Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Gud og så mig, vi har haft et noget varierende forhold til hinanden gennem tiderne. Eller måske er det mest mit forhold til Gud, der ændrer sig...

Det er lidt svært at finde et sted at begynde i en evig tilværelse, men engang for ikke så længe siden (nogle årtusinder, tror jeg...) var det vist nok et noget diffust forhold; Gud var der, og jeg var der, men hvad Gud sådan nærmere var, eller hvad jeg var for den sags skyld, det var altså noget tåget, noget utydeligt.

Sandt at sige har jeg været frygtelig bange for Gud. På mange måder ved jeg ikke noget om noget, og gjorde det da endnu mindre før i tiden, men det var ikke svært at opfatte, at der var noget uden for mig, der var suverænt stærkere end mig, og som det for enhver pris gjaldt om at holde sig på bedst mulig fod med.

Nå, den angst og bæven forsvandt nu, da Gud gik hen og døde. Ikke at jeg så det ske eller sådan, men Gud døde bort i min bevidsthed, og da han (?) heller ikke var at finde hinsides havet, i hjernen eller på månen, ja, så var det sådan set slut med det forhold. Og godt det samme; der var jo en masse spændende, konkrete ting at beskæftige sig med og lære.

Efterhånden var det nu ikke det bare sjov altsammen; selv om Gud var svundet ind til ingenting, så var jeg faktisk ikke blevet større af den grund. Jeg var stadig underlagt overmægtige ydre kræfter, der – selv om de var blinde og tilfældige – ikke desto mindre effektivt og ofte ødelæggende greb ind i min tilværelse. Sygdom, lavkonjunktur, svigt og forræderi, direkte hævn, ikke-gengældte følelser og hvad det nu hedder altsammen; i al fald ruinerede det gang på gang mine planer og ønsker.

Nu er jeg jo ikke helt dum, og hvis bare jeg får tingene gentaget tilstrækkeligt mange gange, så er jeg faktisk i stand til at lære noget. Det gik op for mig, at jeg gjorde et eller andet forkert. Det føltes heller ikke mere så rigtigt og tilfredsstillende at kriges og dræbe, konkurrere og vinde (måske skyldes dette sidste også, at jeg jo oftere tabte...).

Problemet var, at Gud stadig var stendød og borte, men heldigvis så var mine medmennesker jo stadig levende og tilstede, nogle mere end andre, så at sige. Nogle viste sig at være så levende, at de kunne lære mig at leve livet levende, ja, én havde endda skrevet en håndbog i livskunst eller en livets ABC (Livets Bog).

Heri stod blandt andet, at de blinde og tilfældige kræfter som havde hærget mit liv, slet ikke var blinde og tilfældige, men lovbundne, ja, endda at det var min egen skyld altsammen! Men i og med at det var mit ansvar, skulle jeg også have mulighed for at skabe en lykkelig tilværelse inden for mit eget ansvarsområde, ved at kende og anvende de evige love og principper hensigtsmæssigt.

Så vidt så godt. Men hvor blev Gud nu egentlig af på alle disse tusinder af sider om livet, dets love og principper? Forunderligt nok, så viste det sig, at Det Tredje Testamente overhovedet ikke handlede om andet end Gud! At Guddommen er altomfattende og allestedsnærværende, og at en beskrivelse af livet er en beskrivelse af Gud.

 

 

Nu er det jo udmærket at læse om Gud, men jeg var efterhånden begyndt at savne et personligt forhold til Gud, et levende og nærværende forhold, men efter af Gud gik hen og døde, var det ligesom lidt svært at få genoprettet forbindelsen. Ikke desto mindre så det ud til, at Martinus havde dette ønskværdige forhold til Gud, men han havde jo også sin kosmiske bevidsthed.

Uheldigvis og mærkeligt nok ser det ikke ud til, at jeg opnår denne bevidsthed i dette liv, måske ikke engang et lille kosmisk glimt! Hvad gør man så?

Martinus anbefaler bønnen; at man slet og ret forsøger at få en kommunikation i gang med Guddommen ved at henvende sig til denne med stort og småt. Altså: jeg taler til Gud (inde i mit hoved fortrinsvis, det er mest praktisk!) og forventer naturligvis at få et svar, ellers er det jo ingen kommunikation, intet forhold.

Fik jeg så det? Næh! Ingen stemme talte i mit indre, ingen kraft dukkede op i mig og styrede mine handlinger. Unægteligt noget skuffende.

Nå, ved nærmere eftertanke kunne jeg godt se, at jeg havde forventet det forkerte. Guddommen kan ikke kommunikere med mig uden ved hjælp af redskaber, ved organer, og Gud har ikke taleorganer inde i mit hoved i hvert fald. Det har h-n derimod i rigelig grad uden for mig, nemlig via de medmennesker, jeg møder på min vej gennem livet.

Altså prøver vi at undersøge om noget af det, disse mennesker kommunikerer til mig, kunne opfattes som et svar, et direkte og meningsfyldt svar, på noget at det jeg kommunikerer til Gud inde i mit hoved. Mine foreløbige "undersøgelser" bekræfter, at det kan det.

Endnu engang, så vidt så godt. Men alligevel savner jeg noget, for Gud er stadig noget ydre for mig, noget over og uden for mig. Heldigvis viser det sig endnu engang, at det skyldes en misforståelse fra min side: Gud er ikke blot uden for (mig), men også indeni! "Guds rige er inden i Jer". Hvordan nu det? Jo, der er ingen fundamental væsensforskel mellem Gud og så mig, om end der i høj grad er en gradsforskel (og en forskel i oplevelse). Faktisk er der ifølge Martinus kun ét Jeg i verdensaltet, hvilket må betyde, at dette allerinderste og mest nære ved hver enkelt af os i virkeligheden er "fælleseje", eller sagt på en anden måde; jeg er ét med Gud og det er alle andre også!

En interessant metafysisk tanke, men kan den bruges til noget i praksis, i hverdagen? I høj grad! For mig personligt er der ikke noget mere opløftende, livs fornyende, styrkende og vitaliserende end at forsøge at virkeliggøre denne tanke om organisk fundamental enhed med det uendelige og evige liv, med Gud.

Det er altså hertil, at vi, Gud og så mig, er nået i vort indbyrdes forhold. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sandelig håber, at forholdet udvikler sig videre endnu; frem til at jeg kan opleve hverdagen som en bevidst, ligefrem kommunikation med Gud på samme måde som jeg nu oplever en sådan kommunikation med mine medmennesker. Men lige nu har jeg umådelig glæde af – efter bedste evne – at føle mig ét med den Gud, der først var frygtindgydende og fjern, så død og borte, men som nu er selve livet i mig og dermed så nær, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig muligt.