Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke mange af dette blads læsere – eller andre, der som jeg gennem en vis tid har interesseret sig for det verdensbillede og den lære i livskunst, Martinus har opstillet, – engang imellem har følt lyst til at udtrykke sin mening om et eller andet dertil knyttet problem, som vedkommende særligt interesserer sig for, – eller kunne tænke sig at fortælle om en lille personlig oplevelse, som de synes illustrerer rigtigheden deraf. Jeg har imidlertid det indtryk, at de allerfleste er ret bange for – såvel i skrift som i tale – at udtale sig om emner af denne art for en større kreds.

Det er jo også rigtigt, at man skal være meget forsigtig med at udtale sig derom – end sige diskutere det med – helt »udenforstående«, som måske mangler forudsætning for at fatte disse tanker på rette måde, – særlig til flere af gangen og specielt, hvis man ikke selv er særlig velbevandret deri – derfor er jo samtaler på tomandshånd med andre interesserede langt mere frugtbringende. Jeg tænker derfor også kun på at udtale sig om åndelige problemer indenfor vor »egen kreds«, hvor man ikke bliver misforstået, – og navnligt om at skrive små artikler i KOSMOS.

Størstedelen af stoffet i dette blad er jo hidtil hovedsagelig blevet skrevet af ganske få personer, der gennem mange år har tjent den sag, bladet er talerør for, og som er kommet så langt i tolerancens og uselviskhedens vanskelige kunst, at de er blevet egnede til at optræde som lærere for andre deri. Netop derfor vil de fleste af os vist – i respekt for disse udmærkede mennesker – vige tilbage for og ikke føle os kompetente til at udtale sig »offentligt« i et åndeligt set så »eksklusivt« tidsskrift – af frygt for, at man skulle tro os mere udviklede, end vi meget godt selv ved, tilfældet er.

Jeg tror imidlertid, det ville være gavnligt – ikke mindst for den enkelte selv –, – om man lagde dette forbehold bort og overgik fra at være passiv interesseret læser og tilhører til – omend i begyndelsen lidt ufuldkomment og usikkert – også selv at være lidt mere aktivt med i det åndelige arbejde, der gøres for at lære både os selv og andre: kunsten at leve. Jeg tror, det vil hjælpe på frimodigheden, hvis det bliver slået fast, at man for at skrive i KOSMOS ikke behøver at være nogen åndelig eller moralsk kapacitet, der selv fuldtud er i stand til at leve efter de høje leveregler, man hylder som et mål – men at forudsætningen herfor kun er, at man efter bedste evne stræber efter at blive det, og blot udtaler sin oprigtige mening i velment hensigt om det spørgsmål, der er tale om, som det tager sig ud, når man anvender den kosmiske viden, man igennem denne sag har fået forståelse af, – på det udviklingstrin, man i øjeblikket står på.

– – – –

En mand udtalte sig for nogen tid siden til et dagblad om kunstforstand i almindelighed og opfordrede til udvikling deraf derved, at flest muligt mennesker i deres fritid skulle begynde at beskæftige sig med en eller anden form for kunst, f. eks. musik, tegning, malning, modellering, fordi selve udøvelsen – foruden at give den enkelte glæde – også ville opøve deres evne til at forstå kunst. Naturligvis vakte det straks modsigelse efter melodien: »Vorherre bevare os for flere dilettanter«; men – manden har jo ganske ret: Hvorledes skal man lære noget uden gennem øvelse, ved at begynde at arbejde dermed – først teoretisk og famlende – så mere skolet – for i løbet af måske ikke så lang tid endda at blive en nogenlunde habil amatørkunstner på det pågældende område, – blot lysten og viljen er der. – Naturligvis må det være ligesådan med åndelig forståelse og livskunst; og det er en af denne sags allerbedste og stærkeste sider, at den uden betingelser modtager og accepterer enhver, der blot har interesse for åndelige problemer og søger at lære mere derom med selvudvikling for øje – uanset hvilket moralsk trin, han står på i øjeblikket, – og uden at afsige dom eller kritik over den enkelte frie deltager, der måske i sin adfærd skulle komme til at demonstrere, at hans udvikling endnu ikke er så stor, som han selv antager. Man bliver som bekendt ikke noget moralsk geni eller nogen færdig livskunstner i løbet af få år – eller i det hele taget stort »bedre« af at høre foredrag og læse Martinus' symboler. Alligevel har et sådant teoretisk studium den største værdi for den enkelte, fordi man næppe kan beskæftige sig med disse symboler og livslove i længere tid selv som tilhører uden – måske endda selv at lægge mærke til det – at begynde så småt selv at anvende det i nogen grad i sin praktiske væremåde – eller få udvidet sin forståelse af hele livet og derved få ændret hele sin livsindstilling i positiv retning. Hvis man endelig skulle foretage en bedømmelse af den enkeltes nytte af et sådant studium, bør det ikke ske som en forventning om, at alle efter en vis tid opnår samme standard; men man vil derimod sikkert iagttage, at enhver interesseret altid bliver noget »bedre«, end han ellers ville være blevet.

