Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Et kosmisk verdensbillede er en verdensopfattelse, der omfatter tilværelsen i sin helhed og viser de grundlæggende love og principper i verdensaltet både i den mikroskopiske verdens mikrokosmos, i verdensrummets umådelige makrokosmos såvel som i mellemkosmos, der i Martinus definition er det mellemområde, hvori planter, dyr og mennesker har deres tilværelse. "Kosmos" er fra oldtiden betegnelsen for et ordnet og lovbundet verdensalt, dvs et harmonisk univers.

Det tænkende menneskes højeste ønske har altid været indsigt i tilværelsens love for gennem dem at få forklaring på livets grundlæggende spørgsmål, men tillige for at få en rettesnor eller et ideal for sine handlinger. Det bevidste menneske har således både behov for at forstå tilværelsen som for at komme i harmoni med dens love. Tænkningens historie som den har udkrystalliseret sig i religioner, i filosofi og i videnskab vidner om dette behov.

I vor tekniske og materialistiske tidsalder kan det for en umiddelbar betragtning se ud, som om disse behov er erstattet af ønsket om tilegnelsen af materielle ting, fremgang i komfort og behagelighed samt behov for endeløs underholdning. Som om mennesket var blevet en åndløs robot. Men det er kun på overfladen, at det ser sådan ud. Ser vi nærmere til, viser det sig, at mennesker er ulykkeligere end nogensinde, selv i lande hvor der er en overdådig materiel velfærd. I litteratur, film, skuespil, musik og anden kunst afslører kunstnere som i et spejlbillede, at menneskene er i nød, og det stigende antal selvmord viser, at det ikke er fantasi, men bitter virkelighed. Aldrig har mennesker haft så svært ved at finde sig til rette i tilværelsen, eller drømmen om lykken været så skrøbelig og fjern. Man taler om en eksistentiel krise. Det er selve livsgrundlaget, som savnes: menneskene mangler et verdensbillede.

Hvad med videnskaben, vil man spørge? Kan den ikke give menneskene svar på deres spørgsmål? I Martinus kulturanalyse er videnskaben "søluften nær havet". Den er begyndelsen til den sande videnskab, men endnu er den kun i sin første spæde vorden. Den er endnu en reaktionsdannelse på det middelalderlige religiøse verdensbillede og beskæftiger sig derfor som med skyklapper for øjnene kun med tilværelsens materielle side, som kan vejes og måles eller kvantificeres. Den er derfor overvejende en teknisk-materialistisk videnskab, og det billede, den tegner for mennesket af tilværelsen, er et uoverskueligt virvar af stoflige kombinationer og imponerende tekniske data. Det er et billede af en død verden, som ikke i sig selv har nogen mening, fordi det kvalitative aspekt: de åndelige, etiske og religiøse dimensioner mangler. Mennesket er her alene med sit jeg og sin psyke, med sine længsler og sorger, i et kæmpemæssigt, tomt og dødt univers. For det fortvivlede menneske, som søger en mening med tilværelsen, giver videnskaben kun "stene for brød". Videnskaben kan på sit nuværende stadium ikke give mennesket svar på de væsentlige spørgsmål: har livet mening? hvad rummer døden? hvorfor findes der lidelser?

