Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når mennesker taler sammen, sker det tit, at de citerer en eller anden sentens eller et gammelt ordsprog, fordi de synes, at de herigennem finder et kort og rammende udtryk for en sandhed, der er, og har været, almindelig anerkendt gennem lange tider. Og det hænder også ofte, at der er skjult en virkelig kosmisk sandhed i sådanne stående vendinger, en sandhed, som enten er fremkommet gennem et særlig højt udviklet væsens klarsyn, eller en sandhed, der er et resultat af menneskenes smertelige erfaringer ned gennem tiderne i den livets skole, vi alle går i, som f.eks: "Brændt barn skyr ilden", eller "Den, der graver en grav for andre, falder selv deri".

Men det er naturligvis langt fra alle sådanne gamle, overleverede ordsprog, der afspejler en skjult, kosmisk sandhed. Tværtimod er der en hel del af disse ordsprog, der giver et meget afslørende billede af den tilstand af dyb kosmisk uvidenhed, som er karakteristisk for de fleste jordiske mennesker. Man behøver her blot at tænke på ordene "Enhver er sig selv nærmest", som man ofte hører folk citere, når de på en eller anden måde er ved at pleje deres egoisme på deres medvæseners bekostning. Det samme gør sig gældende, når det jordiske menneske føler, at det med ordene "Tanker er jo toldfri" kan tillade sig at drømme om tilfredsstillelsen af alle de mere eller mindre egoistiske ønsker og begær, der opfylder dets tankeverden. Hvor tit hører man ikke mennesker udbryde: man kan da altid ønske sig det i fantasien, det kan der da ikke ske noget ved! Tanker er jo toldfrie, heldigvis!

Dette er en holdning til tilværelsen, der er såre almindelig, men ikke desto mindre virker den som en eklatant afsløring af den kulminerende materialistiske livsholdning, som kun anerkender den virkelighed, der kan gribes med hænderne eller betragtes med det fysiske øje, og som derfor umuligt kan frembringe nogen forståelse for den åndelige verdens realitet. Da denne verden jo ikke er "håndgribelig", opfattes den derfor af de fleste heller ikke som rigtig virkelig. Denne livsholdning har i stigende grad været fremherskende i de sidste par hundrede år, i hvert fald inden for de vestlige kulturer, og den er derved efterhånden i så høj grad blevet til vanebevidsthed, at mange mennesker ligefrem har svært ved helt at frigøre sig for den, også selv om de har lært Martinus analyser at kende og har kunnet indse deres absolutte logik og evige gyldighed. Og det er jo egentlig slet ikke så mærkværdigt, for selv om vi har fået lov at lære disse analyser at kende, der er skabt af et væsen med fuld kosmisk bevidsthed, så er vi jo ikke dermed blevet befriet for alt det i vor natur, der endnu er ufærdigt. Selv om vi gennem analyserne har lært at forstå, at hele vor livsoplevelse er åndelig og baseret på vekselvirkningen mellem evigheden og det timelige, på kontrasten mellem ånd og materie, så er vi dog stadig væsener, der endnu mere eller mindre er fængslede i den materielle verden, fordi vi endnu ikke selv har fået kosmisk bevidsthed og som følge deraf heller ikke har fået evnen til selv at opleve og erfare livsmysteriets løsning.

Men når dette er sagt, så må det også siges, at man ved at studere Martinus analyser og ved, efter bedste evne, at bruge dem i det daglige liv med alle dets store og små vanskeligheder, har en mulighed for i det små at opleve den åndelige verdens realitet så livsnært og så livsbekræftende, at det kaster lys og glans over den undervisning, den skole i livsvisdom, som udgøres af netop de nævnte store og små vanskeligheder, samt af de lidelser og besvær, der udfylder en stor del af vor hverdag.

Alt dette er imidlertid noget, der primært foregår inde i vor bevidsthed, i den verden, der udgøres af vore følelser og ikke mindst af vore tanker. I sin bog "Bisættelse" skriver Martinus et sted: "Det, du tænker, det bliver du". For den materialistiske tankegang synes dette en umulighed, men hvis man tænker lidt nærmere over Martinus analyser af det levende væsen bliver det straks klart og indlysende. Allerede i det gamle testamentes skabelsesberetning blev der talt om mennesket, som skabt i Guds billede og efter hans lignelse, og gennem analyserne bliver det gjort fuldstændig klart for os, at dette er den højeste sandhed om os selv, og det er det også, selv om vi endnu som de ufærdige væsener, vi er, hører hjemme i den mørke del af udviklingsspiralen. Dels er vi skabt, så vi ligesom Guddommen består af X1, X2 og X3, nemlig vort jeg, vor skabeevne og det skabte, og dels udgør vi den skabende, bestemmende og styrende kraft i vort eget lille univers, ligesom Guddommen udgør denne kraft i det samlede verdensalt.

