Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Tærskelens vogtere er et ofte tilbagevendende begreb i Martinus' værker. Det findes i forskellige sammenhænge, men betydningen er altid den samme. Alt det, der hører ind under selviskhed, intolerance, fanatisme, hovmod, magtbegær, ønske om at dominere på andres bekostning, bitterhed og vrede over dem, der er kommet længere, forfølgelse – eller med andre ord alt det, der er dyrisk, ufærdigt eller ufuldkomment inden i os, er tydelige beviser på, at tærskelens vogtere er i funktion.

 

Disse to ord står for en realitet i livet, man ikke kommer uden om. Den er indbygget i verdensaltets orden og dens funktion er vital for alt levende. Dens opgave er bl.a. at beskytte – dels beskyttelse af det enkelte menneske, men også beskyttelse af alle andre i dets omgivelser, på alle tre niveauer: mikro-, mellem- og makrokosmos. Det er den magt, som hindrer én i at "komme til bryllup uden at have bryllupsklædningen på". Den fungerer som et net eller et filter, som ikke lader det, der er for groft eller plumpt, slippe igennem. Det eneste, som kan neutralisere denne magt, er kærligheden. Når vi organisk og i vort hjertes dyb engang i fremtiden elsker alt og alle lige meget, så er vi ikke længere nogen trussel mod noget levende omkring os, og da åbner alle døre sig også.

Dørkoden eller nøglen, som eventuelt åbner døren, står for, hvordan vi ser ud indeni. Hvor meget vi evner at opfatte af livet omkring os og inden i os, afhænger altså af dette indre niveau. Hverdagen er som nogle af den moderne tids offentlige bygninger, hvor man må have en speciel kode eller et personligt kort for at komme ind. Og ikke alle, som er kommet så langt, får automatisk adgang til alle rum eller etager i huset – kun til de rum, som den, der bestemmer, har godkendt. Det sidste nye er nu, at man ved hjælp af laser aflæser, hvordan øjenbaggrunden ser ud. Denne er nemlig unik for hvert menneske. Så det bliver stadig sværere at snyde, at blive en ubuden gæst, selvom man prøver at kamuflere sig, f.eks. ved at bruge kontaktlinser eller briller. Datamaterne kan herefter også tage hensyn til disse.

Vi har alle vort eget indre rum. Det er den moralske standard, vi har nået, og som lige nu er den rigtige og naturlige for os. Det er den, der bestemmer vort niveau og vor hverdag, og som gør os til alt lige fra en hensynsløs morder til en verdensgenløser. Efterhånden som vi oplever nye realiteter, forandres samtidigt rummet, det ændrer form. Omverdenen kommer til at se anderledes ud, vi får andre øjne at se med og øren at høre med. Vi møder nye rum eller boliger i Guds rige. Denne indre vækst, som gør, at man lidt efter lidt flytter til næste rum, afdeling eller bolig i verdensaltet, sker gradvist. Men indtil det nye inden i os er født, hører vi rent organisk endnu ikke hjemme i den kommende højere sfære. Hvis vi ikke inde i os selv, gennem ydmyghed har den barriere, som afholder os fra at forsøge at komme derind, må en højere, stærkere og mægtigere kraft gå ind og stille sig i vejen. Denne magt er ingen anden end Guds egen magt. Det er hans love, man prøver at snige sig uden om, finde et smuthul i. Jesus talte om dette i Luk. 16: 16-17: "Loven og profeterne vare indtil Johannes; fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og enhver trænger derind med vold. Men det er lettere, at himlen og jorden forgår, end at en tøddel af loven bortfalder."

Hvis man ved teknisk, mekanisk hjælp åbner sig og på denne måde tvinger sig ind i højere verdener, vil ens nervesystem blive overbelastet, forbrændt og kortsluttet. Dette resulterer i forskellige mentale forstyrrelser og sygdomme, hvis formål bl.a. er at afvæbne individet, så han/hun ikke kan komme længere ad denne farlige vej. Han kommer i en slags mentalt fængsel, hvor han forhindres i at fortsætte disse åndelige eksperimenter, disse forsøg på før tiden at gå over grænsen, gå over tærskelen.

