Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Henhold til de kosmiske Analyser i Livets Bog ved vi, at vor Evne til at opleve Vibrationer paa det fysiske Plan – altsaa vor almindelige Sanseevne – skyldes Udviklingen af vort Følelseslegemes Organer. Vi ved ligeledes, at Følelseslegemets Sanseevne viser sig i sin første primitive Udfoldelse indenfor Planteriget som en udefineret Anelsesevne, og at den efterhaanden paa Grund af de omgivende fysiske Energiers robuste Paavirkning forædles og udvikles igennem utallige Stadier til en bevidst Sansning af Reaktionerne mellem den omgivende Tyngdeenergi og Individets eget Legeme, og det er da ikke længere en Plante, Væsenet er naaet ind i Dyreriget.

Vi ved ligeledes, hvordan denne Sanseevne gennem Dyreriget, Inkarnation efter Inkarnation udvikles og detailleres i Mængder af nuancerede Former.

Dette er altsaa et Udtryk for, at vi – som højerestaaende Dyr – gennem vort Følelseslegeme er naaet frem til en vis primitiv Beherskelse af Følelsesenergien, og dette har igen sat os i Stand til at beherske og gennemtrænge den fysiske Energi, Tyngdeenergiens Vibrationer i en langt højere Grad end forhen. Denne vundne Beherskelse af Følelsesenergi sætter os i Stand til at erkende et i Forhold til Planten overmaade udstrakt Omraade af den Verden eller det Plan, hvori vi befinder os. Paa den anden Side ved vi gennem den moderne Videnskabs Forskninger, at dette Omraade er begrænset. Vi ved, at alt hvad vi er i Stand til at sanse er Energi, er finere eller grovere Vibrationsformer; men vi ved ogsaa, at der udenfor den fysiske Sansnings Omraader befinder sig Vibrationer, saavel finere som grovere, som vi ikke kan iagttage direkte ved Hjælp af vore Sanser.

Vi kan jo gennem vor Synsevne ikke direkte opfange andet end Spektrets syv Farver, vi kan ikke se ultraviolette, Røntgen eller radioaktive Straalingsarter med Bølgelængder mindre end de synlige Farver, og vi kan ikke med Øjet opfange ultrarøde, Hertz' magnetiske Straaler eller Radiobølger, men Videnskaben har vist os, at disse ikke desto mindre eksisterer.

Dette vil altsaa sige, at vort Sanseomraade paa det fysiske Plan her møder sin Grænse. Alt, hvad der ligger indenfor denne Grænselinie eller denne Synskreds, kan vi sanse gennem vore almindelige fysiske Sanser, men alt, hvad der ligger herudenfor, kan vi ikke observere direkte. Vi "ser" som sagt Spektrets Farveskala, men ikke de Lysstraaler, der befinder sig paa begge Sider af denne Skala. Vi "hører" Lydbølger i Luften, men naar disse Vibrationer naar op paa et Svingningsantal af 50,000 pr. Sekund, saa kan vi intet opfange, alle de Lydsvingninger, der ligger derover, kan vi ikke naa med Sanserne. Lugtesansen og Smagen er endnu ringere. Vi kan her kun definere ganske faa Grupper af Realiteter, d. v. s. mærke Forskel paa disse Realiteters Reaktion over for vort fysiske Legeme. Disse nævnte Sanser er jo alle Følesanser, men det man i daglig Tale kalder Følesansen spænder heller ikke over noget imponerende Omraade. Vi kan føle grove Tryk, skelne mellem Kulde og Varme, men alt kun i en meget primitiv Udstrækning.

Vi besidder altsaa en Sanseevne paa det fysiske Plan, der tillader os at erkende en meget begrænset Del af den omgivende Verdens Vibrationsformer, og dette Omraade er det os ikke muligt at overskride med disse vore Sanser. Vi kan ganske vist ved Hjælp af tekniske Apparater som Mikroskopet og Kikkerten uddybe Sanseomraadet, men alligevel kun indenfor de nævnte Grænser.

