Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vinterens kulde og sommerens sol, blæstens sang i trækronerne, og regnens stille dryppen er oplevelser, der er fælles for os alle, og alligevel opfatter vi hver især disse oplevelser på en måde, der er speciel for den enkelte. På samme måde er det med Martinus analyser. Deres ordlyd er også fælles for os alle, og dog vil der sikkert ikke være to mennesker, der får nøjagtigt det samme ud af dem. Selv om vi alle befinder os på den samme vej, bort fra det egentlige dyreriges mørke og frem mod det rigtige menneskeriges lysende kosmiske bevidsthed, så har vi alle haft vore specielle og individuelle oplevelser, som har ført enhver frem til netop det trin i udviklingen, som han eller hun står på i dag.

Derfor vil Martinus analyser f.eks. ikke kunne inspirere virkeligt troende sjæle, der kun vil opfatte dem som en vranglære, som de frygter eventuelt ville kunne føre dem lige ud i fortabelsen. Analyserne vil heller ikke kunne hjælpe de mennesker, for hvem den materialistiske videnskab i en eller anden form har overtaget religionens tidligere rolle, da de trods deres tilbedelse af det, de kalder logik, endnu er ude af stand til at opfatte den højeste form for logik, således som den kommer til syne i Martinus kosmiske analyser af det evige verdensbillede. Det er nemlig en forståelse, som de levende væsener kun kan komme frem til gennem de erfaringer, deres egne lidelser og tårer har bragt dem.

Men når et menneske i tilstrækkeligt mange inkarnationer har oplevet kulden og meningsløsheden i en tilværelse, der helt står i ateismens og materialismens tegn, så vil det med voksende længsel søge efter noget, som kan give det vished om, at der er en mening både med dets eget liv og med tilværelsen som sådan, og i det rette øjeblik vil Forsynet så lade dette søgende væsen få kontakt med Martinus verdensbillede.

Hver gang man hører et menneske beskrive, hvordan det er gået til, at netop han eller hun fik denne kontakt, vil man høre en beretning om en helt speciel og individuel oplevelse, der dog samtidig, trods de ydre forskelligheder, i de store træk synes at have næsten det samme forløb. Enhver, der tilfulde har oplevet den grå håbløshed, som den materialistiske livsopfattelse giver en, vil føle det første møde med Martinus analyser som en helt overvældende lysoplevelse, der åbner døren fra dets eget lille rum ud til en strålende verden af glæde, kærlighed og dyb forståelse af tilværelsens inderste mening. Ganske som den lille fugl i eventyret, der skjult i ørnens fjer bliver løftet op til uanede højder af dennes stærke vinger, på samme vis vil et sådant væsen føle sig løftet og båret af Martinus analyser op til en åndelig højde, hvortil det ikke kunne være nået ved egen kraft. I lyset af dets evige fortid begynder det at kunne skimte omridsene af dets lige så evige fremtid, som det ser indhyllet i stråleglansen af Guds uforanderlige kærlighed til alt og alle.

Det jordiske menneske er imidlertid endnu ikke kommet så langt i sin udvikling, at det kan blive ved at opholde sig på sådanne åndelige højder i længere tid, og det vil da også snart blive stillet overfor alle de problemer, som hverdagen bringer. Det vil i første omgang sige, at hver enkelt skal til at finde ud af, hvordan han eller hun vil bruge analyserne i det daglige liv. Og her viser det sig nu mere og mere tydeligt, hvordan hvert eneste levende væsen har sit specielle trin i udviklingen, som betinger, at det vil være højst forskelligt, hvad den enkelte får ud af sit møde med Martinus verdensbillede.

