Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Og deres acception af hans bedømmelse af de nævnte fænomener ville naturligvis have været ligeså ulogisk stabiliseret, selv om hans bedømmelse ikke havde været i fænomenernes favør. En professors benægtelse af åndsfænomener, kosmisk bevidsthed, klarsyn etc kan aldrig i noget tilfælde berettige til acception, når han i disse felter ganske mangler erfaringer og sanseevne og her i allerhøjeste grad endnu træder sine børnesko, selv om han også er ekspert i kendskab til jord-, ler- og granitlag.

Da en videnskabsmand, en professor, ligemeget hvor stor en ekspert han så end måtte være i et eller andet fag, uvægerlig i sin bevidsthed må rumme felter eller fag, hvor han endnu kun er begynder, en amatør eller blot og bar fusker, vil man således forstå, at hans udtalelser i disse felter ikke kan være videnskab. I en professors bedømmelse af en ting kan man altså udmærket være stillet overfor en fuskers opfattelse.

Jeg har fremført dette her, fordi dette ikke er en helt almindelig opfattelse hos almenheden. Samme almenhed tager i udstrakt grad en professors eller anden videnskabsmands udtalelser meget højtidelig eller alvorlig uden at tage hensyn til, om professorens udtalelser forekommer ud fra det felt, i hvilket han er autoritet, eller de forekommer ud fra det felt, i hvilket han endnu er fusker. Således blindt at acceptere alt på et andet væsens blotte titel kan altså, som her vist, ikke alene være uden mental værdi, men kan også i høj grad være uheldigt eller vildledende. Kun der, hvor videnskabsmanden udtaler sig i det fag, hvor han virkelig er blevet ekspert og autoritet, vil hans ord og bedømmelse være frugtbringende, være til gavn og glæde for andre.

Med hensyn til "Livets Bog" vil den også komme ud for en bedømmelse af mennesker, der hører ind under videnskabens repræsentanter eller hører ind under det her omtalte område, hvor væsenerne kun er materialistisk indstillede. Ja, der har endog adskillige gange været stillet henvendelse til nærværende bogs ophav såvel som til samme ophavs medarbejdere med spørgsmålet: "Hvad siger videnskaben om Livets Bog"? – Og vi skal her, i form af "C. kritikken", give et lille strejflys over, hvad disse, den materielle sfæres autoriteter, vil kunne mene om nævnte værk og denne menings sande værdi.

Som antydet i foranstående er videnskabens udsagn om et problem af overordentlig afgørende betydning for det almindelige jordmenneske, ja, så overordentlig, at samme væsen her i stor udstrækning er ligeså dogmatisk bundet til nævnte udsagn, som visse religiøse mennesker er urokkeligt dogmatisk bundet til de religiøse dogmer. Og det går her i den materielle retning ligesom i den religiøse, at det næsten udelukkende er troen mere end logikken eller intelligensen, der er afgørende for disse menneskers indstilling. At det er således, er meget naturligt. Sålænge et væsen ikke i tilstrækkelig grad selv har orienteringsevne i et eller andet felt, er det nødsaget til at være afhængigt af de væsener, det betragter som autoriteter eller eksperter i det pågældende felt. Det er den lovens tilskikkelse, som også er bærende i det lille barns indstilling overfor forældrene. I de første spæde barneår er det også her troen mere end intelligensen, der gør sig gældende. Et sådant lille barn betragter i disse sine første barneår sine forældre som kapaciteter på "alle" områder og tror fuldt og fast på sin faders og moders udsagn og holdning til ethvert ydre, og for barnet fremmed problem som ufejlbarlig.

Men ligesom det lille barn, efterhånden som det vokser til, og dets intelligensevne begynder at gøre sig gældende, opdager, at forældrene i virkeligheden er langt fra at kunne udgøre kapaciteter i "alle" retninger, således opdager videnskabens trostilhængere efterhånden også, at den nuværende jordiske videnskab slet ikke er fyldestgørende kapacitet på "alle" felter. Det opdager efterhånden, at der i virkeligheden er mange spørgsmål ved dets egen eksistens, videnskaben slet ikke besvarer intelligensmæssigt tilfredsstillende eller måske endog åbent erkender, at "det ved man ikke" eller på anden måde afslører sin afmagt ved at erklære, at problemet "ligger udenfor al menneskelig iagttagelsesevne", og camouflerer denne sin kapitulation ved at stemple ethvert forsøg på at trænge ind på det pågældende gebet som "uvidenskabeligt".

