Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus skriver, at det for et menneske med intuition, der igen bygger på et højt udviklet og harmoniseret følelses- og intelligenslegeme, er ren rutine at bedømme et menneske. En del sider i Livets Bog 1 handler om forskellige kategorier af mennesker – en bedømmelse af deres særlige psykiske grundtræk. Det kan altså lade sig gøre at lave en bedømmelse!

Mange vil sige – selvfølgelig kan det det! Sagen er den, at vi slet ikke kan lade være. Vi gør det hele tiden – "bedømmer" de andre – måler dem op psykisk og fysisk – "beføler" dem psykisk for at finde ud af hvordan de nu egentlig er at omgås. Vi bedømmer deres fysiske træk, deres psykiske træk, herunder det humør de er i. Vi sammenholder det med tidligere oplevelser af samme person eller af samme persontype. Ganske ubevidst, vil jeg påstå, gør vi en masse bedømmelser, der f.eks. får os til at åbne os i en god samtale, fordi vi kan mærke, at personen, vi står overfor, er os venligt stemt, er i godt humør, har lyst til at snakke. Omvendt kan vi lige så vel bevidst/ubevidst bedømme, at her gælder det om at styre med forsigtighed, for personen, jeg står overfor, er en tikkende bombe, som jeg ikke har lyst til at udløse. Derfor bliver "samtalen" lidt stiv – "Øh, nåh – jeg må hurtigt videre!"

Vi bedømmer hinanden konstant og til dels ubevidst. Det er den pæne bedømmelse af det, vi gør, når vi er sammen med andre. Den mindre pæne udgave hedder, at vi også dømmer de andre. Vi både dømmer og bedømmer. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke klart kan skelne, og det er noget skidt, når jeg ved, at det er nødvendigt at bedømme, men det er bestemt ikke af det gode at dømme.

Dømme eller bedømme, det er det ene problem. Der er et andet problem, som gør det virkeligt svært: Hvornår ser jeg mig selv i den anden? Hvornår er en bedømmelse i virkeligheden en spejling af noget i mig selv? Jeg oplever jo ikke verden som den er, jeg oplever min egen reaktion med verden. Jeg kan således ikke undgå at møde mig selv i mødet med de andre. Tænk, at noget dagligdags kan være så kompliceret, og dog gør vi det alle.

Lad os slå én ting fast; det er afgørende at kunne skelne mellem at dømme og bedømme. Jesus er aldeles klar på dette område. "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt...." (Matt.7,1). Det er årsags- virkningsloven i den rene form. Hvad du sender ud af det onde, kommer du selv til at lide under. "Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne" (Matt.7,12). Ved at dømme, dømmer vi os selv!

Jeg gør, hvad jeg kan, for ikke at dømme andre sådan med ord og i fuld offentlighed, men på den indre lystavle kan der stadig dukke domme op. Jeg både bedømmer og dømmer. At måle et andet menneske kan f.eks. rumme den dom – er han eller hun dygtigere end mig – klogere end mig? Det kunne kaldes en nødvendig bedømmelse. Om det er en bedømmelse eller en dom afhænger af, hvad vi bruger "bedømmelsen" til.

Vi lever stadig i et dyrerige underlagt junglelove. I en naturfilm, jeg så for nylig, fulgte man en gruppe små meget sociale rovdyr. Deres sociale orden byggede de på instinktstyrede regler, der nøje afstak pladsen for hvert enkelt individ i flokken – og ve den som ikke holdt sin plads og udfordrede rangordnen. Dette mønster fra dyreriget ligger stadig dybt i mennesket!

Vi besynger menneskelig lighed, vi ønsker den, men vi praktiserer ofte lige det modsatte i vores indre. Der foregår ofte mennesker imellem en psykisk kamp, der består i at rangordne. Min bedømmelse af en anden kan f.eks. bruges til at afgøre, om jeg er klogere, om jeg ved mest. Når jeg i min bedømmelse er blevet enig med mig selv om, at jeg er den klogeste, kan jeg bruge "bedømmelsen" til at nedtromle og dominere den anden. Omvendt, hvis jeg bedømmer, at den anden er klogere end mig, kan jeg fra starten spille lavt spil, undgå at blive afsløret, være tilbageholdende på det område, der tales om.

Der foregår en masse rangspil mellem mennesker, der efter min bedømmelse er en slet skjult kamp om rang – kamp om fysisk og psykisk råderum. Kan jeg finde en svaghed hos den anden – og bruge den? Intrigespil i det skjulte. Bedømmelse er nødvendig – men bruges den til at dømme andre i et magtspil?

Dommen bruger vi mod nogen. Dommen bruger vi, når vi har brug for at hæve os selv i forhold til andre. Hvorfor skulle et menneske have brug for at hæve sig selv i forhold til andre? Det må være fordi dette menneske betvivler sit værd – sin værdi. Det kan der være mange grunde til, når vi sådan render rundt bevidst såvel som ubevidst og rangordner, eller tilkæmper os status og yndest i forhold til nogen, der står magtmæssigt højere end os. Her bruger vi andre mennesker som målestok for vores egen værdi.

