Kosmos 1993/3 side 53
Martinus – videnskab eller fantasi?
af Hans Oldhage
Ingen fantasi i verden ville kunne formå at få mig til at tænke således, som jeg har lært af Martinus. Og dog er det intet andet end realiteter og sandhed, som han beskriver i sine bøger. Sådan ser det i hvert fald ud fra min horisont.
Den vantros tro
Hvilke mennesker er Martinus kosmologi egentlig beregnet for? Ja, ikke for dem, der nu finder trøst og åndelig vejledning i de traditionelle, trosbaserede religioner. Nej, kosmologien henvender sig først og fremmest til de mennesker, der er vokset fra de gamle religioner, og som ikke længere er tilfredse med de almindelige materialistiske forestillinger. Altså de mennesker, der absolut ikke kan tro uden beviser og forklaringer, men som heller ikke er tilfredse med de nuværende tingenes tilstand. Mennesker, der måske i årevis har forsøgt at forstå verden ud fra videnskabens resultater – men kun finder formler og tomme ord.
Verden kan ikke forstås alene ud fra materialistiske forskningsresultater. Nok kan man nå frem til mange interessante resultater gennem traditionel forskning, men næppe til svar på spørgsmål om, hvorfor vi lever, og hvad det hele skal føre til. Derfor kommer de åndeligt hungrende – men religiøst vantro – til at være de første, der virkelig tager imod og forstår de kosmiske analyser, ifølge Martinus:
"Vi må regne med, at der er en masse materialister, der er meget humane, og de bliver de første til at modtage analyserne. De mangler nemlig noget. De dyrker ikke det, der er i de vedtagne religioner, det virker for naivt for dem. Men når de ser, der er en forklaring, at der er årsag og virkning, så bliver de modtagelige" ("Samarbejdsstrukturen", kap. 4f).
At forandre verden
Selv var jeg meget åndeligt søgende i hele min ungdomstid, men jeg troede ikke det mindste på kristendommen og den dogmatisk prægede religion, som omgav mig. Ganske vist forekom Jesus mig at være et på mange måder dejligt menneske, men hvad havde han med mig at gøre? Han levede jo for næsten to tusinde år siden, og det var ikke min oplevelse, at såkaldt kristne mennesker var rarere eller mere humane end andre.
I stedet for at gå ind i en religiøs eller åndelig bevægelse blev jeg politisk aktiv som teenager. Jeg gik ind i den såkaldte FNL-bevægelse, der var i tiltagende i Sverige og mange andre lande i slutningen af tresserne. Jeg så stormagternes voldsomme politik, som ofte ramte de fattige mennesker i verden. For mig, som for mange andre på den tid, blev de tapre frihedskæmpere i Vietnam et symbol på retfærdighed og frihed.
Forfatteren på barrikaderne i 60'erne Tegning af Helen Oldhage
Jeg ville altså bidrage til at forandre verden ved gennem ord og handling at støtte de svage, som så ud til at have retten på deres side. Men jeg kunne aldrig forstå, hvorfor slagordene mod stormagternes politikere skulle være så hadske, og hvorfor fjenderne blev fremstillet som totalt usle og skurkagtige. Fandtes der ikke i det mindste en smule negative egenskaber også hos frihedskæmperne? Var man virkelig på rette vej, når man bekæmpede overmagten med vold og drab?
Fredens vej
Jeg kom så småt til en anden opfattelse af vejen til fred og forsoning i verden. Det var ikke gennem drab, at en ny og bedre verden skulle skabes. Ganske vist kunne man forstå de undertrykte i deres kamp mod overmagten, men hvorfor var de overhovedet undertrykte? Ja, det blev til mange spørgsmål, der efterhånden gjorde mig mere og mere usikker på, hvad der var rigtigt og forkert.
Samtidig havde jeg en stærk åndelig hunger og følte i mig, at der var mere i verden end det, man kan se og føle på. Jeg åbnede for tanken om, at vi lever flere liv, og at der findes en vej til udvikling og fred, som ikke har med kamp at gøre.
Måske er det sådan, tænkte jeg, at vi oplever lidelsen for at tage ved lære, og dermed forandre vor måde at være på. "Vold avler vold" var et ordsprog, man af og til kunne høre. Og det blev til logisk virkelighed, hvis man accepterede tanken om reinkarnation eller genfødsel.
Åndelig kommunisme
At møde Martinus kosmologi på dette tidspunkt var både godt og ondt. Jeg blev næsten irriteret på mig selv over min interesse for noget, der tilsyneladende handlede om religion. Det var jo mange år siden, at jeg i min barndom mere eller mindre forlod troen på kristendommen. Nu fandt jeg mig selv draget mod eller tiltrukket af en "filosofi", der gentog ord som "Guddommen" og "Kristus" mm. Ganske vist syntes jeg, at meget i Martinus kosmologi virkede interessant, men hvorfor måtte han ustandselig gentage en masse bibelord?
Lidt efter lidt forlod jeg mine indvendinger og forstod, at jeg i Martinus kosmologi havde mødt noget større, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Her fandt jeg jo det bedste hos Marx og de såkaldte kommunister, men helt uden den negative fordømmelse af "kapitalister" og andre "onde" mennesker. Jeg læste om, hvordan den sande "kommunisme" vil være indskrevet i vore hjerter – den dag vi har opnået tilstrækkelig personlig modenhed. Og vi bliver faktisk en dag sande "kristus-væsener", som forstår at praktisere "åndelig kommunisme" eller – hvilket er det samme – virkelig medmenneskelighed.
Alligevel Gud?
For at denne lille personlige beretning ikke skal blive for lang, vil jeg afslutte med nogle ord om min nuværende livsopfattelse:
Nu har jeg accepteret opfattelsen af, at hele verdensaltet er et levende væsen, i hvilket vi alle indgår som livsenheder, et verdensalt, hvori vi "lever, røres og er". Jeg kan derfor til og med tænke mig at sætte mig ned og bede en bøn til dette levende væsen, denne "Gud" (ordet føles stadig uvant, trods 20 års påvirkning fra Martinus kosmologi).
Jeg er også overbevist om, at vi lever i en evig tilværelse, med bestandigt vekslende organismer, dvs. udvikling fra liv til liv. Stadig hylder jeg de videnskabelige principper og siger derfor ofte til mig selv: Ja, dette skriver Martinus, men jeg ved ikke så meget selv. Jeg må gøre hans kosmologi til mit livsprojekt – og hele tiden afprøve kosmologien. Han har jo selv bedt os om ikke at tro på ham, men at afprøve ideerne eller "teorierne", som de beskrives i Livets Bog og andre af hans bøger.
For det er jo sådan, at Martinus kosmologi er tiltænkt at skulle anvendes som videnskab. Hvis man ikke har nogle højere åndelige evner – hvilket vel gælder de fleste af os – så må man endnu være "troende" i en vis udstrækning. Men det forhindrer os ikke i at forsøge at gøre vor opfattelse om livet til "videnskab" ved bestandigt at anvende den i vort praktiske liv og levned. En sandhed, som er oplevet, bliver forankret i dybet af ens sjæl.
Oversætter: LB
Tilbage til forfatterregister
Forrige