Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når man betragter den tilstand af krig, ufred, agression og de deraf følgende ulykker, der i dag plager menneskeheden hele kloden over, kan det ikke undre nogen, at et af de ord, man hyppigst hører anvendt, er ordet: krise. Og det er desværre med god grund, at det bruges så tit. For ganske vist har der utallige gange været kriser i menneskehedens lange udviklingshistorie, men det er først i dette århundrede, at vi virkelig kan tale om kriser, der på en eller anden måde rammer alle mennesker i verden. Bortset fra syndflodssagnene, der med stor ensartethed findes indenfor de fleste kulturer, og som synes at være et ekko efter en fortidig naturkatastrofe af verdensformat, så er det jo sådan, at næsten alle de ulykker, der er indtruffet ned gennem historien, har været temmelig lokale og kun har ramt et begrænset antal mennesker. Det, der skete i een del af verden, havde ingen betydning for de andre af jordens folkeslag.

Dette forhold er nu ændret totalt. Indenfor en historisk set umådelig kort tid har den materialistiske videnskab og teknologi udviklet sig så voldsomt, at vi mennesker med vore handlinger nu er i stand til at påvirke de vitale livsforhold for alt levende her på kloden. Man skulle jo synes, at dette ville være en højst presserende grund for de ledende politikere og videnskabsmænd til at bruge deres evner og indflydelse til at skabe fred mellem alle jordens stater indbyrdes bl.a. ved at gøre et alvorligt arbejde på at bringe mennesker så vidt, at de kan se, at vi alle er afhængige af hinanden, og at de kan forstå, at uanset hudfarve og religion tilhører vi alle den samme race – nemlig den menneskelige.

At det desværre ikke forholder sig sådan, viser kendsgerningerne med en ubehagelig tydelighed. Indbyrdes fred og fordragelighed synes i dag fjernere end nogensinde, både mellem de enkelte mennesker og mellem stormagterne, der søger at overgå hinanden med frygtelige våben som nervegas, atombomber og trusler om bakteriekrig – kampmidler, der er så rædselsvækkende, at mange almindelige mennesker i følelsen af deres afmagt prøver at skubbe det hele fra sig med alle til rådighed stående midler. Og virkningerne ser vi overalt – i det store i den frygtens og hadets holdning, der præger stormagternes politik, og i det små i alle de nedbrydende tendenser, der i dag præger livet på så uendelig mange områder. Aldrig før synes menneskeheden at have fjernet sig længere væk fra Guddommen, og aldrig før har den haft mere brug for at være denne Guddom nær.

Grunden til, at det forholder sig sådan, bliver for tiden også mere og mere indlysende. Det skyldes, at den teknologiske udvikling går fremad i et hastigt stigende tempo, der akcellererer så stærkt, at det kun er de færreste, som kan følge med i, hvad det egentlig er, der sker, endsige overskue de følger, dette vil få for alt fysisk liv her på kloden. Samtidig træder det også mere og mere klart frem, at det væsen, der stolt smykker sig med betegnelsen "Homo Sapiens" – det vidende menneske – kun med sneglefart bevæger sig fremad i sin udvikling henimod virkelig at blive det, som det allerede tror sig at være, nemlig det rigtige, færdigtudviklede menneske. Og det er i virkeligheden dette voldsomme misforhold mellem alt det, vi mennesker kan frembringe indenfor rammerne af den fysiske verden, og det lidet vi formår, når det gælder om at forstå og beherske vor egen indre verden, vore ønsker, vor vilje og vore instinkter, som er den grundlæggende årsag til vor nuværende verdenssituation. Ligesom troldmandens lærling i det gamle eventyr satte noget i gang, som han til sin skræk bagefter ikke kunne standse, således synes menneskeheden her på jorden at være fanget af en udvikling, som den ganske vist selv har startet, men som den nu synes ude af stand til at standse igen, selv om denne udviklings perspektiver forekommer mere truende og dystre for hver dag, der går. Ja, disse udsigter synes endog at være så mørke og samtidig så uundgåelige, at vore mest moderne videnskabsmænd og naturforskere tit udmaler menneskets fremtid her på jorden med ord og vendinger, der ikke står tilbage for de udtryk, de gamle profeter og vismænd anvendte i deres spådomme om en kommende dommedag, der skulle ende med verdens undergang.

