Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Nibelvang og Gerner Larsson – 2:3

 

 

I serien om Martinus to første elever fortsætter vi denne gang med en artikel af Lars Nibelvang. Den stammer fra oktober 1945, hvor den stod i bladet "Okkultisten". Ad mærkelige veje har redaktionen fået fat i en kladde, som hist og her afviger fra den færdige artikel. Knud Højgaard (KR) kommenterer undervejs.

Hvem og hvad er Martinus? spørger Lars Nibelvang, og han besvarer spørgsmålet på følgende måde:

 

Jeg ved det ikke! Men ét tror jeg, vi alle kan blive enige om: nemlig det, at han vil blive et stridens æble for sin samtid. Ganske vist ikke for de søgende, der har kastet de "gamle læderflasker" over bord, som er rede til at opsamle den nye vin i nye kar, kvinder og mænd, som har gjort sig frie af alle yndlingsteorier og favoritsystemer. Men for de, der mener at kunne lodde grænsen for alt, hvad et menneske kan vide, og hvad et menneske ikke kan vide.

For mig ser det sådan ud, at alle store ånder må vandre én og samme vej. Først forsøger man at tie dem ihjel, dernæst forklejner og skambider man dem så småt i krogene for sluttelig at deltage i det kor, der siger Hosianna!

Hvem er da Martinus?

Jeg gentager det: jeg ved det ikke!

Også jeg har i sin tid stillet ham dette spørgsmål og fået et svar, der var mig fuldt ud tilfredsstillende, og som måske vil være det for flere den dag i dag:

"Jeg er essensen af alt, hvad jeg hidtil har været. Jeg er for hver især det lidt, meget eller intet, som vedkommende selv kan se, og jeg ønsker kun at blive bedømt efter mine manifestationer. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én klasse for mig, og det er sønner af guden. Jeg er den lærer, GUD har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og for så vidt det er dig muligt følge mit eksempel. Forøvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!"

Jeg har aldrig opstillet nogen hypotese om den individualitet, som har inkarneret under navnet Martinus, jeg holder mig stadig til rækkevidden af hans manifestationer. Hvori består da hans mission? Ja, han sagde engang: "Jeg er kommen for at vise menneskene GUD og for at retfærdiggøre Kristus!"

På hvilken måde han har vist os GUD, vil "Livets Bog" bevise den dag, den foreligger komplet. Og hvorledes han har retfærdiggjort Kristus, vil bl.a. det liv, der i begyndelsen var krybben så nær og paladset så fjernt, bevidne. Martinus har aldrig forsøgt at imponere i det ydre. Ingen lynende øjne. Ingen magiske kræfter i funktion. Ingen dræbende viljeimpulser som hos en Lytton Bulwers "Zanoni". Fra sådanne udviklingstrin dræber man ikke tigre med sin vilje som en anden "Gulab lal Sing", men højner sin race og befrugter verdensbevidstheden. På grundlag af sådanne kendsgerninger, og med hensyn til de mennesker, som tror på Kristus som legemliggørelsen af den 2. person i GUDDOMMEN, bliver der vel næppe andet at gøre, end i fremtiden at fraskrive "Guden Kristus" de våben og de kampmidler, som i det tyvende århundrede blev forkastet af mennesket Martinus.

Dengang inkarnationen af kærlighed, visdom og renhed gik om blandt menneskene i kød og blod, forsøgte man at gøre ham så latterlig og lille, at uforstanden ikke kunne tro på ham. Nu da han forlængst har forladt vort jordplan, forsøger man at gøre hans liv så artsforskellig og så stort – at forstanden ikke kan tro på ham.

Lad denne historiske kendsgerning blive stående, som et varsko mod en lignende "Molbo-logik".

Hvis Kristus til eksempel kom tilbage til den verden, der tog hans liv, ville han komme til at optræde som sin egen automatiske genganger, eller som et ekko af den lære, han havde tilpasset til fortiden, vel at mærke, hvis han ville tækkes majoriteten af den såkaldte kristne kirke. Vovede han sig blot nogle skridt ud over den del af sin hidtidige tale, ville den ortodokse rettroenhed bekæmpe ham med den ene hånd på bibelen og den anden på hjertet. (I kladden lyder punktummet sådan: "Vovede han sig blot nogle skridt ud over den del af sin hidtidige tale, som autoriteterne havde godkendt (min kursivering – KH), ville den ortodokse rettroenhed..." – KH). Med andre ord, man ville bekæmpe Kristus med Kristus.