Og ligesom barnet må søge andre veje til sine spørgsmåls løsning, når det ser, at forældrene ikke mere er de rigtige kapaciteter til at afgive denne løsning, således begynder videnskabens trostilhængere også på et vist stadium i deres udvikling at søge andre veje til de spørgsmåls løsninger, som befinder sig i de områder, i hvilke den officielle videnskab enten åbent eller camoufleret kapitulerer.

Der findes altså felter, overfor hvilke den autoriserede videnskab må kapitulere. Og det er netop dette, der så ofte glemmes af dens trostilhængere i særdeleshed og af almenheden i almindelighed. Men når der således forekommer områder, felter eller situationer, overfor hvilke videnskaben står magtesløs, hvilket vil sige komplet uvidende, hvad vil da dens bedømmelse af de nævnte foreteelser betyde? – Ja, en bedømmelse, der er baseret på komplet uvidenhed, kan jo kun være en afsløring af, at dens ophav hører til de væsener, der vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde. Og afsløringen bliver desto mere kompromitterende, jo mere videnskabelig position og autoritet nævnte ophav sidder inde med på det rent materielle område. Et sådant væsen er ikke nogen pryd for den officielle videnskab, ja, er nærmest en skamplet på denne. Og vi ser da også, at den nævnte videnskabs højeste og ædleste repræsentanter i kraft af deres store sandhedskærlighed flygter ganske udenom at afgive erklæringer om felter, der ligger helt udenfor deres kompetence. De forstår, at de erklæringer, de her måtte afgive, umuligt kunne være videnskabelige, og at de ved at afgive sådanne erklæringer ville handle rent uvidenskabeligt. En videnskabsmand, der spreder uvidenskabelige erklæringer omkring sig, kan jo kun være en forrædder mod videnskaben og underminerende eller formørkende den hellige flamme, som den sande videnskab i sig selv absolut kun skal og kan være. Er man ikke en sandhedens repræsentant, kan man umuligt være en fuldkommen videnskabsmand. Videnskab er i sig selv sandhed. Den videnskab, der ikke er sandhed, kan umuligt være videnskab. Og det er da også kun mindre sandhedskærlige videnskabsmænd, der giver sig af med at udtale sig "autoritativt" i de felter eller områder, der ligger udenfor deres doktorgrads eller professorats kompetance. De rigtig store videnskabsmænd, de, der virkelig giver menneskeheden viden og forståelse på de materielle områders gebet, fremsætter, i kraft af deres store respekt og ydmyghed overfor den absolutte sandhed, ikke en bekræftelse eller benægtelse, de ikke kan stadfæste med uomstødelige videnskabelige beviser. At fremsætte benægtelser eller bekræftelser, der ikke hviler på dette urokkelige grundlag, er for dem helligbrøde og uforeneligt med deres ånds natur og samvittighed. De stiller sig således neutrale i ethvert felt, der ligger udenfor deres kompetence og ved, at de ved denne holdning alene kan sikre sig, at de med deres autoritet ikke kommer til at skade eller forhindre de ny opdagelser eller grene af videnskab, der eventuelt kunne spire frem netop i de felter eller områder. Den finfølelse eller finindstilling af bevidsthed har den robuste videnskabsmand ikke. Han lever endnu i en slags beruselse eller selvglæde over den doktorgrad, han har tilkæmpet sig. Og i denne sin dyrkelse af sin position og utilfredsstillet ærgærrighed bliver han ringeagtende ethvert væsens udsagn eller ligefrem intolerant mod ethvert væsen, der ikke har fået tilegnet sig videnskabens stempel. Og dækket bag sin egen doktortitel udtaler han sig nu ofte meget "autoritativt" kritiserende og fordømmende langt udenfor sin kompetences grænser om et sådant væsens meninger og opfattelser uden at ane, at det samme væsen kan stå himmelhøjt over ham i intellektualitet, selv om det hverken har professor- eller doktortitel. En sådan videnskabsmand bliver i nogen grad derved sindbilledet på "den tomme tønde, der buldrer mest". Og det er bulderet fra sådanne, "tomme tønder" indenfor videnskaben, der i særlig grad når almenhedens ører, idet de mere fremtrædende intellektuelle videnskabsmænd går stille og kultiveret med dørene. Det er ofte kun ekkoet fra førnævnte rabalder, der går igen i de "store blade"s bogkritik, teater- og filmsanmeldelser. Hvem er de "store blade" eller "pressen"? – Ja, er de ikke også foreteelser, der efterhånden har fået sine svorne trostilhængere? – Og er det ikke også blevet et stående spørgsmål indenfor en stor del af almenheden, "hvad siger pressen"? – Og er det ikke således, at pressens svar tages overordentlig højtideligt? –

