Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1994/10 side 188
Refleksioner. Håb og skuffelse. Af Søren Olsen. Håbet er lysegrønt. Tegning: Ib Withen.
 
Menneskeheden, vi enkelte mennesker, er dybt involveret med små og store truende kriser. Miljøkrise. Befolkningskrise. Ressourcekrise. Krigsfare. Økonomiske kriser. Jeg håber, at vi kan styre udenom, at der dukker en løsning op. Men håbet er spinkelt, dertil er uordenen for omfattende.
Håbet er lysegrønt, hedder det. Håbet er et kosmisk-kemisk produkt i bevidstheden, der har et lyst skær over sig. Vi har altid lov til at håbe, hvorved vi nærer et lille eller stort lyst rum i ånden. For mange er der kun lige lys nok til at kæmpe videre på livets ofte barske betingelser. Mange får slukket dette sidste lille svage blus, hvorved der kun er mørke tilbage. Håbet opleves lysegrønt. Håbløsheden og skuffelsen opleves sort.
Også skuffelsen består af en særlig kombination af grundenergierne. Dette kosmisk-kemiske produkt fremstiller vi som en automatfunktion, der hvor håbet og forventningerne brister.
Jeg kan skuffes over mange små ting, for jeg er en af den "kedelige" type, der har håb og forventninger til mine medmennesker. Jeg ser gerne, at de i det store og hele handler lige så fornuftigt som jeg. Det gør de ikke altid. De har deres eget liv, og derfor fokuserer de på helt andre ting end jeg. Noget andet er vigtigt for dem, end dét der er vigtigt for mig. Mit er naturligvis vigtigst for mig, men sådan tænker de andre også.
Er det sådan, at jeg skal opgive at have forventninger og håb til mine medmennesker, hvis jeg vil undgå skuffelser? Det kan ikke passe! Tænk at leve i et ægteskab eller i kollegialt samarbejde uden håb og forventninger til hinanden. Jeg håber sandelig, at de andre har forventninger til, at jeg gør mit arbejde godt, og jeg håber ikke at skuffe dem. Selvfølgelig har jeg også forventninger til andre og vil fortsat have det, men jeg må finde en måde at takle min evne til at skabe og dermed føle skuffelse.
Mon problemet er, at jeg tror, jeg kan frelse verden – alle de andre. Det kan jeg naturligvis ikke. Hvis jeg håber og tror dét et eller andet sted i bevidstheden, må jeg nødvendigvis blive skuffet tit og ofte. Alle har deres egne håb, drømme og forventninger, som jeg burde håbe gik i opfyldelse for dem, uanset at jeg nødig vil være med i det pågældende eksperiment. Lysten og håbet driver udviklingen af erfaringer.
Måske er jeg nået dertil, at jeg kan blive skuffet over mig selv, når jeg bliver skuffet over de andre. Vigtigere er det at forstå, at al skuffelse, uanset om det er over mig selv eller andre, er undergravende for den mentale og fysiske sundhed. At skuffelse er en måde at straffe sig selv på, på lige linje med had, vrede, bitterhed, jalousi, begærlighed, martyriumstanker osv. Skuffelse er et udtryk for en mental ubalance, en psykisk egenskab der kræver kærlig behandling af følelse og intelligens, hvis jeg vil undgå at undergrave mit gode humør og undgå på lidt længere sigt at lægge grunden til en sindssygdom.
Jeg har ikke overvundet evnen til at blive skuffet endnu. Jeg skuffes stadig af politikere, der presser udviklingen i den gale retning (synes jeg). De ødelægger mine og mine efterkommeres fremtidsmuligheder! Eller hvad? Når jeg rives med af det, der sker omkring mig, må det være fordi, jeg har noget at lære af det; jeg gør nye erfaringer.
Min personlige lykke er ikke afhængig af, hvad de andre gør, men udelukkende af hvad jeg selv gør. Det kan jeg godt forstå, men jeg handler ikke altid, som om jeg har forstået det.
Intet hindrer mig i at opøve og samle på sunde åndelige værdier. Kriserne giver rig mulighed for træning i at holde fast i dét, der er væsentligt, og slippe det uvæsentlige eller endda skadelige. Hver gang jeg går i sort og tænker "åh nej ikke det, pokkers også, øv", er det tegn på, at der er noget, jeg ikke har forstået.
Håbet for en selv og alle andre er vigtigt at holde fast i; skuffelsen er vigtig at slippe. Det sker nok først, når jeg ikke har mere at lære af skuffelsen. Den vil fortælle mig noget, jeg ikke har forstået. Jeg håber det bedste, men jeg ved reelt ikke, hvad det bedste er. Har jeg ikke forstået skuffelsens natur, er skuffelse det bedste.