Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Det handler vel egentlig bare om at være et godt menneske?" "Hvad skal man så med alle de symboler og de tykke bøger?" På en måde har hun ret, min kone. Hvorfor gøre det hele så omfattende og detaljeret, når det blot handler om at være et godt menneske. Er det i virkeligheden et udtryk for en art afsporing, at man behøver analyser og symboler for at indse nytten af at være god?

Der er dem, der handler, uden at vide! Og der er dem, der ved, uden at handle! Måske er der noget rigtigt i det. Mange mennesker vier deres liv til at gøre noget for andre på en troens baggrund. De føler, at de må gøre det. Troen tilskynder dem, men de foregiver ikke at vide hvorfor. De ved noget med hjertet, som forstanden ikke kan forklare. Dermed ikke sagt at disse mennesker ikke er forstandige. De kan have en stor psykologisk og menneskelig indsigt.

Jeg er én af dem, der mener at vide. Men jeg er ofte i tvivl, om jeg handler i det omfang, jeg burde. Den tvivl kan man jo altid plage sig selv lidt med. Når jeg handler, er det som regel gennem at forklare og afklare. Det bliver nemt meget forstandspræget. Måske for meget forstand og for lidt hjerte.

Det handler jo blot om at være et godt menneske! Det er sandt, men det giver ikke fred om spørgsmål som – hvorfor al den ondskab og lidelse? Har det gode overhovedet nogen magt? Er kampen mellem ondt og godt håbløst til fordel for det onde? Er der et håb for verden? Er der et håb for et menneske, der ikke kan tro?

Svaret er, at det onde er nødvendigt! Det onde er endda gavnligt der, hvor det ikke kan undgås! Det onde har ingen magt, for det fører det gode med sig!

Fører det ikke til den rene handlingslammelse eller ligefrem kynisme at tænke sådan?

Er vi åndsforskere afsporede? For meget forstand og for lidt hjerte? Det kan der både svares ja og nej til. Vi besidder med garanti en ubalance på hjertets og forstandens område. Det er noget af det, man med sikkerhed kan sige, når man har studeret Martinus. Det er et generelt jordmenneskeproblem.

Mennesket adskiller sig fra dyret ved at være mere følsomt og mere intelligent. Ser vi på verdens tilstand, er det befriende at vide, at vi med tiden bliver både mere følsomme og intelligente på en mere balanceret måde. Overgangen til mere balancerede forhold på jorden må præges af ubalance mellem følelse og intelligens.

Martinus forklarer, at på et tidspunkt i vores udvikling begynder intelligensen at dominere vores adfærd. Et led i vores udvikling er et djævlebevidsthedsstadie, hvor vi kun regner det, der egoistisk begrænset forstandsmæssigt kan betale sig. På dette lidelsesvoldende stadie virker instinkt- og tyngdelegemets magtside ind på intelligensen, hvorved vi mere eller mindre følelsesløst forsøger alt, hvad der umiddelbart er til vores fordel. Her narres penge og arbejdskraft ud af næsten – jo mere jo bedre. Her monopoliseres magt og udtænkes planer under intense konkurrencebetingelser, der er afgørende for hvem, der skal gøres arbejdsløse og hvem, der skal gøres hovedrige i fremtiden. Her ødelægges miljøet, for her lades hånt om konsekvensen af det, der sættes i gang, hvis det nu og her gavner mig selv eller gavner et demokratisk flertal. Her udtænkes teknisk geniale og nederdrægtige våben, for medmennesket er utroværdigt og farligt.

Jeg er mentalt sådan indrettet, at jeg ville opfatte tilværelsen helt uoverskuelig og aldeles deprimerende, rædselsvækkende og meningsløs, hvis det ikke lige var fordi, at Martinus Kosmologi gør det muligt at forstå, at det alt sammen er et logisk led i en plan, der er af største betydning for vores videre udvikling. Instinkt- og tyngdelegemet skal svækkes til fordel for styrkelsen og harmoniseringen af følelses- og intelligenslegemet. Det bliver helt lovbundet virkningen af al den elendighed, der udspiller sig i verden i dag.

Mennesket, der er dybt involveret i denne tid via instinkt/tyngde og intelligens, vil ikke have nogen som helst interesse i åndsvidenskab. Denne interesse ligger formentlig en rum tid efter udlevelsen af de grove sider af djævlebevidsthedsstadiet. For det skal vel lige indskydes, at også vi åndsforskere endnu har lidt af djævlebevidsthedsstadiet i os.

Den livsnødvendige interesse for livets store spørgsmål er igangsat af omfattende lidelseserfaringer, der, efterhånden som vi høster de følelsesmæssige frugter af denne lidelse, også udløser en intellektuel hunger efter at forstå hvorfor og hvordan. Svarene på disse spørgsmål ligger allerede i vores indre, men i en endnu ikke intellektualiseret form.

Vore lidelseserfaringer, og dem har alle i et eller andet omfang, skal gennem mange fysiske tilværelser bearbejdes følelsesmæssigt og intellektuelt på en sådan måde, at vi efterhånden får samlet en slags indre brikker, som vi kan se passer sammen og efterhånden danner ramme og billede til et samlet puslespil.

