Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem Martinus analyser ved vi imidlertid, at det er den samme kraftkilde, der i dødsøjeblikket får det forfulgte dyr til at skrige mod en himmel og en Gud, som det endnu ikke er i stand til at gøre sig nogen forestillinger om, og dette viser med al ønskelig klarhed, at bønnens princip er meget dybere rodfæstet i det levende væsens natur end de områder, der står under tankens og intelligensens herredømme. Samtidig viser det også, at evnen til at kunne bede er noget, der er nedlagt i alle levende væsener, og at denne kraft, der vælder frem i et væsens sind under pres af angst og smerte, er en automatfunktion, som altså må have rod langt tilbage i væsenets evige liv, og Martinus forklarer da også, at evnen til at bede er den sidste rest af det levende væsens dagsbevidste oplevelse af at være eet med Guddommen, sådan som det var tilfældet under dets passage gennem den foregående spirals højeste åndelige riger. Denne kosmiske viden er naturligvis for længst gledet helt ud af dagsbevidstheden både hos dyret og hos det jordiske menneske, men i form af bønnens princip er den stadigvæk med til at hjælpe væsenet frem gennem den mørkeste zone i det begyndende nye spiralkredsløb, og dens kraft er så stærk, at den allerede begynder at give sig udtryk hos dyret, så snart dette er nået så langt frem i sin udvikling, at det har fået mund og mæle, for så siden at finde udtryk gennem de utallige bønner, som de jordiske mennesker på deres lange vandring har sendt op mod den guddom, de ikke kunne lade være med at tro på. Heraf kan man altså klart se, at dette at bede til Gud ikke er et jordmenneskeligt påhit, men en medfødt kosmisk evne, som har sin rod helt tilbage i den foregående spirals høje åndelige riger.

Man kan måske undre sig over, at bønnens princip virkelig har så stor en magt over det levende væsen, at det endog kan bryde igennem den skal af materialisme, der findes hos det ateistiske og gudsfornægtende jordiske menneske, men dette har sin ganske naturlige forklaring i den kendsgerning, at alle levende væsener i universet har en evig og uløselig organisk forbindelse med Guddommen, som er fuldstændig uafhængig af, om væsenet er sig det bevidst eller ej. Som kosmisk bevidst væsen var Kristus fuldstændig klar over denne kosmiske forbindelse, som han bl.a. udtrykte med ordene: "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig". Paulus sagde herom: "i Ham lever og røres og er vi", og i mange af sine symboler og analyser har Martinus gjort det ganske klart og letforståeligt, hvorledes alle de levende væseners jeg'er hver især er en del af Guddommens evige og altomfattende jeg. Dette vil altså sige, at alle levende væsener har deres livsoplevelse inden i Guddommen. Samtidig udtrykkes Guddommen som "allestedsnærværende", hvad der betyder, at han er i stand til at høre alle de levende væseners bønner, ligegyldigt om disse væsener så hører til i makro-, mellem- eller mikrokosmos. Når dette er muligt, skyldes det, at Guddommens sansebegavelse består af alle de levende væseners sansebegavelser tilsammen, og at Guddommens organisme på samme måde består af alle de levende væseners organismer tilsammen. Og det vil igen sige, at ligesom vi kun er i stand til at høre ved hjælp af alle de mikrovæsener, der tilsammen danner vore høreorganer, således vil der overalt i universet være levende væsener, der fungerer som Guds redskaber til både at opfange de levende væseners bønner og til at udføre bønhørelserne.

Dette er imidlertid noget, som de fleste af os stadigvæk må øve os i at kunne bruge i hverdagen. Vi er jo stadigvæk ufærdige, jordiske mennesker, og derfor er vi endnu ude af stand til at sanse på det åndelige plan og dermed være dagsbevidste i vort sande forhold til Guddommen. Og derfor er det, at mennesker i vore dage mere end nogensinde før har brug for at kunne anvende bønnen som en daglig forbindelse med den Guddom, der i ordets dybeste betydning er selve fundamentet for vor evige tilværelse. Uden denne forbindelse ville det levende væsen være i samme situation som en plante, der er blevet rykket op med rode.

