Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Efter sit første møde med Martinus anede eller vidste den belæste åndsforsker Lars Nibelvang, at her havde han mødt sin lærer. Vi kender først og fremmest til begivenheden fra Martinus lille bog OMKRING MIN MISSIONS FØDSEL idet dette møde indirekte kom til at udløse de kræfter, der startede denne mission. "Efter en stunds samtale med denne mand" skriver Martinus, "forlod jeg atter hans bopæl med en teosofisk bog og med lyden af hans afskedsord endnu klingende i mine øren: De skal se, De bliver snart min lærer." Læs her Lars Nibelvangs beretning om det historiske møde.

 

I året 1921 kom Martinus til mig som en aldeles ukyndig mand i okkultisme, for blot nogle måneder efter sin kosmiske bevidstheds opvågnen at sidde inde med en viden, der langt overtrumfede den, jeg personlig havde tilegnet mig gennem en lille menneskealders forudgående studier.

Det er unægtelig en sælsom følelse, der griber én, når man pludselig stilles ansigt til ansigt med en mand, der uden spor af forkundskaber eller ydre vejledning, skridt for skridt, ud fra sin egen bevidsthed, afslørede de højeste sandheder. Han havde på det tidspunkt, hvor vort første møde fandt sted, intet kendskab til de forskellige religioner, videnskaber, sekter eller filosofier. (Naturligvis fraregnet vor egen religion). Han havde ikke studeret fortidens største, hverken på litteraturens, filosofiens eller videnskabens område, men han stod pludselig over for en genopblussen af evner og sanser, som efter min mening måtte tilhøre et højere udviklingstrin end vort eget.

Han kendte ikke de gamles okkulte beskrivelser, men hans egne fremadskridende observationer førte ham efterhånden ind på de samme veje som de gamle lysbringere. Jeg har set ham møde de samme problemer og ting, bekræftende dette og afkræftende hint, i kraft af hans ånds kosmiske udsyn.

Kan man forresten tænke sig et mere slående bevis for de evige sandheder end dette, at forskellige hverandre ukendte seere med årtusinders mellemrum kommer til de samme resultater og ser de samme realiteter under vandringen af de samme veje? Er dette ikke, et vidnesbyrd for, at hvad der betragtes som tro eller overtro på et lavere plan, kan blive til viden på et højere? Derfor spurgte jeg ofte om mange emner, som jeg så udmærket godt kendte; fordi det var mig mere værdifuldt og indre overbevisende, når jeg, gennem Martinus, kunne få første hånds bekræftelse på ting, som kun var teoretisk viden for mig.

Man har ganske vist senere – som regel fra krogene – forsøgt at betegne Martinus som ren og skær epigon, der sandsynligvis har tilegnet sig både tekst og symboler fra bibliotekernes okkulte litteratur. Men spørg mig blot ikke fra hvilke! Jeg indrømmer, at der skal mod til at demonstrere sin uvidenhed angående emnet på en så fremragende måde. For nu blot at slå ned med et par små eksempler: Vil man ikke være så venlig at oplyse mig om, hvor Martinus har fundet originalen til grundenergiernes kombinationsmåde? (Se symbol nr. 9, s. 451, 2. bind af LIVETS BOG). Fra hvilken vismand har Martinus hentet så stort et overblik over de endeløse udviklingsspiraler, at han kan påvise os reinkarnationsloven som et udslag af det evige væsens udskiftning af de forskellige legemer?

Som hans første elev, fortrolige ven og næsten daglige omgangsfælle i en række trængselsår, der strakte sig fra omkring 1921-28, har jeg haft rig lejlighed til at følge hans første udkast til LIVETS BOG plus de første symboler; men jeg har aldrig oplevet, at han har spurgt hverken den eller hin om råd. Hvis alle kun skrev, hvad de selv havde hørt eller set, "ville bibliotekerne meget hurtigt svinde ind til glæde for studenterne", som afdøde ingeniør Lauritzen sagde.

Naturligvis kunne jeg ikke omgås en så særegen personlighed uden i efterverdens interesse at gøre nogle uddrag blandt optegnelserne af vore mange enerumssamtaler, som på en så karakteristisk måde belyste den åndelige indstilling, der kulminerede i Martinus' kosmiske fødsel. Og navnlig har jeg tilstræbt at bevare et stykke historie, som særinteressen senere har forsøgt at mørklægge. Endvidere har jeg forsøgt at give nogle trofaste og selvopofrende mennesker oprejsning og tak for den uforglemmelige indsats, de har gjort i en stormands skæbne.

I 16 lange år har manuskriptet til en sådan bog sovet i min skrivebordsskuffe. Men den dag, den kommer for lyset, vil den af retfærdigheden blive vurderet som den første, den nærmeste og på dette tidspunkt med skribenten af "LIVETS BOG" mest indlevede hovedkilde, og den vil tale til menneskene med den autoritet og magt, som bor i sandheden.

 

Som det fremgår af ovenstående beretning, har det ikke været nemt for Martinus' nærmeste venner at overbevise andre om hans enestående evner. Og det forstår man jo godt. Lars Nibelvang døde iøvrigt i 1948, og blandt hans efterladte dokumenter fandt man aldrig det ovenstående manuskript. Hans beretning har vi fundet i hans bog: GUDDOMSBEGREBETS UDVIKLING I OKKULT BELYSNING (fra huleboer til åndsvidenskabens højeste repræsentanter), Okkultistens forlag, Rudkøbing 1941.