Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Et argument imod Guds eksistens er, at en god gud aldrig ville tillade al den lidelse vi kommer ud for i vore liv. Hvad der er årsag til lidelserne er individuelt for enhver af os, men der er nogle situationer, der er fælles for mange.

 

Et sådant eksempel er relationen mellem børn og forældre. Mange mennesker har langt op i den voksne alder problemer i deres liv, problemer, som blev grundlagt i barndommen, forårsaget af manglende forståelse mellem barnet og dets forældre.

Det kan, forståeligt nok, være meget svært at bevare billedet af en god gud, hvis ens opvækst har været svær. Men det kan også være lige omvendt! Den vanskelige opvækst kan, hvis det skal være, lige så vel blive et argument for som imod, at Gud virkelig eksisterer.

Et barn har et naturligt behov for at blive elsket som det er, blive opmuntret, bekræftet og påskønnet. Og det er her problemerne begynder.

Forældre er kun almindelige mennesker med alle deres fejl og mangler, derfor er det umuligt for forældrene, hvor gerne de end vil, helt at opfylde alle barnets ønsker og behov.

Utilfredsstillede behov hos barnet er en god grobund for senere problemer og forstyrrelser, som i værste fald kan forfølge det hele livet igennem.

Det der gør barnet vred og frustreret er, at det ved at forælderen kan gøre alt, hvis bare den vil. Når så forælderen af en eller anden grund ikke opfylder barnets ønske, kan det, set fra barnets synspunkt kun skyldes, at det ikke vil. Det må så igen bero på, at forælderen ikke elsker barnet. Og hvis man ikke føler sig elsket, bliver livet en lidelse.

Denne situation kan man afvise med argumentet, at forældre ikke har nogen rimelig mulighed for at opfylde alle barnets krav, men at de fleste forældre dog klarer det meget godt. Det er i og for sig rigtigt, men der mangler alligevel noget.

Ser man situationen fra det lille barns synsvinkel og tager dets reaktion alvorligt, bliver resultatet helt anderledes. Det der skiller barnet og den voksne er, at barnet ikke har været her i den fysiske verden lige så længe som den voksne. Men så må barnet have været et andet sted. Og når man ikke har været i den synlige, fysiske verden, må man have været i den usynlige, psykiske eller åndelige verden.

 

 
Hvad er det da, der adskiller den åndelige verden fra den fysiske? Ja, i den åndelige verden er man ikke lige så bundet af og til materien og får derfor en helt anden livsoplevelse.

Den åndelige verden, som barnet levede i, før det kom ind i den fysiske materie, er intet mindre end Guds rige eller paradiset, hvor alle ønsker opfyldes. Det er der man omgås med Gud lige så selvfølgeligt som vi her omgås mennesker. Eller sagt med andre ord, det er der vi kan se det guddommelige i alt.

Det er denne vished barnet ubevidst har med sig, når det går ind i en fysisk krop, og som nu opfylder barnets sind her på jorden. Når et barn ser på os, ser det altså Gud.

Vi voksne kan af og til i et barns udstråling fornemme en salighed, et genskin af en højere verden. Det, vi i disse øjeblikke aner, er Guds nærhed. Vi bliver for en kort stund en del af noget større, som vi engang helt naturligt tilhørte, og som vi en dag ligeså selvfølgeligt og naturligt atter kommer til at tilhøre.