Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Følelsens overvægt i bevidstheden ytrer sig som overdreven sympati respektive antipati overfor forskellige foreteelser i livet. Følelsesmennesket bliver let pessimistisk eller entusiastisk og har også let ved at fordømme respektive favorisere andre mennesker, væsener eller ting. Foreteelser som melankoli, indbildt martyrium og psykosomatiske vanskeligheder er almindelige indenfor denne kategori af mennesker. Den slags symptomer er ganske givet tydeligst hos de mennesker, hvor overvægten af følelse er størst.

Det typiske intelligensmenneske er næsten kun interesseret i fysisk— materielle ting. Alt andet er for hende eller ham fantasier eller overtroiske forestillinger. Ydre foreteelser er meget vigtige for intelligensmennesket, eftersom disse er de eneste han kender til. Derfor er denne kategori af mennesker ofte aktive i håndgribelige materielle aktiviteter, som f.eks. indenfor forretningsvirksomhed eller i politisk arbejde.

Martinus skriver også om en kategori af mennesker, som vil blive almindelige i fremtiden. De der her sigtes til er de fuldkomne mennesker, hos hvem der råder absolut balance mellem intellekt og følelse. Disse mennesker kan i deres egen bevidsthed klart fornemme, hvordan andre væsener, både dyr og mennesker, oplever livet. De lever med i disse andre væseners sorg og glæde, deres lidelser og ulykker. "Væsener, der i fremragende grad er nået frem til denne tilstand, der igen i sin kulmination er det samme som den absolutte lykkes urokkelige basis, nemlig "alkærligheden", kan ikke manifestere en tanke, handling eller bevægelse, uden at de samtidig fornemmer dennes virkning på deres omgivelser. De fornemmer således, at dette at gøre ondt mod andre levende væsener, gør ondt i dem selv, og kan derfor i samme grad som denne fornemmelse gør sig gældende, ikke gøre ondt mod nogen." (Martinus: "Omkring mine kosmiske analyser", kap. 3.)

Men i dag domineres verden altså af helt andre slags mentale tilstande eller tankeklimaer hos os mennesker. Mange af os, der studerer Martinus verdensbillede, har måske overvundet de mest primitive tankeklimaer men vi kan stadig have visse primitive sider tilbage. Måske er det simpelt hen sådan, at vi ikke er helt bevidst i disse sider af os, eftersom vi indenfor disse områder fungerer helt automatisk. Ifølge Martinus og kosmologien har vi nemlig gennemlevet en mængde inkarnationer eller jordeliv på et meget primitivt plan.

Når man taler nedsættende eller i negative vendinger om noget, røber man en slags ubalance i bevidstheden. Man siger f.eks. at noget er "forbandet", "frygteligt", "fælt", "bedrøveligt" eller "utroligt dumt". Det man da siger er, at man oplever noget som negativt, og at man ikke forstår, at dette negative er noget nødvendigt eller uundgåeligt. Det er nemlig sådan, ifølge Martinus, at intet af det, som opleves som ubehageligt, forekommer, hvis ikke den, som oplever det, selv engang har "sået" det eller på en eller anden måde har handlet på tilsvarende måde overfor sine omgivelser. "Hvad man sår, skal man høste", sagde for øvrigt Jesus allerede for næsten 2000 år siden.

Når følelsesmenneskene ser "djævle" og måske også "guder", så ser den rent materialistisk indstillede snarere "bølger", "partikler" eller ret og slet fysisk-materielle foreteelser. For de mest udviklede af disse mennesker, de materialistiske forskere eller videnskabsmænd, gælder, at de hele tiden stræber efter at forstå livet ved hjælp af deres intelligens. I deres efterforskning benytter de sig af det eneste materiale, som står til deres rådighed, nemlig det de kan fornemme med deres fysiske sanser.

Findes der da nogen anden virkelighed end den som man kan registrere ved hjælp af sine fysiske sanseorganer? Ja, det gør der, ifølge Martinus. Han sammenligner de materialistisk indstillede videnskabsmænds arbejde eller forskning med en analfabets forhold til en bog. Denne kan undersøge bogstaverne på mange måder, veje bogen, måle bogstavernes tykkelse og størrelse osv, men han kan ikke læse bogen.

Vi er altså endnu ikke færdigudviklede mennesker og vor indstilling til livet og vor bedømmelser er af den grund mere eller mindre partiske. Vi mangler ganske enkelt den åndelige ligevægt, som er nødvendig for en helt korrekt bedømmelse af livet og for en fuldstændig forståelse af det.

I den tidligere citerede bog af Martinus skriver han bl.a. om hvad han mener, er den største hindring for opnåelse af højere viden. Han skriver herom bl.a. "Sålænge et individs højeste ønske er at kunne brillere over andre, gennemsyrer dette ønske dets forskning, ja endog meget ofte uden at individet er sig det rigtigt bevidst. Denne forskning bliver derfor i virkeligheden mere et "kapløb", en udstrakt kamp eller energiudfoldelse for at komme først til en viden, som ens næste helst kun skulle have adgang til gennem en selv, end den bliver et udtryk for en virkelig trang til at uddanne sig i den store kærlighed eller i dette at "elske sin næste som sig selv". Et sådant individs forskning bliver således ikke en stimulering af dets egen given afkald til fordel for næsten, men derimod en "hamstring" en erobring af åndeligt gods, en manifestation af "begæret efter guldet", efter at blive en "rig mand", overført til et åndeligt plan". (Martinus: Omkring mine kosmiske analyser kap. 13).

Det er altså sådan, at den nye verdensimpuls, som nu ved vor hjælp skal spredes ud over verden, ikke altid falder i god jord. "Den gode jord" i denne sammemhæng, er ifølge Martinus de mennesker, hvis følelse og intelligens er i nogenlunde balance. "Intelligensmenneskene" kan i denne sammenhæng betragtes som "stengrund", når det drejer sig om modtagelighed for de kosmiske analyser. Disse er altså nærmest uimodtagelige for al kosmisk visdom. Også "følelsesmenneskene" vil komme til at stille sig afvisende overfor den nye verdensimpuls, i samme grad som den strider mod allerede etablerede opfattelser hos disse mennesker. (Martinus: Omkring mine kosmiske analyser, kap. 18).

Hvordan er da de mennesker, som kommer til at tage imod den nye verdensimpuls med åbne arme? Herom skriver Martinus bl.a. et omfattende afsnit i "Det tredie Testamente", 1.ste del, men også i den lille bog, som jeg tidligere i denne artikel har henvist til, tages spørgsmålet op. Der skriver Martinus bl.a., at "ligevægtsvæsenerne" eller de højest udviklede individer på jorden er dem som "er blottet for alt begær efter at ville brillere. De er væsener, der er stilfærdige, sympatiske og forstående overfor alt og alle. De er væsener, der har let ved at tie, når andre er alt for ivrige efter at vise deres kundskab. De er væsener, der ikke på nogen måde ønsker magt og berømmelse. De er væsener, der allerhelst vil leve ukendt og ubemærket og kun kommer offentlig frem i sådanne tilfælde, hvor – ikke forfængelighed, – men pligtfølelse kalder dem."

Da disse mennesker er relativt sjældne er det let at forstå, at jordbunden for den nye verdensimpuls i dag ikke er den bedste. Der er derfor – mener jeg – ingen grund til at forivre sig, når det gælder udbredelsen af Martinus kosmologi. Det er snarere vigtigt, at man er forsigtig og i så stor udstrækning som muligt gør sig klart, hvilke mennesker man har omkring sig, uden derfor at dømme dem eller stimulere den intolerance man eventuelt føler overfor en del af dem.