Disse spørgsmål har traditionsmæssigt været stillet til religionen, i vor verdensdel til kristendommen baseret på det Gamle- og Ny Testamentes autoritet. Vi ser imidlertid et voksende frafald fra den kristne kirke i takt med den materielle videnskabs fremvækst. Det skyldes ikke, at de nævnte spørgsmål er blevet uaktuelle, eller at mennesket ikke længere har behov for at være i samklang med den universelle magt, men derimod at en skærpet logisk sans og en større viden ikke kan stille sig tilfreds med de religiøse dogmer. Den videnskabelige tankegang gør sig mere og mere gældende i den almene undervisning og giver klare svar på spørgsmål inden for konkrete, afgrænsede områder. I modsætning til religionernes mytologiske svarkategorier opdrager videnskaben til at søge svar, som har karakter af universelle lovmæssigheder. Videnskaben opererer således ikke med undtagelser, men antager altid at det specielle kan forklares ud fra generelle love. Dette krav kan det kristne verdensbillede i sin overleverede form ikke opfylde. Det rummer en række synspunkter, som gør krav på at være sandhed uden at kunne være led i almene og universelle love. Det er f.eks. tilfældet, når tilbudet om frelse kun gælder de mennesker, som har levet samtidig med eller senere end Kristus og derfor har haft mulighed for at kende trosbetingelsen. Hvad med de utalte millioner, som har levet før Kristus? Hvad med de millioner, som er opvokset i Østens religiøse traditioner og har følt sig tilfredse dermed? Hvad med fritænkere og ateister? Skal man være udelukket fra det "evige liv", fordi man ønsker svar på livets store spørgsmål, som man kan forstå? Hvordan kan det være, at mennesker er født med forskellige temperamenter, begavelser og evner? Kan man kræve det samme af mennesker, som har fundamentalt forskellige forudsætninger? I det kristne verdensbillede stilles alle mennesker således ikke lige, og man får ikke svar på, hvorfor kun én bestemt tidsalder og kun visse mennesker kan frelses. Tilbudet om frelse synes således vilkårligt og har ikke den generelle karakter, som må være naturlig ud fra en retfærdig verdensorden. Og ser man bort fra menneskene, hvad så med dyrene og planterne? De er også levende væsener, og denne erkendelse skyldes vel netop den naturvidenskabelige forskning, men de har ingen plads i det kristne verdensbillede. Hvad er meningen med dyrene? Er de sammen med den øvrige natur kun kulisser i livet uden egen betydning? Endnu mere kaotisk bliver billedet set fra kristendommens side, når man må anerkende, at der har fundet en successiv udvikling sted fra dyr til menneske. Naturvidenskaben har derved givet livet på jorden et fantastisk tidsperspektiv, overfor hvilket det enkelte menneskes liv er som et sekund i forhold til århundreder. Det gælder også rumligt. Jorden og dens mennesker er ikke længere universets centrum omgivet af himmelske sfærer. Det anerkendes i dag, at universet består af milliarder og atter milliarder af stjerner og mindst lige så mange planeter. Hvad med de utalte levende væsener, som sandsynligvis beboer disse planeter? – Lad disse eksempler være nok til at begrunde, at den kristendom, vi kender i sin udformning var beregnet på en anden tidsalder. Det gør ikke Kristi mission mindre. Hver tidsalder har naturligvis brug for en iklædning af den evige sandhed, som passer til tidens forudsætninger. Men netop derfor er det også klart, at vor tid har behov for en ny og mere fuldkommen version af sandheden, ja, selve sandheden, hvis vi da omsider er nået så langt, at vi har forudsætninger for at forstå den. Og kriteriet på, om det er den endelige sandhed må netop være, at det pågældende verdensbillede restløst kan forklare alle specielle forhold under henvisning til generelle principper, og stiller alle lige i forhold til den universelle Guddom. Ligesom de matematiske og naturvidenskabelige grundsætninger er ens overalt på kloden, således har menneskeheden i fremtiden brug for en verdensanskuelse, som er ens for alle mennesker. Og denne enhedsopfattelse kan kun være selve sandheden. Intet mindre end selve sandheden vil kunne harmonere med erfaringer, som er fælles hos alle folkeslag i syd og nord, i øst og vest. At Jesus selv var fuldt klar over, at en senere tids menneskehed ville have brug for en videregående forklaring på livets gåde, vidner hans ord om i Joh. 16,12-13: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden.... "Et andet tegn på vestens svigtende livsgrundlag er den hastige udbredelse af åndelige bevægelser med rod i østens filosofi og mystik. Den missionering, som kristendommen gennem århundreder har drevet i fremmede verdensdele, har åbenbart nu fået modsat retning. Det er som om den sidste kraft fra menneskehedens hidtidige åndelige energikilder skal udnyttes. Men flere og flere erfarer, at disse bevægelser i det væsentlige har tjent en anden tid og derfor rummer for mange fortidige og fremmedartede kulturelementer til at kunne hjælpe vor tids mennesker. Jesu forjættelse om "sandhedens Ånd, som skulle komme og vejlede til hele sandheden" var næppe en henvisning til samtidige religioner andetsteds på kloden.