Vort univers, som jo er det samme som vort legeme, er som bekendt bygget op af organer, celler, molekyler, atomer og af de endnu mindre bestanddele, hvoraf disse atomer selv er opbygget. Gennem analyserne har vi længe vidst, hvad den moderne, materialistiske videnskab nu også så småt er ved at nå frem til: at dette tilsyneladende faste univers, vort legeme, i virkeligheden er bygget op af tomrum og partikler inden i hvilke der findes stadig mindre tomrum og partikler uden ende – og ligesom vi gennem analyserne ved, at Guds bevidsthed, Guds tanker, opfylder verdensrummets tomrum, således opfylder vor bevidsthed, vore tanker det i vor organisme, der materielt set er tomrum, men som altså set fra et kosmisk standpunkt er rum opfyldt af liv og bevidsthed, altså af vor bevidsthed, vore tanker.

Har man indset dette, så har man samtidig forstået en af grundene til, at vore tanker er alt andet en "toldfrie", men at de tværtimod er bestemmende for den skæbne og de omgivelser, der igen er bestemmende for livsoplevelsen hos uanede mængder levende væsener. Det, vi oplever som et mikrokosmos, udgør på samme tid livsgrundlaget, det vil sige det omgivende kosmos for disse mikrovæsener, og ligesom vore harmoniske og næstekærlige tanker og følelser skaber lyse og harmoniske ydre forhold for disse utallige verdener og deres beboere, således vil vore vrede, hadefulde eller på anden måde uharmoniske tanker skabe tilsvarende mørke og ubehagelige livsvilkår for de væsener, der er hjemmehørende i vort univers. Ja, det man forstår ved et udbrud af vrede eller raseri, vil i disse livsområder bogstavelig talt betyde katastrofer af et ligefrem universelt omfang.

Her bliver det helt tydeligt, at vore tanker bestemt ikke er toldfrie i den betydning af ordet, at det er ligegyldigt, hvilke tankearter vi lader vor bevidsthed være opfyldt af. Det, vi tænker, har konsekvenser – og selv om disse konsekvenser måske nok i første omgang træffer de mikroskopiske livsformer, der tilsammen opbygger vort legeme, så vil karmaloven betinge, at disse konsekvenser nødvendigvis må vende tilbage til den, der udsendte energierne – nemlig os selv. Og er vort tankeklima uharmonisk eller måske dræbende, vil de gøre det i form at et mindre godt helbred, dårlige nerver og depressioner, eller endog i form af dødbringende sygdomme som f.eks kræft – altså i form af, at vor livskvalitet bliver forringet på samme måde, som vi gennem de af os udsendte tankeenergier har forringet livskvaliteten for disse mange levende væsener i vort univers.

På dette sted er der måske nogen, der vil indvende, at det sandelig ikke altid er velgørende for et jordisk menneskes sundhed om han/hun f.eks undertrykker sin vrede eller agression mod et andet væsen, idet dette ligefrem kan medføre mavesår eller andre psykosomatiske sygdomme. Det er ubestridelig rigtigt – og det er ganske naturligt. At man undertrykker sine vrede tanker, så de ikke kommer til udtryk overfor ens medvæsener i mellemkosmos, betyder jo ikke, at disse vrede tanker er ophørt med at eksistere. Tværtimod – netop fordi de ikke har kunnet finde afløb i det område af vor tilværelse, vi kalder mellemkosmos, vil de med så meget større kraft gennemtrænge vort mikrokosmos med de tilsvarende uheldige følger for livet i dette område. Vil man virkelig gerne skabe gode, lyse og næstekærlige livsbetingelser for vore medvæsener i disse livsområder, som jo er hundrede procent afhængige af os, så må man nødvendigvis anvende analyserne på en sådan måde, at man opløser og tilintetgør sine vrede, bitre eller uharmoniske tanker i stedet for blot at undertrykke dem. Det er nemlig sådan her i livet, at når man står overfor de kosmiske love, kan man ikke bluffe, sådan som det i nogen tilfælde for en kortere tid er muligt overfor vore medvæsener i mellemkosmos. Tværtimod – her er det ikke nok at sætte et venligt ansigt op og lade, som om man tænker på den rigtige måde. Her må man også gøre det, hvis man ønsker, det skal have nogen som helst virkning.

Men for os ufærdige, jordiske mennesker er det jo lettere sagt end gjort, dette at opløse og tilintetgøre vore vrede eller fornærmede, sure og måske forurettede tanker, og uden analyserne ville det nok være temmelig umuligt for de fleste af os. Igennem analyserne kan vi imidlertid ved hjælp af vor viden og vilje begynde at bekæmpe alle disse negative tanker ved at huske på og fastholde for vort indre øje, at der absolut ikke kan ske os uret, kosmisk set, og at der altså under ingen omstændigheder sker os noget, som vi ikke selv er den første årsag til. Dog – det at vide er jo ikke det samme som straks at kunne, så man skal ikke blive mistrøstig, selv om det svipser for en af og til. Det er kun naturligt, når man betænker, hvor ufærdige vi alle er. Og ligeledes må man regne med, at det sommetider tager sin tid, inden man når til den indre ro og afklarethed, som man tragter efter. Men her, som forøvrigt overalt i tilværelsen, gælder det, at utålmodighed er en meget negativ sindstilstand der kun yderst sjældent bidrager til noget godt. "Ting ta'r tid", som Kumbel siger, og vi kommer alle til at øve os mange gange og måske i mere end eet liv, før vi begynder at blive herre over vore egne mentale energier.