Hver brik i puslespillet er en lille historie om lidelse med sine årsager og sine virkninger. Hver brik rummer sin egen pointe, der har fællestræk med pointen i alle de andre historiebrikker. Alle lidelseshistorierne synes at pege mod en fælles mening med al lidelse.

Bag den tilsyneladende tilfældige lidelsesfulde tilværelse skjuler sig en plan, der både har udvikling af følelsen og intellektet som mål. Denne plan begynder vi at kunne udlede af vore egne lidelseshistorier, ikke mindst når vi bliver hjulpet på vej af en Martinus.

Når vi ser noget på fjernsyn, der rører os følelsesmæssigt, så er det en virkning af nogle ofte ubevidste følelseserfaringer, vi har. Vi overvældes af tristhed eller glæde, fælder tårer og må pudse næse. Det kan være de forelskede, der ikke får hinanden eller endelig får hinanden. Det kan være den kræftsyge mor, der må dø fra sine børn. Det kan være "meningsløse" scener fra krigens helvede. Det kan være et menneske, der sætter sit liv på spil, måske endda ofrer det, for at redde et andet menneske.

Døden, det at miste den, man holder af (er afhængig af), er et næsten uudtømmeligt tema. Der er skrevet i tusindvis af romaner om det, og der er lavet et utal af film. Det samme er tilfældet med et tema, som den gode og den onde. Er der overhovedet skrevet en bog eller lavet en film, der ikke rummer dette tema? Disse emner optager os følelsesmæssigt. Det gør de, fordi der inden i os findes lidelseshistorier, der endnu ikke er skrevet færdige.

Lidelseshistorierne kan endnu være som næsten åbne sår, som bøger og film piller i, men også renser lidt. Det er formentlig denne renselsesproces, der ubevidst får os til ligefrem at opsøge det, som virker så trist ind på os. Vi får det bedre gennem at få det triste vendt en gang til, måske endda præsenteret i en ramme, der kan virke afklarende og give overblik over visse "skjulte" (ubevidste) psykologiske sammenhænge. Der sker en intellektualisering af følelseslivet, når der pilles i vores lidelseshistorier. Noget ubevidst gøres bevidst. Noget skjult gøres synligt.

Vi ser gerne, at den triste film ender godt. Så kan vi sove trygt. Et eller andet sted endnu ikke intellektuelt bearbejdet og derfor ubevidst, fornemmer vi, at sådan er livet også – det ender godt. Prinsen og prinsessen skulle så forfærdeligt meget igennem, før de kunne få hinanden og arve det halve kongerige.

Alle er involverede i en intellektualisering af lidelseserfaringer, hvis formål bl.a. er at give det overblik der skal til, for at forstå lidelsens nødvendighed og dette, at livet må være noget evigt og planmæssigt fremadrettet.

Hver gang en ydre påvirkning kalder på en indre lidelseshistorie, tilføjes noget til historien som gør, at næste gang den kaldes frem, fremstår den en lille smule forandret. Det rene følelses/lidelsesindhold er blevet dæmpet af en lille smule forståelse, sammenhængssyn, overblik, indsigt – nå sådan – aha – lidelseshistorien har mere at fortælle.

 

 

Vi ser verden gennem et sæt mentale briller. Disse briller kan være meget instinkt/tyngdeprægede. De kan være meget følelses/lidelsesprægede, og de kan være meget intelligensprægede, ligesom der selvfølgelig eksisterer alle mulige overgangs- og blandingsformer. Bag alle blandingerne skjuler sig et fremadrettet forløb, en retningsbestemt udvikling: instinkt – tyngde – følelse – intelligens – intuition – hukommelse. "Brillerne" er under planmæssig forvandling, hvilket bl.a. ses deraf, at vi efterhånden får intellektualiseret vores lidelseshistorier.

Da forsvinder meget af tristheden i tilværelsen. Det onde viste sig jo at være et kamoufleret gode. Døden viste sig at være en illusion. Meget af det, der nødvendigvis engang måtte fremstå tårevældende trist, bliver vendt til et overblik, der giver overskud til at koncentrere sig mod mere lysende horisonter end fortidens lidelse.

Den intellektualiseringsproces, som hele jordens befolkning er involveret i, vil helt automatisk også komme til at indebære en intellektualisering af følelseslivet, lidelseserfaringerne og derigennem lede os på sporet af den store sammenhæng i tilværelsen.

Derfor, ja, det handler egentlig bare om at være et godt menneske. Men det er, når det kommer til stykket, heller ikke helt enkelt. Vi gør ubevidst det onde i den tro, at det er det gode. Vi er undervejs med at lære at kende forskel på godt og ondt. Åndsvidenskaben er et nødvendigt værktøj til at udføre de næste mange livs finpudsninger af både følelseslivet og intelligenslivet. At det så i en periode vil være sådan, at man er mere koncenteret om at vide end om at handle, er der ikke noget mærkeligt i. Intellektuel og følelsesmæssig fordybelse kræver tid og ro. Det er et omfattende studie, og en ting er 100 % sikker – vi lærer det for at skulle bruge det i praksis.