Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I vort daglige liv og færden, bliver vi præsenteret for materialismens slagskygger i form af det utal af lokale krige der ustandselig finder sted, den ukærlighed der eksisterer mellem mennesker, de sygdomme og psykiske problemer der formørker vor tilværelse, samt den gigantfallit verdensøkonomien står ganske tæt ved at opleve. Disse store problemer er naturligvis noget det moderne menneske er bevidst om, bl.a. gennem det net af nyhedsinformationer der binder alle verdensdele sammen, men det område af livet som volder den enkelte størst besvær, er vel nok den lille del af den samlede verdensplan som dets eget liv udgør. Dette liv kan være præget af overvejende gode og behagelige oplevelser, men kan ligesåvel være domineret af sygdom, ulykke og depression. Sidstnævnte vil formentlig høre til den del af menneskeheden der i afgrundsdyb fortvivlelse skriger til "himlen", – "Hvorfor skal dette dog overgå mig, hvad har jeg gjort"? Den flok der befinder sig i den samme situation vokser for hver dag, og denne floks samlede "skrig til himmelen" er faktisk en samlet bøn fra alle de som lider og ønsker svar eller forklaring på årsagerne til deres lidelser. Under og efter de store verdenskrige vil de lidendes antal være kolossalt omfattende, og en stor del af dem vil som med een mund bede for varig fred på kloden, medens en formentlig mindre del vil være opfyldt af hævn og tænke – "Næste gang slår vi dem". Men som nævnt er der igennem tiderne udsagt et uendeligt antal bønner, rettet mod Guddommen, Krishna, Buddha eller hvem der i den givne situation måtte menes at kende svarene på ulykkernes årsag.

Rundt omkring i verdens forskellige nationer, findes der i dag et stort antal forskellige "centre" eller organisationer som vil påtage sig at hjælpe folk med deres forskellige problemer på baggrund af forskellige former for okkult viden, psykiske evner eller på baggrund af filosofi, meditation eller mange andre former for alternativer til det bestående samfunds tilbud om behandling gennem læger, hospitaler, psykiatere, psykologer osv. Der skal ikke her tages stilling til disse behandlingsformers effektivitet eller rigtighed, men kun påpeges, at et stort antal mennesker søger disse steder, fordi de igennem den autoriserede læge og hospitalshjælp oplever at "få stene i stedet for brød" igennem disse forskellige former for "symptombehandlinger". Det er klart, at man ikke kan ignorere, at læger og hospitaler har en funktion, affødt af en tiltagende humaniseret socialpolitisk holdning, og at en stor del mennesker har behov for hjælp på det område som denne sektor kan tilbyde, men hvor det gælder mere eksistentielle problemer af psykisk og åndelig karakter, vil lægevidenskaben naturligvis komme til kort. Det er slet ikke disse menneskers opgave og virkefelt at tage sig af disse problemer, ligesom man naturligvis ikke går til sin cykelhandler og beder ham hjælpe sig med en tandpine. Den nære fremtid vil formentlig bringe nogle ændringer på disse områder når lægevidenskaben får tilført sin forskning et nyt perspektiv igennem åndsvidenskaben, men i øjeblikket må de fleste mennesker hjælpe sig selv, hvilket de måske også i de fleste tilfælde er bedre tjent med.

Et menneske som kan være sin egen "sjæledoktor" er faktisk vældig godt stillet. Sig selv har man altid i nærheden, rent bortset fra det faktum, at der i sidste instans kun er een der kan hjælpe dig, – nemlig dig selv. Naturligvis skal dette foregå i vekselvirkning med omgivelserne igennem hvilke man kan påføres nye ideer og tanker, og hvorigennem man via "verdensgenløsningsprincippet" kan blive gjort bevidst om tilværelsens grundfacitter, men det vil altid være individet selv, der vælger sine løsninger.

