Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne verdensorden afslører, at menneskene befinder sig i en mental udviklingsepoke, hvori de langsomt fjerner sig fra dyrerigets mentale mørke og nærmer sig et kommende menneskeriges intellektuelle lyszone. Denne tilvænning til lys på baggrund af en mørketilværelse må imidlertid foregå langsomt og gradvist, og udviklingen fremviser da også talrige mellemstadier på sin vej. Da målet er indlevelsen i tilværelsens kosmiske love, og disse udtrykker Guds skabeevne, er de forskellige stadiers religiøse erkendelse således et vigtigt kriterium på den udviklingsgrad, de repræsenterer. Martinus har derfor opdelt menneskeheden i tre hovedgrupper efter de enkelte menneskers modtagelighed for den religiøse virkeligheds kosmiske impulser. Den første gruppe omfatter naturmenneskene og deres spæde åndsliv. Den anden omfatter de mennesker, som får deres religiøse behov tilfredsstillet gennem en af hovedreligionerne. Og den tredje gruppe består af de mennesker, som i vor tid søger efter et nyt, erfaringsbestemt verdensbillede.

Kristendommen har i små 2.000 år behersket åndslivet her i Vesten. I vor tid er dette forhold imidlertid ved at ændre sig, idet de sidste slægtled i stadig større udstrækning har vendt sig fra kirkens lære. Kirkens terminologi og tankegang har overlevet sig selv, og den ny tids mennesker henvender sig ikke længere her for at få noget at vide om livets principper. Hovedårsagen til dette forhold må dels ses i den skærpelse af den logiske sans, som den tekniske udvikling har ført med sig og dels en højnelse af den menneskelige retfærdighedsfølelse. Kristendommen opfylder således ikke kravet om en streng logik i sine principper. Den prøver sig i verdensforklaringens kunst, men kan ikke magte opgaven. Den siger f. eks. "at Gud skabte alle skabninger, og at alt, hvad Gud skabte, var såre godt". Det medfører imidlertid, at Gud også skabte djævelen, og at også hans gerninger må være såre gode. Djævelen forfører jo imidlertid mange mennesker til synd, og "syndens løn er døden", en "evig fortabelse". Altså må den "evige fortabelse" også være såre god; hvilken absurditet! Endvidere kan man læse i 1. Tim. 2,4, "at Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden", hvilket unægtelig lyder mere tiltalende; men – det står i et ulogisk forhold til syndens løn: den evige fortabelse. – Disse selvmodsigelser tilegner Kristendommens tilhængere sig i "tro". De er underlagt det trykte ords suggestive magt, dets kraft til at opfylde bevidstheden og tage form af en ubrydelig sandhed, ganske uden hensyn til fornuftmomentet. Bibelens ord giver disse mennesker en sådan fred og sikkerhed, at de ikke lader sig forstyrre af "uvæsentligheder". Anderledes med den ny tids mennesker. De har erfaret, at skal et stort værk konstrueres, da må alle midler stå i et matematisk, uangribeligt forhold til hinanden, og der kan ikke være nogen undtagelse, når det drejer sig om skabelsen af mennesket, hvis funktioner, fysiologiske som sjælelige aftegner sig i uhyre logiske baner. – Til yderligere afstandstagen fra kristendommen bidrager den opfattelse, at religionen ikke har formået at løse sin sociale opgave, Kristendommens mission, mener man, var i første række at frelse menneskeheden fra den jordiske armod. Gennem 2.000 år har præster og troende utrætteligt anråbt den himmelske magt om lindring for fattigdommens og sygdommens svøbe. Denne bøn blev imidlertid ikke besvaret, før menneskene selv gennem forskning i fysisk materie tog naturlovene i deres tjeneste og derved formåede at fremstille de maskiner og det apparatur, som kunne højne sundheden og levestandarden. Denne udvikling blev ikke taget til indtægt for Forsynet, men for den menneskelige forstand. Man behøvede ikke mere kristendommen, idet man selv kunne skabe sin lykke. Denne sukces på det materielle område har hos en stor del af menneskeheden medført en negativ indstilling over for al religiøsitet, ja over for enhver åndelig realitet overhovedet. – Det materialistisk indstillede menneske ser endvidere kirkens liv, dens hellige handlinger i et komisk skær. For ham er vievandet f. eks. kun vand, og nadveren kun brød og vin, som voksne mennesker på barnagtig vis under afsigelse af tåbelige formularer tillægger skjulte kræfter. Ja, de ser ingen principiel forskel mellem tiltroen til sakramenternes virkning og naturmenneskets tillid til sin fetich.

Det materialistiske livsstandpunkt, dyrkelsen af de døde stoffer og menneskets snilde er imidlertid ikke udviklingens mål. Dette standpunkt er nemlig hverken hundrede procent logisk eller kærligt. Adskillige mennesker har da også i deres mentale udvikling passeret dette stadium. Det drejer sig om de mennesker inden for gruppe tre, hvis følelsesliv og intelligens har nået en sådan højde og renhed, at de begynder at skimte universets guddommelige struktur. Heller ikke de kan leve på kirkens livsfundament, da dettes begrebsverden ikke opfylder fornuftens krav; men de har tillige modvilje mod kirkens etiske tankegang. De kan f.eks. ikke akceptere kirkens måske mest centrale idé, dens teori om menneskets frelse ved Jesu uskyldige lidelse og død. Den grusomhed, som her afsløres, stemmer ikke overens med deres erfaringer om Guddommens skabeevne i det virkelige liv. De føler, at denne kirkens tankegang ikke harmonerer med Jesu person og væremåde. De tillader sig ud fra læsning af bibelen at skille "avnerne" fra "kornet" og drage en tankemæssig konklusion deraf. Men i virkeligheden har de brug for et nyt verdensbillede, som må fremtræde i den fulde størrelse, som disciplene "ikke kunne bære". Og dette krav bliver opfyldt med Martinus kosmiske verdensbillede. Heri smelter fornuft og kærlighed sammen i en universel symfoni af ånd og skønhed. I dette billede er alt såre godt. Alle livsfundamenter fremstilles her som værende små trin på den samme trappe, – og alle nærmer vi os den dag, da vi skal se Gud og betræde hans hellige rige. Gud tildeles således her den alkærlighed og genialitet, som alene kan fundere naturens og menneskelivets høje bestemmelse og evige tilværelse.