Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1980/1 side 2
Forsidebilledet: Kvinde som svejser – et tidligere decideret mandejob. (Foto venligst udlånt af FN's informationskontor.)
 
Mange af Martinus analyser er – til trods for den stilfærdige måde, hvorpå de er blevet præsenteret – helt revolutionerende for det jordiske menneske.
Analyser, som især har haft mange læseres bevågenhed er dem, der beskæftiger sig med den seksuelle polforvandling, men det er vigtigt at blive klar over, at disse analyser omfatter andet og mere end kønsliv og afsporinger. Polforvandlingen fra den eenpolede tilstand i retning af dobbeltpolethed begynder helt tilbage i det egentlige dyrerige, hvor dyret får interesser, der rækker ud over magen, rede- eller hulebygning, forplantning og beskyttelse og opdragelse af afkommet. Disse andre og nye interesser kommer i forbindelse med en udvidet hjernefunktion som følge af de hårde og lidelsesfyldte livsvilkår i denne zone, og er en begyndende udvikling af den modsatte pol, som netop har sit sæde i hjerneorganet, medens den ordinære seksuelle pol fortsat har sit sæde i kønsorganerne. Det er udviklingen af denne modsatte pol og dens endelige balance med den ordinære pol, som medfører, at dyremennesket slutteligt kan få betegnelsen "rigtigt menneske". Denne udvikling er millionårig og de interessesfærer, hvis dyrkelse hos det jordiske menneske bevirker udviklingen af den modsatte pol i hjerne- og nervesystemet er mangfoldige og af kunstnerisk, videnskabelig og teknisk karakter og er således alle af intellektuel art.
Det, der har interesse i forbindelse med forsidebilledet, der viser en kvinde i et tidligere decideret "mande-job", er den nuværende udviklingsepokes udviskning af de skarpe skel, der har været i arbejdsdelingen, med særligt kvindearbejde og specielt maskulint prægede jobs. Kvinder går således ind i fag som kranførere, buschauffører, styrmænd, politibetjente, præster, ved militæret og i mange overordnede stillinger, medens manden oftere går ind i tidligere kvindelige sysler som børnehavearbejde, sygepleje, hjemmehjælp og rengøringsarbejde osv.
Den seksuelle polforvandling får fremover en overordentlig indflydelse på samfundsudviklingen, og både kvinden og manden får således deres modsatte pol udviklet, og det vil sige den intellektuelle side udvidet og udviklet med flere talentkernesæt for intelligens og følelse, således at begge parter vokser sig frem til at blive "mennesket i Guds billede".
Men i disse sidste årtier har der været en tendens til en kamp eller krigstilstand mellem kønnene, og mange forskellige kvindegrupper har været tilbøjelige til en vis kritik af det maskuline køn. Imidlertid er situationen den, at manden er ligeså lidt "skyld" i, at han er mand, som kvinden er det i sin feminine tilstand. Og man kan derfor – med kendskab til Martinus kosmiske analyser – indse, at noget af den "kvindekamp", der for tiden foregår ved rødstrømpebevægelser, ikke alene er uhensigtsmæssig, men er medvirkende til et ubehageligt skæbneforløb for de stridende parter. Skabelsen af de to køn har været og er en nødvendighed for kontrastdannelsen og dermed for livsoplevelsen, og den omstændighed at man for nuværende befinder sig i en kvindeorganisme eller en mandekrop er ikke udtryk for nogen tilfældighed eller fejltagelse, men vil i kommende udviklingsspiraler blive ændret, og over to spiraler kommer væsenerne til at opleve både den maskuline og den feminine tilstands kulmination. Udligningen af det maskuline/feminine sker derfor ikke ved kamp mellem kønnene, men derimod ved at både manden og kvinden bekæmper sine egne uheldige og fra dyreriget "nedarvede" eller medbragte egenskaber og udvikler sig i menneskelig retning.
Den undertrykkelse, som kvinden har været og er udsat for skaber selvfølgelig et ubehag, og manden har måske været lidt træg og konservativ og dermed været utilbøjelig til at afgive nogle af sine "privilegier" som mand. Imidlertid er det ikke sådan, at manden har været "fri" og kunnet bevæge sig frit som "skabningens herre". Manden – praktisk talt alle mænd – har i lige så høj grad været undertrykt, men af sit eget køn, sjældnere af kvinden, men det har jo også forekommet. De allerfleste mænd har følt sig undertrykte på kontorerne, i fabrikkerne, i militæret, hvor den ene mand i "hakkeordenen" undertrykker den anden. Og hele den eenpolede tilstand medfører ufrihed for begge køn, og man kan jo iøvrigt ikke binde et andet væsen uden selv at være bundet og afhængig. Men denne bundethed og undertrykkelse ligger jo nedgemt i hele væsenets kosmiske struktur, og har altså været denne udviklings midlertidige mål. Den eenpolede tilstand i den seksuelle udvikling har netop til opgave at skabe mørke, krig, undertrykkelse og lidelse. Men det er blot ikke meningen, at vi skal standse her. Begge køns vej ud af mørket og undertrykkelsen er udelukkende den, at udvikle deres modsatte pol dvs humane og intellektuelle evner og anlæg.
tb