Kosmos 1990/6 side 112
Elsk din krop!
af Hans Oldhage
Et område af livet, hvor vi jordiske mennesker er forholdsvis lidt bevidste, er den mikroskopiske verden, som vor organisme eller krop er bygget op af. Man reflekterer i almindelighed ikke over, at kroppen eller "mikroverdenen" består af utallige levende væsener, som har bevidsthed og tanker, ganske som vi selv har.
Vi tænker normalt ikke over, at måden vi behandler vor organisme på, vore daglige vaner, har betydning for et helt univers af levende væsener. Men sådan er det ifølge Martinus. Når vi spiser, drikker, motionerer, sover og elsker, er vi i højeste grad medbestemmende over det daglige liv for milliarder levende væsener, det vil sige for mikrovæsenerne i vor organisme – vore organer, celler, molekyler m.m. Vi glemmer så let, at universet er opbygget af liv inden i liv, og at vore egne mikroindivider også har deres op- og nedgangsperioder, deres modgang, depressioner, deres glæder og lykke. Vi er så vant til, at kroppen så at sige passer sig selv.
Men så får vi pludselig en dag tandpine, eller vi kommer til skade med en finger – eller føler måske en murren i maveregionen. Vi indser da, at den krop vi har, ikke blot er en klump død materie, men noget der i højeste grad er levende. Vi har lært i skolen, at kroppen er opbygget af celler, som lever og arbejder, men at disse celler kan protestere og simpelt hen irritere os i form af f.eks. smerte, hører ikke til det, vi normalt tænker på i det daglige liv. Ikke desto mindre er det netop gennem smerte, eller andre kropslige signaler, vi bliver bevidste i, at kroppen er levende.
Nødstedte mikroindivider
Vi kommunikerer til stadighed med vore mikrovæsener, selvom vi ikke i almindelighed er bevidste i det. Når maven er tom, sender den signaler om, at vi skal spise, når det er tid at gå på toilettet, siger de til om det, og når det er på tide at gå til tandlæge – eller rettere for sent – siger de til om det. Der er ikke et øjeblik i vort liv, hvor mikrovæsenerne undlader at gøre sig bemærket. De er altid nærværende, hvad enten vi misrøgter os selv eller ikke. Hvis vi venter for længe med at lytte til dem, eller vi kommer ud for en ulykke af en eller anden art, så rent ud sagt skriger de måske. Vi siger da eller oplever, at det "gør ondt" eller "smerter" i den del af kroppen, hvor de nødstedte mikrovæsener befinder sig. Bør vi ikke ligefrem se det som en gave, at mikrovæsenerne kan meddele sig til os? Hver eneste dag i deres liv står de til vores tjeneste og arbejder for os, og så er det vel ikke mere end rimeligt, at vi giver dem gode livsbetingelser? For at vi kan vide, hvordan de har det – og når det svigter med vor evne til at give dem disse livsbetingelser – så må de jo kunne meddele det til os. Det er ganske uundgåeligt, at det så senere bliver ubehageligt for os – hvordan skulle mikrovæsenerne ellers kunne formå os til at lytte – og virkelig gøre noget ved det – skride til handling? Det hjælper dem ikke, at vi taler os varme for regelmæssig motion og gode kostvaner, hvis vi aldrig gør noget ved vore dårlige vaner. Der er trods alt ingen der siger, at vi skal få smerter eller andre problemer med kroppen. Måske kan vi lære at være opmærksomme på mikrovæsenernes signaler eller meddelelser, inden det er gået så langt, at de må skrige om hjælp.
Dermed være ikke sagt, at vi skal anklage os selv, fordi vi har nogle sygdomme eller andre kropslige problemer. Det kan jo være gået så vidt, at vi ikke formår at forhindre skaderne i vort indre. Hvis vi ikke kan stoppe en sygdom eller smerte i kroppen på anden måde, er der kun bønnen tilbage – eller tankekoncentrationen, som også udgør en magt. Vi kan kun gøre vort bedste for at tage vare på kroppen. Derefter ophører vore pligter og vort ansvar over for vor egen krop.
Et altomfattende væsen
"Det rigtige menneske" er helt bevidst i, at det huser milliarder af levende væsener i sin krop. Det tager ikke mindre notits af disse væsener, blot fordi de er så små, end det gør af andre og større. De er dets medvæsener, lige så godt som de større individer i "mellemkosmos", planter, dyr og mennesker. Den omstændighed, at mikrovæsenerne er så små, er kun bevis på, at de befinder sig i et andet perspektivforhold til os end de større væsener gør. Et væsens værdi eller betydning har ikke noget at gøre med dets størrelse. Vi er alle dele af et eneste altomfattende væsen – den evige Guddom, Verdenssjælen eller vort fælles Jeg.
