oplevelser til os. Men vi føler en stærk inspiration udgå fra disse mennesker. De var mere end teoretikere. For disse mennesker var den praktiske væremåde det vigtige. Uden den var det ligegyldigt.

På denne væremåde er det, at vi kan kende det falske fra det ægte.

Vi behøver ikke at blive imponerede over nok så fine "logiske" udredninger, men kan stole på vores egen evne til at bedømme andre mennesker.

Martinus skriver i Livets Bog 1, stk. 162: "Ens praktiske væremåde bliver derfor hovedfaktoren i den påvirkning, man tilfører sin næste, ganske uafhængig af hvor megen viden eller visdom man så end måtte sidde inde med."

Men på hele vores livsrejse, uanset hvor inspirerede vi føler os, har vi også hele tiden vores helt eget indre kompas. Martinus skriver i sin artikel "Samvittighed" i Kosmos nr. 5, 1990, at samvittigheden i os viser Guds plan med os. Den er vores "lysstøtte". "...hvis De blot afviger den mindste smule fra det, Deres samvittighed siger Dem, vil De på én eller anden måde få ubehageligheder."

 

Hvis du vil læse mere: Martinus har flere steder skrevet om modtagerne af hans kosmiske analyser. Et sted, jeg gerne vil fremhæve, er artiklen: Omkring mine kosmiske analyser, som du kan finde i småbog 12.