For de mennesker, der har lært Martinus kosmologi at kende, tegner der sig imidlertid et helt andet billede. Ganske vist ser de ligesom alle andre, hvordan den nærmeste fremtid kaster sine sorte skygger foran sig, men samtidig giver analyserne et perspektiv, der er så stort, at det inkluderer selve evigheden. Og selv om man også udfra dette standpunkt må være enig med både profeter og videnskabsmænd, når de betragter den nære fremtid som en slags dommedag, så hører al lighed også op hermed. For mens tilværelsen nødvendigvis må forekomme aldeles meningsløs for den, der er uvidende om sit eget evige jeg og dermed om sin egen evige eksistens fra fortid gennem nutid til fremtiden, så vil det menneske, der kender til Martinus analyser, ved hjælp af dem kunne nå frem til en forståelse af, at det, der er ved at ske nu, er et absolut nødvendigt led i en udvikling, der skal føre menneskeheden frem mod den verdensfred, der er de flestes inderste ønske og drøm. Og dermed vil han eller hun kunne komme til at imødese fremtiden med en fred i sindet, som ingen kan tage fra dem.

Dette betyder dog ikke, at man kan hengive sig til nogen som helst illusioner om den allernærmeste fremtid. Set udfra evighedsperspektivet bliver det nemlig helt klart, at den udviklingsbølge, der nu er ved at nå sit højdepunkt og kamme over, ikke bare er en lille lokal fase i udviklingen, men er en begivenhed, hvis virkninger er lige så skelsættende i spiralkredsløbet, som det er skelsættende i årets kredsløb, når solen vender ved midvintertide, så lyset atter kan begynde at tage til, efter at vintermørket har kulmineret. Og det kan ikke gå stille af. Hvis lyset virkelig skal få magt her på jorden, vil det være nødvendigt, at menneskehedens humane udvikling en overgang må forceres meget stærkt, så den kan indhente og komme i balance med det udviklingstrin, den menneskelige teknik og materialistiske videnskab allerede er nået til.

En sådan udvikling kan imidlertid kun finde sted derved, at det levende væsen i stærkt stigende grad kommer til at høste virkningerne af alle de handlinger, hvormed det i tidligere inkarnationer har tilføjet sine medvæsener lidelse og smerte. I praksis vil dette sige, at de kriser og krige, menneskeheden kommer til at stå overfor i den nærmeste fremtid, vil få lidelserne til at kulminere overalt på jorden. Denne kulmination af lidelsesoplevelserne skal imidlertid ikke opfattes på den måde, at det enkelte menneskes lidelser vil stige til det hidtil ukendte. Da der er en naturlig grænse for, hvad et levende væsen kan opfatte af smerte, vil noget sådant overhovedet ikke være muligt. Men på grund af den stærke udvikling, som den jordiske menneskeheds krigsmaskine har gennemgået indenfor de sidste tiår med hensyn til drabs-teknik, vil antallet af de civile mennsker, som vil blive ramt direkte under en kommende krig, være større end nogensinde tidligere. Og det vil sige, at millioner og atter millioner af mennesker på samme tid kommer til at opleve både deres egen og andres mørke karma i koncentreret form. Tanken herpå kan virke dybt forfærdende, ja næsten lammende, men udfra Martinus analyse af "det behagelige og det ubehagelige gode" kan man nå frem til at forstå og anerkende, at alle disse mørke oplevelser hverken er et udtryk for himlens vrede eller for en guddommelig straffedom, men en belæring om mørket, som det er absolut nødvendigt at modtage, for engang selv at kunne både opleve og manifestere lyset igennem alle spiralkredsløbets åndelige riger. Og enten man kender til Martinus verdensbillede eller ej, så vil virkningen være den samme, og alle vil nå til at forstå, at al lidelse, som digteren Chr. Hauch skriver, "kun er vrangen af salighedens dragt" og engang vil danne grundlaget for en lysoplevelse, der vil tørre alle tårer og læge alle sår.