Som tidligere nævnt har Martinus klart påvist, at forbindelsen med Guddommen i form af bøn er et evigt, kosmisk princip, der er fast indbygget i det levende væsen, og det kan måske derfor undre, at det er så svært for det moderne menneske at få denne forbindelse til at fungere. I princippet er dette imidlertid ikke noget nyt – allerede for de troende kan der være store vanskeligheder ved at kunne bede på den rette måde. Man kunne let fristes til at mene, at dette at bede måtte være let netop for dem. Men kendsgerningerne viser noget andet. Det er nemlig ganske naturligt, at mennesker især beder om hjælp, når de er i nød eller på anden måde ulykkelige. Og da Kristus jo engang ganske tydeligt sagde til sine apostle, at "alt, hvad I beder om i mit navn, det vil Faderen også give jer", kan det troende menneske være fristet til at mene, at når det blot føjer ordene: "I Jesu navn, amen" til sin bøn, så har det fået en Sesam-nøgle i hånden, der automatisk vil lukke alle døre op for det. Men Kristus har naturligvis ikke ment det på denne måde, noget livet selv bekræfter i overvældende grad. Hvor ofte har det troende menneske ikke oplevet, at dets brændende bønner om en eller anden begunstigelse ikke blev opfyldt, og hvor tit har følgen ikke været, at det troende menneske enten begyndte at mene, at Gud var vred og ville straffe det, eller har trøstet sig med de velkendte ord om, at Guds veje er uransagelige, hvis det da ikke ligefrem begyndte at tvivle på Guds eksistens. Men også mennesker, der er velbevandrede i Martinus analyser, kan tit have store vanskeligheder netop med dette at bede. Man har måske ikke lært at bede som barn, fordi man er vokset op i et ikke-religiøst hjem, eller man spørger måske sig selv om, hvorfor man dog skal bede, når alt er såre godt, eller når alt til syvende og sidst dog sker efter Guds vilje. Dette viser dels, at mange endnu ikke rigtig har fået evnen til at føle det som en realitet, at vor forbindelse med Guddommen er lige så livsvigtig for os, som roden er det for en plante, og dels at man heller ikke rigtig har gjort sig klart, hvad det vil sige at bede "i Jesu navn". Udtrykket: "i Jesu navn" er jo ikke en trylleformular der automatisk kan give et menneske magt til at få sin egen vilje opfyldt. Tværtimod – at bede i Jesu navn vil sige at indstille hele sin mentalitet på, at Guds vilje må ske på samme måde, som Jesus gjorde det i Getsemane have natten før sin korsfæstelse – altså at man vil påtage sig sin opgave her i livet med den samme indstilling som den, Jesus lagde for dagen med ordene: "Ske ikke min, men din vilje".

Her vil man måske være fristet til at spørge om, hvad nytte bøn så er til? Når et væsen trygler Gud om at få sine ønsker opfyldt, altså om at dets egen vilje må ske, fordi det synes, at disse ønskers opfyldelse er det eneste, der gør livet værd at leve, og når det så ikke bliver bønhørt – hvad nytte er det så til overhovedet at bede? Ja, som svar kunne jeg tænke mig, at man med mig vil kaste et blik tilbage over sit liv – mon da ikke de fleste, hvis de da er ærlige overfor sig selv, vil kunne huske, at de har bedt om noget, som de ønskede af hele deres hjerte, men som de i dag er inderligt taknemmelige for, ikke blev opfyldt? Og for det andet, og meget mere vigtige: når man begynder at koncentrere sin bøn om dette, at Guds vilje må ske, da er det først, at bønnen begynder at blive til det, den virkeligt skal være, nemlig en daglig bevidst kontakt med den Guddom, som vi alle er en uadskillelig del af. Da vil bønnen, selv for os ufærdige mennesker, begynde at blive en kilde til liv og glæde, til fred og styrke i den daglige tilværelse, ja, da vil man selv i dødens nærhed kunne føle en tryghed og fred, der overgår al forstand. Da vil man gennem bønnen komme ud af den ensomhedsfølelse, der plager så mange mennesker i dag, fordi man da vil opleve, at ikke engang i døden er man ene.

