Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Et tempel kan have mange forskellige former, men fælles for dem er, at det er et sted, hvor man dyrker Gud. Det er et fredet eller helligt, guddommeligt hus.

I Jerusalem findes resterne af det tempel, den vise kong Salomon byggede for ca. 3000 år siden. Selvom det fysisk gik til grunde eller blev jævnet med jorden ca. 400 år senere, lever det alligevel videre som ide eller symbol på noget, som er meget større end det selv, hvor imponerende det end var i dets storheds dage.

 

 

Indenfor den ydre forgård var der en mindre, indre forgård. Her havde kun jøder adgang. Her stod bl.a. kobberaltret, kobberhavet og offerkisterne. Det var her præsterne udførte deres offentlige offerceremonier, og det var også her jøderne spiste deres rituelle måltider.

Til det hellige havde kun præsterne adgang. Her inde stod bl.a. de syvarmede lysestager, alteret med skuebrødet og røgelsesalteret. Alt dette var af guld. Endog gulvet, loftet og væggene var beklædt med guld. Væggene var udsmykkede med keruber, palmer, frugter og blomsterranker.

I den indre forgård stod selve templet. Det er faktisk ifølge Martinus (LIVETS BOG VI, stk. 2302) bygget som et gigantisk batteri. I bibelen står der nøje angivet, at der var to store kobberstøtter, et antal forskellige kobbergenstande, bl.a. alteret og "havet", og at det alt sammen var sammenkoblet med et net af snore og kæder.

Energien som bygningen producerede blev tydeligvis specielt ledet ind til det inderste af de to rum, som templet bestod af. Det første rum kaldtes det hellige og det indre det allerhelligste. De var adskilte ved forhænget.

Det allerhelligste måtte kun betrædes af ypperstepræsten, og han måtte kun komme der en gang om året. Rummet var kun halvt så stort som det hellige, knap 9 x 9 meter. Det var også helt beklædt med guld og havde ornamenter på væggene. I hver sit hjørne stod to store forgyldte keruber med udbredte vinger. De vågede over pagtens ark, som stod mellem dem. Der var ingen vinduer eller lysestager. Det var ikke nødvendigt, For på pagtens arks låg var der yderligere anbragt to keruber med udbredte vinger. Og imellem dem viste Gud sig som en ild, står der i bibelen. Denne ild, eller elektriske højspænding gjorde det umuligt for nogen uvedkommende at komme nær de hellige skrifter og andre genstande, som lå gemt i pagtens ark. Arken var en kiste lavet af akasietræ, som var beklædt med guld. Den målte 111 x 67 x 67 cm. Låget var af ægte guld, og på låget vogtede altså de to keruber knælende mod hinanden med udbredte vinger, beskyttende indholdet.

Den ydre forgård symboliserer planteriget og dyreriget. Det er Guds modtagelsesværelse, hvor han giver sine børn mulighed for at få en ny vågen bevidsthed. Hertil kommer man som et sovende væsen, efter i uendelige tidsrum at have levet i højere åndelige verdener sammen med Gud. Nu er man på vej ned i materien igen og bliver efterhånden mere og mere bevidste i den fysiske verden. Samtidig bliver den åndelige virkelighed stadig mere fjern. Når man er blevet fysisk dagsbevidst, er man ikke mere en plante, men tilhører i stedet dyreriget.

Dyreriget er en meget drastisk og dramatisk verden, hvor den mindste fejltagelse kan få katastrofale konsekvenser. Lidt efter lidt lærer man at beherske og kontrollere mere og mere af sin omverden og får så skikkelse som menneske. Men man har stadig et dyrs mentalitet og hører derfor endnu hjemme i den ydre forgård.

Den indre forgård kommer man først til, når man ikke mere opfører sig som et dyr, og man spontant er begyndt at længes efter fred og harmoni. Så er man i virkeligheden blevet en Gudssøger og tilhører dermed "Guds udvalgte folk", jøderne i dette begrebs dybeste betydning. I den indre forgård lærer man at leve i nærheden af det hellige, lærer at nærme sig Gud på den rigtige måde. På dette stadium begynder man bl.a. at studere hellige skrifter. Men efter som emnet er så stort, må det i begyndelsen blive mere teori end praksis. Til hjælp har man præsteskabet, der fungerer som forbillede.

En præst i ordets egentlige forstand er et menneske, der tidligere levede som hedning i den ydre forgård. Senere har han i lang tid og i mange liv levet i den indre forgård. Der har han gennem teoretiske studier, ritualer, dogmer og autoriteter fået en første anelse om, hvem Gud er.