Selvfølgelig kommer dette omslag ikke på én gang. Men allerede når de mennesker, der kommer til at dø under en eller måske endog to kommende verdenskrige, igen skal til at inkarnere her på det fysiske plan, vil et langt større antal end nu være nået frem til en så total mættelse af krig og et så stærkt ønske om fred, at alle folkeslag over hele kloden endelig vil kunne enes om at oprette en eller anden form for Verdens Forenede Stater. Skal en sådan verdens-union være levedygtig, må den naturligvis have en ledelse; alle de nationale hære må opløses og erstattes af et verdenspoliti, men selv om dette naturligvis vil være den første begyndelse til et kommende fredsrige, må man ikke gøre sig nogen illusioner om, at det rigtige menneskerige nu er kommet til jorden. Selv om det naturligvis vil være en umådelig lettelse for den tids menneskehed, at der er gjort en ende på de frygtelige og blodige militære krige, så vil selve ledelsen af verdensstaten endnu i lang tid ske på de samme præmisser som nu. Det vil sige, at man hurtigt vil opdage, at selv om den ydre krig er afskaffet, så er selve ufredens væsen ikke dermed bragt ud af verden. På samme måde, som man ikke kan udrydde en sygdom ved at bekæmpe dens symptomer, således kan man heller ikke udrydde krig mellem mennesker blot ved at blive herre over dens værste, dens mest dødelige symptom: staternes altødelæggende indbyrdes krige. Det er selve krigens dybeste oprindelse og årsag, der skal overvindes. Det er den årsag, vi finder i menneskenes voldsomme begær efter at eje jordisk gods og guld, efter at vinde ære og magt, efter at være berømte og efter at have indflydelse over andre, uanset om det volder sorg og lidelse for disse andre. Og da disse intellektualiserede rester af dyreriget endnu findes i større eller mindre grad i ethvert ufærdigt menneskes mentalitet, kan freden her på jorden ikke skabes fra den ene dag til den anden, ejheller fra den ene inkarnation til den anden.

Tænker man i denne forbindelse på profetierne i apostlen Johannes åbenbaring, hvor han taler om, at Gud som afslutning på dommedagen vil lade "en ny himmel og en ny jord" komme til syne, så kan man godt få den opfattelse, at dette er noget, som på mirakuløs måde skabes af en almægtig Gud som en gave til den frelste menneskehed, og at det vil ske netop fra det ene øjeblik til det andet. Men her må man så dels huske på, at selv om Johannes måske var den af disciplene, der var nået længst med hensyn til at forstå Jesu guddommelige natur og mission, så var han dog trods alt langt fra at have kosmisk bevidsthed, og dels må man gøre sig klart, at når et ufærdigt menneske får en kosmisk, inspirationsbåret oplevelse, så flyttes dette menneske for en kort tid ind i den åndelige verden, hvor "en dag er som tusinde år og tusinde år som en dag", det vil sige en tilstand, hvor man er udenfor fysisk tid og rum. Når dette menneske så bagefter igen er tilbage på det fysiske plan, og når det husker disse oplevelser og beretter om dem, så vil det være meget svært at passe dem ind i de jordiske tidsbegreber på den rette måde. Man må heller ikke glemme, at vel er det en kosmisk sandhed, at Gud er almægtig, – men han er samtidig i lige så høj grad både alkærlig og alvis, og det vil derfor være absolut utænkeligt, at han skulle bryde en af sine egne love – altså heller ikke den, der betinger, at al vækst tager tid.

Derfor vil det også være sådan, at selv når den sidste kanon engang i fremtiden er smeltet om, og når den sidste atombombe er demonteret, vil der stadig være lang vej frem, før den sande fredens ånd vil være rådende i alle menneskehjerterne. Betragter man de nuværende tilstande her på jorden, vil man let kunne se, at selv om de ydre forhold i en ikke alt for fjern fremtid vil tvinge de jordiske mennesker til at gøre kloden til en enhed og afskaffe al militær krig, simpelthen fordi de ellers ikke ville kunne overleve, så vil der stadig være en lang vej tilbage, inden menneskeheden når frem til at indse, at fred ikke kan skabes ved ydre tvang og magt, men er en tilstand, der må gro frem på naturlig måde i det enkelte menneskes sind.

