Kosmos 1985/6 side 123
Opragelse til fred – i skolen og i livet
af Olav Johansson
Den svenske skole og børneforsorgen har fået et nyt stridsæble: Den såkaldte "fredsopdragelse". At "fredsopdragelse" på mange måder er slået igennem og blevet et begreb, kan man se som et udslag af "fredsbevægelsens" voksende styrke i samfundet. Stadig flere, både grupper og enkeltpersoner, engagerer sig i og for "fredsbevægelsen" – også inden for skolen og børneforsorgens verden. Inden for skolevæsenet har endog skolernes øverste styrelse engageret sig – og delvis gået i spidsen – for denne "fredsopdragelse".
»Fredsopdragelsen«s kritikere
Ovennævnte har dog vakt ondt blod inden for visse kredse. Nogle kritikere mener, at "fredsopdragelse" strider mod skolens "objektivitetskrav", og at det medfører en utilbørlig "politisering" af arbejdet på mange skoler. Andre kritikere mener tværtimod, at fejlen ved "fredsopdragelsen" er, at den er alt for lidt "politisk" og for meget "psykologiserende". Disse kritikere mener med andre ord, at krigens årsag ikke er at finde i jordmenneskets psyke, men i politiske og økonomiske faktorer. Efter disse kritikeres opfattelse skjuler skolens "fredsopdragelse" dette ved at rette opmærksomheden ind på konflikter og konfliktløsninger på det individuelle, mellemmenneskelige plan i hverdagen.
Den omstændighed at supermagterne rivaliserer om verdensherredømmet og opruster har, efter denne opfattelse, ikke noget at gøre med at Per og Poul skændes i skolegården.
Det viser sig altså, at selv fredsopdragelse bliver en årsag til krig, bliver et stridsæble i debatten, og i en svensk avis kunne man for nylig læse overskriften: "Krigen om fredsopdragelse".
Andet kan man selvfølgelig heller ikke vente, så længe mennesker står på så forskellige udviklingstrin som de gør, og så længe tolerancen endnu er så svagt udviklet, – for ikke at sige at den i mange kredse slet ikke eksisterer.
Et tidens tegn
Men fredsopdragelse er unægtelig et interessant tidens tegn. Skolens rolle som udelukkende kundskabsformidlende opleves af mange som klart utilstrækkeligt. Man ser farerne ved en kundskabs- og intelligensmæssig træning, som helt ser bort fra de moralske spørgsmål. Fredsopdragelse kan så blive en anledning til påny at rejse de moralske spørgsmål i skolens afkristnede verden.
Det er også positivt, at der er vilje til at sammenknytte og se sammenhængen mellem den "store" ufred ude i verden og den "lille" ufred i hverdagen mand og mand imellem.
Krigens årsag er at finde på det psykiske plan
De kritikere, som fornægter denne ovennævnte sammenhæng, begår den fejl at forveksle årsag og virkning. Det er ganske vist sandt, at krig som oftest udløses af politiske og økonomiske faktorer, men det bliver man ikke så meget klogere af at konstatere. Man må gå videre og spørge sig selv, hvorfor disse politiske og økonomiske realiteter eksisterer. Hvis man gør det, så kan man ikke undgå at konstatere, at det har med magt at gøre – stræben efter magt og rivalisering om magt. Men magtbegær er et udslag af egoisme og således en psykisk betinget foreteelse – en bevidsthedskvalitet. Det er en bevidsthedskvalitet, som vi alle mere eller mindre besidder, så længe vi er ufærdige mennesker eller "sfinxvæsener" (en blanding mellem dyr og menneske). Den "store" og den "lille" ufred har altså en fælles kilde: Den dyriske eller selviske side i vor mentalitet. Den "store" krig er således med andre ord bare den "lille" ufreds yderste konsekvens.
Skolens »dobbelte budskab«
Den faktor, at et sådant synspunkt ser ud til at vinde indpas i visse kredse, er altså det mest interessante og positive i relation til skolens fredsopdragelse. Men her er der også en komplikation. En komplikation, der er indbygget i selve skolesystemet. Skolen, i sin nuværende udformning, bygger på et konkurrence- og sorteringssystem. Med eksamensbeviset som våben udkonkurrerer man sin næste. Dette må nødvendigvis skabe en "krigsatmosfære". Konkurrence indebærer altid krigsførelse under en eller anden form.
Skolens "fredsopdragelse" er altså ikke entydig. På ét væsentligt område dominerer en form for "krigsopdragelse" stadig. Det er en sådan ambivalent holdning, man i moderne pædagogsprog plejer at kalde "dobbelte budskaber" og som anses for at være så ødelæggende for al børneopdragelse.
Livets egen »fredsopdragelse«
For at det gamle løfte om "fred på jorden" skal blive til virkelighed, er det heller ikke nok, at menneskene teoretisk undervises eller opdrages til fred. En sådan undervisning har jo eksisteret blandt andet i form af Kristendommen i snart to årtusinder. Men krigens bål brænder stadigvæk – ikke mindst blandt de kristne stater og folk. Det viser, at krigens rødder ikke kan fjernes blot gennem prædikener og fromme formaninger. Tigeren bliver ikke et lam, fordi man formaner den til det.
For at en sådan forvandling skal kunne foregå, kræves der en undervisning af mere praktisk karakter. Det er den undervisning, som Martinus kalder "livets egen tale". Det er en undervisning, som muliggøres i kraft af loven for reinkarnation og karma. Denne lov garanterer jo, at væsenet må høste som det sår. Så længe det sår krig og lidelser, må det høste krig og lidelser. Men dette ændrer lidt efter lidt væsenets mentalitet. De selvoplevede lidelser skaber efterhånden en ny mental evne: Evnen til medfølelse og medlidenhed med andre levende væsener.
Denne evne vokser sig til sidst så stærk, at væsenet ikke længere kan udløse nogen som helst lidelse overfor sin næste. Så er væsenet ikke længere et "dyr" eller en "sfinx", men et rigtigt menneske. I et rige befolket af sådanne væsener er krig en umulighed, eftersom disse væsener er freden. Fred er altså ikke det samme som fravær af krig (våbenstilstand), men en måde at leve på, som betinges af en indre psykisk-organisk struktur.
I "livets skole" er vi altså alle genstand for en opdragelse til fred, og denne opdragelse vil til sidst omskabe ethvert "krigsvæsen" til et "fredsvæsen".
Tilbage til artikelregister
Forrige