Dette skridt, denne passage er for længe siden bestemt og planlagt og er tilrettelagt i vore legemers strukturer, både den fysiske og den psykiske. Det er derfor man til en vis grad så at sige kan komme hændelserne i forkøbet og åbne disse baner i forvejen. Men man skader da sig selv alvorligt. Denne ekstra kapacitet, som eksisterer parallelt med den del af nervesystemet, vi allerede anvender, befinder sig indtil videre i en slumrende, hvilende tilstand, er ikke rigtig moden endnu. Men specielt inden for det sidste århundrede har disse evner i mikroverdenen begyndt at røre på sig. Det, der på en stille og harmonisk måde efterhånden vækker disse evner, er moralens vækst inden i os. Efterhånden som den vokser, når man med andre ord bliver mere og mere kærlig, vil disse baner blive taget i brug.

Intuitionen er dermed vokset så meget, at den mere og mere kan bære bevidstheden, med det til følge, at man kan se alt i et helt andet lys, ud fra et helt andet perspektiv end tidligere. Den højere og mere fuldkomne livsopfattelse, man da skridt for skridt bliver delagtig i, er Faderens gave til den hjemvendte tidligere fortabte søn. Det er den "fedekalv", som nu slagtes og nydes, og i og med at den forvandles til næring, giver liv til alle de tilstedeværende, med andre ord til de hjemmeværende på dette niveau. Og glæden er stor dér, eftersom sønnen tidligere var død, men nu igen har fået liv – var fortabt, men nu kommet tilbage.

Men hvis man begår den tankefejl, at man tror, at der gælder samme love – at man kan opføre sig på samme måde i himlen, som man nu opfører sig på jorden, så går det før eller senere galt. Man har ikke forstået, at det eneste, som kan åbne perleporten, er kærlighed, og man må derfor bremses, afvæbnes. Først når man spontant begynder at længes efter en mere normal måde at nærme sig lyset på, kan man komme videre. Dette forløb kan strække sig over mange liv, som kan indeholde perioder af alt, lige fra en vis åndssvaghed eller sløvhed til stærkere forstyrrelser i nervesystemet, handicap, som gør én uegnet til at leve et almindeligt liv. Det viser sig da, at det, som skulle være en genvej, i stedet blev en omvej. Her viser tærskelens vogtere sig som en mekanisme, som automatisk sættes i gang og indkapsler det, som truer andet levende. Det er den samme proces, som er indbygget i vore legemer, og som på den måde forsøger at tage sig af alle fremmedlegemer, der kommer ind i dem, alt fra bakterier til splinter. Og jo mere vovelig man opfører sig, desto større modstand møder man. Jo mere man prøver at fange og binde andre, desto mere fanget og bundet bliver man selv.

Dette er meget centralt for den rette forståelse af, hvad der er sket, og den eneste mulighed for at kunne se nogen mening med at opleve smerte, kræver et andet udgangspunkt end det, vi normalt har. Så længe man søger svaret på det gængse niveau, kommer man aldrig frem til noget holdbart, eller med andre ord kærligt svar. Hertil kræves et andet perspektiv, en anden referenceramme end den almindelige jordiske.

Vi er nu på vej mod en forklaret tilværelse. Planen er fastlagt, og det er kun et tidsspørgsmål, før vi alle kommer til at opleve dette som virkelighed inden i os. Vi kan ikke endnu tage særlig meget af alt det levende omkring os alvorligt, fordi vi ikke opfatter det som lige levende og lige så meget værd som os selv. Vi har ingen respekt for det og er derfor ikke åbne for undervisning på dette niveau.