På det nuværende trin i menneskehedens udvikling vil der være mange mennesker, hos hvem intelligensudviklingen gør sig en del mere gældende end udviklingen af følelserne, og for dem vil det være mest naturligt at beskæftige sig rent intellektuelt med verdensbilledet og analyserne uden samtidig at bringe dem til anvendelse i deres daglige tilværelse og væremåde. De er begejstrede for den logik, de møder, og de føler, at de ved analysernes hjælp får en helt ny viden og en ny måde at anskue tingene på, som de måske endda synes vil hæve dem op over andre mennesker. Da vi jo som bekendt alle er overgangsvæsener, der endnu i vor mentalitet slæber rundt med tungtvejende rester af dyrerigets egoisme og selvhævdelsestrang, vil det være en fristelse for mange at bruge analyserne på denne for dem selv så uforpligtende måde. I virkeligheden vil dette imidlertid være ensbetydende med, at åndsvidenskaben bliver gjort til en slags intellektuel hobby, og i samme grad, som man gør det, vil man også opleve, at ens forhold til den vil være underkastet de samme love om sult og mættelse, som gælder for alle andre interesser. Efterhånden som man har lært analyserne så godt at kende, at de ikke mere er nye og spændende, vil den inspiration, de har givet en, blive mindre og mindre.

Dette er en ganske naturlig proces, for man kan som bekendt ikke fylde mere på en krukke, der allerede ER fuld, og denne lov er så alment gyldig, at mange mener, at den nødvendigvis også vil være gældende, når det drejer sig om analyserne. I bekymring herover var der engang et menneske, der spurgte Martinus om netop dette specielle forhold, og som fik det svar, at hvis han bare altid ville prøve på at efterleve analyserne i hverdagen, så ville han aldrig komme til at opleve, at hans krukke blev så fuld, at de ikke mere kunne inspirere ham. Så ville der nemlig ske det, at de erfaringer, han derved ville gøre, ville udvide hans bevidsthed på en sådan måde, at han stadig ville kunne finde nye sandheder i Livets Bog og andre værker af Martinus, selv om han også havde læst dem flere gange tidligere.

I den forbindelse må man huske på, at Martinus har skrevet sine analyser for at hjælpe den samlede menneskehed frem gennem de sidste, svære overgangstider, indtil det rigtige menneskerige begynder at blive en kendsgerning her på jorden. Det vil sige, at de er skrevet på en sådan måde, at vi også i vore kommende inkarnationer stadig vil finde nye, inspirerende dele af sandheden i takt med vor udvikling frem mod en stadig mere fuldkommen menneskelig væremåde.

Men hvad vil det så sige at efterleve Martinus analyser i hverdagen? Det vil sige, at man ikke alene skal arbejde på at forstå dem med sin forstand, men også med sin følelse, og det vil i praksis betyde, at man må prøve på at bringe sin daglige væremåde i overensstemmelse med grundtonen i Martinus verdensbillede, der jo er det samme som det guddommelige påbud om at elske sin næste som sig selv. Dette er dog uendelig meget lettere sagt, end det er gjort.

Vi er jo, som man ved, overgangsvæsener, der hver især står på sit specielle punkt i vor udvikling ud af dyreriget og frem mod det rigtige menneskerige, og vi kan naturligvis ikke handle ud fra de erfaringer, vi endnu ikke har gjort. Men er vi kommet så vidt, at vi har kunnet erkende sandheden og logikken i analyserne, så har vi dermed erkendt, at vi er dele af et uendeligt univers, der omgiver os i form af makrokosmos, og som danner grundlaget for at vi kan eksistere i mellemkosmos ved hjælp af det, vi kalder for mikrokosmos.

Den nærmeste repræsentant for makrokosmos er vort fysiske hjemsted i universet, nemlig den klode vi lever på, og som vi møder gennem den natur, der omgiver os. I forhold til den er vi kun mikrovæsener, og vi kan derfor bedst vise vor kærlighed til den ved hver især at gøre vort til, at den samlede menneskehed begynder at ændre den uforstandige og destruktive holdning, den for øjeblikket har overfor kloden i form af rovdriften på resourcerne og den hæmningsløse forurening af luften, vandet og jorden selv. Selv om den enkelte skulle synes, at han eller hun er betydningsløs i den store mængde af mennesker, så er menneskehedens fremskridt dog kun sket ved, at stadig flere af de enkelte individer ikke blot er begyndt at tænke nye tanker, men også at lade disse tanker tage fysisk form i skikkelse af en ændret væremåde.

