Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste mennesker vil sikkert med gru tænke på de lidelser og besværligheder, som deres liv har budt på, og ligeså mange vil med frygt tænke på, hvad morgendagen kan bringe. At tilværelsen for de fleste mennesker er en vekslen imellem "gode tider" og "dårlige tider" kan der vel næppe herske nogen uenighed om, det vidner det stadig stigende antal selvmord, psykiske lidelser og depressioner om. Det er indlysende, at man ønsker at komme de ubehagelige sider af sin tilværelse til livs, da det i stor grad formørker tilværelsen for mennesket.

Det vil måske for nogle mennesker være en overraskende synsvinkel at knytte lidelse sammen med vækst, men de fleste vil nok alligevel kunne bekræfte denne påstand, som vi jo i vort daglige sprog har masser af bekræftelser på, f.eks. "Det skal gøre ondt, før det kan gøre godt" – "Modgang gør stærk" – "Brændt barn sky'r ilden" – oa.

Med vækst skal i denne forbindelse forstås, at man igennem den modgang eller de lidelser, man har oplevet, vil have høstet nogle værdifulde, omend smertelige erfaringer, som i fremtiden vil afføde at "man tænker sig om to gange", før man begår samme fejl eller i bedste fald afholder sig helt fra at handle som tidligere på grund af de mange erfaringer om denne handlemådes ubehagelige konsekvenser. Konklussionen af dette må være, at lidelser giver erfaringer, og erfaringer er igen det samme som vækst eller udvikling.

Trods denne konklussion er der dog fortsat mange mennesker, som raser imod deres skæbne. Andre igen får dårlige nerver, bliver bitre eller synker hen i melankoli. Dette kan dels skyldes, at man ikke kan se noget formål med at udvikle sig, og dels at man ikke kan acceptere eller forstå "hvorfor dette netop skal ramme mig". At udvikling er uløseligt forbundet med livet er bl.a. kommet til udtryk i Darwins udviklingsteorier, ligesom det enkelte menneske blot ved et historisk tilbageblik vil kunne overbevise sig selv om denne påstands rigtighed. Det historiske perspektiv vi råder over er dog så begrænset, at det ikke umiddelbart giver nogen forklaring endsige noget logisk, kærligt formål med selve udviklingsprocessen. For at få et sådant indblik, må man se livet som en evigt fremadskridende proces, og som en vekselvirkning mellem "godt" og "ondt" eller mellem primitivitet og fuldkommenhed. Et sådant udviklingsforløb strækker sig ikke blot over nogle få tusinde år men over mange, mange millioner år. Dette udviklingsforløb har Martinus beskrevet i sine analyser af spiralkredsløbsprincippet, hvor hvert enkelt spiralkredsløb er bestående af seks tilværelsesplaner: mineralriget – planteriget – dyreriget – det rigtige menneskerige – visdomsriget – den guddommelige verden og salighedsriget, hvis ydre er identisk med mineralriget. I fem af disse riger eller tilværelsesplaner har det levende væsen det bevidsthedsniveau, som Martinus kalder "Kosmisk bevidsthed", og det eneste rige, hvor væsenet ikke har dette bevidsthedsniveau er i – dyreriget, – hvortil det jordiske menneske stadig hører. Dette indebærer samtidig, at dyreriget er det eneste sted, hvor væsenet kan opleve de grove former for livsoplevelse, som vi kalder lidelser, selvom planteriget også indebærer visse former for ubehag, som denne artikel ikke omhandler. De lidelser man oplever i dyreriget, og specielt under forvandlingen fra dyr til menneske, vil afføde alle de erfaringer, som skal danne grundlaget for en "ny" "kosmisk bevidstheds" fødsel i mennesket. Et af de hyppigste spørgsmål i denne forbindelse, er hvorfor man dog ikke kan blive fri for alle de lidelser og leve i en overjordisk lykketilstand i al evighed. Hvis tilværelsen var sådan indrettet, så ville det betyde, at det levende væsen for evigt skulle være bundet til en sådan oplevelsesform og aldrig, trods den helt naturlige mættelse, der på et vist tidspunkt måtte indtræde, kunne komme til at opleve nogen kontrast til dette. Dette ville da ikke længere være nogen overjordisk lykketilstand, men i kraft af den tiltagende mættelse blive forvandlet til et "himmelsk helvede", som naturligvis ville være en alvorlig brist i den ellers så fuldkomne hensigtsmæssighed som præger tilværelsen. Ville det ikke være et mere fuldkomment udtryk for kærlighed, hvis det levende væsen i stedet for kunne komme til at opleve en ny sult, et nyt begær, som erstatning for den tilstand, som det var mættet af? Nej, uden dette princips tilstedeværelse ville livet være forvandlet til et evigt helvede, og det levende væsen ville være underlagt diktatur, rent bortset fra at man totalt skulle ignorere "kontrastprincippets" tilstedeværelse både i vort daglige liv, og som en kosmisk realitet.

Det mest smertelige, kosmiske skridt det levende væsen tager, er når det begynder at vokse fra dyrerigets traditioner og moralske grundlag, og endnu ikke har fået kontakt med "det rigtige menneskeriges" livsgrundlag og væremåde. Naturligvis kan man opleve smerte i andre stadier af dyreriget, f.eks. når et dyr dræbes, eller når man i fortiden havde disse drabelige vikingeslag og fik kvæstelser o. lign. Der er dog den fundamentale forskel, at man i disse stadier lever helt i overensstemmelse med dyrerigets traditioner og derfor ikke kender til samvittighedsnag over at have dræbt et andet menneske eller dyr, ligesom organismens følsomhed har været af en mere primitiv natur. På den tid var det eneste saliggørende for det store flertal at blive genier i den makabre "kunstart" at være en god kriger og dermed ekspert i at udfolde det dræbende princip.