Allerede med ordet "vor" tager den bedende alle andre medvæsener med i sin bøn, og kan dermed gøre sig fri af alle egoistiske og snæversynede tanker om, at nogen person eller noget folk skulle kunne have en præferancestilling hos Guddommen. Gud har ingen favoritter, vi er alle uden undtagelse lige nær ved forsynets kærlighed, og med ordene "Du, som er i himlene" anerkender vi, at Guddommen er allestedsnærværende i de åndelige verdener ligeså godt i mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos, og er det ikke det samme som at sige, at Gud er det væsen, der overalt i det uendelige univers er livets kilde for alle levende væsener, og at overfor ham er vi alle lige?

Hvad vil det egentlig sige, at Guds navn skal blive helligt for et menneske? Det vil sige, at man erkender Guds fuldkommenhed så absolut, at det fuldstændigt udelukker begreber som "Djævelen", "Den Onde" eller et evigt helvede, hvor alt håb lades ude. Hertil vil der være mange, der spørger, hvad man så skal stille op med alt det onde i verden, i form af krig, sygdom, ondskab og lidelse. Dette spørgsmål skaber vanskeligheder for alle de mennesker, der ikke har lært Martinus analyser at kende, og man ser da også, hvorledes alle religioner i verden indtil nu har opdelt magten i universet i to begreber, nemlig i en eller flere guddomme, der er ophavet til alt det gode lyse og vidunderlige i tilværelsen, og så en eller flere djævle, der er skyld i alt det onde og smertelige, livet også rummer på det trin i spiralkredsløbet, hvor vi endnu er hjemmehørende. Det er en livsanskuelse, der er såre forståelig, men som er aldeles uholdbar logisk set – for hvordan kan man overhovedet forestille sig, at en almægtig guddom skulle kunne findes i det samme univers, hvor man tænker sig en djævel, der har magt til at bekrige ham? Når menneskeheden i lange tider har affundet sig med et sådant billede af Guddommen, skyldes det udelukkende, at det instinktbårne, jordiske menneske har dannet sig en forestilling, et billede af Guddommen i sit eget hævnende og hadende Jeg's lignelse. Men en sådan guddom er ikke hellig – og det vil i virkeligheden sige, at der stadig er umådelig mange, der trænger til at få helliget Guds navn, noget der kun kan ske ved at man bliver fortrolig med reinkarnationsprincippet, kontrastprincippet og analysen af det behagelige og det ubehagelige gode, og det er altså i virkeligheden denne dybe forståelse, man beder om med ordene: helliget vorde dit navn.

Det rige, som vi beder om må komme, har Martinus klart beskrevet som "det rigtige menneskerige", det vil sige et rige, hvor der kun findes næstekærlighed og fred, og hvor krig, vold og lidelse er afløst af humanitet, indbyrdes fordragelighed og et lykkeligt liv for alle. Det er et mål, som man kan mærke, at menneskeheden mere og mere bevidst begynder at længes imod – men man kan samtidig mærke, at man endnu ikke har forstået, at et sådant fredens rige ikke kan skabes med magt eller vold, endsige ved en eller anden form for politisk diktatur. Vi ved alle, at man ikke kan få kornet til at modnes hurtigere ved at gå ud og hale det i toppen – og på samme måde må vi nå til at forstå, at Guds riges skabelse kun kan finde sted gennem en udvikling af det enkelte menneskes mentalitet, og at vi derfor kun kan arbejde med på udviklingen af dette lyse fremtidsrige ved at udrydde de krigeriske og egoistiske tankearter fra vort eget sind. Med denne bøn beder vi altså om Guds hjælp til, at dette rige må vokse inde i vort eget sind.

I virkeligheden er denne bøn kun en udvidelse af den foregående bøn, men ikke desto mindre er denne tankekoncentration blevet til "den svære bøn" for umådeligt mange mennesker, som af mange forskellige grunde, der alle bunder i deres manglende forståelse af Guds sande væsen, har fået den opfattelse, at dette, at Guds vilje skal ske betyder, at de må give afkald på deres bedste glæder og fornøjelser. Og det hænger naturligvis sammen med, at menneskene i deres daglige liv ofte har egoistiske ønsker, som måske er til skade for nogle af deres medvæsener som f.eks drømme om at komme frem på andres bekostning, eller ønsker om, at det må gå andre ilde, fordi man på en eller anden måde er misundelig eller jaloux på dem. Vi kender sikkert alle til dagliglivets mange små nålestik, som nogen synes at have glæde af at tilføje andre, for slet ikke at tale om alle de andre mørke tanker og begær, der kan komme op i os ufærdige jordmennesker. Men efterhånden som flere og flere kommer til at opleve de højst ubehagelige følger af at få gennemtrumfet deres egen ufærdige vilje, vil man komme til at indse, at denne bøn så langt fra er en svær bøn, men er en guddommeligt hjælpende hånd, som kan hjælpe det jordiske menneske frem til et sikkert tilflugtssted i en mørk og vanskelig verden, et tilflugtssted, der midt i ufred og krig kan blive som en oase af fred for det bedende menneske.