Og vort eget mikrokosmos – hvad kan vi gøre for at virkeliggøre næstekærlighedsbudet netop der? Der kan vi gøre uendeligt meget. Har man gennem analyserne erkendt, at vor organisme er opbygget af et helt univers af levende væsener inden i levende væsener, så kan man ikke komme udenom sit ansvar for at skabe gode livsforhold både fysisk og psykisk for dem alle. På det fysiske område kan dette ske på mange måder. Først og fremmest ved at sørge for den rette, vegetariske ernæring, for sol, frisk luft, motion og tilstrækkelig hvile og renlighed, men i lige så høj grad ved ikke at påtvinge de talløse mikrovæsener i vor organisme ødelæggende giftstoffer som alkohol, nikotin og andre narkotika. På disse områder mangler der megen forståelse og indsigt; men hvordan skulle vi med rimelighed kunne håbe på en bedre fremtid for os selv her på kloden, så længe vi ikke skaber gode livsbetingelser for de væsener, der er afhængige af os? Det er imidlertid ikke nok at skabe et behageligt fysisk klima for vort mikrokosmos; i det område er også det mentale klima afhængigt af den påvirkning, vi udsætter det for. Når vi f.eks. bliver vrede eller hidsige, skaber vi forhold i vort mikro-univers, der svarer til det, vi på vort plan oplever som krige og naturkatastrofer, så i samme grad som vi formår at skabe harmoni i vort eget indre, i samme grad kan vi også skabe fred og lykkelige tilstande for beboerne af dette univers. Hvor meget dette betyder for disse mikroformer for liv kan vi se af den indflydelse, deres reaktioner har på vort eget velbefindende. Det er almindelig kendt, at svagelige mennesker kan få hjerteanfald, der endog kan ende med døden, som følge af voldsom vrede, og et voksende antal af mennesker har erfaret, hvordan et anfald af hidsighed kan efterlade dem med rystende knæ og voldsom, vedvarende hovedpine.

Det område, der ligger os nærmest, og som vi lettest opfatter som et livsområde, er imidlertid vor egen verden, en verden der er befolket med planter, dyr og jordiske mennesker. For os at se ligger den midt mellem det makrokosmos, der omgiver os i form af naturen og universet, og det mikrokosmos, hvoraf vore legemer er opbygget, og Martinus har derfor betegnet dette område som mellemkosmos. Det er den verden, der påvirker os mest direkte, og hvor vi selv tydeligst kan se virkningen af vore handlinger, så det vil også være her, vi kommer til at anstrenge os mest, når vi ønsker at efterleve analyserne i hverdagen. Vi står jo i daglig vekselvirkning med vore medmennesker, og denne vekselvirkning resulterer i en skala af påvirkninger, der strækker sig fra vidunderligt velbehag til voldsom lidelse, og rent umiddelbart vil vi holde af dem, der påvirker os behageligt, og føle afsky for dem, der skader, bagtaler eller på anden måde forfølger os. Vi vil også meget ofte føle os fristet til at svare igen med samme mønt – kort sagt efterleve Mose-lovens øje for øje og tand for tand i stedet for bjergprædikenens bud om at elske sine fjender, velsigne dem, der forbander en, og gøre godt mod dem, der forfølger en.