Igennem tiderne har forskellige idealer været genstand for menneskets stræben, i forsøgene på at finde tilværelsens mening og at få opfyldt dets krav til tilværelsen. Idealerne er med jævne mellemrum blevet udskiftet, men mennesket søger stadig efter "de vises sten". I vore dage oplever vi hvordan en stor del af menneskehedens stræben går i retning af at tilfredsstille sit behov på det materialistiske felt, hvilket har ført til en kolossal vækst indenfor det område vi kalder forbrugsgoder og luksus. Der er dog fremdeles en stor gruppe mennesker, der har erkendt, at "mennesket ikke lever af brød alene", men også har nogle sjælelige behov der skal tilfredsstilles. De har formentlig erkendt, at hvis ens livslykke er baseret på forgængelige, materielle goder, ja så rummer hver eneste dag en fare for at denne livslykke bliver truet. De er mere indstillet på at basere deres liv på nogle facitter af mere bestandig karakter, og for disse mennesker kommer kosmologien til at spille en vældig rolle. Vi husker sikkert den rige ynglings spørgsmål til Jesus: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig?", hvilket spørgsmål sikkert er yderst aktuelt for mange mennesker i dag. Vi husker sikkert også at Jesus svarede: "Giv alt dit gods bort, og følg mig". Med dette mente Jesus naturligvis ikke at den rige yngling skulle give alt bort for at traske i hælene på Jesus, men at han skulle give alt sit gods bort for at lære kunsten at give, og at han skulle følge Jesus i væremåde og praksis, hvilket den rige yngling dengang bedrøvet erkendte, at det kunne han ikke gøre. Hvis et menneske i dag stiller det samme spørgsmål, vil svaret være nøjagtigt det samme, og den rige yngling som dengang ikke kunne følge Jesu væremåde, vil måske igennem mange inkarnationer have udlevet sit materialistiske behov, og i stedet for at gå bedrøvet bort spørge: "Gerne, men hvordan". Ja verden er i dag fuld af fordums "rige ynglinge" der har det samme spørgsmål, og til dem er svaret som nævnt det samme, følg Jesus i tanke og væremåde, hvilket er ensbetydende med at lære at elske sin næste som sig selv, og sin Gud over alle ting". Det er klart at mennesket, som i en årtusindlang epoke kun har haft for øje at elske sig selv, vil savne en masse detaljer i dette svar og behovet for svar på alle disse spørgsmål angående detaljerne, vil på et tidspunkt føre til studiet af åndsvidenskab. Det er jo et stort område eller studium at gå i gang med, men Martinus har nedfældet syv leveregler som på glimrende vis kan supplere dette studium i en praktisk retning. Om disse leveregler skriver Martinus: "Med hensyn til opøvelsen af den moralske genialitet eller den fuldkomne evne til at elske sin næste, sker denne for en stor del automatisk gennem oplevelsen af lidelserne og er således for denne dels vedkommende uden for viljens kontrol. Men der skal her nævnes nogle få af de vigtigste momenter ved den side af opøvelsen af nævnte evne der er viljen underkastet, og hvormed individet således bevidst kan arbejde med i sin egen vækst hen imod en sand eller fuldkommen manifestation af kærlighed". Disse "momenter" eller de syv leveregler vil i det følgende blive analyseret på baggrund af Martinus analyser.

Ethvert levende væsen befinder sig som centrum i verdensaltet og hvis dette væsen sanser primært gennem sine fysiske sanser, vil dette væsen opleve sig selv som 100% adskilt fra resten af verdensaltet. Samme væsen vil dog for et andet individ være en del af verdensaltet og altså for denne være en del af den helhed der danner kontrast til hans eget jeg. Hvad er verdensaltet da? Det er jo ikke dødt, men et levende noget, og dette levende noget er Guddommen eller forsynet. For at binde årsag- og virkningsprincippet sammen med den kendsgerning at vi befinder os midt i Guddommen, vil jeg gerne citere Martinus fra "Det evige verdensbillede" under symbolforklaringen til Bønnens symbol: "Ethvert levende væsen befinder sig midt i Guddommen. Guddommens tilkendegivelses- eller manifestationsorganer overfor det levende væsen, består af alle de levende væsener, som det måtte komme i berøring med. Igennem disse væsener taler Guddommen til sin søn. Og sønnen svarer igen med sin væremåde overfor disse væsener i dets omgivelser. Det levende væsen eller gudesønnen lever således hele tiden i vekselvirkning med Gud. Det lever i en evig guddommelig korrespondance. Hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud. Og det vor næste gør imod os, er Guds svar til os på denne vor væremåde overfor vor næste, altså vor væremåde imod Gud".

Den næste leveregel er vel nok en af de ting som det kan være svært at kontrollere ved sig selv, for hvor kan man dog have lyst til at sige den eller den et par "borgerlige ord", eller "nogen må jo sige det til ham" osv.

