Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En studiekreds skriver: Vi er kommet i tvivl, – og er blevet en lille smule uenige: Udvikler man sig, – eller udvikler man sig IKKE – når man befinder sig i det, Martinus kalder "de åndelige riger". Og et tillægsspørgsmål: Er der ikke et sted, hvor Martinus på en kort og klar måde forklarer om begrebet "den frie vilje"?

 

 
SVAR: Som bekendt fortæller Martinus, at alle levende væsener befinder sig på en evig vandring gennem et spiralkredsløb. Hvert kredsløb indeholder en kulmination af mørke og en tilsvarende kulmination af lys. Og den evige bevægelse er baseret på hvert enkelt væsens sult og efterfølgende mættelse af disse begreber.

I Livets Bog 2, stk. 606 og fremefter kalder Martinus direkte denne bevægelse, denne uendelige vandring gennem kredsløbene for udvikling. Han fortæller, hvordan væsenernes bevægelse gennem spiralens første halvdel er en fundamental "hunger" efter at komme til at jonglere med fysisk materie, altså faste, flydende og luftformige materialer. Men senere opstår længselen efter modsætningen, det vil sige efter den åndelige tilværelsesform, hvor man bevæger sig gennem "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "salighedsriget". Med andre ord: Vi bevæger os, vi udvikler os frem gennem disse energitilstande.

Men selve begrebet udvikling har jo også en anden betydning hos Martinus, nemlig den moralske udvikling, dén, vi direkte kan måle hos os selv ved at spørge: Hvad kan jeg nænne at gøre mod mine medvæsener? Med et uendelig smukt udtryk taler Martinus om "livgivelse til andre væsener"–! Og denne humanisme, denne moralske udvikling, kan vi ikke lære i de åndelige verdener. Dén kan kun læres her i den fysiske verden, hvor det gør ondt at handle forkert, – her, hvor vi netop "står i lære" for at udvikle vores moral. Vi må således konstatere, at begrebet udvikling kan have to forskellige betydninger, og at svaret på spørgsmålet altså afhænger heraf.

Og til det andet spørgsmål: Jo, Martinus har virkelig på en ganske enkel og logisk måde forklaret om vores "frie vilje", et begreb, som vi nok er tilbøjelige til at gøre umådelig indviklet. I Livets Bog 2, stk. 614, sammenligner Martinus den ovenfor omtalte livsvandring gennem spiralkredsløbene med vort åndedræt, ja, kalder det ligefrem for vort "kosmiske åndedræt". Og så skriver han: "... ligesom væsenet til en vis grad har et dagsbevidst herredømme over sit fysiske åndedræt, det kan jo til eksempel standse det en lille tid, det kan trække vejret langsomt eller hurtigt, det kan ånde dybt eller mindre dybt, således behersker det levende væsen også et lille område af sit "kosmiske åndedræt". Det kan også her gøre små standsninger eller små forceringer, "ånde" hurtigt eller langsomt uden dog i det store og hele at kunne forandre en tøddel i hovedrytmen. ( ... ) Med sin viljeudløsning kan individet således ikke forandre en eneste smule i sit "kosmiske åndedræt" eller spiralkredsløb og kan derved med sin vilje absolut umuligt standse, hæmme eller forcere sit evige liv."

Det må man da sige er et kort og klart svar på, hvor megen fri vilje vi har – !