Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Følelser er ikke nemme at forstå og endnu sværere at styre. Det er ikke desto mindre det, vi alle gør – forsøger at styre følelser – sådan nærmest ubevidst. Hvad er det for følelser, vi prøver at styre? Det er den slags, som ikke regnes for pæne. Vi lever med uskrevne love om, at visse følelser ikke må vises, og gør vi det alligevel, fordi vi ikke kan styre disse følelser, risikerer vi at blive anset for lidt utilregnelige eller ufine.

Det handler om temperament, f.eks. dette at give direkte og måske nærmest eksplosivt udtryk for sin vrede og utilfredshed. Sådan gør "pæne" mennesker ikke, de lægger låg på vreden og utilfredsheden, og lader den ulme og nage i sindet i lange tider i håb om ved en passende lejlighed at få lidt luft for vreden, ved at lukke den "skjult" ud "mellem sidebenene", som det hedder. (Mellem sidebenene må være mellem ribbenene altså ud for lunger og hjerte.)

Der er to grundenergier, der spiller hovedrollen som stoffet/energien/substansen i alle følelser. Tyngdeenergien udgør det eksplosive psykiske materiale i vrede. Når man bliver vred mobiliseres og organiseres tyngdeenergi. "Nej det er simpelthen for meget!" "Det finder jeg mig ganske enkelt ikke i!" "Nu kan det være nok!" "Bægeret er fyldt!" (Der lå gammel vrede på lager). Ender det i en eksplosion af vrede, er det fordi følelsesenergien ikke i tilstrækkeligt omfang kan mobiliseres. Tyngdeenergien er varm og udvidende (eksplosiv). Følelsesenergien er kold og sammentrækkende (implosiv). Vrede kan altså kun dulmes eller styres, hvis jeg lynhurtigt mobiliserer så meget følelsesenergi, at vreden kølnes eller fryses i et omfang, så den ikke når ud over den fysiske "fy fy" tærskel – dér hvor jeg kommer til at afsløre åbenlyst for andre, at jeg ikke havde styr på min vrede.

 

 

Så konkret er sammenhængen mellem tyngdeenergi og varme samt følelsesenergi og kulde, at Martinus foreslår at komme hænder og håndled i koldt vand for at kølne vrede. Jeg tror, det hjælper dobbelt, for har man så meget styr på sin vrede, at man gennemtænkt hælder koldt vand på hænder og håndled, vil det sikkert også afføde, at man griner lidt af sig selv.

Det almindelige er, at jeg bremser vreden inden den når ud over den fysisk synlige tærskel, og derved sidder jeg tilbage med et besynderligt reaktionsprodukt i sind og krop – en mængde tyngdeenergi kølet ned af en overlegen mængde følelsesenergi. Det gør krop og sjæl træt og tung. Det er særdeles usundt. En overset forureningskilde – der hvad skadevirkninger angår aldeles overtrumfer de fleste ydre forureningskilder.

Vi praktiserer en væremåde, hvor det er pænere at lide med sin vrede i stilhed – i sit eget indre – end at lukke den ud i hovedet på andre. Det er en pæn udlægning af det, vi gør. Vi vil hellere selv lide end lade andre lide! Der er en anden udlægning, der nok er mere sand. Vi tør ikke lukke vreden ud! Vi er bange for de virkninger, det vil give, når vrede bruges som våben – varm krig og kold krig! De uskrevne love bygger på lidelseserfaringer, vi har høstet.

Vi har gennem tiden i utallige fysiske tilværelser i første omgang gjort en dyd af vreden og den magt over andre, der kan følge med. Vi har med usvigelig sikkerhed høstet lidelse i form af had, vrede, magt og forfølgelse vendt mod os selv. Afmagtsfølelse og angst har gennem disse hændelser sat deres præg i hukommelseslegemet og dette legemes tætte tilknytning til følelseslegemet – lidelseserfaring. At vi ubevidst som en automatfunktion er mere eller mindre gode til at køle vrede med følelsesenergi er en frugt af mange svære konflikter og lidelser. At denne frugt endnu ikke er fuldmoden, kan ses deraf, at lige så længe vi producerer vrede som reaktion på en trussel fra andre, lige så længe er vi også nødt til at bruge følelsesenergi til at kølne vreden – og dermed er lidelsen ikke slut – for vi gør skade på os selv hver gang.

Vi misbruger energi. Billedligt talt sætter vi en bilmotor (eksplosionsmotor) i omdrejninger – trykker på speederen. Begynder at slippe koblingen samtidig med at vi trykker bremsen i bund. Det er der ingen bil og ingen psyke eller krop, der kan tåle i længden.