Følgen heraf vil være, at der selv i en verdensstat, hvor al militær krig er afskaffet, stadig vil være en mængde områder, hvor det store flertal i befolkningen vil leve i indbyrdes strid. Der vil, som før nævnt, stadig være spørgsmålet om penge, magt og bestemmelsesret over livsgoderne. Endvidere vil mennesker fra alle dele af kloden i meget højere grad end før komme i berøring med hinanden, og det vil sige, at folk med en vidt forskellig religiøs, kulturel og racemæssig baggrund bliver nødt til at lære en mængde om tolerance og næstekærlighed, før de vil kunne leve sammen i indbyrdes fredsommelighed og fordragelighed.

Naturligvis vil der også i langt højere grad end nu være mennesker, der ikke alene er vokset fra evnen til at tro på de nedarvede religiøse dogmer, men som også er kommet så vidt i deres udvikling, at de ikke mere kan finde inspiration i en materialistisk-ateistisk livsanskuelse, og som derfor mere end noget andet længes efter at få en logisk forklaring på det univers, der omgiver dem, og på det liv, der rører sig inde i deres bevidsthed, ligesom de også ønsker at finde en dybere mening med deres og alle andre menneskers tilværelse. Men disse mennesker vil endnu i lang tid fremover kun udgøre et mindretal af jordens folkeslag. De vil kun være tyndt spredt ud over hele kloden, og selv om den fysiske afstand til den tid vil have endnu mindre betydning end nu, så vil den åndelige forskel imellem dem, der er betinget af deres stærkt varierende kulturelle baggrund, ofte gøre det vanskeligt for dem at forstå hinanden og vil dermed være en alvorlig hindring for et virkeligt omfattende og dybtgående humant samarbejde mellem dem. Dette skyldes, at selv om et menneske er vokset fra sin trosevne og derfor ikke længere kan blive inspireret af den religion, der er den herskende i det samfund, det lever i, så vil det dog i hele sin tankegang og væremåde være mere præget af de omgivelser, hvori det har levet sine seneste inkarnationer, end det måske selv er klar over.

Menneskeheden vil således i fremtiden i stadig stigende grad komme til at kæmpe for fredens sag på den indre front i deres egen bevidsthed, og her vil det vise sig, at Martinus analyser vil komme til at få en betydning, der langt vil overgå alt, hvad vi oplever i dag. Dels vil vi, der har haft den lykke at lære dem at kende i dette liv, i vore kommende inkarnationer få en endnu dybere forståelse af dem og dermed en endnu stærkere inspiration igennem dem, end den vi oplever nu, og dels vil der som ovenfor nævnt i de kommende århundreder være et meget større antal mennesker, der vil være modne til ved hjælp af analyserne at få tilfredsstillet deres begær efter et verdensbillede, der virkelig kan give dem et udtømmende og logisk svar på deres spørgsmål om, hvad der er sandhed i tilværelsen, og hvordan man kan nå til at leve i fred med både ens næste og sig selv. Gennem Martinus verdensbillede vil alle disse mennesker yderligere få åbnet udsigten til deres og alle andres evige fremtid, og samtidig vil de også igen få forbindelse bagud til de dogmer og læresætninger, der engang var inspirationen i deres liv som troende mennesker, og ved analysernes hjælp vil de i stigende grad blive i stand til at skelne mellem det i deres religion, der virkelig er en strålende guddommelig åbenbaring, det vil sige en evig, kosmisk sandhed, og så alt det, der blot repræsenterer de mørke slør af uvidenhed og uforstand, som det ufærdige menneske har søgt at dæmpe det lys med, som det endnu ikke kunde forstå og derfor heller ikke kunne bære.