Dette gudebillede bærer ham stadig en lang tid, men efterhånden sker der noget inde i ham. Et andet, dybere syn på livet og Gud begynder at vokse frem, og alle de spørgsmål dette fører med sig kan hans hidtidige autoriteter ikke længere give svar på. At høre at "Guds veje er uransagelige" giver ikke mere nogen trøst, tværtimod. Det eneste, som kan give ro i sjælen, er konkrete, logiske svar, som forener den virkelighed han lever i med en kærlig Gud. Alle andre svar er for ham meningsløse og uden næring, uafhængig af hvem det end er, der fremfører dem. Den rene, klare sandhed er hvad han søger i alt, og dermed er han i virkeligheden blevet en Guds tjener, en præst.

På dette tidspunkt indtræder en stabilitet i hans psyke. Den er nu så moden, at den kan bære en helt anden viden, idet alt hvad der har med drab og hedenskab at gøre nu er borte. Et sådant menneske er, uden selv at vide det, nu moden til at blive indviet, blive ypperstepræst. Indvielsen sker i form af et kosmisk glimt, som efterhånden i senere liv efterfølges af stadigt flere. Til sidst bliver den kosmiske bevidsthed permanent, og dermed er han dagsbevidst blevet et med Gud.

I biblen symboliseres dette kosmiske glimt ved, at ypperstepræsten en gang om året må løfte forhænget og tre gange træde ind i det allerhelligste. I stykke 2087 i LIVETS BOG, VI del, skildrer Martinus denne den højeste af alle indvielser. Han beskriver der oplevelsen af et lysocean af tindrende guldtråde og oplevelsen af at være et med den evige Fader. At både gulv, loft og vægge i Salomons tempel var belagt med guld var således ikke tilfældigt. Det var den smukkeste og mest korrekte måde i fysisk materie at efterligne denne Guds egen indvielse eller velkomsthilsen til sin søn.

Indtil man får sit første kosmiske glimt, har man så at sige et almindeligt syn på omverdenen og sig selv. Man kan ikke se igennem eller forbi materien, men er bundet af den. Det er der ikke noget forkert i, det er tværtimod normalt for det niveau, vi nu befinder os på. Men genen ved det begrænsede syn er, at vi egentlig ikke kan opfatte noget som helst andet end den mellemkosmiske verden som rigtig virkelig. Det, der ligger under eller over, kan vi teoretisk beregne og se i mikroskop eller teleskop, men det er og bliver en teoretisk, materiel andenhånds viden.

Denne spærring eller indskrænknings omfang er afhængig af, hvor moralsk udviklede vi er. Det, som adskiller en "ypperstepræst" fra os, er, at han på det moralske område er nået så langt, at denne barriere er unødvendig og nu derimod ville stå i vejen for hans videre udvikling.

Det er på dette stadium, han er moden til og kan tage imod det utilslørede syn af omverdenen og sig selv som en indvielse giver. Takket være den kosmiske oplevelse bliver han bevidst i og får fuld indsigt i livet både i mikro-, makro- og mellemkosmos. Det var sandsynligvis derfor ypperstepræsten tre gange skulle gå forbi forhænget og ind i det allerhelligste.

At se mikro- og makrokosmos som noget levende og en del af en større plan, kræver en helt anden slags syn. Her er det ikke almindelige jordiske grader af viden, det drejer sig om, men graden af noget helt andet, nemlig næstekærlighed.

Da Jesus under sine pinsler på korset tilgiver sine bødler, kommer der noget helt nyt ind i jordens mentale sfære, og en ny lysere epoke begynder. Et symbol på dette nye trin i menneskehedens udvikling er, at forhænget i templet sønderrives. Fra dette øjeblik har alle folk på jorden hermed også fået adgang til et mere nuanceret, fuldstændigt billede af Guddommen. Jesus viste, at det var muligt for et menneske, selv i dets aller sværeste stund at være totalt kærlig, selv mod sine værste fjender og plageånder.

Samtidigt gik det gamle syn af en straffende Guddom for evigt i graven. Et menneske af kød og blod kan jo ikke være større end dets Gud, og når Jesus kunne være helt båret af kærlighed i alt hvad han gjorde, hvor kærlig må da ikke hans Gud være? Ved at følge Jesu eksempel, have ham som forbillede, kan ethvert menneske nu selv blive ypperstepræst.

