Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vivaldi, Bach, Mozart, Beethoven, Mendelssohn, Schubert, Nielsen, Stravinskij Beatles, Rolling Stones, Anne Linnet osv. Hver eneste komponist, ligesom alle andre mennesker, er præget af en grundstemning, der kommer til udtryk i det, de skaber.

Stemninger skaber vi normalt uden brug af musik, men musik er et meget stærkt virkemiddel at benytte. Vi er meget stemningspåvirkelige af musik. Det ved de, der laver film. Et billede fra den grå hverdag kan forstærkes mange gange ved brug af musik. Vi er så vant til disse lyd- og musikeffekter, at vi dårligt lægger mærke til dem. På mange måder lader vi os villigt bedrage af disse lyde. I en dokumentarudsendelse om forureningen fra tysk industri var der adskillige billeder af udløbsrør, hvor det væltede ud med vand. I sig selv ikke noget særligt ophidsende syn; "et rør der render vand ud af". Hvad gør man så for at få seerne med? Man sætter nogle uhyggeskabende lydeffekter på, der signalerer "snigende katastrofe". Billedet af vand, der løber ud af et rør, bliver pludseligt truende, og det er musikkens skyld eller rettere, det er min egen skyld, for jeg er åbenbart god til at skabe den rigtige stemning, når jeg hører bestemte lyde eller musik. En let sitrende lidt spids lyd, selv svagt i baggrunden, signalerer truende ulykke – mærkeligt! Så stærkt virker musik og lyde på os, at selv det dejligste sceneri fra en lysegrøn bøgeskov en forårsdag badet i sol, kan vendes totalt med ganske få strofer af underlægningsmusik, der signalerer en mulig kommende fare. Sommerstemningen og ubekymretheden kan naturligvis også forstærkes ved at spille musik af Vivaldi, der passer til årstiden.

Gennem tv udsættes vi for stadige og ofte hurtige stemningsskift, som vi ganske ubevidst spiller med på. Tv-avisen er trods alt ikke iscenesat med musik. Den avis skal signalere objektivitet, men mærkeligt nok er mange såkaldte fakta- og dokumentarprogrammer iscenesat med lyd og derved kunstigt forstærket, for at fremhæve det, som producenterne vil have frem. Vi bliver vrede, når nogen er onde. Vi bliver glade, når nogen er gode og hjælpsomme. Vi kan gøres mistænksomme og bange ved en lille lyd. Det kan være meget anstrengende at se tv, når vi rives med.

Der er sammenhænge, hvor den gode stemning befinder sig i hårfin balance med dårlig stemning. Ved fodboldkampe f.eks. afhænger den gode stemning af, om ens hold har succes eller fiasko. Den gode stemning kan lynhurtigt slå over i vrede, vold og slagsmål. Vi er endnu ikke herrer over stemningen, når den dårlige stemning kan blive herre over os. Vi er yderst sårbare her i grænselandet mellem dyr og rigtigt menneske.

På fodboldbanen er der tale om konkurrence. Vi har det godt, når vi vinder og skidt, når vi taber. Verden og dagliglivet er mere end nogen sinde præget af konkurrence, der ikke kan undgå at give stadig flere tabere. Her er kunsten at opretholde produktionen af en god stemning i sindet trods modgang. Hele samfundet hviler på en stemning. Når stemningen er høj – når vi oplever medgang og fremgang – da forstærker dette vor arbejdsevne, vi opildnes til at yde ekstra. Når stemningen er lav svækker det arbejdsevnen; "det nytter alligevel ikke!". "Det fører ingen steder hen at fortsætte!" Et menneske kan rammes af depression ligesom et samfund. Den gode stemning forsvinder, men ikke nok med det, der produceres store mængder af dårlig stemning. Rytmen i samfundet og i mennesket brydes, og følelsen af sammenhæng og samhørighed forsvinder. Det er udgangspunktet for ufred og opløsning. Instinkt-tyngdeenergi konstellationen styrkes, og følelsesenergien, den der kan binde og holde sammen, grundlaget for gensidig sympati og forståelse, svækkes. Det er et samfundsproblem, der tager udgangspunkt i menneskets problem – vi svinger stemningsmæssigt.

 

 

Jamen er det ikke yderst vigtigt – at være glad med de glade, sørge med de sørgende, sympatisere med de sympatiske, og være vred med de vrede, er det ikke denne palet af stemninger, der giver livet kulør? På en måde jo, men store dele af dette stemningsspektrum er undergravende for sammenholdet og den mentale og fysiske sundhed – vi kan ikke tåle at svinge så meget, vi kuldsejler, når vi lader os kaste rundt af stemningsstorme og stemningsskred. Målet må være, herfra hvor vi står, at kunne leve i verden og med verden, med egne og andre menneskers sorger, lidelser og problemer samt alt det onde, uden at gå ned med flaget. Kunsten må være at kunne opleve menneskers lidelser uden at trække sig væk og gemme sig i ligegyldighed. Det meget stemningspåvirkelige menneske er sårbart i en verden fyldt med katastrofer. Kun ved at få følelseslegemet integreret med intelligens legemet kan der dannes et værn mod at lade sig trække ned i kulkælderen af livets små og store katastrofer. Det lyder måske som fjern teori. En konkret indgang er imidlertid at forstå det onde. Når vi bliver vrede med de vrede, er vi ikke herrer over de mørke stemninger. Når jeg oplever, at jeg føler vrede, da spørger jeg mig selv: hvad er det, jeg vil opnå med min vrede? Hvis jeg vil straffe onde mennesker med min vrede, er svaret, at jeg kun straffer mig selv ved at nære vrede i min bevidsthed. Det er klart nok ufølsomt og uintelligent. Når jeg således bliver vred, står det mig stadig mere klart, at det intet formål tjener, der kan virke befordrende for en fremadrettet løsning af det problem, der gør mig vred. Vrede skaber problemer. Ved på denne og andre måder at bearbejde de stemninger, der rummer tyngdeenergi, indskrænkes stemningspaletten til de stemninger, der er livsbekræftende. Det er en meget konkret indgang til at integrere følelse og intelligens. Det kan siges på en anden måde: at mobilisere hele åndsvidenskaben mod det onde i mig selv.

Martinus har udtalt, at der på Klint er et overskud af følelsesenergi, altså en stemning der giver den bedste ramme for sympati, fred og fordragelighed. Han har ved flere lejligheder præciseret (bl.a. Strukturen) at, det vigtigste er, at vi er venner. Det er langt vigtigere end enighed om hvordan analyserne evt. skal forstås. Hermed gør Martinus det klart, at den gode stemning er rammen om åndsvidenskaben. Hans analyser er en indgang til at forstå næstekærligheden, men denne næstekærlighed kan ikke praktiseres uden følelse. Derfor er det naturligvis absurd at skabe misstemninger (mere eller mindre tyngdeenergi) på baggrund af intellektuelle uoverensstemmelser.

Indlæring skal selvfølgelig foregå i en atmosfære af interesse, åbenhed, frihed og sympati. Analyserne skal brede sig i et sceneri af menneskelighed, som netop er det, analyserne går ud på at forklare. Følelseslegemet er det tredje i rækken, men det spiller ofte en tilsyneladende lidt underdanig og tilsidesat rolle i bevidstheden, mens intelligensen ofte "larmer op". Det ér tilsyneladende, og det må skyldes, at vi endnu er for lidt opmærksomme på de stemninger, der præger hvert eneste sekund af vor tilværelse.