Her må man først se på de virkelige årsager til at man bliver udsat for den slags ubehageligheder, for at årsagen skulle være den pågældendes sladderagtighed eller heftige temperament er ikke svaret. At disse mennesker besidder disse karakteregenskaber, er kun en sekundær faktor, som gør dem egnede til at udløse den skæbne som vi udelukkende, gennem tidligere manifesteret væremåde, selv er årsag til. I lige så høj grad som vi stadig korresponderer med de nævnte karakteregenskaber og i et vist omfang selv besidder dem, vil vi mangle beskyttelse mod andre væseners vrede og sladderagtighed. Et væsens skæbne kan nøje udmåles efter hvad den pågældende selv kan nænne at gøre mod andre, og således bliver ens medvæsener i denne sammenhæng udelukkende redskaber for egenskaber vi selv har manifesteret og til en vis grad stadig vil kunne nænne under de "rette" betingelser.

Vi ved jo udmærket hvordan vrede og sladder kan forpeste et menneskes tilværelse, og specielt ondsindet sladder har i mange tilfælde drevet mennesker til selvmord fordi tilværelsen blev uudholdelig for dem. Det er altså et spørgsmål om at gøre op med denne bestemte form for adfærd overfor andre, ligesåvel som det er et spørgsmål om at befri sig selv for en sådan skæbnebyrde i fremtiden. Hvis en person udløser vrede overfor mig eller bagtaler mig, eller gør mig til genstand for andet ubehag, så skal jeg først og fremmest tænke på, at jeg selv har skabt disse tilstande i fortiden, og at jeg hvis jeg tager til genmæle vil møde det i fremtiden også. Hvis jeg vil undgå dette og altså have en slags beskyttelse på dette felt, så må jeg "bryde cirklen" og dette gøres udelukkende ved at praktisere "tilgivelsesprincippet". Gengælder man derfor vrede med vrede holder man ubehaget eller vreden i live, medens man ved at tilgive skaber et nyt "kredsløb" af venlighed og har indset, at dette at tilgive sin næste i virkeligheden vil sige det samme som at acceptere at dette andet menneske på dette felt repræsenterer nogle karakteregenskaber som man selv har været i besiddelse af og som man ikke i fremtiden ønsker at blive konfronteret med. Det var dette Jesus mente da han sagde: "Du skal hellere se bjælken i dit eget øje, end splinten i din broders".

Jamen kan man da ikke blive uretfærdigt beskyldt for noget man bestemt ikke selv har gjort eller været årsag til? Nej, det kan man absolut ikke. Martinus skriver gentagne gange i sine analyser, "at intet menneske kan lide uret, ligesom ingen kan gøre uret". Der findes ingen afvigelser fra de evige kosmiske love, enhver tanke, enhver handling vil kosmisk set beskrive en bue og vende tilbage til sit ophav. Det er dog ikke sådan at der sidder en person, hverken Gud eller nogen anden, der nøje udmåler et væsens skæbne, og kan synes at det nu er synd for den eller den, eller vender det blinde øje til eventuelle ugerninger som en person således ikke kommer til at undgælde for. De kosmiske love er usynlige realiteter som gennemtrænger alt stof og alt liv, de kosmiske love er en del af os selv, og igennem disse er Gud nærværende i ethvert levende væsen.