De væsentlige mekanismer i dette selvpineri er vi først så småt ved at begynde at intellektualisere. For at kunne gennemskue vores dårligdom har vi skullet slide adskillige koblinger, bremser og motorer op. De lidelser, det har påført os, har automatisk gjort reaktioner og modreaktioner blidere. Mængden af produceret vrede og dermed mængden af nedkølet vrede er blevet mindre og dermed lidt nemmere at håndtere – men stadig et problem – ja en væsentlig stopklods i den personlige udvikling og frihed. For hvordan turde at være absolut psykisk og fysisk fri og uhæmmet når man i sit indre ved, at hvis den rette situation byder sig – hvis andre mennesker trykker på de "rigtige" (forkerte) knapper – så springer der et mindre, utæmmet vilddyr frem i bevidstheden – og vilde dyr ved vi, kan være farlige. Med andre ord konstant overvågning af tegn på vilddyrsmentalitet er nødvendig. Vrede-dæmpningsberedskabet skal altid være klar til udrykning.

Vi kalder det forsvar. Angriber gør pæne mennesker ikke, men vi forsvarer os i ét væk. Vi har mobiliseret et forsvar som beskyttelse mod vores indre sårbarhed, og dette forsvar, hvor nødvendigt det end kan synes, er også en vældig svaghed. For hvordan være fri, hvis man lever som i en overvåget fæstning, hvor vilddyrsmentalitet er censureret vel vidende, at der findes et livskraftigt vilddyr inden for fæstningens mure. Det kommer frem og får næring, når vi stilles over for nogen eller noget, vi opfatter som en trussel, som vi "selvfølgelig" må forsvare os mod – en fjende.

Venner kalder vi venner, fordi de får det bedste frem i os. Blandt venner kan vi være fri og afslappede. Vi kan lukke borgporten op og give vagterne fri, for der er ingen angreb i sigte. Situationen behøver ikke kontrol.

Lige omvendt er det med fjender eller personer, som vi ikke rigtigt ved, hvor vi har. Fjender kalder vi fjender, fordi de får det værste frem i os. Blandt fjender må vi konstant være parate til at forsvare os – om nødvendigt modangribe. Borgporten er lukket. Voldgraven tillader ingen at komme nær. Alle vagter står årvågne på deres pladser. Frihed kan vi drømme om – det er desværre ikke muligt, sådan som verden ser ud!

 

 
Der skal åndsvidenskab til, for at afdække problemets kerne og forstå de store men enkle sammenhænge, der er baggrunden for vores problem. Faren, truslen ligger gemt i borgens indre i form af evnen til angreb og forsvar. Evnen til at bruge tyngdeenergien som våben (det dræbende princip). Behovet for magt. Frygten for at miste. Dette og meget mere er baggrunden for vores elendighed, ufrihed, overvågning, mentale fængsling, forsvarsværket, psykisk og fysisk sygdom. Som Martinus skriver: "Vejen til sundhed for sjæl og legeme går udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumfornemmelsen i sit eget indre". (Unaturlig træthed, bog 16c, kap. 10)

Fjendskabet har meget at lære os. Gennem at intellektualisere vores mørke følelsesreaktioner kan vi gøre dem lysere. Vi kan nærme os vilddyret. Bryde noget af borgmuren ned og omskole vagterne. Hvor stort og magtfuldt er vilddyret i grunden? Er det en tiger eller bare en forvokset kat? Vi må turde nærme os dyret! Lære at tæmme det gennem at føle og forstå, hvad der holder det i live og hvad, der får det til at virke farligt. Hvad der får det til at vokse og vise klør. Det hjælper at indse, at vi alle har problemet i et eller andet omfang. Vi har reelt intet at skjule for andre. Jeg har en vildkat, og du har en vildkat – skal vi udveksle erfaringer omkring dette at tæmme vildkatte? Jeg er sårbar, og du er sårbar! Skal vi intellektualisere vores følelsesreaktioner, de af dem, der rummer tyngdeenergi i sin skadelige form?

Afslutningsvis behøver tyngdeenergien oprejsning. Den er ikke vores fjende – og hvis den er, skal den gøres til en ven. Vi skal kunne håndtere store mængder tyngdeenergi langt ind i "det rigtige menneskerige". Se blot på symbol nr. 12 "Grundenergiernes kombination". Tyngdeenergi er nødvendig til al form for bevægelse og varme. Hvis man skal tro udtrykkene "det varme hjerte" og "de varme følelser", så rummer næstekærligheden tyngdeenergi i en af følelse og intelligens kultiveret form.