Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at den ny aandelige Verdensimpuls, der betinger Lysets endelige Sejr i det samlede Jordmenneskesamfund, kan blive en selvoplevet Kendsgerning for det enkelte Menneske, er det nødvendigt at dvæle et Øjeblik ved den Egenskab hos det levende Væsen, der betinger, at Udvikling overhovedet kan finde Sted, nemlig: det guddommelige Skabeprincip. Om dette Princips højere kosmiske Analyse, som vi senere skal vende tilbage til, er der her foreløbig kun at sige, at det er absolut evigt i sin Natur, idet det ikke er noget Resultat af forudgaaende Tænkning, hvorved det adskiller sig fra det Skabtes Begrænsning.

For at kunne forstaa, at det guddommelige Skabeprincip udgør Fundamentet for al Udvikling, ja for Livsoplevelse i dét hele taget, er det nødvendigt at kunne iagttage det i sin Helhedsudfoldelse. En saadan Helhedsudfoldelse har vi indenfor det, Martinus kalder en Udviklingsspiral, som er et Omraade, indenfor hvilket alle Verdensaltets førende Grundprincipper kommer til ligelig Manifestation. Studiet af nævnte Omraade afslører, at det guddommelige Skabeprincip her kommer til Syne med to overfor hinanden stik modsatte Tendenser, af hvilken den ene har Overtaget i første Halvdel af Spiralen, medens den anden har Overtaget i den sidste Halvdel, hvad der saa igen betinger, at det levende Væsens Oplevelse af en Udviklingsspiral kommer til at forme sig yderst kontrastmæssigt.

Da Skabeprincippets Virkninger i første Halvdel af Spiralen har til Opgave at udvikle det levende Væsens Begær efter Materien, medens det i den sidste Halvdel har den modsatte Opgave, ser vi her, at Oplevelsen af den første Halvdel er en Oplevelse, der mere og mere fjerner Individet fra alle andre levende Væsner til Fordel for Oplevelsen af sig selv, en Tilstand som Martinus udtrykker som den højeste Adskilthed fra Faderen. Da en saadan mod Kulmination stigende Udvikling af Egenkærlighed eller et umætteligt Begær efter at besidde, nødvendigvis befordrer alle de Tendenser vi kender under Navn af Had, Misundelse, Hensynsløshed og Magtbegær etc. eller i Korthed alt det, vi kalder det Onde, betegner Martinus denne Side af det guddommelige Skabeprincips Udfoldelse som den mørke Udstraaling. Da Oplevelsen af denne mørke Udstraaling imidlertid beriger det levende Væsens Bevidsthed med et hundrede Procents selvoplevet Kendskab til Mørkets Karakter, og dette Kendskab er det uundværlige Fundament for Oplevelsen af Lyset, bliver det her synligt, at Mørkets inderste Natur ikke udtrykker det levende Væsens Oplevelse af en Guddoms Vrede og Forfølgelse, men derimod Oplevelsen af den mørke Baggrund, paa hvilken Tilværelsens lyse Energier kan tegne deres salighedsbringende Konturer.