I dyreriget har det levende væsen et hav af muligheder for at kollidere med livslovene eller blive ekspert i at gøre "det forkerte" og derigennem opleve virkningerne som lidelser, i skarp kontrast til mæthedstilstanden ved "at gøre det rigtige", hvilket her vil sige at man igennem opøvet automatik er i harmoni med de universelle livslove og dermed et 100% redskab for udløsningen af kærlighed. Det er denne kontrast væsenet naturligt vil søge, ikke i kraft af diktat eller tvang fra nogen eller noget, andet end af den til væsenet knyttede sult eller længsel. Når det tidligere blev omtalt, at mennesket skal blive ekspert i at gøre "det forkerte", skal det lige nævnes at man, absolut set, ikke kan gøre noget "forkert". Det "forkerte" betyder i denne sammenhæng, at det levende væsen i sine tanker og handlinger afføder virkninger, som er ligeså "forkerte", og som derfor af væsenet opleves som ubehag, smerte og lidelse, svarende til den smerte, ubehag og lidelse, som det selv har påført andre. Det levende væsens passage gennem dyreriget afføder, at væsenet her stifter bekendskab med de ubehagelige sider af årsag og virkningsprincippet, og det er uvidenheden om dette kosmiske princip, der får mennesker til at spørge: "hvorfor skal dette netop ske for mig?"

En hvilken som helst tanke eller handling, det være sig af nok så mikroskopisk natur, vil uundgåeligt vende tilbage til sit ophav og der afføde oplevelsen af kærlighed eller lidelse i samme grad som man selv har udtrykt kærlighed eller lidelse overfor andre. Med andre menes ikke blot andre mennesker, men i lige så høj grad planter og dyr såvel som ens egen organisme, der jo er livsrum for millioner af celler, der er ligeså levende og sansende som vi. Det levende væsen befinder sig ikke i et "intet", men i allerhøjeste grad i et "noget", og dette "noget" er Guddommen, som det levende væsen korresponderer med i form af sine medvæsener.

Citat fra "Det evige verdensbillede", bind II side 151: "Hvert eneste levende væsen befinder sig i denne Guddom. Det er i absolut forstand det eneste væsen, det i virkeligheden har sit daglige liv sammen med, eftersom alle dets medvæsener, ligegyldigt om det er planter eller dyr, ligegyldigt om det er mikrokosmiske, mellemkosmiske eller makrokosmiske væsener, der virker på dets sanser, så er det Guds manifestations- og oplevelsesorganer eller redskaber, det befinder sig overfor".

Det er altså denne vekselvirkning, som benævnes som det kosmiske "Årsag og virkningsprincip" og samme princip garanterer, at enhver "skal høste som han har sået" samt "domfældes med samme dom, som han har fældet over andre". Man kan altså ikke lide under omstændigheder, man ikke selv har skabt eller blive offer for "tilfældige" menneskers "tilfældige" handlinger eller luner. I dette princip gives ingen "tilfældigheder". Et af de store problemer i erkendelsen af dette princip er vor degenererede hukommelsesevne, som afføder, at man slet ikke kan huske at have været sådan overfor andre, man kan slet ikke genkende de handlinger, man kan blive udsat for fra andre. Det hænger dels sammen med, at man virkelig ikke kan huske at have manifesteret sådanne handlinger, men nok mere at man ikke kender sig selv godt nok, hvilket kan bevirke at man føler sig uretfærdigt behandlet. Men "uretfærdigheder" eksisterer ikke, gennem den væremåde ens medvæsener udviser, kan man se sig selv som i et spejl. Tendenser, man troede at have forladt, kan have været skjult og manglet udløsende momenter, hvilket man bliver gjort bevidst i fra sine omgivelser. Årsag og virkningsprincippet er den i tilværelsen indbyggede garanti for at intet væsen kan lide uret, ligesom intet væsen kan gøre uret, og samme princip garanterer ethvert levende væsen at kunne udvikle sig fra primitivitet til fuldkommenhed. Vi skal se tilværelsen på "godt" og "ondt" som et sted, hvor vi skal lære, og jo mere vi er indstillet på at lære, jo nemmere vil det forekomme os. Vi skal lære "at vende den anden kind til" hvilket vil sige at tilgive, tilgive fordi vi forstår at andre væsener kun repræsenterer Guds redskaber for såvel vor "behagelige" som vor "ubehagelige" skæbne.

Citat "Det evige verdensbillede" bind II, side 131: "Vi ser her at det såkaldt "onde" i absolut forstand ikke er ondt. Det er et absolut gode. Uden oplevelsen af dette, ville intet som helst væsen nogen sinde komme til at se Gud og komme til at blive i hans billede. Det er rigtigt, at det er et meget, meget ubehageligt gode. Men det er jo netop derfor, at man i samme grad kan komme til at opleve livet som et meget, meget behageligt gode, som et altoverstrålende guddommeligt lys og salighed. Uden denne Guddommelige evige anordning i verdensaltets struktur eller i Guds åbenbaring, ville intet som helst væsen eksistere. Et evigt "intet" ville eksistere der, hvor verdensaltets umådelige livsflod i dag vælder frem igennem evigheden".