En helt anden ting er at man i en sådan grad blotter sig selv, og fremviser sin egen primitivitet, og indirekte fortæller at man slet ikke kan bruge sin kosmologiske indsigt til noget som helst. Derfor, hvad man fortæller om de andre som man udsætter for sladder er "mindre væsentligt", mere væsentligt er det, at man udstiller sin egen intolerance og mangel på forståelse og indsigt for alle. Hvor ubehageligt og pinligt er det ikke at blive konfronteret med sin egen sladder, som er en fordækt og skjult form for krigsførelse. Hvor nemt fører det ikke løgnen med sig når man stillet overfor en eventuel afsløring indigneret siger: "Det har jeg aldrig sagt". Nej, man står sig sandelig bedst ved ikke at involvere sig i et sådant mentalt klima. Sagde Jesus ikke: "Med den dom i udmåler over andre, med samme mål skal jeres egen dom udmåles". Intolerancen er et fordomsfyldt mentalt klima, hvori man gennem sit begrænsede udsyn betragter andre og fordømmer dem. Det bagvedliggende ønske ved enhver form for ondsindet sladder er selvfremhævelse hvilket ikke kan være en hjemvendt gudesøn værdigt. Den pågældende vil absolut gennem sin intolerance blive stillet overfor en af "tærskelens vogtere". Den tærskel der tales om er tærskelen til "Det rigtige menneskerige" hvor den slags mangelfuldheder vil være "pletter på bryllupsklædningen". Ethvert menneske befinder sig på det absolutte toppunkt af sin udvikling og dermed sin formåen, hvert eneste sekund af livet. Vor egen vej er i princippet den samme som vort medvæsens, nemlig en udvikling fra primitivitet til fuldkommenhed. Oplever man derfor at et menneske har nogle ufuldkomne sider i sin natur, så svarer disse nøje til de ufuldkommenheder vi selv har været i besiddelse af og hvis den pågældendes adfærd støder eller krænker os og fremkalder "retfærdig harme", ja, så er vi stadig i samme "klasse" som den pågældende. Vi må indse at udvikling er baseret på erfaringer, og erfaringer som et menneske endnu ikke har gjort kan det naturligvis heller ikke betjene sig af. Fra gammel tids religiøsitet har man symboliseret Guddommen som solen, hvilket heller ikke er spor forkert, for Guddommen lyser og varmer den primitive såvel som den fuldkomne, og i ligeså høj grad som vi tilegner os disse egenskaber er vi til glæde og velsignelse for vore omgivelser, og vil med rette kunne bære betegnelsen: "Hjemvendte gudesønner".

Som nævnt kunne ondsindet sladder meget nemt føre den pågældende ind i løgnens domæne, men der findes naturligvis andre måder der kan danne indgangsport til denne zone, som hvis den virkelig bliver omfattende, vil blive en luftkastellernes og de "virkelige illusioners verden" med det deraf affødte bedrag. Martinus næste leveregel lyder derfor meget naturligt:

I disse forhold findes der heller ingen afvigelser fra årsag- og virkningsprincippet, som usvigeligt sikkert vil sørge for at enhver, gennem de af ham selv forårsagede virkninger, kommer til at lære hvad det vil sige at miste og at blive snydt. Man kan naturligvis ikke bebrejde de mennesker der gør disse ting noget, for deres livslykke er i høj grad baseret på hvor meget de "ejer og besidder" af materielle ting, og dette er et helt uundgåeligt forløb i menneskets passage af det materialistiske udviklingsstadie. Disse mennesker vil en dag opleve at de har baseret deres livslykke på materielle, forgængelige faktorer, og deres liv styrter sammen med tabet af disse. Efter et sådant sammenbrud vil man naturligvis have tilegnet sig værdifulde erfaringer der i fremtiden vil danne et værn imod eventuelle gentagelser, og den vandrende gudesøn kan således med denne værdifulde høst vandre videre på sin vej mod hjemmet, hvilket vil sige mod en tilværelse baseret på alkærlighed og i kontakt med de kosmiske love. Martinus skriver om fantasten og løgneren i tredie bind af "Livets Bog": "Og det er denne indlevelse i en uvirkelig tankeverden, der er farlig. Vældige talentkerner på dette specielle område bliver udviklede, ja så udviklede, at væsenet tilsidst slet ikke mere har fuld kontrol over fantasi og virkelighed, navnlig ikke i sin hukommelse. Et sådant væsens fortid er for det selv en så stor infiltrering af fantasi og virkelighed at det tilsidst er umuligt at finde rede på hvad der er hvad. Intet under at dets beretninger om dets egen eksistens bliver mærkværdige. Og det gør jo ikke sagen lysere at det har de nævnte talentkerner med over i det næste liv, hvor de kommer til endnu større blomstring".

Et menneske der har et uvirkeligt forhold til hvilke karakteregenskaber det mangler og hvilke det ønsker sig at have men dog ikke besidder, vil være temmelig modtagelig overfor momenter der kan forstærke den pågældendes selvfølelse. Disse momenter advarer Martinus imod, idet hans næste råd til os lyder:

Når Martinus dernæst siger:

Martinus afsluttende råd til det menneske som vil arbejde med på at omdanne sin bevidsthed i en menneskelig retning taler faktisk for sig selv: