Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Der er nogen idéer, som rummer en særlig kraft i sig selv. Det er lige som om, at man ved blot at tænke på sådan en idé får en mental opladning, en styrkelse af sjælen. Særligt kraftfulde synes de ideer at være, der indeholder en forestilling om, hvem man selv er eller kunne være. Det kan være noget ret abstrakt som ideen om at være en helt – hvor mange mennesker har ikke gennem tiderne styrket og opmuntret sig ved at lege med tanken om at være en stor helt?

Problemet ved at lege med ideen om at være en helt er – at det er man ikke! Drømmen om at være en helt, eller om at være en indviet for den sags skyld, står oftest ikke mål med virkelighedens verden, og så kan man næsten ikke undgå at blive skuffet og utilfreds med sig selv. Og det er bestemt ikke opladende for sjælen!

Nå men altså: Jeg er faldet over en ide, der for mig er lige så kraftfuld og oplivende som helte-ideen, men uden dennes uheldige bivirkninger.

Det er ideen om at se sig selv som en slags daglejer for Guddommen.

Denne mentale indstilling har en rent ud sagt forbløffende på en gang beroligende og stimulerende virkning på mig. Som for eksempel den gang, hvor jeg skulle afholde et kursus, der krævede virkelig meget af mig, og hvor jeg følgelig helt i overensstemmelse med gængs praksis vågnede midt om natten efter en urolig søvn. De kender det sikkert godt: Man er aldeles lysvågen, tankerne og følelserne kører rundt i systemet – og man skal op og være frisk og klarhovedet tidligt næste morgen...

Men så var det at jeg kom i tanke om dette med at se mig selv som slet og ret en daglejer for Guddommen, hvorpå jeg hurtigt faldt i en tryg søvn resten af natten!

Dette er det beroligende aspekt ved at se sig selv som en daglejer for Guddommen. At være daglejer for Guddommen vil i denne forbindelse sige, at man netop er daglejer og ikke gårdmand – eller med mere moderne begreber: det er Guddommen, der er ansvarshavende direktør i Livet A/S, ikke mig. Denne ide beroliger altså mig ved at placere det overordnede og endelig ansvar det rette sted – nemlig hos Guddommen.

Eller sagt på en anden måde, så letter det mig utroligt at involvere Guddommen i det arbejde, som skal gøres via mig. Denne lidt kringlede formulering skyldes, at jeg gerne vil fremhæve, at der ikke er noget arbejde, der er mit arbejde og mit ansvar alene. Alt hvad jeg gør, gør jeg dybest set sammen med Guddommen og på dennes ansvar...

Så er det vist her omkring, at jeg bør begynde at argumentere for, at denne tankegang kan være sand og i øvrigt i overensstemmelse med kosmologien. Men ærlig talt, kære læser, jeg orker ikke at begynde på lange teoretiske udredninger, som muligvis alligevel er det rene spekulation – derfor vil jeg nøjes med igen at fremhæve, at denne ide altså har vist sig at virke i praksis og i virkeligheden for mig (virkeligheden er al tings prøve) samt med at citere to løsrevne citater af Martinus, som kan tolkes som støttende dette synspunkt. Han skriver et sted om det alkærlige menneske: "Et sådant væsen kan ikke kritisere, tænke nedsættende eller handle ondt imod nogen eller noget, netop fordi det som en kendsgerning fornemmer og ser Gud som det dybeste ophav i enhver form for manifestation, i enhver form for skabelse, i enhver form for oplevelse (bog 12, Vejen til indvielse, kap. 6; min kursivering). Et andet sted skriver han i forbindelse med "syndernes forladelse": "Da menneskenes væremåde er et produkt af Guds skabelse, kan kun Gud have ansvaret for væsenets manifestationer" (DEV 2, s. 143).

Det var det beroligende aspekt ved at se sig selv som en daglejer for Vorherre. Der er imidlertid som sagt også et stimulerende aspekt. Det stimulerende består slet og ret i, at man jo ser sig selv som arbejdende for Guddommen, og at det følgelig falder naturligt at forsøge at skabe lidt glæde og velsignelse hist og her på sin daglige vej gennem livet. Det at tænke på sig selv og sit arbejde i forbindelse med Gud og egentlig som Guds arbejde får i hvert fald mig til lige at give den en tand ekstra i retning af at fremme det menneskelige og hæmme det dyriske i mig.