Nu må man imidlertid ikke tro, at det kun er overfor vort mikrokosmos, at det tankeklima, vi omgiver os med, har betydning. Det gælder i høj grad også overfor de levende væsener på vort eget tilværelsesplan, altså det, der af Martinus har fået navnet mellemkosmos.

Igennem de store verdensreligioner og gennem Martinus analyser bliver det jo med al mulig tydelighed indskærpet os, hvor vigtigt det er at lade være med at hade, dømme og forfølge vor næste, og hvor vigtigt, ja absolut nødvendigt det er at lære at elske denne næste som sig selv. Men hvordan skal det nogensinde blive muligt at indtage denne holdning overfor ens medmennesker, hvis man ikke begynder med det, der er begyndelsen til alle vore handlinger – nemlig hele vor tankeverden? Ligesom man gennem sine tanker må forberede og planlægge alle de ting, man ønsker at udføre i den fysiske verden, enten det er en bro, der skal bygges, en mark der skal dyrkes, eller en bog, der skal skrives, således må man også begynde med sin egen tankeverden, når man ønsker at vise næstekærlighed overfor sine medvæsener.

Det at vise næstekærlighed er jo ikke bare at give andre et klap på kinden eller et kærligt knus. Det betyder også, at man hjælper et medmenneske i nød. Men sommetider betyder det, at det kærligste er at lade være med at hjælpe, men lade vedkommende selv finde ud af og derved lære af sine vanskeligheder. Hvis man ønsker at hjælpe andre på den rette måde, må man, kort sagt, ved hjælp af sine tanker prøve at forstå sine medmennesker og holde af dem, sådan som de er – og det kan man ikke, hvis man forventer noget af dem, de slet ikke er i stand til at gøre udfra det mentale udviklingstrin, de står på.

Det er endvidere værd at huske på, at de tanker, man udsender mod et medvæsen, er mellemkosmiske energibølger, der har større virkning, end man måske i almindelighed går og forestiller sig. Det kan vise sig på mange måder, f.eks som den velkendte tankeoverføring, men også på den måde, at hvis man møder et andet menneske, som ved den ene eller den anden handling viser sig fjendtlig sindet overfor en, ja, da er det videre forløb meget ofte helt afhængig af, hvordan man selv tankemæssigt kan tage denne situation. Bliver man selv vred, eller føler man sig uretfærdigt behandlet af vedkommende, vil man måske være fristet til selv at være ubehagelig, og så vil de første fjendtligheder ofte blive efterfulgt af andre, der måske er meget værre, og det, der begyndte som en mindre fornærmelse, kan ligefrem udvikle sig til et mere eller mindre hadefuldt forhold, som jo er særdeles ubehageligt for begge de implicerede parter. Situationen har imidlertid også mulighed for at udvikle sig på en helt anden måde, nemlig hvis man er i stand til at huske på, at der kosmisk set aldrig nogensinde sker én uret. Derved bliver det lettere i sine tanker at holde fast ved, at man slet ikke har nogen grund til at blive fortørnet eller bare fornærmet på det pågældende menneske, som jo i virkeligheden blot er en repræsentant for Guddommen, der taler til en for at lære en, hvordan man ikke skal være. Er man i stand til det, og især til også at sende venlige og forstående, ja måske endog kærlige tanker tilbage til den anden part, vil man ofte komme til at opleve, at det før så fjendtlige væsen efterhånden forvandler sig, så der opstår et fordrageligt og venligt forhold mellem det andet menneske og en selv. Og derved er der så opstået en helt anden og ny situation, der er til glæde og velsignelse for begge parter.

At alt dette er let at skrive om, men umådelig svært at efterleve for et ufærdigt jordisk menneske, det vil enhver måtte indrømme, der har prøvet i praksis. Men her står det levende væsen ikke alene. I samme grad, som det af hele sit hjerte bestræber sig på at komme i overensstemmelse med verdensaltets grundtone, næstekærligheden, vil det også få hjælp hertil. Ikke på den måde, at alle vanskeligheder forsvinder fra dets vej – snarere tværtimod. For på alle de områder, hvor man for at få opfyldt sit ønske om at kunne leve i overensstemmelse med de kosmiske love, er nødt til at gøre visse, ubehagelige, men nødvendige erfaringer, der vil disse også komme til en. Men i samme grad, som det er muligt for et væsen at indstille sin tankeverden på ønsket om, at Guds vilje må ske, da vil det også få al mulig hjælp fra forsynet til at bære, hvad der bliver pålagt det. Og jo mere vi ved hjælp af analyserne kan lære at tænke i overensstemmelse med de evige livslove, desto mere vil vi også være i stand til at skabe en lys, lykkelig og velsignelsesrig livsoplevelse for vore omgivelser og dermed også for os selv.