Trods al den megen tale om den krise, der for tiden plager de fleste industrilande verden over, kan man ikke komme uden om, at vi her i landet stadig lever i et velfærdssamfund, når vi sammenligner os med de fleste andre lande i verden, og det hænder derfor ikke så sjældent, at mennesker giver udtryk for, at de føler, at denne bøn egentlig er overflødig for dem, ja, at det egentlig ikke er helt rigtigt at bede den, når det vitterligt ikke er et problem at få det daglige brød i rigeligt mål. Men her må man igen koncentrere sig om, at der aldrig i "Fader Vor" bruges ordet jeg, men altid ordene vi eller os. Vi beder altså ikke for os selv, men for hele den samlede menneskehed. Og så længe det endnu er et altoverragende problem for mere end halvdelen af verdens befolkning at få tilstrækkeligt af dette daglige brød, så er denne bøn uhyggeligt aktuel netop i vore dage.

Med hensyn til denne bøn gælder det også, at man måske kunne fristes til at finde den overflødig, fordi man har tilegnet sig Martinus analyse om, at ingen kan gøre eller lide uret. Men her må man ikke glemme, at netop Martinus har lært os, at man skal huske på, at det er såre farligt ukritisk at anlægge evighedsperspektivet på lokale forhold. For hvis man kommer til mod sin vilje at forvolde ulykke, sorg og lidelse for et andet væsen, mon man da kan frigøre sig for en dyb følelse af sorg, skyld og anger, blot ved at påberåbe sig, at ingen jo kan lide uret? Kan man virkeligt det, da afslører det, at ens forhold til analyserne endnu er på et meget teoretisk udviklingstrin; men for de fleste vil en sådan begivenhed fremkalde en så dyb følelse af sorg og uro, at de i allerhøjeste grad vil have brug for denne bøn som en hjælp til igen at få fred i sindet og kraft til både at gøre det godt, de har forvoldt, samt også til at tilgive sig selv det, der er sket.

Også denne bøn kan det være svært for mange straks at forstå. Hvis man for alvor har indset, at de mange ubehagelige oplevelser i livet i virkeligheden er den skole, der skal hjælpe os frem mod at blive til det fuldkomne menneske i Guds billede, da vil det let kunne gå sådan, at man mener, at det ville være bedre at bede om at blive ført ud i fristelserne for derved hurtigere at få det lært, man mangler. Sådan er der mange, der har tænkt på et eller andet tidspunkt i deres liv – og mon ikke de, ligesom i sin tid Judas, har erfaret, at det i det lange løb er det eneste fornuftige at overlade tempoet af sin udvikling til forsynets styrelse, fordi de lidelser, man pådrager sig, ellers let kan overstige ens åndelige kræfter?

Denne bøn er i virkeligheden en udvidelse eller et slags supplement til den foregående bøn. I det kosmiske perspektiv – evighedsperspektivet findes der jo intet ondt, men kun det "ubehagelige gode"; men set i det lokale perspektiv er det virkeligt et onde, at man kommer til at gøre bitre og smertefulde erfaringer i et område, hvor man egentlig skulle have kunnet undgå det blot ved at tænke sig ordentlig om.

Med denne bøn overgiver man sig fuldstændigt til Guds kærlige varetægt, idet man erkender, at riget – dvs hele universet – er Guddommen. Og med ordene magten og æren erkender man, at det er den almægtige, alvidende og alkærlige Guddom, der styrer alt. Dermed opøver man sig i at kunne erkende, at alt, når man ser det fra Guds udsigtspunkt, er såre godt. Og jo mere man kan gøre denne tankegang til ens egen, jo mere fuldkommen vil ens indstilling på Guddommen blive.