Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi har sikkert alle oplevet hvor svært eller ligefrem umuligt det kan være at undgå at dræbe små levende væsener. Man behøver blot at tænke på det småkryb, som man ufrivilligt kommer til at træde på f.eks. ved en spadseretur i naturen eller på de mikroindivider som omkommer, når man koger vand, ja, der findes adskillige områder, hvor drab på en eller anden måde endnu hører til vort jordlivs vilkår.

Man kan naturligvis ikke kræve det umulige. Der findes imidlertid også områder, hvor der sker drab i stor målestok uden at det er en livsnødvendighed, og hvor vi altså i stedet for har et ansvar for at beskytte liv. Et helt unødvendigt drab på mikroindivider sker f.eks. når man brænder stearinlys eller lign. Mange tænker ikke på, at det er mikrovæsener med fysisk følesans, som disse lys er opbygget af.

Martinus giver i sin bog "Bisættelse" de etiske åndsvidenskabelige motiveringer, hvorfor afbrænding af organisk stof er i strid med livets love. Den organiske, dvs animalske og vegetabilske, materies livsenheder eller mikroindivider kan i større eller mindre grad opleve på det fysiske plan i modsætning til mineralmateriens mikroindivider, som udelukkende oplever tilværelsen på et åndeligt plan. Martinus behandler i sin bog blandt meget andet spørgsmålet om ligbrænding og belyser den frygtelige og lidelsesfyldte oplevelse, som myriader af levende væsener udsættes for, når animalsk materie brændes. Han beskriver hvordan ligbehandling og bisættelse bør ske for at være i kontakt med kærlighedsloven og behandler i det hele taget vort forhold til og ansvar overfor mikroverdenen. At der findes væsener, som for os er mikroskopiske er blot udtryk for et åndeligt perspektivforhold. "Stort" og "småt" er altså egentlig illusoriske begreber. Martinus motiverer også hvorfor udsmykning med afskårne blomster er en unaturlig foreteelse. Bogen spænder over et meget stort område, og begrebet "vor næste" får her et betydeligt dybere indhold end de jordiske mennesker almindeligvis tænker på.

Martinus vil vise, hvilket ansvarsområde mennesket har og forklarer ved hjælp af sine analyser, hvorfor vi har al grund til at praktisere "det livgivende princip" på alle områder, hvor "det dræbende princip" ikke er en livsbetingelse. Ofte kan det være et spørgsmål om at vælge det mindste onde ud af to onde ting. Da vi endnu ikke kan leve af frugter alene, er vi nødsaget til at dræbe planter og anvende dem som føde. Den vegetariske føde repræsenterer dog mindre drab end den animalske. Planternes oplevelsesevne på det fysiske plan er ikke lige så stærkt udviklet som dyrenes og desuden er den vegetariske næring sundere. Vi har et ansvar i forbindelse med praktiseringen af det livgivende princip, så langt det er muligt. Hensigten med vor udvikling er at lære os at elske og tage hensyn til alt levende, ikke blot mennesker, men også dyr og planter, ja, alle former for liv. Og vi skal lære os også at respektere mikroindividernes ret til livet. Der findes idag en masse traditioner og vaner, som indebærer praktiseringen af det dræbende princip, men som ikke er nogen livsnødvendighed for os, og som det derfor gælder om at komme bort fra. Blandt meget andet nævner Martinus, at det ikke er nogen livsbetingelse at være hidsig og vred og at bære på onde tanker. Hvad vi tænker er af overordentlig stor betydning ikke bare for andre omkring os, men også for de levende væsener inden i os og dermed for vort helbred. Og ligesom det ikke er nogen livsbetingelse at lade sit lig brænde, er det ikke nogen livsbetingelse at brænde animalsk materie overhovedet. Om brænding af lys skriver Martinus i kapital 176: "I henhold til den begyndende hensyntagen til mikroindividernes liv, som den ny begyndende åndsvidenskabelige udvikling vil afføde, er det en selvfølge, at det fremskredne menneske indenfor denne udvikling ikke kan anvende animalske lyskilder: vokslys, tællelys, stearinlys osv, idet en sådan anvendelse i sig selv ville være en ligbrænding for de animalske mikroindivider eller livsenheder, som udgør stoffet i de pågældende lys. Det elektriske lys vil derimod være det reneste og fuldkomneste og bør anvendes overalt, hvor det overhovedet er muligt."