Det rigtige menneskes større ansvar for sin krop har den vigtige konsekvens, at det tænker over den føde, det dagligt indtager. Maden er ikke noget som f.eks. stolen vi sidder på. Al føde består af levende væsener i forskellige variationer. I modsat fald ville den ikke have næringsværdi. Der er også mere eller mindre værdifuld føde. Den livsenergi, der er i de celler vi tilfører med maden, skal passe til den livsenergi, som vore egne celler har. Disses livsenergi eller "vibrationshastighed" skal ikke være for svag i forhold til "vibrationshastigheden" hos cellerne i den mad vi spiser. (Se Martinus: DEN IDEELLE FØDE).
Det er ikke hensigten at komme ind på specialanalyser af menneskers føde her. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at det ifølge Martinus langt fra er ligegyldigt, hvad vi spiser. Han mener, at dette har stor betydning for vort helbred og vort almene velbefindende. Han mener f.eks., at vi ikke i længden tåler at spise kød, uden at vi på en eller anden måde bliver syge. En passende føde for vort vedkommende er en kombination af rodfrugter, grøntsager, kornprodukter og frugter. Disse fødemidler har tilsammen den rigtigt tilpassede grovhed for os, mener Martinus.
Kødspisning og karmaloven
Der er også en anden grund til, at Martinus anbefaler vegetarisk føde. Han mener, at vi når vi spiser kød eller fisk, bidrager til at skabe lidelser for vore medvæsener, som slet ikke er nødvendige for at opretholde vor fysiske eksistens. Disse lidelser vender tilbage til os selv på et tidspunkt, ifølge karmaloven (= princippet "som man sår, skal man høste"). Det betyder, at vi kommer til at opleve lidelser, som tilsvarer de lidelser, vi har forvoldt dyrene ved at fortære deres kroppe. Og denne konsekvens af kødspisning rammer os, uafhængigt af, om vi selv har ført slagtekniven eller holdt fiskeredskabet, eller om vi har ladet en anden gøre det for os. Vi må derfor opleve at blive inddraget i krige, trafikulykker eller lignende, så længe vi nænner at skabe disse lidelser for dyrene.
Konsekvensen af vore handlinger skal dog ikke ses som nogen straf, men kun som naturlige udtryk for den universelle årsag- og virkningslov. Hvis vi ikke fik lov til at opleve konsekvenserne af vore handlinger, ville vi aldrig få tilstrækkelig inspiration eller drivkraft til at ændre os. Hvordan denne årsag- og virkningslov eller "karmaprincippet" fungerer, har Martinus skrevet meget om, hvad de der studerer Martinus ved, og jeg skal ikke gå dybere ind på dette her. Jeg vil blot påpege, at vi gennem modning og udvikling kan blive "befriet" fra denne negative "kødkarma". Intet menneske vil nogensinde opleve en meningsløs lidelse.
Ansvar efter døden
Vor måde at leve på får også mange andre konsekvenser for vor skæbne. Her skal kun nævnes, at vore tanker har en meget stor betydning både for vor skæbne og vort helbred. Dertil kommer, at vort ansvar for kroppen ikke ophører med døden. Der er nemlig meget mikroliv tilbage i vor krop, selv efter døden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvordan vi behandler "liget". Det at brænde eller "kremere" liget, hvilket er almindeligt i dag, er kosmisk set en stor fejl. Når man kremerer kroppen, ødelægger man livsbetingelserne for millioner små mikrovæsener, som ellers skulle kunne leve videre i den "døde" krop. Men det kan ikke være kærligt eller i harmoni med universets logik at dræbe disse utallige levende væsener, fuldstændig unødigt. Denne større viden om mikroverdenen vil i fremtiden, ifølge Martinus, føre til helt nye former for behandling af vore jordiske rester efter den såkaldte død.
Kærligheden skal ikke begrænses til de mest synlige væsener, de der råber højest og mest tydeligt giver sig tilkende. Det er måske ikke sikkert, at de "tønder der buldrer mest" er de mest værdifulde. Vore medvæsener i mikro- og makrokosmos er ligeså levende og ligeværdige som alle planter, dyr og mennesker i vort eget mellemkosmos. Vore mikrovæsener adskiller sig i virkeligheden ikke fra os på anden måde end ved deres mindre størrelse og anderledes udseende. Er ikke alle levende væsener i universet lige værdifulde?
Her slutter denne lille enkle påmindelse om vort "lille univers" for dem, der allerede har læst Martinus – og måske til inspiration for dem, der endnu ikke har læst LIVETS BOG i sin helhed. For dem der vil trænge dybere ind i disse problemer, anbefales, foruden DEN IDEELLE FØDE, LIVETS BOG VI eller BISÆTTELSE, ligeledes af Martinus.
Tilbage til forfatterregister
Forrige