At sanse en Ting eller Tilstand er jo det samme som at gøre den til en Følelses-Erindringsoplevelse i Bevidstheden, men da Sanseomraadet som sagt er begrænset, maa disse Erindringsoplevelser, idet de ikke kan finde Sted udenfor Sanseomraadet, ogsaa være begrænset af dette.

Men alligevel ved vi jo mere eller mindre Besked om Forekomsten af Vibrationsarter, der ligger udenfor denne Grænse, og her maa vi da vende os til en anden kosmisk Energi, en anden Bevidsthedsfaktor, nemlig Intelligensen.

De kosmiske Analyser siger os, at ligesom Følelsen havde sit første Stadium for opadgaaende Tilstand i Planteriget, saaledes har Intelligensenergien sit Begyndelsesstadium i Dyreriget.

Gennem Analyserne ved vi ligeledes, at Intelligensen giver sig til Kende i den Evne Individerne har erhvervet sig til at samle alle sine spredte Erindringsoplevelser af en bestemt Art sammen til Fordel for en forøget Genkendelse af en beslægtet ydre Realitet, hvilket vil sige det samme som at gøre sine Oplevelser til Genstand for en Sammenligning med sin tidligere erhvervede Viden, eller med andre Ord at analysere eller definere.

Naturligvis er denne Evne næsten umærkelig eller i hvert Fald yderst primitiv for de Individer, vi sædvanligvis kalder Dyr, og Udviklingen af den gaar overmaade langsomt gennem hele Dyreriget. Først henimod de sidste Stadier af dette Udviklingsafsnit, altsaa der hvor Jordmenneskene befinder sig, er denne Evne vokset i en saadan Grad, at Individernes Tilværelse begynder at bære stærkt ydre Præg deraf.

Indenfor denne vor Zone af Dyreriget ser vi ogsaa, hvorledes Intelligensen er stigende i en stadig voksende Maalestok, hvad man uden Vanskelighed kan konstatere ved at drage en Sammenligning mellem primitive Naturmennesker og de mere civiliserede Folkeslag, og endda er det først i den senere Tid, at Intelligensen er begyndt at trænge ned i Almenbefolkningen. Vi staar saaledes først nu i vore Dage overfor de første virkelige Udfoldelser af denne Energi.

I samme Grad som vort Intelligenslegeme er udviklet, i samme Grad er vi saaledes i Stand til at ompostere de Erindringsoplevelser, vi har erhvervet os gennem Følelseslegemets Organer, kombinere dem og sammenligne dem med hverandre, kort sagt at tænke.

Men gennem Tænkningen eller Erindringsoplevelsernes Kombination bliver vi i Stand til at skabe os nye Erindringer og gøre nye Erfaringer, men ved at gøre dette, har vi jo skabt os et nyt Erkendelsesomraade, der er forskellig fra Sansningens Erkendelsesomraade, og hvis Grænse findes der, hvor Intelligensen ikke er stærk eller udviklet nok til at kombinere allerede gjorte Erfaringer, og hvis Omraade udgøres af de følelsesmæssigt saavelsom intelligensmæssigt oplevede Realiteter, der kan kombineres paa en saadan Maade, at de tilfredsstiller Kravet efter Analysering eller Viden. Med andre Ord, dette Omraade indeholder de Oplevelser, som man behersker intelligensmæssig.

Vi har saaledes gennem vor Vekselvirkning med de to nævnte kosmiske Energier – Følelsen og Intelligensen – skabt os to Horisontomraader, men disse Omraader dækker ikke hinanden, deres Grænser falder ikke sammen, og netop ved dette Forhold oplever vi en langt rigere Variation af Bevidsthedsnuancer i vor Tilværelse, end vi ellers vilde gøre.