Bjergprædikenens bud har lydt fra utallige prædikestole i snart to tusinde år, og i lige så lang tid har menneskene, når de var ærlige, måttet erkende, at de ikke var i stand til at efterleve dem. Dette har efterhånden ført til, at der i vor tid er mange, der åbenlyst går imod budene i bjergprædikenen, idet de hævder, at disse krav strider mod den menneskelige natur og fornuft, og at kun hyklere kan påstå, at de prøver på at efterleve dem. Her åbner Martinus imidlertid med sine analyser for første gang en mulighed for mennesker til ikke blot at føle, men også intellektuelt at forstå, at bjergprædikenens bud ikke blot er en fremtidsmusik, der kun passer for engle, men at de indeholder en realistisk vejledning for alle de jordiske mennesker, der søger en bedre og mere lykkeskabende måde at leve på. Er man nemlig først nået dertil, at man har forstået og anerkendt de evige livslove som værende absolut gyldige, så kan man heller ikke komme udenom den logiske konsekvens heraf: Da man aldrig nogensinde oplever noget, som man ikke selv er den første årsag til, kan ingen tilføje en noget, der kosmisk set er uret. Og da det, vi møder fra vore omgivelser, både det behagelige og det ubehagelige, altid er Guddommens tale til os, så eksisterer begrebet "fjender" kun i vor egen indbildning og på grund af vor uvidenhed. Og hermed kan man efterhånden komme til helt realistisk at forstå, at det vil være fuldstændig tåbeligt at hade og forfølge de væsener, der er Forsynets redskaber til at belære en om, hvad man ikke bør gøre mod sin næste.

Imidlertid, "et er et søkort at forstå, et andet skib at føre", som gamle fader Holberg så viseligt skrev, og vi vil de tusinde gange få at mærke, hvor svært, ja, hvor umuligt det ofte er for os at efterleve Martinus analyser i hverdagen. Ganske vist ved vi, at al begyndelse er svær, og at der må megen øvelse til, før man kan blive mester, men det vil alligevel tit forekomme os, at jo mere vi arbejder med os selv, jo flere fejl og ufuldkommenheder finder vi. Her må man imidlertid huske på, at den første betingelse for at kunne rette en fejl er at kunne se den, og at vi ikke kan forvente i løbet af bare eet liv at kunne overvinde vaner, som det har taget os millioner af år at bygge op. At gøre det ville være så koncentreret smertefuldt, at det langt ville overstige, hvad et jordisk menneske ville have kraft til at bære.

Det at efterleve Martinus analyser i hverdagen er altså ingen dans på roser, og ikke noget man kommer sovende til. Det vil ikke blot, som bjergbestigning, koste sved og møje, men også lidelser og tårer. Men alligevel bærer arbejdet med analyserne, ligesom en bjergbestigning, lønnen i sig selv. Hvert eneste lille fremskridt vil lade det søgende menneske se nye udsigtspunkter og opleve stadig større glæder, og dermed vil det få inspiration og styrke til at fortsætte.

Skulle man imidlertid sommetider blive så træt, at man synes det daglige livs prøvelser overstiger, hvad man kan bære, så har Martinus gennem sin analyse af bønnens natur og væsen vist det jordiske menneske vejen til et fristed, hvor det altid vil kunne finde trøst og hjælp, og hvor det ulykkelige, trætte og sorgbetyngede menneske altid vil vide sig omgivet af åndelige væsener, hvis højeste ønske det er at hjælpe. Naturligvis kan denne hjælp ikke bestå i at tage en nødvendig, karmatisk betinget oplevelse fra et menneske; men gennem bønnen kan man ikke alene få hjælp til at bære sine byrder, men også få en øget forståelse af, hvad det er, man skal lære gennem dem.

Derudover vil studiet af analyserne i stadig højere grad give det jordiske menneske noget, som det ellers ikke er forvænt med for øjeblikket: Fred i sindet! Det vil sige, at jo mere man kan tage analyserne med ind i sin daglige tankeverden, jo mere vil man med fred kunne se tilbage over den del af ens liv, der er gået, og være taknemmelig for, hvad det har lært en, og man vil også få fred til at kunne se frem mod det, der skal komme, uden bekymring, fordi man gennem analysernes evighedsperspektiv mere og mere vil blive i stand til at se, hvorledes det kaos, der tilsyneladende omgiver os, opløser sig og i stedet for bliver til det kosmos, hvor Guds love i al evighed har båret verdenerne og med dem de levende væsener frem gennem spiralkredsløbenes skiftende zoner, hvor de kosmiske nætter og dages skiftende mørke og lys aldrig skal ophøre med at danne grundlaget for vor evige oplevelse af livet og Guddommens altfavnende kærlighed.