Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/3 side 58
Foto af Erik Bech Olesen
 
Oplev ungdommen i Klint fra den 31. marts 1996
af Erik Bech Olesen
 
Martinus skriver om jordlivskredsløbets årstider, hvor det nyfødte barn repræsenterer vinteren, ungdommen repræsenterer foråret, manddommen sommeren og alderdommen vinteren.
Findes der en bedre måde at karakterisere foråret end ved at sammenligne det med ungdommen? Er alle naturens vårlige aktiviteter ikke et udtryk for optimisme og livslyst, en optimisme som smitter af på os mennesker. Vi får fornyet livslyst, får nye kræfter. Vi fyldes af forventning om alt det, som nu skal ske.
Påsken er festen for forårets fødsel, og hvor findes et bedre sted at festligholde forårets komme end i Klint? Så derfor ønsker vi alle velkommen til at opleve ungdommen i glad samvær med nye og gamle venner, hvor vi sammen skal gøre vort Center smukt og funktionsdygtigt til den store manddomstid som sommeren er, hvor alt kulminerer med sommerkurset.
Meget skal gøres. Der er havearbejde, malerarbejde, rengøring og andet håndværksarbejde, og der er brug for alle.
Vi begynder palmesøndag den 31. marts, men kom hvilken dag du har lyst og bliv så længe du kan. Ring dog på forhånd på telefon 59 30 21 77 eller 38 34 62 80 og meld din ankomst, så vi kan have et godt rum/lejlighed klar til dig. Vi laver et varmt måltid mad om dagen. Husk sengelinned, hvis du da ikke vil leje det hos os. Selvfølgelig bliver der også tid til et teoretisk indslag i form af foredrag og diskussioner.
Så kom og oplev ungdommen og mærk hvordan det smitter.
Velkommen skal du være – selvfølgelig uanset alder.