Vi taler om hovmod, position, magt, dominans og undertrykkelse. De åndelige legemer, der dominerer i den sammenhæng, er instinkt- og tyngdelegemet i ledtog med intelligenslegemet. Instinktstyret tyngde og intelligens. Der er tale om stærke levn fra dyreriget løftet til mere avancerede former. Altsammen udtryk for flokmentalitets-mekanismer og mangel på følelse.

Det er stærkt lykke-undergravende at dømme. Hvis vi tager udgangspunkt i et menneske, der ikke føler at han slår til, han føler sig ikke god nok, han føler sig ikke accepteret som han er, han accepterer ikke sig selv som den, han er, sådan en person kan godt få lyst til at udnytte en mulighed for at hæve sig lidt, måske bare for et kort øjeblik. Det kan ske helt stilfærdigt i det skjulte ved at kaste dom på en anden – "sikken en idiot" – tænker man om et andet menneske. Man må være langt nede på selvtillidsskalaen, når man dømmer andre med så stærke ord. Her er jo også kun tale om et eksempel, og eksempler skal være lidt overdrevne.

Man kan sige: at en "luskebuks" er så heldig at møde en person, han kan udnævne til at være "en idiot", hvorved "luskebuksen" for en kort stund føler sig mentalt løftet. Brug af visse ord er i sig selv en dom over den, der bruger dem. Visse ord gemmer i sig slet skjult vrede, og med vreden er vi dommere. Der er mennesker med meget synlige primitive egenskaber, men hvorfor dømme dem? Dømmer vi, er der tale om et møde mellem forskellige grader af primitivitet – det er min bedømmelse.

Jeg har opdaget, at jeg kan finde på at bruge dommen som mental løftestang i det stille – jeg er ved at blive klar over, hvad jeg egentlig gør og hvad virkning, det har. Det er stærkt undergravende for selvtilliden. Jeg dømmer andre for at opleve et mentalt løft. Jeg undergraver i virkeligheden min egen selvtillid. Man tror, man hæver, men i virkeligheden sænker man. Man gør sig selv meget modtagelig for andres domme. Selvtilliden får endnu et hug. Verden er ond! Alle er efter mig! Ens mentalitet bliver sådan indrettet, at verden kommer til at se forkert ud. Det er et alvorligt mentalt fængsel at blive buret inde i.

At dømme fører ud i lidelse! Det er af største betydning, at kunne skelne mellem at dømme og at bedømme, idet vi hermed udnævner ordet "bedømme" til at være domfrit. Kaster vi på mindste måde dom over andre, er der ikke tale om en bedømmelse. Er der den mindste smule hovmod, vrede eller antipati blandet ind i vores indtryk af et andet menneske, er der tale om en dom og ikke en bedømmelse! Har vi den mindste smule lyst til at vise os i forhold til et andet menneske, er vi underlagt mentale kræfter i vores egen mentalitet, der ikke giver grundlag for en bedømmelse.

Jeg kapitulerer. Jeg er ikke i stand til at bedømme et andet menneske. Jeg har ikke den fornødne mentale udrustning endnu. Chancen, for at jeg selv er blandet ind i bedømmelsen via egne negative egenskaber, er alt for stor til, at jeg tør kalde min bedømmelse en ren bedømmelse.

Nu er problemet, at jeg er nødt til at forholde mig til verden og til andre mennesker. Jeg er nødt til at bedømme, hvad der er ondt og godt ud fra mine begrænsede forudsætninger. Hvis jeg vil blive bedre i min bedømmelse af de andre, er jeg nødt til at gøre mig bevidst i, hvad der foregår på min indre lystavle under f.eks. en samtale. Jeg må gøre mig bevidst i de små "djævle", der måske dukker frem.

Bedømmelse bygger i det mindste på højtudviklet følelse (et rent hjerte) og en veludviklet intelligens. De to legemer i forening står for den rene bedømmelse. Når intuitionen kommer til får bedømmelsen større bredde og dybde.

Er jeg modtagelig for andre menneskers negative tankeklimaer, deres vrede, utilfredshed og irritation? Da er jeg underlagt instinkt- og tyngdelegemets styrke og er ikke i stand til at foretage en ren bedømmelse, for jeg vil i den grad blive negativt indblandet i foretagendet.

Jeg skal lære at møde et menneske helt åbent uden den mindste hang til dom, uanset hvad dette andet menneske har tænkt sig at sige eller gøre. Jeg skal være villig til både at føle med og forstå dette måske langt fra behagelige menneske; først da er der grundlag for en egentlig bedømmelse.

Selvfølgelig er mine egne egenskaber også blandet ind i den rene bedømmelse. Jeg ser stadig min egen reaktion med dette andet menneske, men ingen personlige negative egenskaber er her blandet ind – kun positive. Jeg møder det andet menneske med følelse og intelligens – næstekærlighed. Indtil jeg er nået dertil, skal jeg passe på med at bruge ordet bedømmelse. I mellemtiden kan jeg træne på at holde det skidt, jeg kan se ved andre, for mig selv og spørge, hvorfo, det er så synligt. Dernæst kan jeg gøre mig tanker om, hvordan jeg måske kan gøre livet lidt lettere for den anden – prøve at få øje på de positive sider ved medmennesket.