Nu har atter ideen om en kommende stor lærer i en længere årrække behersket de forskellige folkeslag. Alle vegne spejder man udad. Nogle venter på manden fra nord, andre på manden fra øst.

Det er klart, at manden må komme! Men det er selvfølgelig også klart, at han må indfri alle vore forudfattede forventninger og passe ind i vore favoritforestillinger som hånd til handske. Man har målebåndet i hånden og den mentale spændetrøje parat.

Da Kristus i sin tid fremstod, ventede man ganske vist også en ny Messias; men man ventede ham ikke i en krybbe. For os står Kristusskikkelsen omgivet af generationers allegoriske nimbus og vor egen tidsalders suggesterende guddomsglorie. Men for hans samtid skete der kun dette, at der en dag stod en ung, ukendt mand af ringe herkomst frem for folket og talte, som ingen før havde talt.

Hvor tror man, skuffelsen og forargelsen var størst? Mon det ikke netop skulle være blandt hans egne bysbørn, og eventuelt blandt nogle af dem, der har stået hans vugge nærmest?

Han, den lille fattige dreng, som vi har kendt under hele hans opvækst, er det ham, som vil forsøge at lære vore "skriftkloge" og øvrige vise mænd den sande forståelse af vore hellige skrifter og bøger?

Er det ham, der er bleven gal og vil spille reformator eller profet, han – "brændehuggeren" fra Nazareth. – ... Er det ham, Martinus, som vi har kendt fra ganske lille; han, som hverken har været på højskole eller akademi; er det ham, som vil vise en intellektuel fremskreden tidsalders største ånder universets indre struktur og love og den nærmeste vej til guddommelig bevidsthed! – Han! "Vogterdrengen" fra Sindal!

Ja, det er ham! Men var det ikke også den larve, der før var kålorm, som nu er bleven sommerfugl? Var det ikke den grimme ælling, som blev til en svane? Var det ikke landsbydrengen fra Woolsthorpe, der blev en Newton, og hjulmagerdrengen fra Rohrau, der blev til en Haydn? Var det ikke værtshusdrengen, der blev til en Kepler, og den lille avisdreng fra Newark, der blev til en Edison? Og er det ikke tømmermandssønnen fra Nazareth, som menneskene den dag i dag bøjer knæ for og tilbeder som en Kristus? Er det ikke de udødelige gudesønner, som hver især drager deres erfaringer fra en mere eller mindre lang forudgående bane med ind i det ny jordeliv og ofrer dem som en kongelig gave på menneskehedens alter!

 

 

Fortidens store symboliserede det HØJESTE ved henholdsvis lyset, solen og tonerne. Martinus symboliserer det HØJESTE og de evige principper ved hjælp af farverne.

Tænk engang, så stor er denne mand, at han næsten ser ud, som om han var lille! – Og så fjernt er majoriteten fra at kunne forstå ham, at de ikke engang er nået så vidt, at de kan undres. Man spejder og spejder; man kan ikke få øje på skoven for træer.

"Vi er alle villige til", siger dr. Besant, "at anerkende den lærer, der kan fremstille de ting, vi ønsker at høre, bedre end os selv, men ikke den, der er så højt hævet over os selv, og som forkynder de himmelske sandheder for træge jordiske øren". Som en meget tiltrængt advarsel giver hun i sin bog: "Kristi Genkomst" et levende billede af datidens behandling af Kristus, og efter dette i sig selv så talende billede spørger hun videre: "Hvad ville I sige til denne fremmede, som ikke var undervist i farisæernes lære, som ikke var en rabbi eller en kendt folketaler?"

Nu har historien gentaget sig – om ikke individuelt så principielt – og givet hendes ord en så ætsende tung, aktuel betydning.

Således gik det en Kristus! Hvordan vil det nu gå en Martinus? Ja, han har tilsyneladende ikke grund til at klage. Hans åndelige "Eiffeltårn" synes at vokse i samme grad, som det fysiske smuldrer i Paris. Men hvad har nu de meget vidende at sige om denne mand, der ikke er nogen kendt teosof, filosof, fysiker eller kemiker – ja, ikke engang akademiker, men ikke desto mindre trods alt en mand, som med sikre skridt vil lede os ind til selve livets og ideernes evige kilde; en mand, hvis etiske opfattelse på mange felter er lige så højt hævet over nutidens forestillinger og idealer, som de gamle lærere var højt hævet over datidens? – Jeg ved det ikke! Men jeg kan i ånden forestille mig nogle af de mange spørgsmål, som vil komme til at summe mellem hverandre:

Er det dig, der bilder dig ind at være læreren? Ser du sådan ud? Nej, du skal se således ud! Kommer du fra et lille land mod nord? Nej, du skal komme fra den gamle visdomsverden mod øst; i den religionsform og i den skikkelse, som vor egen oplærte og i løndom plejede tanke har krystalliseret! Skriver og taler du sådan om disse eller hine ting? Det kan da umuligt være rigtigt! Du har sikkert aldrig studeret alle vore grundkilder – eller også mangler du alle de former for clairvoyance, vi har beundret og tilstræbt gennem menneskealdre!

Se, se, disse ting synes heller aldrig at have været omtalt af vore gamle gennem århundreder anerkendte autoriteter, derfor kan vi ikke tage mod revolutionerende ideer eller nye påstande fra en ukendt sværmer, "der ikke er opdraget i folkets lære, der ikke er en rabbi, ja, ikke engang en kendt folketal er!"

Ikke sandt, ville sådanne former for kritik, hvis de virkelig skulle gentage sig, ikke være et tidstilpasset ekko fra den totusindårige barrikade mod fremskridtets evige strøm? –

Det var Voltaire, der udslyngede hin frygtelige historisk bekræftede satire i de genialt fortættede ord: "Når alle har uret, har alle ret!" Det var denne falske ret, der bragte en Kristus på korset og en Giordano Bruno på bålet. –

...Nå, endelig slap det ud! Den gode Nibelvang mener altså, i sin ligefrem himmelskrigende blåøjethed, at Martinus er en ny inkarnation af Kristus! Nej, nej, mine højtærede læsere, det mener Nibelvang aldeles ikke; han har overhovedet ingen evne til at følge en individualitet fra inkarnation til inkarnation. Nibelvang indskrænker sig kun til at mene – og tænk, dette kan han ikke engang bevise – at der i GUDENS endeløse verdener må findes så mange kosmiske væsener, som der er sandskorn ved havets bredder, hver især udstyret med sin individuelle kolorit og manifestationsmåde; følgelig bliver det menneskehedens kollektive bevidsthedsnuance, der kommer til at anslå den tone, der i kraft af attraktionsloven vil drage den i øjeblikket mest hensigtsmæssige lære (i kladden: lærer – KH) til sig. Dette gælder sandsynligvis såvel tidspunktet som stedet. Apropos! Jeg kommer til at tænke på en forlængst henfaren diskussionslysten dialektiker, der i sin tid udslyngede dette evigt gældende fyndord: "Menneske, kend dig selv!"

Forinden vi nu giver os til at tænke over, hvad en Martinus ved, turde det måske være både klogt og lærerigt at spekulere lidt over, hvad vi selv ved... (Jeg indrømmer, at jeg har gjort nogle fæle afstikkere fra mit emne; men som den store Lessing sagde: "Det er ikke sandt, Herre, at den korteste vej mod målet altid er den nærmeste!").