Med hastige skridt er teknikken ved at binde alverdens nationer sammen i en uadskillelig enhed. I praksis konstateres dagligt, at krige og samfundskriser ikke blot har lokale virkninger, men breder sig til alle lande. En verdensadministration med lige rettigheder og pligter for alle nationer, som Martinus har beskrevet i 4. kapitel af Livets Bog I, er derfor nødvendig for menneskehedens fremtid. Alternativet hertil oplever vi i al sin gru i verden i dag, hvor få supermagter af gensidig frygt oppebærer et satanisk våbenkapløb, hvis atomraketter mm, kunne lægge verden øde, hvis der ikke var en styrende, åndelig magt bag verdensudviklingen. De politikere, teknikere og andre mennesker, som er involveret i denne politiske udvikling, har mistet kontrollen med deres redskaber. De har fulgt en filosofi om, at vejen til freden går gennem våbenmagt og truslen om milliondrab på fjenden. De hylder hævnens ideal på samme måde som hedenske folkeslag åbenlyst gjorde det i en fjern førkristen tidsepoke. De førende vestlige nationer, hvis befolkning og ledere bekender sig til kristendommen og offentligt beder til Gud for deres sag, viser, at de i praksis i form af våbenudviklingen ikke er på bølgelængde med kristendommens skaber. Jesus udtalte ikke at man skal ruste sig til tænderne for at afskrække en fjende fra angreb eller for at kunne svare med et dødbringede angreb, hvis fjenden skulle angribe. Tværtimod sagde han: "Stik dit sværd i skeden igen, thi alle som griber til sværd, skal falde for sværd" (Mt. 26,52), "hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til" (Mt. 5,38), "elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske faders børn, thi han lader sin sol stå op både over onde og gode, og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige." (Mt. 5,43). Nationer, som ikke forstår denne sandhed, kan ikke bestå, og de aktuelle politiske begivenheder viser da også, at de teknisk set højest udviklede industrinationer bevæger sig direkte mod en afgrund. Det verdensbillede, som disse nationer bygger på, dokumenterer derved dets mangelfuldhed. Selv de nationer og politiske ledere, som mener, at de er kristne, bygger reelt på et livssyn, der svarer til vikingetidens moralkodex. Den gennem kirkerne forkyndte kristendom kan altså heller ikke redde verden gennem dens etiske krise. Den har ikke en sådan form, at nødvendigheden af tilgivelsens princip kan virke overbevisende. Kristendommens idealer har vel inspireret til skabelsen af social forsorg og internationale hjælpeorganisationer for mennesker i nød, men når det gælder egen sikkerhed, da viger man tilbage for at følge bjergprædikens idealer. Det skyldes manglende åndeligt og moralsk mod, men det er tillige et spørgsmål om verdensbilledets klarhed og logik i dets etiske eller skæbnemæssige aspekt. Også på dette punkt er der således brug for en fuldkommengørelse af den overleverede kristendom.

I mange menneskers opfattelse i dag er politisk ideologi og samfundsadministration vejen til en retfærdig og lykkelig tilværelse for menneskeheden. Der er imidlertid ikke enighed om, hvilken ideologi der er den rigtige. Vi ser derfor, hvorledes tilhængere af forskellige former for politik kæmper imod hinanden for med magt at gennemtvinge deres egen opfattelse. Det har ført til revolutioner, folkedrab og diktatur i den tro, at det tjente et højere formål, – at målet helligede midlet. At man med vold vil pålægge andre mennesker en bestemt livsform viser imidlertid en fundamental mistillid til en guddommelig styrelse. Man vil hurtigt og resolut skabe den fuldkomne verden, som man ikke tror, der er nogen Gud til at skabe, og man gør derved sig selv til gud. At tro, at man kan skabe fred med vold og diktatur er imidlertid den størst tænkelige fejltagelse. Det er med Martinus ord ligeså ulogisk som at tro, at man kan slukke ild med ild. Tryk avler modtryk, og ethvert diktatur fører til nye revolutioner. Det verdensbillede, menneskeheden har brug for for at undgå politiske skinløsninger, må således vise, at krig og voldsregimer kun hører til på udviklingstrin, hvor mennesker for deres udviklings skyld skal lære krigens sande natur at kende for derved at forstå, at den virkelige fred kun kan vokse frem indefra som en frugt af livserfaringer og vil bære vidnesbyrd herom ved at give kærlighed og frihed til andre mennesker.

