Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det kosmisk frie menneske er nået så langt frem i udvikling, at det ejer den guddommelige egenskab: ikke at vente sig verden eller væsenerne anderledes, end den og de netop er", skriver Martinus i sin artikel: "Mentale fængsler" (kap. 14, i bog nr. 22). Læs her nedenfor, hvorledes en stor, fransk filosof i 1637 nåede til det samme resultat.
 

Min tredje leveregel bestod i altid at prøve snarere at overvinde mig selv end skæbnen og snarere at forandre mine ønsker end verdensordenen og i det hele taget vænne mig til at tro, at det eneste, som er helt i vor magt, er vore tanker; når vi altså har gjort alt, hvad vi kan ved det, der står uden for os, så er alt det, der ikke vil lykkes for os, absolut umuligt, for så vidt det angår os. Dette syntes mig tilstrækkeligt til at hindre mig i at ønske mig noget af fremtiden, som var uopnåeligt, og på den måde stille mig tilfreds. For når vor vilje kun, efter sin natur, stræber mod det, som vor forstand fremstiller for den som på en eller anden måde muligt, så er det sikkert, at vi – for så vidt som vi betragter alle de goder, der er uden for vor rækkevidde, som lige umulige at opnå – ikke savner alt dette mere, end vi savner besiddelsen af Kinas eller Mexicos riger; – og vi har fra fødselen af været udelukket derfra, ganske uden nogen fejl fra vor side. Vi gør da, som det hedder, en dyd af nødvendigheden og vil ikke inderligere ønske at være raske, når vi er syge, eller at være i frihed, når vi er i fængsel, end vi nu ønsker at have legemer, der er hårde som en diamant, eller vinger til at flyve med som fugle.

Men jeg indrømmer, at der må lang øvelse og ofte gentagen eftertanke til, for at man skal vænne sig til at se på alt fra denne synsvinkel. Og jeg tror også, det er først og fremmest her, vi har hemmeligheden ved disse filosoffer, der fordum forstod at hæve sig over lykkens omskiftelser og trods smerter og fattigdom regnede sig for lige så lykkelige som guderne. De blev aldrig trætte af at betænke, hvilke grænser naturen havde foreskrevet dem, men overtydede sig om, at det eneste, de helt var herre over, var deres tanker, i en sådan grad at de alene hindredes i at nære lidenskab for noget som helst andet. Og over deres tanker havde de magten i en så fuldkommen grad, at de virkelig havde nogen ret til at anse sig for rigere og mægtigere og friere og lykkeligere end andre mennesker, der, selv om de er nok så begunstiget af naturen og lykken, dog mangler denne filosofi og derfor aldrig helt på samme måde råder over alt det, de ønsker sig.
 

René Descartes: "Discours de la Méthode". På dansk: "Om metoden", Gyldendal, 1994.