Da nu Intelligensen betegner en højere Energi, det vil sige er af en langt hastigere Vibrationsform og som Følge deraf er i Besiddelse af en langt større Gennemtrængningsevne end Følelsesenergien, vil dette betyde det samme som, at Sammenspillet indenfor et Individs Bevidsthed, mellem den stigende Følelse, der indenfor det fysiske Omraade giver sig Udslag i Anvendelsen af den materielle Sanseevne til Erindringsoplevelser, og mellem den stigende Intelligens, der indenfor det samme Omraade bliver ensbetydende med Evne til Analysering, ogsaa bliver af en langt mere kompliceret Karakter end en første overfladisk Betragtning vilde forudsætte. Vi ser jo paa Symbolerne i Livets Bog over de kosmiske Love, hvorledes Følelsen fra den latente Tilstand i Mineralverdenen begynder at udvikle sig i Planteriget, naar sit andet Stadium i Dyreriget og opnaar endelig sin Kulmination i det fremtidige Menneskerige, og vi ser, hvorledes Intelligensen fra den latente Tilstand i Planteriget har sit første opadgaaende Stadium i Dyreriget, udvikler sit andet Stadium i det kommende Menneskerige og naar sit Kulminationspunkt i Visdomsriget.

Naar man saaledes betragter vor egen Udviklingszone, ser vi da, at Følelsesenergiens absolutte Størrelse naturligvis er Intelligensenergiens absolutte Størrelse betydelig overlegen, fordi Følelsen som nævnt befinder sig et helt Stadium eller Rige længere fremme i sin Udvikling. Man maatte da i første Øjeblik følgelig være af den Anskuelse, at Følelsesenergien indenfor et Individs Bevidsthed i denne Zone altid maatte fremtræde som overlegen og dominerende overfor Intelligensenergien, der paa sin Side altid maatte fremtræde som den underlegne Faktor. Men da som nævnt Intelligensenergien er Følelsesenergien langt overlegen i Vibrationshastighed og altsaa i Stand til at gennemtrænge den underliggende Følelsesenergi paa samme Maade som det fysisk set hastigere vibrerende Sollys kan gennemtrænge det langsommere vibrerende Vand, vil den relative Størrelse mellem disse to Energiformers Virkninger, altsaa deres forholdsmæssige Styrke i et Væsens Bevidsthed, ofte forme sig ganske anderledes, ja, vi naar endog i mange Felter til det modsatte Resultat, nemlig at et Individs Evne til at korrespondere med Intelligensenergi kommer til mere end at opveje dets Evne til at korrespondere med Følelsesenergi. Dette vil sige, at Individets Intelligenslegeme har opnaaet en saadan Styrke og Vitalitet, at det er i Stand til at sammensætte dets egne Sanseerindringer paa en saadan varierende Maade, at det deraf kan skabe nye Intelligens- eller Analyseoplevelser paa en saa fundamental Basis, at disse igen kan danne Grundlag for nye Intelligensoplevelser, og saaledes kan Individet vedblive at opbygge Tankeoplevelse paa Tankeoplevelse.

Da disse Nyoplevelser ganske vist har Følelseserindringer til Basis, men iøvrigt er rent intelligensmæssige, vil dette betyde, at de rækker ud over Individets fysiske Sansehorisont.

Altsaa kan et Individ paa vort Udviklingstrin med et større Følelseslegeme og et tilsvarende mindre Intelligenslegeme udmærket godt, paa Grund af den mindre Intelligens' overvejende større Styrke, i visse Felter i sin Bevidsthed have disse Organers Virksomhed bragt i relativ Balance, hvilket igen vil sige, at det Horisontomraade, disse Energier hver for sig behersker, dækker hinanden, og andre Felter kan det have en stærk Intelligensovervægt, nemlig der hvor Evnen til Analysering rækker ud over Sanseomraadet.

Paa Grundlag af Individets Begrænsning i Følelses- og Intelligenserkendelse, kan vi nu betragte de Realiteter, som vi daglig oplever og som knytter sig til de uendelig varierede og nuancerede Former for Bevidsthed, som det aldrig hvilende eller fastliggende Forhold mellem de to nævnte Energier udløser.