Selvom den praktiske levevis naturligvis er langt det vigtigste middel til opøvelse af livskunst, vil jeg dog gerne pege på, at det at skrive derom slet ikke er af uvæsentlig betydning. Thi det, man forsøger at nedskrive i koncis form, så enhver kan forstå det, det vil man selv komme til at forstå og huske langt bedre og få et større og sikrere overblik over, så at det bedre kan anvendes senere i praksis. Arbejdet med at klarlægge og fortælle om et åndeligt problem er derfor i høj grad udviklende for nye evner hos forfatteren. – Ligeså er det, – hvis man engang imellem kommer i en vanskelig og uoverskuelig mental situation og ikke aner, hvilken udvej man skal vælge, – af stor betydning at forsøge at nedskrive en mest mulig komplet oversigt over alle sine problemer med alle detailler og muligheder opstillet så tydeligt som muligt i forhold til hinanden, – og så »sove på det«. Selvom der er væsentlige detailler, man slet ikke er klar over, vil selve opstillingen vise, hvori de består, så man kan rette sin bevidsthed netop imod disse og udnytte hele sit erfaringsmateriale; og næste morgen vil det hele stå langt klarere og det væsentlige være udskilt fra det mindre betydningsfulde, så at man enten straks – eller efter en dyberegående analyse af det nu forbedrede grundlag, hvis »huller« søges udfyldt, – kan træffe en tilstrækkelig sikker og rigtig afgørelse, i stedet for som de fleste mennesker uden spekulation rent instinktivt at vælge en tilfældig »billig« udvej, de måske senere bittert kommer til at fortryde.

– – – –

Med denne indledning vil jeg derfor gerne opfordre de af KOSMOS' læsere, der kan og føler lyst til at skrive, til at lægge det tidligere forbehold bort og indsende indlæg til bladet om, hvad de ser og oplever, der kosmisk belyst kan tænkes at være af interesse for andre, – eller om tanker og problemer, de kunne tænke sig at forsøge at belyse, – selvom det kun skyldes teoretisk interesse og måske kun kan behandles mindre fuldkomment; i sidste tilfælde har måske andre den fornødne erfaring til at udfylde de manglende felter til opstilling af det komplette billede.

For en meget væsentlig del af læserne og de i sagen interesserede er alle disse åndelige emner måske endnu kun fritidsbeskæftigelse, medens vi ellers må deltage i det daglige praktiske liv ude blandt almindelige mennesker på godt og ondt. Derfor tror jeg, det vil være frugtbart netop i dette blads spalter at få endnu mere kontakt med det praktiske liv, der er så rig en arbejdsmark til studiet af »kosmisk kemi«. Netop i samarbejdet med almindelige mennesker vil man opdage, at den gennem denne sag tilegnede teoretiske viden om livets love i høj grad vil hjælpe til bedre at forstå vore medmennesker på alle udviklingstrin – og til at lære at omgås dem bedre og rigtigere end før.

Efter denne introduktion med forbehold for egen fuldkommenhed tør jeg eksempelvis selv forsøge mig som skribent af nogle artikler i KOSMOS om forskellige emner.