Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kender De historien om overlægen på intensivafdelingen, der altid sørgede for at indskærpe nye medarbejdere følgende: tingene må godt gå meget hurtigt her, men det haster aldrig! Hvorfor ikke? Fordi hastværk er lastværk.

Jeg tror, at Naturen eller Verdensaltet i sig selv fungerer efter dette princip: at Naturen altid har tid nok, også selv om processer i den godt kan gå stærkt, og jeg har efterhånden fået det indtryk, at det specielt ikke haster for Naturen at få os jordiske mennesker lavet om til rigtige mennesker. Ting tager den tid, ting nu engang tager. Skabelsen af det rigtige menneske i Guds billede er ikke en lappeløsning eller noget, Forsynet lige roder sammen af de forhåndenværende søm; det er en organisk vækstproces, der minutiøst følger et nøje fastlagt mønster.

Det betyder ikke, at det ikke går hurtigt. Set i et tilstrækkeligt stort perspektiv kan størrelsesordenen 3000 år til at omskabe et "djævlemenneske" til sin diametrale modsætning, nemlig et "gudemenneske", vel ikke siges at være specielt langsomt?

Hvad er så problemet? Problemet er, at vi lever i en kultur, hvor vi som regel bogstavelig talt får stresshormonerne ind i blodet med modermælken. Hele vort skolemiljø, arbejdsmiljø, meget af musikken og underholdningen, ja, selv de såkaldte "aktive ferier" er gennemsyret af hastværk. Alle har travlt, eller de burde have travlt. Vor tids løsen på alle problemer er: vi må gøre noget, nu, det haster! Vi må udvikle os; vi må videre; det gælder om ikke at gå i stå eller falde bagud af dansen.

Sådan er kulturen, for mig at se i hvert fald. Hvis vi nu vender os til Naturen for at lære noget af den, hvad ser vi så? Jeg ser en total mangel på hastværk. Det er der åbenbart også andre, der gør, siden så mange rekreationshjem, sanatorier, feriekolonier o.l. er placeret i naturskønne omgivelser. I Naturen er der intet, der haster. Alt er processer og kredsløb, der tager lige præcis den tid, de har brug for, for at foregå fuldkomment.

Jeg har vist heller ikke haft hastværk med at nå frem til pointen med alt det her. Nu skal De så endelig få den. Jeg har haft hastværk med min åndelige udvikling. Min psyke har været gennemtrængt af fornemmelsen af, at det hastede med at udvikle sig; med at blive et bedre, et kærligere, et mere helt, et mere afbalanceret, et stærkere osv. osv. menneske. Og jeg har betalt prisen for dette hastværk. Jeg er endda bange for, at jeg kommer til at betale afdrag og renter på "gælden" et godt stykke tid endnu!

Pointen er ikke at plage læseren og verden med endnu et stykke bekendelseslitteratur: pointen er, kære læser, at jeg med Dem gerne ville dele min barnlige glæde over den opdagelse, at der ikke er noget, der haster. Der er ikke nogen grund til at forhaste sig med sin åndelige udvikling, tværtimod: det jordiske menneske befinder sig ifølge Martinus netop i en periode med en forceret (men ikke forhastet!) udvikling frem mod det rigtige menneskerige. Så selve den naturlige udvikling er altså i fuld fart med at skabe os om til rigtige mennesker. Så er det jo da en anelse dumt at piske sig selv mentalt fremad, når selve Naturen bærer os rigeligt hurtigt af sted.

Men skal man da ikke haste af sted mod at blive et bedre menneske, fordi man kun derved kan gøre sig håb om at blive et lykkeligt menneske?

Nej, tværtimod! Det er ifølge Martinus muligt at leve et lykkeligt liv på et hvilket som helst trin på udviklingens uendelige stige, blot man lever helt og fuldt i samklang med dette trin. Hvorfor bliver nogle af de mennesker, der ryger, drikker, svælger i kød og fedt og tilbringer mest mulig tid stillesiddende foran fjernsynet ellers over 90 år gamle uden nævneværdig sygdom og dør fredeligt og mæt af dage?? Jeg tror mere og mere på, at det faktisk er, fordi de lever i samklang med sig selv og deres verden. De lever et i og for sig sundt og naturligt liv! I modsætning til den åndelige stræber, der konstant er i manglende samklang med sig selv og den verden, han lever i. Et sådant menneske vil nemlig i sagens natur være utilfreds med sig selv og verden, sådan som disse for nuværende er, og vil egentlig i sine konstante forsøg på at lave sig selv og verden om, være i splid med sig selv og med verden. Dermed er man også i splid med den naturlige udvikling og med sit eget udviklingstrin. Og dermed har selve ens stræben efter lykken gjort én ulykkelig!

Jeg er endda bange for, at denne overdrevne stræben også kan gøre én fysisk syg, så den stræbsomme og renfærdige vegetariske afholds-m/k rent faktisk risikerer at dø af en ubehagelig sygdom (kræft = inkarneret selvdestruktivitet??) i en yngre alder, længe før den mere livsduelige "synder" overhovedet mærker antydningen af alderdomssvækkelse ...

Hvad kan man så lære af dette? Jeg tror, at Naturen eller Livet selv prøver på at lære os at elske os selv, præcis og netop som vi er. Hvem er jeg, at jeg skulle kunne kritisere eller endda ringeagte Guds skaberværk, blot fordi det endnu mangler nogle finpudsninger hist og her? Mon ikke det samme gælder den verden, vi lever i? Er det mere intelligent, dannet og realistisk at anskue verden og verdenssituationen som kaotisk og meningsløs, end at anskue den som under omskabelse til noget ganske nyt og lykkeligere? Jeg er i hvert fald overbevist om, at det sundeste og lykkeligste er at elske alt og alle, inklusive sig selv, helt og ubetinget. At tro på, at Livet uden hastværk omskaber os og verden til stadig bedre eksistensformer.

Især finder jeg det vigtigt at indse, at det er Naturen (eller Gud, om man vil), der står for projektet med at skabe rigtige mennesker ud af os jordboere. Det er altså Naturens opgave og ansvar, ikke Deres eller mit, kære læser. Vor opgave må være, efter bedste naturgivne evne, at reagere mest hensigtsmæssigt på de udspil og krav, som Livet stiller os overfor. Det er Livet, der har planerne og pensummet: det er os, der går i livets skole. Vi er endnu kun kosmiske børn. Der er ingen (undtagen os selv ...), der forventer, at vi hiver os selv op ved hårrødderne for at nå voksenalderen. Der er så at sige afsat tilstrækkeligt med tid i Livets læseplaner til, at vi uden hastværk kan nå igennem pensum og bestå afgangseksamen i tidens fylde.

Det står naturligvis enhver frit for at forlade udviklingens hovedvej og slå ind på den sidevej, der hedder noget i retning af åndelig stræben. Det er en meget interessant rute, der fører én gennem fascinerende landskaber som meditation, selvudviklingskurser, yoga, esoteriske skoler mv., hvor man kan tilbringe megen tid. Men jeg mener, at det er en sidevej og ikke et naturnødvendigt trin på selve hovedvejen: vi behøver altså ikke alle at dyrke f.eks. meditation for at komme videre i den naturlige udvikling. Og jeg mener også, at den ligesom alle de andre mulige sidespor rummer en risiko for, at den rejsende falder og slår sig mere eller mindre alvorligt et eller andet sted på den, om ikke andet når man er nået for langt ud til siden for den naturlige udviklingsvej, og det eneste, der kan få én på rette hovedspor igen, er smerten. For eksempel den smerte, det giver konstant at føle sig utilfreds med sig selv og sit eget udviklingstrin, sin naturlige væremåde ("du burde være mere kærlig og tolerant", "hvis jeg bare tog mig sammen og virkelig anstrengte mig", "nu har jeg mediteret i 2 år; jeg burde virkelig være holdt op med de lavpsykiske tendenser …").

Prisen for en tur på denne sidevej kan være en tendens til selvdestruktivitet. En selvdestruktivitet, der er en følge af ikke at kunne leve op til de høje idealer og fordringer, man efterhånden stiller til sig selv. En selvdestruktivitet, der er en følge af manglende forståelse for, at det er ganske naturligt ikke at kunne leve op til disse høje idealer, nemlig præcis lige så naturligt, som det er, at Peter på ti år ikke kan bære så tung og stor en rygsæk på vandreturen i Pyrenæerne, som far kan. Selv om han måske gerne ville ... Forskellen mellem Peter og de jordiske menneskebørn er, at vor (kosmiske) Fader i disse tider rent faktisk giver os lov til at påtage os alt for tunge åndelige rygsække, endda i en grad, så nogle af os forløfter sig og ødelægger vor "åndelige ryg", så vi må på rekreation og genoptræning.

Efter veloverstået rekreation, måske i et liv eller tre, er man så det klogere og de erfaringer rigere, og frisk til at vandre videre ad hovedvejen mod det lysende menneskerige i horisonten. Jeg tror altså ikke på, at åndeligt hastværk fører os hurtigere frem mod målet; tværtimod kan det som skitseret få én til at bruge en hel del tid på et sidespor. Til gengæld kan man måske så med de vundne erfaringer undgå et andet sidespor; ingen af os går jo den lige vej hele tiden!

Hvis der ikke er noget, der haster, så må der være tid nok. Hvis der er tid nok, så når vi det nok altsammen, også de høje idealer og de store fordringer. I tidens fylde. Jeg mener, man med fordel kan gå ud fra, at Livet ikke stiller større krav til én på et givet udviklingstrin, end dette udviklingstrin giver én evne til at honorere. Det stiller heller ikke mindre krav; Livet er en skole, ikke et sommerferieophold hos bedstemor. Al erfaring viser vel, at Livets skole så sandelig kræver en indsats af os og stiller krav til os, men vi er da nogle stykker, der finder det rimeligt at tro på, at denne skole så til gengæld påtager sig at føre os hele vejen igennem til den afsluttende eksamen som fuldkomne mennesker. Jeg tror, at når vi forlader skolen og vender os om for at få et sidste glimt af stedet, vil vi opdage, at der over indgangsporten til "Livets skole" med store bogstaver står skrevet: Der er ikke noget, der haster!