Vort samfund befinder sig i et tidehverv, både lokalt og globalt. En gammel kultur, som byggede på imperialisme, fri konkurrence ("den stærkeres ret"), autoritetstro, dogmatisk religion, klassedeling, patriarkalsk ægteskab, autoritær holdning i undervisning og opdragelse, er ved at gå under. En lang række af samfundets bedst piloterede institutioner er derfor ved at revne i selve deres fundament. Det gælder eksempelvis ægteskabet. Martinus omtaler, at det moderne menneske er kommet ind i det udviklingsområde, som han kalder de "ulykkelige ægteskabers zone". Den hidtil tilsyneladende naturlige balance mellem mand og kvinde, hvor manden er samfundsorienteret og familjens overhovede, medens kvinden er familjeorienteret og sørger for husførelse og børneopdragelse, er ved at blive brudt. Mand og kvinde, og for den sags skyld også børnene, er derved kommet i en rollekonflikt eller identitetskrise, som skaber utryghed og ufred i hjemmene. Det gamle paradis kan ikke genfindes, hvilket også er uønsket, når det er ensbetydende med det gamle autoritære kønsrollemønster. Men hvordan kan man opbygge et nyt forhold mellem kønnene og mellem mennesker, som er bedre? Her kan man ikke nøjes med eksperimenter eller følge tilfældige ideer. Der er brug for en ny fundamental referenceramme, som rummer indsigt i menneskets psyke og kendskab til målet med den omfattende forvandling af mennesket, som er ved at finde sted. Martinus analyser af "polforvandlingen" og menneskets omdannelse fra "pattedyr" til "kristusvæsen" opfylder efter min mening dette behov.

Tilværelsen i dag stiller umådelige krav til det enkelte menneske. På alle områder sker der hastige forandringer, som kræver omstilling og tilpasning. Det betyder større frihed, men samtidig større utryghed for dem, som føler sig rodfæstet i det traditionelle. Det medfører mulighed for vækst og vinding for den opportunistiske. Ambitiøse og selvhævdende mennesker har muligheder for succes som aldrig før. Konkurrencen om uddannelse, arbejde og materielle goder skærpes og skaber nye skel mellem mennesker. Stærke naturer profiterer af denne videreførelse af junglelivets kamp for tilværelsen, medens mere tilbageholdende, fredselskende og sagtmodige mennesker kommer til kort. Livstræthed og depressioner er én af følgevirkningerne, medens flugt ind i misbrug af alkohol eller narkotika er en anden. Det er naturligvis individuelt, hvad der kan gavne den enkelte i den konkrete situation. Men på langt sigt kan kun indsigt i livets mål og mening give livsviljen tilbage. Forståelse er den bedste psykoterapi, som findes. Martinus: "Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere". Der er derfor brug for intet mindre end en løsning på livets gåde, der logisk og uimodsigeligt viser, at problemer, modgang og lidelser har en højere mening. Og som viser, at ikke aggressioner og revolutioner, men sympati, indføling og tilgivelse er genopstandelsens sikre vej, selvom man må passere fornedrelsens, korsfæstelsens og den materielle døds fase. Troens tid er ude, men da den sandhed, som Jesus forkyndte er den samme til alle tider, er der behov for, at den træder frem påny i en mere omfattende skikkelse som en grundvidenskab, der er urokkelig, fordi den viser hen til livets egen tale. Den spaltning, som der i vestens åndshistorie har været mellem tro og viden er uholdbar. Den er et paradoks, som er medvirkende til vor kulturs sammenbrud. Det er tvingende nødvendigt med et enhedssyn på livet, hvor de højeste uselviske idealer bekræftes af logiske grundsætninger og praktiske erfaringer, og hvor livets store modsætninger: lys og mørke, krig og fred, viden og uvidenhed, det materielle og det åndelige fremstilles som én kosmisk, meningsfyldt helhed, – en guddommelig helhed.