Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/9 side 70
<<  7:10  >>
Erik Gerner Larsson:
Martinus.
VII.
Menneskehedens Modtagelighed for den ny Verdensimpuls.
I.
Medens jeg i de foregaaende Afsnit har paapeget, at det samlede Jordmenneskesamfund i Øjeblikket oplever, at en stor ny Impuls fra "Det guddommelige Skabeprincip" gaar henover Verden og udløser sig i Skabelsen af en for hele Menneskeheden fælles religiøs og materiel Basis, skal jeg i det efterfølgende søge at belyse, hvorledes denne Impuls vil blive modtaget. Som Indledning til denne Analyse vil jeg tillade mig at citere "Livets Bog" Stk. 120 og 121:
"Man skulde jo tro, at alle Jordmennesker med straalende Begejstring og aabne Arme vilde modtage en saadan ny guddommelig Impuls, en saa betagende og overvældende Haandsrækning, en saa omfattende og inspirerende Kraft fra en højere Verden. – Men nej, saaledes er det slet ikke. Sagen er nemlig den, at et Individs Modtagelighed af højere Kræfter, hvilket i dette Tilfælde vil sige dets Modtagelighed for en ny Aandskultur, ikke er noget, det kan afgøre med sin Villie, saaledes som det f. Eks. med denne kan afgøre, om det vil staa op eller sidde ned, om det vil raabe eller hviske, om det vil aabne eller lukke sine Øjne e. l. Det afgørende for et Jordmenneskes Modtagelighed for en ny aandelig Basis er saaledes ikke dets Villie, men derimod den bag dets Villie eksisterende aandelige Kvalitet, der igen repræsenteres af de i dets Bevidsthed førende Sjælskræfter. Disse Kræfter er af højst forskellig Natur hos Individerne, idet de for ethvert Individs Vedkommende udgør et Resultat af dets samlede Erfaringer eller Oplevelser, dets forudgaaende Anlæg, Vaner og Tilbøjeligheder, og disse er netop forskellige for ethvert Individ. Disse Kræfter vil saaledes blive de egentlige villieførende for Individet og afstemme dets Villie for eller imod en ny Aandskultur.
121. Da Jordmenneskene i meget stor Udstrækning netop tror, at deres Medvæsners Holdning til aandelige Problemer kun er et Spørgsmaal om Villie, og derfor ikke aner, at den i Virkeligheden, saaledes som vi før paapegede, udgør et Spørgsmaal om Udvikling eller Anlæg, kommer de meget ofte til at forgribe sig paa hverandres Mening om Livet eller Opfattelse af Tilværelsen. Saadanne Væsener vil nemlig altid leve i den Vildfarelse, at deres specielle Opfattelse af Tilværelsen, deres specielle Tro og Idealer er absolut "Eneste saliggørende" og føler sig i Kraft heraf indigneret paa saadanne Medvæsner, hvis Natur, Erfaringer og Anlæg absolut betinger, at de enten er saameget forud eller bagefter de førstnævnte Væsener i Udvikling, at de absolut ikke kan dele disses særlige Forskrifter og Tro paa Livet og er derfor nødsaget til at være af en helt anden Livsanskuelse".
(Fortsættes.)
  >>