Vi vælger til eksempel et ganske almindeligt menneske, ja, vi kan såmænd godt vælge et begavet menneske. Men for at sammenligningen kan blive træffende, må vi først og fremmest fraskrive vedkommende alle akademiske og øvrige selverhvervede kundskaber, der er en frugt af menneskehedens kollektive erfaringsmateriale; vi sløjfer fremdeles enhver teoretisk boglig viden og tillægger ham kun alt, hvad han kan observere ved hjælp af egne sanser. Så vil man se, at der bliver et almindeligt menneske tilbage, muligt et talentfuldt menneske; men ikke desto mindre et menneske, som er henvist til det samme antal sanser og underkastet de samme betingelser i tid og rum, som en af os. Naturens store, uløselige gåder omgiver ham fra alle sider. Hinsides grænsen for menneskets tilmålte sanser toner uendeligheden ham i møde med sit store: Adgang forbudt! Han er sin fysiske hjernebegrænsning underkastet, en ægte hjemmeføding, en søn af racens midlertidige trin. Ja, selv om man ville strække sig så langt som at forøge denne hans udvikling ved kunstig forcering og give ham det plus, som studiet af menneskehedens kollektive viden kunne fremkalde, ville han fremdeles i mine øjne være en ægte – omend ganske usædvanlig erindringsdygtig – søn af vor tid. Med andre ord, han ville vide, hvad andre havde vidst før han; men han ville i forbindelse med vort emne ikke vide, hvad andre ikke havde vidst før han. Ånden af verdens mesterintelligenser ville fremdeles ruge over hans mentale vande; og han ville i alle tilfælde delvis komme til at bevæge sig inden for det verdensbilledes horisonter, en Platon eller Newton havde optrukket. Han ville ikke vide, hvad han selv var, og hvem han var. Han kendte ikke sit inderste ophav. Han ville ikke vide, hvorfra han kom, og hvorhen han gik. Han ville ikke vide, hvad det var, som holdt ham oppe på hans to ben. Han vidste ikke, hvad tanke, sol kraft og elektricitet var. Han havde hørt tusinde teoretiske fortolkningsmåder; men havde ikke løst et eneste af disse nærgående spørgsmål selv. Ja, han ville end ikke kunne følge sin tanke længere end fra det øjeblik, den dukkede op i hans hjerne og til det øjeblik, den forsvandt; følgelig ville han heller ikke kunne analysere dens væsen og natur. Han ville ikke vide, hvad bevidsthed er. Han kendte ikke noget til de mange dimensioner ud over sin egen tredimensionale verden. Han kendte ikke noget til ideernes og årsagernes indre verden. Han kunne ikke orientere sig i astrale, mentale og spirituelle regioner. Skulle han virkelig i et eller andet tilfælde med megen patos se sig i stand til at besvare et sådant spørgsmål, ville hans kundskab for størstedelen være af teoretisk natur, dvs. brudstykker af en viden, som stammer fra fortidens store seere. Ved hjælp af egne evner og erfaringer ville han hverken kunne bekræfte eller afkræfte de gamles ord. En mand med et beslægtet bevidsthedsmateriale ville øjeblikkelig vide, hvorfra han havde hentet sine rodtanker – og i stilhed sætte ham på plads.

Hvis vi nu som modsætning vender vore tanker mod Martinus, vil vi, belært af kendsgerningerne, blive tvungne til at indrømme, at han ikke alene har førstehånds kendskab til disse og tusinde andre ting, men endog, at han har evnen til at demonstrere dem i tekst og symboler. Hvis dette kan bevises, og det skal blive bevist gennem hans livsværk, har man så ikke på en måde ret til at sige, at hans visdom begynder på et punkt, hvor menneskehedens viden slipper op?

Han har ikke studeret hverken fortidens eller nutidens største såvel på religionens som filosofiernes område; men han har en fuldt udviklet sanseorganisme, der sætter ham i stand til at færdes, se, føle og forstå i den guddommelige religion (i kladden: region – KH), hvor tiden og rummet hører op (se bl.a. hans enestående analyse og beskrivelse af den guddommelige verden: stk. 383 og fremefter i Livets Bog 2).