Der vil da blive 3 Hovedformer for Bevidsthedsdannelse mulig, nemlig: 1) De Felter, hvor Individets fysiske Sanseevne dækkes af dets Analyseringsevne. 2) De Felter, hvor Individets Analyseringsevne er primitiv og følgelig ikke er i Stand til at udfylde den Sum af Erindringsoplevelser, Individet gennem sin Sanseevne er kommet i Besiddelse af. 3) De Felter, hvor Individets Analyseringsevne er saa fremragende udviklet, at den er i Stand til at skabe nye Oplevelser, der gaar uden for det sansemæssige Omraade.

Naturligvis kan vi, da det kun er Hensigten at vise Principperne i Problemet, i det efterfølgende kun medtage de mere yderliggaaende og kontrastmæssige Eksempler i store og grove Linier.

Lad os først betragte et Eksempel paa, at de omtalte to Bevidsthedsgrænser dækker hinanden, altsaa det Tilfælde, hvor Individets Analyseringsevne i et Felt naar ud til Sansehorisontens Grænse. Alle de Realiteter, som det paagældende Individ sanser i dette Felt, vil det saaledes kunde beherske intelligensmæssig. Det kan øjeblikkelig give en virkelig Analyse af dem og behøver ikke at tage Tilflugt til Gætning eller Formodninger eller at tillægge de nævne Realiteter andre følelsesmæssige Udtydninger. Hvis man lader det paagældende Individ være en Automobilmekaniker og lader det paagældende Felt være en Automobil med alle dens tilhørende Realiteter, saa vil vi her have et Eksempel paa, at indenfor et bestemt Omraade, nemlig Automobilteknik, har Individet, nemlig Mekanikeren, gennem Aars Træning og praktisk Arbejde faaet opøvet en saa stærk Intelligens eller Evne til at koncentrere alle sine tidligere gjorte Erfaringer til Sammenligning, at han øjeblikkelig, naar f. Eks. Motoren ikke gaar, som den skal, uden større Vanskelighed vil kunne sige, hvad der er i Vejen med den og samtidig oplyse om Grunden hertil.

De sansemæssige Realiteter, der opfattes i dette Individs Bevidsthed, underbygges saaledes intelligensmæssig i samme Højde, og hans Manifestationer bliver saaledes, naturligvis stadig kun betragtet indenfor det omtalte Felt, Udtryk for virkelig Viden.

Et andet Individ, som ogsaa er Mekaniker og som i sin Bevidsthed rummer ligesaa mange Erindringsoplevelser indenfor samme Felt, altsaa er i Besiddelse af lige saa stor Praktik, er maaske ikke i samme Grad i Stand til at finde en opstaaet Fejl. Dette vil jo netop skyldes, at hans Intelligenslegeme ikke med tilsvarende Styrke er i Stand til at samle og kombinere de oplevede Erindringer, og skønt disse to nævnte Individer er i Besiddelse af de selv samme tidligere Oplevelser og Erindringer paa det samme Felt, det vil sige, at deres Følelseserkendelses Omraade er ens, bliver deres Evne til at manifestere Dygtighed ikke den samme, idet deres Intelligenserkendelser er ulige store. Den Førstnævntes Omraade er større, den Sidstnævntes er mindre og vil saaledes ikke række ud til den Grænse, som hans Følelseserkendelse sætter. Den første er intelligent, den sidste mindre intelligent.

