Kosmos 1950/4 side 67
Du dømmer ingen
Søgende famler min rastløse ånd,
– flygter langt bort fra sit jordiske bånd,
ud i det mørklagte øde.
Klagende stiger mod himlen et kor
af bævende suk fra den angstfyldte jord:
»Hvad er det du vil os, o Gud?«
Våren kom til os og næred' vort håb,
ak, men hvor stakket, det fik ej sin dåb,
før det blev ormenes føde.
Må vi ej elske de selvskabte drømme?
– Gør vi os billeder, du må fordømme?
»Hvad er det, du vil os, o Gud?"
Har vi da levet, det spør' jeg bedrøvet,
helt mod den ånd, som du indblæste støvet,
dengang dit værk var fuldbragt?
Vil du nu, ud til de fjerneste zoner,
vække den slumrende hob med kanoner,
op af sin drøm om sig selv.
Ånden, du gav os, vi med os har båret,
har dog trods den andre guder os kåret.
– Synd mod den Helligånd. –
Jo, nu forstår jeg, vor færd vil du standse,
vi skal ej længer' om guldkalven danse,
– dyrke vor selvskabte drøm.
Selve dit skaberler tog vi i hænde,
ej for at skabe, nej myrde og brænde,
– se Hiroshimas ruin.
Gysende nu vi dit ord ihukomme:
"Hvo som der dræber, han selv skal omkomme
under gengældelsens sværd!"
Derfor vi går i det mørklagte øde.
Angst for dit dømmende åsyn at møde,
møder tilsidst vi os selv.
Du dømmer ingen – vor algode Fader,
forlad os vor skyld – som og selv vi forlader –
– der fælded' du selv din dom!
Som og vi forlader – som og vi forlader –
du, som din skyldner forfølger og hader –
skabt i Guds billed' som du.
Døm da din gerning og øv dig som dommer,
hvergang en synd i dit hjerte opkommer,
og Gud vil forlade din skyld.
Karen Ousager
Tilbage til forfatterregister
Forrige