 

 

Han er sig personlig bevidst i alle åndelige mysterier langt hinsides vore zoner. Han kan trævle enhver formation op til sin inderste essens. Ad egne veje udmåler han os sine syner og observationer i vesterlandsk ånd. Han kender ikke de gamle okkulte beskrivelser (Jeg gentager det!); men hans fremadskridende iagttagelser fører ham ind på de samme veje som de gamle lysbringere. Man ser ham møde de samme ting, bekræftende dette og afkræftende hint. Kan man tænke sig et mere slående bevis for de evige sandheder, end dette, at forskellige, hverandre ukendte seere, med årtusinders mellemrum, kommer til de i realiteten samme resultater under vandringer ad de samme veje? Er dette ikke et indirekte vidnesbyrd for, at hvad der betragtes som tro – eller overtro på et lavere plan, kan blive viden på et højere? Man ser altså, at forskellen mellem tro og viden i religion, såvel som i den moderne eksakte videnskab, kun er et spørgsmål om grader i udvikling. Har Martinus så ikke ret, når han siger: "Sandheden er noget, man skal vokse sig til – den er organisk". Et så koncentreret og vidtfavnende svar burde kunne tilfredsstille selv en nutids Pilatus.

Hvis vi havde overblik over hele menneskehedens religiøse bevidsthedssfære, ville vi se, at den kunne inddeles i to principielt forskellige hovedklasser. I den første klasse finder vi de mennesker, der er kommen til deres religiøse opfattelse ved hjælp af bøger og lærere; i den anden klasse de, der er kommen til forståelse af livsmysteriet ved hjælp af selvsyn (selve lignelsen skylder jeg Swami Vivekananda æren for). Den første klasse indeholder så godt som alle religiøst interesserede mennesker, hvad enten de er født med den klippefaste tro's nådegave, eller de har tilkæmpet sig denne tro gennem skepticismens grå ødemarker. I sidstnævnte klasse findes selvsagt kun nogle ganske få, fordi et sådant selvsyn kræver et erfaringsmateriale og nogle sanseevner, der tilhører et langt ældre udviklingstrin end det, der for tiden er nået af jordens egne indfødte. Til disse fåtallige væsener mener jeg, at fremtiden vil henføre navnet Martinus.

Dersom man nu vil spørge: "Hvad forskel er der i grunden på Martinus verdensopfattelse og de øvrige gangbare systemer?", vil jeg svare: "Der er en næsten fundamental eller, om man vil, principiel forskel".

De fleste systemer synes at være opbygget efter princippet udefra og indefter eller nedefra og opefter. Alle har de givet os meget værdifulde brudstykker af verdensaltets fysiske og mentale struktur, mens Martinus som modsætning er i færd med at vise os det guddommelige verdensbillede indefra og udefter. Hos ham afsløres ENHEDEN på en sådan måde, at alle brøker går op.

Ved hjælp af et fremragende sammenspil med intuition og intelligens har han givet os den mest hårfine analyse af ENHEDENS tre aspekter, der mig bekendt er foretaget på tryk (se bl.a. stk. 304, 316, 463, 550, 552 i Livets Bog 2.) Han har ikke alene analyseret treenigheden på en sådan måde, at de to X'er er gået op i X1, men han har begrundet det med en aldeles uomstødelig logik for alle, som har evne til at følge ham i hans bevisførelse. Han har vist os den universelle perspektivlov, der forårsager, at den ene viser sig som de mange. Han har bragt os det levende væsens analyse (se Livets Bog 1 stk. 280 til stk. 316 i bind 2). Han har vist os det levende væsens permanente organer, evighedslegemet, skæbneelementet og talentkernerne (se stk. 319-326 i Livets Bog 2). Han har vist os, hvad "overbevidsthed" og "underbevidsthed" er, og han har omtalt deres virkemåde og sammenspil med de universelle grundenergier. Han har omtalt de syv universelle grundenergier på sin egen originale måde, men hvad der er det vigtigste: han har analyseret disse grundenergiers forskellige kombinationsmåde i det levende væsens bevidsthed og deres forskellige konstellation på de forskellige plan (se symbol nr. 9 i Livets Bog 2, stk. 358).