Men naar Analyseringsevnen saaledes ikke naar helt ud til de sansede Realiteter, vil der ganske naturlig opstaa en i Forhold til den virkelige Sandhed større eller mindre Disharmoni mellem det Sansede og den Definition, man vil anvende heroverfor. Den Analyse, man maa benytte, vil jo kun være virkelig for en Del af Realiteten, og Resten maa man da gøre sig Forestillinger om, og disse vil jo blive af følelsesmæssig Natur. Men Forestillinger af følelsesmæssig Natur kan jo aldrig blive Udtryk for virkelig Viden eller Analysering. Thi at forsøge at analysere en sansemæssig opfattet Realitet i et Felt, hvor Analyseringsevnen kun er primitiv, vil være det samme som at forsøge at tage Maal af en Genstand med en Maalestok, der uafladelig skifter Længde. Den tilsyneladende Analyse, man naar til, vil være forvrænget og i mere eller mindre Grad i Strid med den virkelige Sandhed.

Men netop denne Forvrængning, denne Disharmoni mellem det Sansede og den virkelige Definition er det, vi for de grovere Formers Vedkommende kalder Overtro.

Lad os tankemæssigt stille en Neger fra det mørkeste Afrika overfor en moderne Automobil og vil have ham til at forklare dens Funktioner. Her er vi stillet overfor et Eksempel paa, at en Realitet (Automobilen) befinder sig indenfor et Individs (Negerens) Evne til Sanseoplevelse, men befinder sig langt hinsides hans Evne til at analysere. Skal han give en Forklaring paa dens Funktioner, vil han ikke kunde give den paa Basis af Intelligens, da han i dette Felt næsten er blottet herfor. Hans Analyse vil blive fuldstændig følelsesmæssig, og derfor kan han ikke sige andet, end at Automobilen maa være Trolddom. Han kan ingen rimelig Grund give til, at Automobilen bevæger sig, og da han fører alt det, han ikke er i Stand til at forklare ind under Begrebet Trolddom, der netop er Udtryk for intelligensfattige, men følelsesmæssige oplevede Realiteter, maa han følgelig ogsaa føre Automobilen her ind under. Jo større Afstanden er mellem de Realiteter, man sanser, og det Omraade, man kan analysere, des mere bliver Bevidsthedsopfattelsen følelsesmæssig, des bedre bliver Jordbunden for Overtroens Udbredelse.

Derfor finder vi ogsaa her Grunden til, at jo længere vi gaar tilbage i Historien, des mere Overtro fandtes der, idet Menneskene som bekendt tidligere var i Besiddelse af langt ringere Evne til at korrespondere med Intelligensenergi end nu, og altsaa langt mindre i Stand til at analysere det, de oplevede, end de er nu.

Derfor vil vi møde Overtroen i fuld Blomstring i de gamle mytiske Gengivelser af Verdensskabelsen, vi vil møde den hos alle Folkeslag Verden over i de forskellige Idéer om Livets Opstaaen og Udvikling, i Forklaring af Naturfænomener. Vi vil møde den i de fortidige Opfattelser af Jorden og Verdensbygningen, men først og fremmest vil vi møde den indenfor alle Arter af de gamle Religionsformer. Dette Forhold er ganske naturligt, idet disse Religioner som Helhed skabtes for Mennesker, der absolut ikke paa nogen Maade var i Stand til at analysere de omgivende fysiske Realiteter, saaledes som vi nu gennem den moderne Videnskab er naaet til. Den religiøse Oplysning maatte derfor bestaa i symbolske følelsesmæssige Billeder, som man var nødsaget til at tage efter Bogstaven, da man ikke var i Stand til at trænge dybere ind i Meningen ved Hjælp af Analyser. Og hvis man forsøgte at analysere disse Billeder med den daværende primitive Intelligens, opstod der ganske naturlig den Disharmoni fra den virkelige Sandhed, vi nu ser i Form af Troen paa ubesmittet Undfangelse, Jomfrufødsel, Forsoningslære, Opfattelsen af Opstandelse, af Helvede o. s. v., som nok kan virke fuldt ud tilfredsstillende for en Bevidsthed med en meget primitiv Intelligens, men absolut ikke for et Nutidsmenneske, der forlanger en Forklaring, der er mere i Kontakt med hans Evne til Definering.