Der er også noget meget inspirerende i forsøgsvis at antage den ide, at når man nu er en slags daglejer for Gud, så må alt det man oplever i løbet af dagen, alle de mennesker og begivenheder, man løber ind i, være en del af dagens arbejde. Altså, man vågner op om morgenen og tænker: "Gad vide, hvad den store gårdmand (= Gud) mon har af arbejde til mig i dag?" – og det, man så støder ind i i løbet af dagen, netop det er den tilmålte daglige arbejdsmængde. På den måde er der mindre grund til at ærgre sig over, at Forsynet (= Gud) tilsyneladende ikke har tildelt én nogen større rolle i verdensgenløsningen, men synes at insistere på, at opvask, madlavning og et ganske almindeligt arbejde er vigtige træningsteknikker som forberedelse til den store indvielse...

Når jeg tænker mig ind i dette tankeklima, så synes jeg også, at jeg får en bedre kontakt med min arbejdsgiver (= Gud). F. eks. har jeg flere gange til fester ol. oplevet, at den ene snak tog den anden og den ene begivenhed den næste – indtil det pludselig var den sidste, og der ligesom ikke var mere, der bød sig til. Så plejer jeg at stå lidt og se, om det nu virkelig kan passe, men oftest sker der ikke mere for mig, og så tænker jeg ved mig selv: "Nå, nu er det nok fyraften" og går hjem i en fredfyldt stemning. Uden at føle, at jeg går glip af noget eller at der var nogen, jeg burde have talt med.

Måske kan holdningen i daglejerindstillingen bedst beskrives med ordene "aktivt afventende". Noget med, at jeg går ud fra, at livet (= Gud) faktisk har noget, det gerne vil lære mig og at der følgelig vil dukke ting op i min tilværelse, som netop kan lære mig dette. Somme tider i tæt rækkefølge, så jeg arbejder og arbejder og så sandelig får brug for al min arbejdskraft og virkelig får sjælen slebet til, og til andre tider flyder arbejdsopgaverne så langsomt og dovent som en sjællandsk å om sommeren. Det er det gode ved Guddommen som arbejdsgiver: han er ikke urimelig, men synes at gå ind for flextid, med en tid til arbejde og en tid til hvile. Kunsten er så at kunne slappe af, når det er tiden til dét, og ikke af gammel vane blive ved med at pace sig selv til hele tiden at skulle lave noget "nyttigt". Min erfaring siger nemlig, at der efter en hvileperiode kommer en ny, krævende aktivitetsperiode, og så er det ret dumt ikke at have brugt hviletiden til at samle nye kræfter

Med "aktivt afventende" menes også, at tilværelsen (som daglejer) ikke bare er en mere passiv tagen imod opgaver og udfordringer, men også en aktiv opsøgen af sådanne, idet der jo ikke er noget i vejen for, at man kan snakke med sin arbejdsgiver (= Gud) og tilkendegive, at man gerne vil lave det og det. Nu kan Guddommen jo godt synes at være en noget uhåndgribelig arbejdsgiver, og det er rimeligvis ret frugtesløst at lede efter døren til chefens (= Guds) kontor, men alligevel kan man godt få et budskab igennem og klare svar tilbage. Man kan jo bare betragte en jobansøgning eller en stille bøn som en henvendelse til Gud og et tilbud om et arbejde som et klart svar. I daglejer-holdningen ligger der det, at man så sindigt accepterer de arbejdsopgaver, man kan forhandle sig frem til at få tildelt af Guddommen, fordi man kan se mulighederne og glæden i disse, uden at føle sig specielt mindre- eller mereværdig af arbejdets status.

Martinus (ham De ved nok) peger flere gange på, at det helt præcist er mentale kortslutninger, der i større eller mindre grad nedbryder vore legemer, i en grad der spænder lige fra almindelig træthed om aftenen til kroniske fysiske og sjælelige lidelser, der gør os til invalider eller tvinger os til at forlade den fysiske krop for tidligt. Når disse kortslutninger giver sig udslag som stress, kræft ol. så er det fordi "...mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem.... ved fanatisk at kræve alt for meget af sig selv lige på en gang..." (Kosmos 9/1994). Måske ligger det vidunderlige i den skitserede daglejer-indstilling netop i, at man med den holder op med at kræve alt for meget af sig selv lige på én gang, men i stedet mere venter og ser, hvad det egentlig er, livet (= Gud) kræver af én. Én dag af gangen. For som en af Guddommens fastansatte medarbejdere engang sagde: "Hver dag har nok i sin plage". Nu behøver det daglige arbejde jo ikke nødvendigvis ligefrem at være en plage; faktisk var det, jeg gerne ville forsøge at udtrykke med disse linier netop, at det daglige arbejde (i en eller anden form) set som et arbejde for og med Guddommen kan være selve grundlaget for en lykkelig tilværelse. For, som Sigmund Freud sagde, da man bad ham give en "opskrift" på lykke: "Arbejd og elsk". Dette kunne meget passende være valgsprog for "en daglejer for Vorherre".