Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I vor tid er der mange materialistisk indstillede mennesker. De har mistet evnen til at tro. Teologisk tågetale frastøder dem, og den dominerende naturvidenskab understøtter heller ikke tanken om åndelige realiteter. Resultatet bliver materialisme og gudløshed. Ofte er det ærlige og dybttænkende mennesker, der således opgiver at finde en højere mening i tilværelsen. De flygter fra de ulogiske religiøse dogmer og er åndeligt hjemløse, indtil de er så heldige at møde Martinus' kosmiske analyser.

Ikke mindst i intellektuelle kredse møder man mange mennesker, som ikke tror på Guds eksistens. Nu bør det jo heller ikke være noget ideal at tro blindt. Det er bedre at erkende Guds eksistens, og denne mulighed foreligger i høj grad, når man studerer kosmologien og sætter den i relation til vore oplevelser i naturen. Ja, Guds iboenhed i alt og alle bliver så indlysende, at man om gudsfornægteren må sige, at han ikke kan se skoven for lutter træer.

Den væsentligste årsag til menneskers vanskelighed ved at erkende Guds eksistens er sikkert den, at de er vant til teologernes opfattelse af Gud som noget, der står udenfor de levende væsener. Ja, man benægter endog, at dyr og planter er besjælede. Man er ikke klar over, at alt liv er af samme oprindelse, og at der kun er tale om grader i udviklingen. Endnu mindre ved man, at den såkaldte livløse natur faktisk er levende. Også mineralriget er levende, selv om bevidstheden ikke fungerer på det fysiske plan.

Bevægelse er livets kendemærke, har Martinus udtalt, og her ligger nøglen til forståelse af den dybere sammenhæng. Naturvidenskaben har erkendt, at stoffet består af vibrerende energiformer. Desværre beskæftiger man sig ikke med, hvorfor det vibrerer, skønt man her ville komme problemets løsning nærmere. Når man går uden om, skyldes det jo nok angsten for at få religiøse idéer ind i videnskaben, skønt dette jo ellers var den helt rigtige løsning. De nævnte energi-vibrationer afslører imidlertid for åndsforskeren, at der er tale om en form for liv, da intet kan ske af sig selv.

At noget kan sanses, er et bevis for, at det er levende. Det iboende liv viser sig i form af vibrationerne, som møder vibrationerne fra vore sanseredskaber. Reaktionen mellem disse energiers møde giver sanseresultatet. Det er således ikke tingene i sig selv, man sanser, men den slags er der jo så meget af i den illusionernes verden, vi for tiden lever i. Men pointet i denne vor nye erkendelse er, at alt er levende, og det er Guds liv, der manifesterer sig overalt. Man kan således ikke pege på noget som helst, som ikke er Gud. Lige med eet forstår man, hvordan Gud kan være allestedsnærværende.

Martinus skriver bl.a. i Livets Bog VI, side 2290, stk. 1982: "Universet er livets bolig. I universet eller verdensaltet eksisterer alt det, der er til. Men da verdensaltet er Guds evige organisme, igennem hvilken Guds jeg og bevidsthed udfolder sig, bliver alt, hvad der rører sig her, således Guds manifestationer. Da disse manifestationer kun kan befordres gennem levende væsener, bliver alle levende væsener i universet dermed Guds organer eller redskaber for udløsning af hans manifestation og vilje".

Så enkelt og genialt er det altså. Der kan ikke peges på noget som helst, som Gud ikke er med i, og selv den mindste stofpartikel ville ikke kunne opretholdes, hvis ikke Guds liv var inkarneret deri. Det er et fantastisk logisk og etisk verdensbillede, der dukker op, når man kan erkende Guds eksistens på denne måde. Vi forstår lige på een gang, at alt levende udgør en enhed, og at hvad vi gør mod vor næste, gør vi også imod Gud. Alt liv overhovedet er vor næste. Det er noget, der giver ansvarsfølelse. Denne guds erkendelse giver en dyb tilfredsstillelse for både vor intelligens og følelse.

Man ser ofte i aviserne, at der fremsættes teorier om livets opståen. For studerende af Martinus' kosmologi forekommer disse teorier temmelig naive. Da alle former for liv er Guds manifestation, kan liv ikke opstå men har altid været. Men det forekommer i forskellige manifestationsgrader, og derved kan mineralerne, som man tror er livløse trods deres krystallisationsevne, efterhånden gennem evolutionen blive til organisk liv. Man kender jo allerede mange mellemformer mellem uorganisk og organisk liv, f.eks., de forskellige virusformer. Hvis det lykkes videnskabsmændene at fremkalde liv i kunstige molekyler, har de ikke skabt livet men kun givet anledning til inkarnations-muligheder.

Forståelsen af, at Gud er identisk med og besjæler det ganske univers, skal opfattes ganske bogstaveligt. Det har folk hidtil ikke erkendt, skønt bibelen jo også fortæller, at det er i Gud, vi lever, røres og er. Mere tydeligt kan det faktisk ikke siges, men her får vi jo ikke medhold hos teologerne, der stadig taler om Gud udenfor mennesket. Derfor har de også deres idéer om den vrede og straffende gud og mulighederne for fortabelse. Takket være de kosmiske analyser ser vi klart, at der ikke findes straf, men virkninger af vore handlinger. Liv kan heller ikke gå fortabt, da det ville være en udslettelse af en del af guddommen. Noget kan jo heller ikke blive til intet. Liv og død er kun formændringer, baseret på den evige guddoms skiftende manifestationer.

Evnen til at undres er vist ikke så udbredt, som den burde være. Folk i almindelighed tænker ikke så dybt over tingene. Men interesserer man sig for videnskab, filosofi og kosmologi, viser der sig et meget spændende og storslået verdensbillede. Selv den materialistiske naturvidenskab har gennem sine resultater frembragt en viden, der på mange områder bekræfter de kosmiske analyser, selv om man er forsigtig med at drage de filosofiske og religiøse konsekvenser deraf. Vi, som er så lykkelige at have mødt Martinus' kosmologi, har let ved at lægge de sidste erkendelses-muligheder på plads, så vi klart ser Guds geniale og underfulde virke overalt. Vor opfattelse af Guds eksistens er fra tåget tro blevet til dagklar viden.