Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er måske en lidt mærkelig tanke, når man blot tænker 100 år tilbage, hvor teknikken kun var i sin spæde begyndelse. – Hører man gamle folk fortælle om deres barndom, om hvorledes livet formede sig for dem – ja, så er det om arbejde og slid fra tidlig morgen til sen aften. Langt de fleste fornødenheder måtte menneskene selv fremstille som husflid. Ganske vist var der håndværkere til at fremstille de mere komplicerede ting, men dette skete også ved hjælp af håndværktøj, så der måtte arbejdes hårdt for at skaffe bare de mest nødvendige brugsgenstande. – Tid til åndsliv i egentlig forstand var der ikke, og det var der vel heller ikke behov for i større udstrækning. Stort set var datidens mennesker sikkert tilfreds med at arbejde, spise, formere sig og sove. –

Hvorledes ser det ud i dag på vor klode i de områder, hvor teknikken har vundet indpas og i størst udstrækning er kommet menneskene tilgode. – Vi kan jo bare se på vort eget område – Danmark. Selv en arbejder er dog i dag bedre stillet, end konger eller fyrster var for 100 år tilbage. – Han skal ikke sidde på hesteryg eller køre i en ubekvem postvogn i dagevis for at nå fra den ene ende af landet til den anden. Han behøver kun at trykke på en knap, og han har et lys, der er 100 fold bedre end den spæde flamme fra en vokskærte – et drej på en hane giver ham vand og varme, og et tryk på en anden knap og landets bedste kunstnere optræder for ham o.s.v.

Men så skulle man jo tro, at teknikken havde løst problemerne for en stor del af menneskeheden og skabt paradiset her på jorden, men således er det ikke. Vi ved, at vi lever i et helvede, hvor vore begær efter at eje er altdominerende, hvor man er meget mere optaget af det, man endnu ikke har erhvervet sig, end at få udviklet evner til fuldt ud at udnytte det, man har. Sålænge menneskene har det således, kan alverdens maskiner ikke hjælpe til lykken, for i en sådan bevidsthedstilstand kan besidderlysten ikke tilfredsstilles. – Kampen om at besidde har ført til alle de interessemodsætninger, vi i dag ser manifesteret i faglige organisationer, politiske partier og nationale regioner o.s.v., og vi står over for noget nær alles krig mod alle. Men maskinerne standser ikke deres værk, de producerer og producerer og tvinger efterhånden menneskene ud af det materielle arbejde. Indtil nu har dette resulteret i 8 timers arbejdsdag – 3 ugers sommerferie o.s.v., og mange steder er 5 dages arbejdsugen en realitet, og det vil ikke standse derved. Det, vi så brændende har ønsket os, skal vi nok få opfyldt i fuldt mål ved hjælp af teknikken – at eje og få tid nok. Men det første resultat heraf kan godt blive den store kedsomhed, den store ensomhedsfølelse og dermed et koncentreret helvede, hvor selvmord for mange bliver den endelige løsning. Her vil Martinus verdensbillede sikkert blive redningsplanken for millioner af ulykkelige mennesker frem i tiden. I dette altdominerende mørke vil analyserne om reinkarnationen, om skæbneloven, om det kosmiske perspektivprincip, om polforvandlingen o.s.v. være et lysvæld, der hurtigt vil få det værste mørke til at spredes og give menneskene mod til at tage kampen op. Denne kamp bliver imidlertid på en helt anden front end hidtil, det bliver en kamp på den indre front med vor egen natur. Efterhånden som denne kamp skrider frem, og mennesket får magt over sit sind, da vil man være over det "sure" stadium, og vi vil nærme os hensigten med teknikkens og maskinernes sejrsgang over jorden. Forbandelsen, der har hvilet over os: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", er hævet, og bevidstheden kan i langt højere grad bruges til at udvikle evner i videnskabelig og kunstnerisk retning. – Men videnskab og kunst er begreber, der efterhånden vil smelte sammen 1 en højere enhed og skabe en verden for rigtige mennesker at leve i – en verden hvor menneskene er befriet for økonomiske sorger, for angsten for sin næste, for at være overladt til sig selv i sin sjælenød o.s.v. – en verden hvor alle kræfter samles om at skabe livsbetingelser for alle, hvor alle talenter og anlæg hos et menneske vil være det mest værdifulde, der eksisterer, og derfor vil blive passet og plejet som sjældne planter, der må værnes om. –

Da vil menneskene være maskinernes herrer og ikke som nu deres slaver.