Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En dejlig forårsdag, bedst som jeg vandrede fornøjet gennem livet, mødte jeg en tanke. Nu spørger De nok Dem selv, hvordan sådan én ser ud, og om den overhovedet kan ses. Men man kan jo godt møde en ting uden at se den, man kan jo f.eks. høre en tone, føle en kind o.s.v. Tanken her tilkendegav sig ved at dukke op i min bevidsthed og ved at give sig til at cirkle rundt og rundt i den. Jeg ville normalt ikke have lagt mærke til den; der er jo så mange tanker der passerer ind og ud af ens bevidsthed hele tiden, men denne her afveg fra de andre ved sin art og sin vedholdenhed. I mit i øvrigt gode humør stak denne tanke lige så kraftigt af, som en mudderklat gør det på hvide sommerkjoler. Derfor forsøgte jeg naturligvis først at skille mig af med den sådan uden videre, men det lykkedes ikke, den vendte blot tilbage som en af disse her utroligt irriterende svirrefluer gør til en svedig pande. Så forsøgte jeg at ignorere den, men også det måtte jeg opgive, idet den allerede var begyndt at farve mine følelser, som vedholdende tanker jo har for vane. Til sidst var der altså ikke andet at gøre end at sætte sig ned og se at finde ud af, hvad det var for en tanke, og hvad den ville mig.

Følgelig anbragte jeg mit kødelige hylster bekvemt i en tør og duftende vejgrøft, lukkede øjnene og så nærmere på kalorius. Den viste sig at bestå omtrent af følgende: "ÅH, hvor er det synd for mig, det bliver vel nok hårdt, jeg klarer det aldrig, i hvert fald ikke særligt godt, bare jeg nu ikke er syg igen, det tør jeg sikkert ikke sige/gøre ...." Og således videre i samme skure, men jeg vil forskåne læseren for mere. Det var med en vis undren, jeg fandt sligt kørende rundt i min bevidsthed; som sagt var det en dejlig forårsdag, og jeg var fornøjet, så det var ellers andre, ganske anderledes livsbekræftende og livgivende tanker, der prægede min tankeverden. Derfor henvendte jeg mig også høfligt til tanken og fortalte den, at den måtte være endt et forkert sted. Først reagerede den naturligvis overhovedet ikke, der er næppe noget så selvoptaget og indadvendt som slige tanker, men omsider reagerede den med det højst forbavsende svar, at den skam ikke var gået fejl; det var helt umuligt, idet alle tanker per naturlov vender tilbage til deres ophav, og det var jo mig, der oprindeligt havde sendt den ud!

Efter at have tygget lidt på dette, måtte jeg indrømme, at den højst sandsynligt havde ret, idet jeg i perioder har den dårlige vane, at tænke i sådanne nedbrydende baner. Jeg ved jo også godt, at alt i realiteten bevæger sig i cirkelbuer og derfor før eller senere vender tilbage til ophavet. Alligevel syntes jeg nu nok at tidspunktet var ilde valgt, idet jeg jo netop var i godt humør, og ikke havde sendt bud efter sådan en lyseslukkertanke. Så jeg besluttede at henvende mig til tanken igen og gøre den opmærksom på dette. Efter at have brugt en del tid og tålmodighed på at rive tanken ud af dens selvtilfredse rundcirklen, fik jeg blot at vide, at den skam kom på præcis det rette tidspunkt, og at den i øvrigt havde brugt megen tid på at stå i kø for at komme til i min bevidsthed. Det var sandelig opmuntrende at få at vide; jeg så allerede i ånden en lang række dystre tanker stå i kø for at komme til i min bevidsthed og gøre mig nedtrykt. Det var en temmelig ringe trøst at vide, at jeg selv havde sendt dem ud; det skal fedt hjælpe!

 

Nå, efter at have ruget lidt over dette, kom jeg i tanke om at spørge tanken, hvorfor den egentlig overhovedet vendte tilbage, nu hvor jeg netop var i bedre humør. Heldigvis syntes tanken at have vænnet sig til min spørgelyst, selvom den ikke undlod at bemærke, at den fandt den noget usædvanlig, så den svarede næsten straks, at den kun vidste, at så længe jeg kunne finde på at tænke negative tanker, så længe ville negative tanker som den selv have mulighed for at trænge ind i min bevidsthed. Netop som jeg skulle til at bemærke, lettere irriteret, at jeg jo netop var i godt humør, så fortsatte den med at sige, at mine negative tanker fra før netop havde lavet den "vej", ad hvilken den var smuttet ind. Negative tanker? Hvilke negative tanker? Jeg gik jo lige fredeligt og nød vejret... fredeligt? Jamen lige før bemeldte tanke dukkede op, havde jeg jo faktisk forsøgt at fortrænge en følelse af, at jeg burde lave noget anderledes fornuftigt end at gå her og drive den af.

Aha, jaså, javel ja så det var det, men nu vidste jeg heldigvis råd mod den plagsomme tankefidus. Når man kender årsagen til en ting er det muligt at ordinere den rette behandling, og den rette behandling i dette tilfælde måtte jo være at begynde at tænke positive tanker, så de ikke alene ville fordrive de negative, men også i stigende tal vende tilbage og forstærke sig selv. Som tænkt, så gjort. Jeg tænkte og tænkte positivt, uden hensyntagen til den del af min bevidsthed der ikke troede på alle disse superoptimistiske tanker, og tænk engang, det virkede faktisk og gør det i høj grad stadig!

Således belært og bestyrket vandrede jeg optimistisk videre ad livets fascinerende veje. Hvad der blev af tanken? Den forsvandt, idet den mumlede noget om "pokkers mentalt solskin, det er jo ikke til at holde ud for en ærlig depressionstanke!"