Efterhånden som Martinus analyser i fremtiden trænger ud til flere og flere, vil de derfor give menneskene alle de guddommelige sandheder tilbage, som findes skjult i de humane religioner verden over, men i en ny og mere inspirerende form. Der vil ikke længere være noget, man skal affinde sig at tro på, fordi man ikke kan forstå Guddommens "uransagelige veje". Tværtimod! Nu vil analyserne forklare disse veje for stadig flere mennesker, således at Guds plan både med universet og med det jordiske menneske træder frem, klart og letforståeligt. Religion og videnskab vil smelte sammen i menneskers bevidsthed til den højere enhed, de kosmisk set udgør, og som Martinus har givet navnet: åndsvidenskab.

Dette vil ske, ikke blot i de kristne lande, men overalt på jorden, og det skyldes, at oprindelsen til alle humane religioner kan føres tilbage til et højt udviklet menneske, en såkaldt profet, der enten har været meget nær ved den store fødsel og derfor har været i stand til at modtage store kosmiske glimt, eller har været et væsen, der havde fuld kosmisk bevidsthed, sådan som det var tilfældet med Kristus. Og de vil alle have givet noget af den guddommelige sandhed som vejledning til deres medmennesker, dels i forhold til, hvad de evnede at se, eller, som Kristus, i forhold til, hvad menneskene på hans tid var i stand til at forstå.

Her i de vestlige lande er der ganske vist endnu mange, der er tilbøjelige til at betragte alle andre religioner som hedenskab, det vil sige som en lavere og mere usand form for religion. Det skyldes dels, at vi er blevet oplært til det i kirkerne og i skolerne, og dels at vi gennem de sidste to til tre århundreder er kommet til disse lande som erobrere og herskere og derfor ikke har følt os tilbøjelige til at lytte med forståelse til det, som disse landes religion og kultur måske ellers kunne have haft at sige os. Havde man gjort det, ville man i alle religioner have fundet noget, man kunne være fælles om – nemlig de evige, kosmiske sandheder.

Vi ved alle, at det var Jesus, der udtalte de guddommelige ord: "Du skal elske Herren din Gud over alle ting, og din næste som dig selv". Han sagde også: "Gør mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig" og "Døm ikke! Thi med den dom, I dømmer, skal I selv dømmes". Disse ord kender vi fra Det Nye Testamente; vi har hørt dem i kirken og lært om dem i skolen, men det er først gennem Martinus analyser, at de endelig igen har fået en sådan betydning for os, at de kan kaste lys over vort liv og blive en ledestjerne for os på mørke dage. Men akkurat det samme vil analyserne gøre for de mennesker, hvis vandring fremad mod lyset er gået gennem andre lande og andre religioner, for også disse andre religioner genspejler nogle af de største kosmiske sandheder.

Hvis vi f.eks. vender os mod Zarathustra, en af de ældste, kendte religionsstiftere, som levede i Persien omkring syv århundreder før vor tidsregning, så lærte allerede han sine disciple, at "kun den er god, som ikke vil gøre det mod andre, der ikke er godt for ham selv".

Går man længere mod øst, til Kina, møder man de to filosoffer Lao-tse og Kung-fu-tse. Lao-tse forsøgte allerede dengang at lære menneskene, at de skulle tilgive deres fjender og elske deres næste, som de elskede sig selv. Kung-fu-tse, der ligesom Lao-tse levede i det 6. århundrede før Kristus, blev engang spurgt af en af sine elever, om han kunne give en regel for, hvordan man burde leve, udtrykt med et eneste ord. Dertil svarede mesteren: "Mon ikke ordet "shu" (= gensidighed) kan bruges? Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig".

Indien er jo et af de lande, hvor man kan følge den religiøse tradition længst tilbage i tiden. I bogen Mahabharata, der er den ene af Hinduernes to ældgamle, hellige bøger, står der at læse: "Dette er den højeste af alle pligter – gør intet mod andre, som ville volde dig selv smerte, hvis det blev gjort mod dig". Den samme lære om fordragelighed finder man hos Sikherne i Nordindien, hvis grundlægger Kabir med sin lære ville prøve at overvinde fjendskabet mellem muslimer og hinduer. Han skriver blandt andet: "Døm kun andre, som du dømmer dig selv. Så vil himmelens rige være dit". Også Buddha levede i Indien, og i hans lære findes der meget, der minder om Martinus analyser som f.eks.: "Du kan ikke overvinde had med had. Kun kærlighed kan besejre hadet". Og et andet sted understreges det også i hans lære, at man skal være mod andre, som man ønsker, at de vil være mod en selv.

