Ældre Kosmos og Kontaktbreve

To læsere stiller beslægtede spørgsmål, og vi slår dem derfor sammen: Nogle amter proklamerer med stolthed, at de næsten har udryddet "Downs syndrom", mongolisme, og andre "fejl" hos fostre. Men hvad sker der iflg. Martinus med disse liv, der bliver forhindret i at inkarnere? Og hvordan kan det lade sig gøre at skabe "kunstigt liv", for eksempel ved kloning?
 

SVAR: Når man lever tilværelsen på en "et-livsteori", er der sådan set ikke noget at sige til, at man er stolt af at have udryddet en sygdom blandt nyfødte børn. Men når man betragter tilværelsen gennem et kosmisk perspektiv, har man en helt anden indstilling.

Læs fx Martinus' smukke beskrivelse og forklaring til symbol nr. 34 i Det Evige Verdensbillede, bind 4. I stykke 34.15 fortæller Martinus os, at et samleje ikke blot er en "nydelsesakt" for to enpolede væsener. For det diskarnerede enpolede væsen er det selve "porten", igennem hvilken det "kan komme fra salighedsriget eller den åndelige verden og ind i den fysiske verden og her fødes i en ny fysisk organisme og i en vis tidsepoke opleve et fysisk jordliv". Og i stk. 34.17-18: "I sædcellen og ægcellen forekommer (...) talentkerner eller de såkaldte "kromosomer" og "gener". I sammensmeltningen af disse mikrokosmiske talentkerner fra begge parringsvæsenerne ligger arveanlæggene til en ny fysisk organisme. (...) Når et åndeligt væsen således kan overgå fra en åndelig tilværelse til en fysisk tilværelse, skyldes det, at det åndelige eller diskarnerede væsen er udstyret med et fra sit tidligere fysiske liv nedarvet talentkernesæt for opbygning af en fysisk organisme. Men disse talentkerner kan jo kun komme til udfoldelse eller udvikling ved at komme i kontakt med den herfor passende fysiske materie, som de jo skal bygges op af. Og denne fysiske materie forekommer ikke på det åndelige plan".

Nu er der så at sige "banet vej" for, at det pågældende væsen kan inkarnere på ny. Og når dette væsen så fra tidligere inkarnationer har nogle talentkerner, der ikke er helt så fuldkomne, som de senere vil udvikle sig til, så kalder dette jo egentlig på medfølelse og behov for hjælp til at gennemføre den forestående opvækst. I stedet prøver man at forhindre inkarnationen og fremkalder en abort.

Det skal vi på ingen måde gøre os til dommer over. Men hvad sker der med de pågældende væsener? Ja, i første omgang har det vist sig, at når man koncentrerer sig om de lidt "ældre" kvinder og forhindrer, at de får børn med egenskaber, der betragtes som defekter, – så fødes der blot flere af disse børn hos yngre kvinder. Og når dette forhindres, fødes de pågældende i andre lande, hvor man ikke er nået så "langt" (!) inden for lægevidenskaben.

Det er normalt sådan, at et samfunds lovgivning passer nogenlunde til det moralske udviklingstrin, den pågældende befolkning er nået frem til. Og da de omtalte væsener med mere eller mindre defekte talentkerner jo nødvendigvis skal tilbage til den fysiske verden for at komme videre i deres udvikling, er der ingen tvivl om, at lovgivningen langsomt vil ændre sig frem mod en større medfølelse med disse væsener og en langt større hjælp til de forældre, der tager imod dem. Læs i denne forbindelse den meget tankevækkende artikel af Tove Asmussen i Kosmos nr. 10-1978: Vor abortlovgivning – og vort udviklingstrin som folk.

Tilbage til det andet spørgsmål vedr. "kunstigt liv". Martinus har ikke direkte nævnt ordet kloning, der ikke var aktuel på hans tid. Men han har i anden forbindelse været inde på lignende emner.

I forbindelse med det gamle dogme om Jesus som født af en jomfru skriver Martinus i Livets Bog bind 5, stk. 1718: "Det er rigtigt, at der findes former for liv inden for både planter og insekter, der er selvbefrugtende, og det er muligt, at man ad skrigende unaturlig vej kan bringe køns- og forplantningsvirksomheden på afveje og frembringe en slags organisme uden en fader, men hvad tror man, det vil blive for en organisme? – Tror man en sådan organisme kan blive et redskab for et intellektuelt og fuldt normalt væsen. Nej, et væsen, der eventuelt skal manifestere sig igennem et sådant monstrum af et kødeligt legeme, et sådant produkt af jordmenneskelig spekulation og sadisme, vil aldrig kunne vise sin sande normale ånd."

I anden forbindelse skriver Martinus i Livets Bog bind 6, stk. 2167: "Hvis videnskaben i dag ad kunstig vej kunne skabe de betingelser i fysisk materie, der således kræves, for at inkarnation af liv kan finde sted i denne, ville nævnte inkarnation af liv virkelig finde sted. Og man ville altså her blive vidne til en ny åbenbaring af liv. Og den pågældende videnskab ville eventuelt tro, at den havde skabt et levende væsen eller dette nye liv. Men i virkeligheden har den blot skabt fysisk mulighed for inkarnation af nævnte liv, dets jeg og ånd, der igen er det samme som "det levende" i det levende væsen. Livet eller "dette levende" er således ikke noget, der skabes, det er noget, der er. Men alle vegne, hvor der opstår betingelser for dets inkarnation i fysisk materie, der inkarnerer livet eller nævnte "levende noget" uundgåeligt, hvad enten betingelserne herfor skabes kunstigt eller på naturlig måde."

Med disse citater fik vi svar på spørgsmålene. Og jeg vil som vanligt opfordre til, at man selv læser videre de anførte steder i Det Tredie Testamente. Det omtalte nummer af Kosmos kan stadig købes på Instituttet.