Her må det naturligvis også siges, at det er med pressen som med videnskaben, at dens syn i en overordentlig stor udstrækning er til nytte, gavn og glæde for menneskene, er ofte i samme udstrækning stor saglig vejledning. Men så går det naturligvis her ligesom med videnskaben. Almenheden tror efterhånden, at pressens såvel som videnskabens svar er ufejlbarlige orakelsvar i "alle" foreteelser og i "alle" situationer. Og man forstår, at pressens såvel som videnskabens sympatier eller antipatier for et eller andet problem kan skabe vældige flokdannelser i disses svars favør hos trostilhængerne, der jo alle er væsener, der endnu ikke er vokset fra den dyriske flokbevidsthed. Videnskaben såvel som pressen kan rive vældige masser med i sin antipati- såvel som i sin sympatipropaganda, og det kan jo kun være godt der, hvor det udelukkende er i den absolutte videnskabs eller Sandheds favør, men bliver ligeså uheldigt, skadeligt, ja, ligefrem krigerisk der, hvor presse og videnskab taler udenfor deres kompetence, hvilket igen vil sige, i de felter, hvor pressen såvel som videnskaben kun udgør bulderet eller skramleriet fra de "tomme tønder". Der, hvor dette bulder eller skramleri kalder sig "videnskab" eller "den offentlige mening", der må det naturligvis kollidere med selve livet eller virkeligheden. Der kan kun naiviteten lade sig blænde.

Tilbage bliver så spørgsmålet, hvilken videnskabsgren, der vil være kvalificeret til at bedømme analyser og stof som det, "Livets Bog" indeholder. Ja, bliver svaret ikke her dette, at nævnte stof ligger udenfor de områder, som den autoriserede videnskab på nuværende tidspunkt har udforsket eller er hjemme i? – Da dens domæne i særlig grad endnu er baseret på erkendelsen af mål- og vægtfacitter, vil den ikke kunne udtrykke en sand videnskabelig erkendelse af en bog eller et værk, der udelukkende hviler på " Livsytringsfacitter". Fra videnskabens mest fremskredne repræsentanter eller bærere vil vi derfor ikke få se nogen virkelig bedømmelse af nævnte bog, thi sådanne ædle forskere vil straks erkende dens felt som værende udenfor deres videnskabelige kompetence. Det vi får høre som udtryk for, hvad videnskaben siger om åndsvidenskaben, vil derfor hovedsageligt kun være det før skildrede bulder eller skramleri fra de "tomme tønder".

At der kan være doktorer eller akademikere, som udtrykker sympati i åndsvidenskabens favør, ja, endog kan være "A. kritikere", er naturligvis en selvfølge, men deres sympati vil da være udtryk for en hel anden sjælelig side ved deres mentalitet end den, det fag udtrykker, i hvilken de hver især er blevet videnskabsmand eller specialist. At det er således, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at et andet væsen, der er specialist i samme videnskabelige fag, udmærket kan være af et ganske modsat forhold til åndsvidenskaben, være stærk modstander af denne, ja, ligefrem være den "tomme tønde", der buldrer. Men hverken dette bulder eller den nævnte sympati er baseret på det videnskabelige felt, der danner grundlaget for de to væseners videnskabelige position og akademiske rang eller titel og har således ikke noget med den materialistiske videnskab at gøre.