Det samme findes skrevet i Jødernes hellige bog Talmud – og selv i Koranen, der ellers i høj grad synes at være bygget over Moselovens "øje for øje, og tand for tand", kan man finde følgende ord af Muhammed: "Ingen af jer er rettroende, hvis han ikke ønsker det samme for sin broder, som han ønsker for sig selv".

Også i mange andre sekter og religioner gives der udtryk for de samme tanker om næstekærlighed og tolerance – det synes virkelig, som om enhver stor indflydelsesrig åndelig leder har forstået den store betydning af disse sandheder og derfor har understreget dem i sin forkyndelse.

Men netop denne kendsgerning kunne friste til at standse op, gøre status og spørge sig selv: Jamen hvad nytte har det altsammen været til? Alle disse forskellige former for tro og religion har nu været forkyndt fra alverdens prædikestole igennem hundreder af år, og hvad har det så hjulpet? Har det ikke været sådan ned gennem historien, at ingen kampe har været mere vilde, blodige og nådesløse end netop de krige, som menneskene i deres uforstand har betegnet som "hellige"? Jo, det kan ikke så godt benægtes – og hvis man ser på den verden, der omgiver os i dag, så må man stadig undres over, hvad religiøs fanatisme kan få folk til at gøre, enten det så er i vore dages Iran og Irland, eller det drejer sig om religiøse fanatikere i vort eget land. Når man ser, hvilke nederdrægtigheder mennesker kan begå mod hinanden i deres Guds eller deres tros navn, kan man let komme til at frygte for, at det snæversyn og den fanatisme, der har sin rod i magtsyge og selvretfærdighed, endnu i lange tider vil kunne skabe lidelse, smerte og ufred imellem de jordiske mennesker.

Indenfor dette område vil Martinus analyser imidlertid netop i fremtiden komme fuldt og helt til syne som det, de er bestemt til at være: nemlig den store fredens fællesnævner, der vil forene alverdens folkeslag ved at blive det middel, der kan få dem til at forstå hinanden og dermed give dem mulighed for at nå til en fredelig sameksistens og en væremåde, der til slut vil udvikle sig til sand indbyrdes kærlighed. Martinus bringer jo med sit verdensbillede en så omfattende, universel forklaring på alt, at hvert eneste menneske, der er nået tilstrækkeligt vidt i sin udvikling, derigennem kan få en logisk begrundelse for alt det i hans eller hendes religion, der er af sand guddommelig oprindelse. Dermed vil disse gamle skriftsteder på ny for alvor kunne få magt over menneskenes sind verden over, fordi de nu vil være i stand til at forstå dem både med deres følelse og med deres intelligens. Ved hjælp af analyserne vil de så mere og mere kunne se, at det i deres egne forskellige religioner, som har fået mennesker til at dele sig op i grupper, der gensidigt hadede og bekrigede hinanden, blot er noget, der er blevet frembragt af de levende væseners egen ufærdige mentalitet og deraf følgende uforstand, og de vil også blive i stand til at se, at alt det, der virkelig er af guddommelig oprindelse, absolut ikke kan bruges som en moralsk retfærdiggørelse af forfølgelse mod nogen eller noget, men kun har til hensigt at være en hjælp og en vejledning for menneskeheden på den sidste, svære del af dens vej ud af dyreriget og frem mod det rigtige menneskerige.

På dette sidste stykke vej vil det efterhånden blive mere og mere klart for alle, at det er i deres eget sind, i deres egen bevidsthed, at krigens væsen skal overvindes – og også i disse indre kampe vil det vise sig, at analyserne vil være en Fredens Fællesnævner for alle de kæmpende menneskesjæle. Gennem analyserne vil de kunne få indre fred, styrke og tålmodighed – også med sig selv – indtil de endelig kaster det sidste af dyrehammen og dermed er rede til at overskride tærskelen til det rige, Kristus kaldte sit, og som nu omsider vil blive "af denne verden", det rige, der af Martinus har fået betegnelsen "Det rigtige menneskerige".