Derfor må Guddommen bruge andre mennesker som budbringere, redskaber, fordi de ofte er de eneste, der kan nå os. De mennesker, som kommer os nærmest, er naturligvis først og fremmest vore forældre, men også søskende og slægtninge. Efterhånden som vi vokser op, forandres billedet, og andre mennesker træder ind på scenen: venner og uvenner, ens kæreste, arbejdskammerater, naboer og eventuelle børn. Vi har alle ufuldkomne sider, som indtil videre holder os tilbage her, adskilt fra Guddommen. Meningen er, at vi bl.a. igennem det daglige samvær med alle andre mennesker lidt efter lidt skal blive bevidst i, og bearbejde disse umodne sider af vort indre. Ens værste uven er altså her med dette udgangspunkt, en hjælp til at komme videre, komme nærmere Gud, hvor mærkeligt det end kan lyde. Ikke at være Gud nær, være adskilt fra, være for sig selv, er ensbetydende med helvede, som igen betyder grav, hul, skakt, en plads, som er tildækket, overdækket, skjult eller glemt. Og så længe vi er i dette lukkede rum, i denne tilstand, er vi i helvede, hvilket betyder, at vi ikke føler os som en del af alt levende omkring os og egentlig heller ikke med vort eget indre.

Den normale reaktion, når man kommer ud for smerte, er flugt. Hvis man brænder sig, tager man hurtigt hånden til sig. Som oftest reagerer vi også sådan, når vi møder psykisk smerte. Spontant vil vi undgå at røre ved det smertefulde, fordi vi er bange for at "brænde os", at gå til grunde. Så vi gør alt, hvad vi kan, for at slippe for at konfronteres med det. Vi fornægter, forskyder, ignorerer det, tager det ikke alvorligt, undertrykker det, pakker det ind, vover ikke rigtigt at se det i øjnene. Vi står altid på toppen af vore evner og gør det så godt, vi kan. Men det betyder ikke, at vi altid rigtig ved, hvad det er vi står over for. Og jo større misforståelsen er, desto længere havner vi fra målet, selvom vi mener det godt. Ordet synd har samme betydning på græsk og hebræisk: at forfejle, i betydningen at mislykkes eller ikke nå et mål, en vej eller et bestemt punkt. Det er det, vi gør, når vi reagerer som ovenfor beskrevet. Vi er låst fast i et bestemt handlingsmønster, som ikke bliver bedre, fordi næsten alle andre reagerer på samme måde.

Jo mere man studerer et fænomen, desto mere lærer man. Detaljer, strukturer og sammenhænge bliver synlige, og ofte ændrer det form og karakter, jo mere man omgås med det. Her sker da det mærkelige med tærskelens vogtere, at det smertende ændrer form og bliver til et budskab, et glædesbudskab og løfte fra Guddommen til gudesønnen. Det er egentlig en kærlighedsakt, vi møder hver gang en tærskelens vogter viser sig for os. For det, der sker ved dette møde, er, at vi får et budskab fra Guddommen, som siger: "Jeg er her, og du er ventet med længsel, men først, når du bliver tilstrækkelig moden og ren inden i dig selv, kan du tåle at se mig". De besværligheder, vi møder, er altså egentlig bevis på, at Gud er til og elsker os. Og at vi nu er midt inde i slutfasen af det renselsesbad, som kræves, for at vi kan leve permanent i lyset, og ikke som nu, kun glimtvis.

Denne proces vil følge os i lang tid fremover og i mange inkarnationer. Selv når vi er nået så langt, at vi har haft vort første ægte kosmiske glimt, vil de ufuldkommenheder, vi har i os, efter en tids forløb dukke frem. Det er livets måde at vise os, hvad vi nu må arbejde med for at komme videre. Denne indre proces vil måske gå for sig i flere liv, men efterhånden bliver vi færdige, og dermed har vi beredt vejen til næste tærskelens vogter. Så kommer næste etape, og sådan fortsætter det lige til den dag, vi har mødt og forløst, bearbejdet, alle ufærdige sider af vor bevidsthed. Så er den urgamle dyriske del af vor psyke død og har givet plads for, at det ægte humane kan fødes. Så er det, at det rigtige liv begynder.

Jo mere kærlige vi evner at være over for vore medmennesker og dyrene, desto større bliver vor beskyttelse over for en ulykkelig skæbne fra denne side. Men livet er mere kompliceret end som så. Så længe vi som mikrovæsen bl.a. gennem miljøskader og anvendelse af atomkraft går imod livslovene, kan vi ikke forvente os at komme til at leve i et fysisk paradis. Ligeledes, så længe vi ikke giver de mikrovæsener, der lever inden i os, vort mikrokosmos, en kærlig atmosfære at leve i, så længe bliver vi ved med at rammes af de katastrofer, vi forårsager på dette livsniveau. Kødspisning, alkohol, tobak og narkotika er ren gift for mikroverdenen. Men mindst lige så ødelæggende for alt normalt liv er giftige tanker som had, hævnfølelse, misundelse og trang til at være martyr.

Disse mikrokosmiske lidelser møder vi i form af fysiske og psykiske smerter, sygdomme og angst. De er mikrovæsenernes samlede angstskrig, vi fornemmer deres smerte og dødsfrygt. Ikke før vi selv kommer dem i møde og befrier dem ved i tanke og handling at blive mere kærlige, kan vi selv forvente at møde det samme. Det er dette sidste slør, som er ved at falde, det er svendestykket, som skal gøre os til livets mestre.

Fra Japan kommer budosporten. Judo, karate, kendo og jujutsu er alle gamle kampsportsgrene, som de berømte samurajer øvede sig i. At disse er andet og mere end den ydre synlige strid, tyder navnet budo på. Bu betyder anvend ikke hellebard og do vejen eller måden, altså hvordan man undgår at anvende våben.

I 1920'erne kom en ny gren inden for budo'en. Den blev skabt af professor Morihei Ueshiba, og dens mål er kort sagt "fred på jorden". Han kaldte den Aikido. Ai betyder kærlighed, kosmos og enhed. Ki er svært at oversætte, men det står for hjerte, sindelag, inspiration, følelse, atmosfære eller ånd. Do er som sagt vejen eller måden. De danner tilsammen harmoniens vej, eller hvordan man ved at finde sin ki når kærligheden.

Igennem Aikido forsøgte Morihei Ueshiba at formidle noget af den åndelige virkelighed, som han havde fået del i. Eftersom han havde oplevet det, han kaldte altets harmoni, går alle øvelser og bevægelser ud på en bevidstgørelse i denne harmoni, helhed eller kærlighed. Derfor er der ingen konkurrencemomenter, ingen vindere eller tabere, da det strider mod naturlovene.

Meningen er, at man skal forstå så meget som muligt, og modstanderens rolle adskiller sig derfor her fra den traditionelle. Det naturlige for en modstander er at prøve at finde huller, svage punkter, og er man opmærksom herpå, får man takket være ham en uvurderlig hjælp til at blive bevidst i ens ufuldkomne sider, det man har tilbage at arbejde med. Inden for aikido'en ser man partneren, eller omverdenen, som et spejl af sig selv. Modstandere hedder på japansk aite, og det betyder at holde hænderne mod hinanden med håndfladerne sammenpressede eller sætte hånden mod et spejl.

Når man bliver angrebet, skal man ikke besvare vold med vold, men kun anvende så meget kraft, at man afværger truslen mod en selv, samtidigt med, at man skal undgå at skade modstanderen. Det man gør er, at man forvandler hans styrke til svaghed og det svage i én selv til styrke. Et tegn på, at træningen begynder at give resultater, er, at man i sin hverdag kan mærke, at man kommer i færre konfliktsituationer end tidligere.

Da den modstand, man mødte, den smerte, man oplevede, har medført, at man bliver mere bevidst i sig selv og den verden, man lever i, og derigennem mere human, et større menneske i ordets rette betydning, kan man takke for erfaringerne og ærligt mene det, idet man kan se hensigten og meningen med lektionen.

Som afslutning vil jeg citere, hvad Martinus siger i LIVETS BOG I, stk. 86: Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet.

Martinus:
LIVETS BOG I, stk. 125, 135, 159, 208
LIVETS BOG III, stk. 841, 900
LIVETS BOG IV, stk. 1062, 1071
LIVETS BOG VI, stk. 2007, 2140
LIVETS BOG VII, stk. 2397, 2437
PINSEGLANS OVER LIVET (Småbog nr. 6, kap. 13)
KOSMISKE GLIMT (Småbog nr. 19. kap. 3)

Det nye Testamente:
Luk. 15:11-32
Luk. 16: 16-17
Joh. 14:2

Toshikazu Ichimura: Aikido

Van Morrison: No Guru, no Method, no Teacher

Simon and Garfunkel: The Concert in Central Park.