At denne sjælelige side ved væsenernes mentalitet, der udtrykkes igennem kosmiske analyser, også engang vil nå frem til at høre ind under den autoriserede videnskab er naturligvis en selvfølge. Og der er da også begyndt at vise sig tilløb til udforskning af den mentale side ved sjælelivet, hvorpå åndsvidenskaven er baseret. Det er denne ny gren af videnskaben, der fremtræder under navnet "parapsykologien". Jeg tvivler ikke om, at denne videnskabsgren kan blive af overordentlig stor betydning, efterhånden som den bliver et produkt af ædle intellektuelle forskere. Men en førstehånds åndsvidenskab kan den aldrig blive, sålænge dens repræsentanter ikke selv er udstyret med det kosmiske klarsyn, der udelukkende ligger til grund for virkelig videnskab på de højeste sjælelige områder. Sålænge den autoriserede videnskab ikke har et fakultet baseret på væsener med en sådan kapacitet, kan samme videnskab ikke udgøre nogen retmæssig autoritet i absolut åndsvidenskab. Og det, vi derfor får at høre fra den kant, vil derfor som regel ikke blive videnskab men derimod i stor udstrækning nærmest blive det før omtalte bulder eller skramleri. Sålænge den autoriserede videnskab kun kan bedømme åndsvidenskab ved hjælp af væsener, der på grund af sansemæssig uformuenhed på det kosmiske område endnu aldrig ved selvsyn har været i stand til at skue de højere sjælelige foreteelser, på hvilken kosmisk bevidsthed og den heraf følgende åndsvidenskab er baseret, vil den samme åndsvidenskab ligge fuldstændig udenfor den autoriserede videnskabs kompetence.

Da dens højeste og ædleste repræsentanter altid vil være besjælet af denne erkendelse og derfor ser, at de endnu ikke har noget grundlag for bekræftelse eller benægtelse af åndsvidenskaben, kan de kun føle det som værende i kontakt med logik og finfølelse at være neutral der, hvor de ikke har den fornødne kvalifikation. Og denne holdning er således det eneste sande svar, den autoriserede videnskab kan give foreløbig med hensyn til alle højere kosmiske problemer og foreteelser. Alle påstande, benægtelser såvel som bekræftelser af åndsvidenskab og kosmiske evner, der i dag doceres af den materielle videnskabs repræsentanter, har ikke andet med denne videnskab at gøre, end at deres ophav er akademikere. Men det videnskabelige felt, i hvilket de er blevet akademikere, doktorer eller professorer, kan ikke være åndsvidenskab, idet et fakultet herfor med kosmisk bevidste lærere endnu ikke findes indenfor den autoriserede videnskab. De nævnte akademikeres videnskabelige position er altså baseret på et helt andet fakultet og et helt andet bevidsthedsmæssigt felt ved livet end det, åndsvidenskaben repræsenterer. Denne videnskabelige position giver dem således ingen forudsætninger for at udtale sig autoritativt om åndsvidenskaben. Og deres synspunkter angående denne videnskab kan derfor kun udgøre en almindelig lægmands. At disse akademikeres "lægmandsopfattelser" af åndsvidenskab ligesåvel kan blive til blotte følelsesmæssige antipatitilkendegivelser (tøndebulderet), som de kan blive til virkelig intellektuel sympatitilkendegivelse (A. kritik), stadfæster jo kun yderligere, at deres synspunkter ikke har noget med den autoriserede videnskabelige side af deres bevidsthed at gøre. Der, hvor akademikerens "lægmandsopfattelse" afslører en uintellektuel følelsesindstilling i sit ophavs bedømmelse af åndsvidenskabelige foreteelser, udgør den et uvidenskabeligt forhold til åndsvidenskaben. Da dette uvidenskabelige forhold er baseret på uintellektuel følelse, vil det ligeså godt kunne give sig udslag i en ganske udsøgt smiger som i en raffineret dadel, alt efter som det nu passer ind i dets ophavs særlige favør. Det er denne akademikernes uintellektuelle ros og dadel, vi udtrykker som "C. kritikken".

Den næste form for kritik, der kan opstå overfor "Livets Bog", er "D. kritikerne"s. Som vi allerede har gjort læserne bekendt med, er disse væsener udgørende en type mennesker, der er for intelligente til at tro på de religiøse dogmer, men alligevel for lidt intelligente til af kunne undvære "den guddommelige suggestion". De er endnu i stor udstrækning bundne eller beherskede af "tro" i stedet for intellektualitet med hensyn til deres religiøse indstilling. I kraft af denne deres trostilstand er de endnu ikke frie væsener eller forskere, selv om de også i nogen grad repræsenterer en begyndende intelligensbetoning. Den foreløbige virkning af denne intelligensbetoning er i virkeligheden kun denne, at de er blevet så meget fri af de overleverede religiøse dogmer, at de lige akkurat har kunnet gøre sig fri af de almindelige kirkelige autoriteter, men er i stor udstrækning, grundet på deres endnu overvejende følelsesbetoning, blev stærkt bundne til de mere eller mindre fremtrædende moderne religiøse bevægelser, såsom: teosofi, antroposofi, spiritisme og lignende. Men som vi tidligere har nævnt, bæres disse bevægelser naturligvis af en højere intellektuel type end den her nævnte og rummer både "A. kritikere" og "B. kritikere". De væsener, hvis kritik vi gerne her vil berøre, udgøres altså af en type, der endnu i virkeligheden slet ikke er nogen fri forsker, men derimod i kraft af sin særligt dominerende følelsesbetonede indstilling er en fanatisk tilbeder af en af de ovenfor nævnte eller lignende religiøse bevægelser og dens særlige struktur og docering af sandheden. At et sådant væsen ikke med en ligeså glødende sympati kan se på en anden form for docering af de evige facitter end den, hans egen bevægelse repræsenterer, er naturligvis en selvfølge, idet der her jo ikke er tale om selve intellektualiteten i de nævnte facitter. I kraft af den overvældende følelsesbetoning i stedet for virkelig intellektualitet, der ligger til grund for et sådant væsens bedømmelseskraft, vil dettes bedømmelse altid foregå ud fra, ikke hvad der virkeligt er intellektuelt og dermed videnskabelig sandhed, men derimod ud fra, hvad der passer ind i hans særlige sympati for hans egen sekt eller bevægelse. Alt eftersom en eller anden fremmed religiøs opfattelse ikke passer ind i denne hans sympati for den religiøse indstilling, han på grund af sit for meget følelsesbetonede væsen er fanatisk tilhænger af, vil hans kritik af nævnte fremmede docering af problemerne nærmest blive i retning af en forfølgelse, ganske uafhængig af om nævnte docering er videnskabelig sandhed eller ikke. Hvis den derimod er i hans egen følelsesbetonede opfattelses favør, vil hans kritik i tilsvarende grad blive en overdreven beundring og sympati for den, ligeledes ganske uden hensyn til, om den er virkelig intellektuel eller uintellektuel.

Hvad et sådant væsen vil mene om "Livets Bog" og de igennem denne afslørede intellektuelle analyser af de evige facitter, vil altså mere være afhængig af, i hvor høj grad den er i det nævnte væsens følelsesbetonede religiøse indstillings favør, end om den er i overensstemmelse med absolut sandhed eller intellektualitet. Er nævnte bogs indhold ikke i særlig grad beskyttende eller udgørende et forsvar for nævnte væsens særlige følelsesbetonede indstilling til de evige fakta, bliver den genstand for forfølgelse, medens den i modsat fald bliver overdreven accepteret, selv om den var aldrig så ulogisk. At ovennævnte er rigtigt, ses på den kritik, der kommer fra sådanne væsener. Den vil aldrig vise sig at være virkelig saglig, men er derimod mere udgørende udtryk for indignation rettet imod de særlige analyser i nævnte bog, der kolliderer med det her nævnte væsens særlige opfattelse. Disse analyser hævdes således undertiden, uden nogen som helst videnskabelig begrundelse, at være udtryk for "luciferiske" og "ahrimanske" kræfter eller på anden måde at repræsentere vildledende, mørke magter. Hvis der endelig er en motivering, er den næsten altid kun udgørende dette, at den eller den af den kritiserendes favoritlærere har doceret problemerne på en anden måde. Det er således ikke videnskabelige eller konkrete analyser, der er disse væseners våben.

Og der, hvor deres uvidenskabelige påstande ikke kan gøre udslaget, rettes kritikken i værste tilfælde imod selve de nævnte analysers ophav. Bagtalelse eller alskens uvederhæftigheder, der kan mistænkeliggøre dette, lanceres nu til højre og venstre for om muligt ad denne vej at få standset eller svækket dettes formentlige sorte manifestationer. Ord som "charlatan", "svindler" eller "bedrager" er det særlige kasteskyts, hvormed man ynder at stene fremmede religiøse bevægelsers ophav og deres medarbejdere. Da førstnævnte væsener, som det også fremgår af vor tidligere beskrivelse, grundet på deres store følelsesbetonede tilstand, også er både forfængelige og ærgerrige, vil spørgsmålet om bevarelsen af deres egen sekts fysiske position og anseelse også være en stor afgørende faktor i deres bedømmelse. Enhver anden bevægelses vinden terræn i fysisk position og popularitet som en faretruende medbejler til publikums gunst er også af en stærk fremtrædende mørk indflydelse på disse væseners holdning overfor en sådan voksende ny religiøs indstilling.

 

(Fortsættes i næste nummer)