Symbol nr. 9 indeholder en af de mest epokegørende afsløringer af de universelle love. – Under denne lovs afdækning finder man samtidig den dybeste forklaring på det så ofte omtvistede reinkarnationsprincip, som nogensinde er givet menneskene, fordi den bunder helt ind i det treenige X. For hver den, der kan mestre Martinus analyser, bliver reinkarnationsloven ikke en omtvistelig hypotese, som f.eks. hos de angelsaksiske "spiritualister" – eller hin okkulte stormand, der kaldte "reinkarnationen" "en grille i naturen", men en lovbunden vekselvirkning mellem "overbevidstheden" og verdensaltets universelle grundenergier. – "Uden reinkarnation ingen organfornyelse, ingen skabelse, intet kredsløb, intet evigt liv!", siger Martinus. Kun den, der har et så enestående, omfattende og terrænryddende forarbejde bag sig, har myndighed til at stille "Columbus æg" på bordet i en sætning som denne: "Reinkarnation er egentlig kun en udskiftning af legemer!"

Martinus har vist os, hvad kønsenergi, elektricitet, solkraft, tanke- og tyngdekraft er. Han har løst os de faldne engles og Lucifers gåde. Han har afsløret hele vor udviklingsspirals inderste hensigt, dens principper og love. Han har påvist det evighedslegeme, det urbegær (den evige hunger og mættelse) og de talentkerner, der sikrer os frugten af vort arbejde, vore erfaringer og vort sammenspil med de øvrige levende væsener, og endvidere begrunder vor rejse og vort fremskridt i højere og højere spiraler (se stk. 606 og fremefter i Livets Bog 2).

Han har revolutioneret vore begreber om ret, uret, synd, dyd, godt og ondt. Han har vist os uretfærdigheden som en art gødning for retfærdighedens vækst. Med andre ord, og fra et endnu dybere synspunkt set: han har vist os kærlighedscirklen komplet.

Hvad jeg her har fremstillet, er naturligvis kun brøkdele af hans afsløring af det kosmiske verdensbillede. Et strå draget ud af en stak. Et individuelt opfattet kornmodsglimt af den umådelige lysflom, han har kastet ind over vor verden. Et hastigt improviseret brudstykke af de rigdomme, han har fyldt min bevidsthed med.

Men Martinus har ikke hentet sine rodtanker fra nye eller gamle systemer. Han skaber selv sin tekst, sine symboler og sin terminologi. Alle hans frembringelser bærer præget af naturbegavelsens originalitet. Han er oversætteren af selve "Livets tale". Seeren, der skænker en lemlæstet verden noget af den viden, der hidtil har været forbeholdt de højere planers beboere.

Under det overblik, som "Livets Bog" åbenbarer, drukner alle nationale mærkepæle i en naivitet, som kun kan lignes ved børnenes legen med sand.

Han holdt ikke sit indtog i hemmelige loger eller templer. Han brød kundskabens monopoler, sløjfede misforståelsens afgrunde, og byggede bro mellem høje og lave, rige og fattige, rene og urene, hellige og vantro. Han gav hundene at æde ved herskabets bord og viste os det ene blod, som flød gennem alt og alle.

Han kom ikke som en plagiator eller mental drøvtygger af ånden i de gamle systemer. Hans bevidsthed var så universelt favnende, at den inddrak alle relativiteter, som farvenuancer i en og samme hellige ENHED. Han dukkede ikke op som en kunstig drivhusplante, der savner Moder Jords kulde og storme i sine blade. Han valgte sin vugge i lyngens og marehalmens fattige jordbund og lod sig ikke opflaske ved filosofiske spekulationer. Han kom som den fødte lysbringer, som et svar fra den evige ÅND på vor sjæls inderste og hemmeligste længsler.

Aldrig mere vil man kunne bortforklare betydningen af hans ord, fordi vi har hans direkte nedskrevne arbejde at holde os til. – Nu har jeg sagt lidt om, hvorledes jeg ser på læreren Martinus; i mit store arbejde over "Martinus som lærer og menneske" skal jeg nærmere begrunde mine synspunkter. Enhver må jo i kraft af sit erfaringsmateriale og øvrige bevidsthedsindhold have lov til at opfatte ham som "det lidet, meget eller intet", de selv kan se; men fjernt vil den dag oprinde, hvor ikke ekkoet fra den store defensors stemme vil komme til at klinge i vort indre øre: – "FADERENS billedbog". FADERENS korrespondance!"

 

Samme år – 1945 – udgav Gerner Larsson en bog om Martinus. Hvad sagde Nibelvang til den? Se næste nummer af Kosmos.