I Johannesevangeliet 2,18-21 fortælles om en situation, hvor jøderne krævede et tegn fra Jesus. Da svarer han: "Nedbryder dette tempel og i tre dage vil jeg oprejse det. Da sagde jøderne: I 46 år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det i tre dage. Men han talte om sit legemes tempel," tilføjede Johannes. Disse ord viste, at Jesus ikke var mindre indforstået med templets symbolik end kong Salomon. Desuden viser det, at også Johannes havde forstået det. Johannes har i "Åbenbaringen" i ord forsøgt at beskrive en vision, som kom til ham. I det sidste kapitel taler han om en ny himmel og en ny jord. Han så det nye Jerusalem, den hellige stad, komme ned fra himlen. Den er færdigsmykket som en brud for sin brudgom. Bymuren var som krystalklar jaspis, men staden selv var rent guld, ligesom rent gennemsigtigt glas, Johannes kunne ikke se nogen tempelbygning, da hele staden var blevet hellig, som Gud. Staden behøvede hverken sol eller måne til at lyse der, for Guds herlighed oplyste den.

Man kan tolke den nye himmel, den nye jord og den hellige stad Jerusalem som en lignelse på et indviet menneskes nye legeme og bevidsthed. Bryllupsklæderne er et symbol på, at man må være beredt mentalt for at kunne tåle en indvielse uden at tage skade. Ypperstepræstens specielle dragt har samme funktion og symbolik. Beskrivelsen af, at staden bestod af rent guld, som lignede rent gennemsigtigt glas, minder om Martinus skildring af guldtrådene og lyshavet, og om hvordan der så ud inde i Salomons tempel. Det allerhelligste behøvede heller ikke nogen ydre lyskilde. Et uindviet menneske er relativt ubevidst i sin egen krop. Det er blot en del, noget, som gennemstrømmes af vågen dagsbevidsthed, nervesystemet. Derfor kan man sammenligne det med det gamle Jerusalems tempel. I og med indvielsen bliver man bevidst på alle tre niveauer, mikro-, mellem- og makrokosmos, og dermed fyldes hele ens krop med hellig bevidsthed. Det var derfor Johannes ikke kunne se noget selvstændigt tempel, eftersom Herren Gud den Almægtige var overalt i staden, eller med andre ord kroppen og bevidstheden.

Kong Salomon, Jesus og Johannes er tre af de bibelske skikkelser, som alle er byggesten i det store bygningsværk, hele menneskeheden i tusinder af år har været inde i. Jesus beskrives af Paulus som det åndelige tempels hjørnesten. (Ef. 2,20-22) Disse tre, sammen med mange andre, som ikke kommer fra den kristne tradition, er forgængere, vejvisere, hvis opgave det var at berede og understøtte vejen frem mod lyset for deres medmennesker.

Vi lever alle inde i Guds legeme eller hus, det vi i daglig tale kalder Universet. Martinus kalder det "livets tempel". Det er i dette livets tempel, vi lever, røres og er.

Det kan synes mærkeligt, at en sådan bygning ikke skulle bevares. En forståelse heraf kan man måske få, hvis man ser på, hvordan det gik præsteskabet. Så længe templet eksisterede, var det kun mænd af Levi's stamme, som måtte blive præster. Ingen kvinde og ingen mand fra nogen af de andre 11 stammer kunne få denne position, og mindst af alle nogen ikke-jøde. (PÅSKE kap. 6)

Jesu formaning om at gøre alle folkeslag til hans disciple viser, at der med ham kom noget nyt. Hidtil havde al tale om frelse kun været gældende for jøderne selv, men nu udvidedes begrebet. Og ligesom krig i nogle tilfælde er den eneste måde at sprænge forsteninger, som står i vejen for udviklingen, så var det tydeligvis nødvendigt at ødelægge templet, bl. a. for derved at undergrave det daværende præsteskabs magt. Hvis det var meningen, så lykkedes operationen meget fint, idet Levitterne efter Jerusalems ødelæggelse år 70 aldrig mere fik nogen magt, men gik op i det store folkehav.

I dag er det lige modsat. Vi bliver nu alle mere og mere afhængige af elektrisk kraft til snart sagt alt, hvad vi foretager os. Vi kan ikke klare os uden den længere. Derimod er det meget få, som ser elektriciteten som en åndelig energi, nærværelsen af noget guddommeligt.

Martinus viser i stk. 1997 i LIVETS BOG VI, at den energi, som lyser op og varmer i vor hverdag, i virkeligheden er af makrokosmisk art, er jordklodens livskraft. Så vi er i den mærkelige situation, at vi anvender noget, som vi ikke ved hvad er. Uden at vi har opdaget det, bliver vor hverdag mere og mere hellig, overskygges mere og mere af den hellige ånd. Vor hverdag er på vej til at blive en vårdag. (Svensk: Vår vardag är på väg att bli en vårdag).

Henvisninger:
LIVETS BOG VI 1992, 2002, 2038, 2047, 2075 og 2302
LIVETS BOG VII 2612
BISÆTTELSE kap. 18
PÅSKE kap. 6
DET GAMLE TESTAMENTE: 1.Kong. kap. 6-8
DET NYE TESTAMENTE: Johannes Åbenbaring, kap. 21