Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som barn tager man ofte skarpt afstand fra sig selv og den verden, der ligger bag én. Sådan var det i hvert fald med mig. Legetøjet fra i fjor var for pattebørn, og når far og mor faldt i svime over gamle fotografier, hvor jeg stolprede rundt på stranden med spand og skovl, kunne jeg skumme af raseri. Nu er jeg omsider blevet "stor", ingen tvivl om det, men jeg føler stadig lidt af den gamle irritation, når talen falder på sådan noget som religiøsitet og Gud. Sidstnævnte ord kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige højt uden at blive flov. For herregud, vi lever jo ikke i den sorte middelalder længere, og vi er da heller ikke hottentotter i urskoven...

Nå, det er så én side af sagen. Noget andet er, at naturen er fantastisk. Jeg kan aldrig blive træt af at undre mig over dens skønhed og de fire årstider. Det er faktisk naturen, jeg kan takke for, at jeg ikke går til i mismod og depression. For med så vidunderlig en "opfindelse" kan man slet ikke være bekendt at blive sur. Derfor fylder naturen mig med taknemmelighed. Jeg bliver dybt rørt og føler trang til at give udtryk for min sympati. Men over for hvem? – Noget i retning af en gud, måske? – Det må jeg indrømme! Og så er der de lange enetaler, hvor jeg prøver at komme til klarhed over, hvordan jeg bedst undgår at få samvittighedskvaler, når jeg står over for den vanskeligste opgave af alle: at holde fred med mine medmennesker og undgå at gøre dem kede af det. Minder disse enetaler ikke lidt om "bøn"? Tja, det må jeg vist indrømme... Men tro nu ikke, at jeg er Vorherres lille dengsebasse med spand og skovl! Jeg er min egen, og jeg lader mig ikke suggerere af andres tro. Jeg véd godt, at alt, hvad jeg ikke kan se med mine øjne eller føle på min hud, er noget, som jeg kan tro på eller lade være. Men der er forskel på suggereret tro og motiveret tro. Jeg lytter gerne til andre, men jeg afgør selv, hvad jeg finder sandsynligt. Og jeg nægter at beskæftige mig med emner, som ikke kan bruges til noget.

Og nu er tiden kommet til at fortælle, at dette nummer af KOSMOS handler om Gud, om Guds sanser og om det nye guddomsbegreb. Men der er også en artikel om videnskabens opfattelse af virkeligheden. Og selvom denne opfattelse endnu ikke er blevet folkeeje, så viser den dog, at man inden for den mest avancerede del af videnskaben ikke finder det uvidenskabeligt at operere med et begreb, som man godt kan kalde "Gud". Hvis man altså tør! Og det tør vi godt i KOSMOS, for vi helmer ikke, før vi har fundet ud af, hvem dette væsen er, og hvordan man bærer sig ad med at snakke med det. Det fortæller Martinus om i GUDS SANSER, ligesom også Erik Gerner Larsson tager bladet fra munden i sin artikel om DET NYE GUDDOMSBEGREB. I SV. Å. Rossens artikel om DET NYE PARADIGMA er der courage at hente for alle os, der har det lidt svært med et lille ord på tre bogstaver. Selv den rigtige, anerkendte videnskab bakker os op. Hvorfor så ikke kalde tingene ved deres rette navn: Gud!