Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1992/5 side 93
Det synes jeg er fantastisk ...
Foto af Grethe Nielsen
 
Der er lys forude
af Grethe Nielsen
 
I Kosmos 1991, nr. 12 opfordrede bladet sine læsere til at fortælle om deres interesse for Martinus kosmologi. Her kommer det første bidrag:
 
Som I ser, har jeg vovet at "pippe med" angående jeres opfordring til at indsende en beskrivelse vedrørende det fantastiske i Martinus litteratur. Som følger:
Den aldrig svigtende begejstring for Martinus kosmologi bunder først og sidst i den uvurderlige gave, han har skænket menneskeheden ved at komme til os og lære os at forstå, hvordan alt hænger sammen, og intet er tilfældigt, men der er en hårfin logik i det største, som i det mindste. Jeg synes, det er fantastisk, at Guddommen har sendt sin – beredvillige – talsmand til os, for at vi skal lære at se og forstå Guds hensigt; vise os, at alt er "såre godt", at intet er tilfældigt, men at alt sker ud fra årsags- og virkningsprincippet – hvad der indebærer, at hver enkelt er ansvarlig for sin egen skæbne.
Det er en uvurderlig viden at blive givet, at der er en styrende, logisk bevidsthed bag alt i universet, der gi'r sig udtryk, eller bliver synliggjort som alkærlighed. Det kan ikke påskønnes nok, at Martinus så klart viser os, at grundtonen i universet er alkærlighed, er logik, og at logik og alkærlighed er identisk.
Det er en fundamental viden at ha' i denne "mørke" tid, vi lever i.
Det er fantastisk, at Martinus har tilegnet os disse analyser og dermed givet os inspiration til at leve livet i alle dets tilskikkelser, så håbet og livsmodet ikke helt fratages os, idet vi har fået den ubrydelige vished, at der er lys forude.
 

Solopgang ved Klint
Foto: Martinus