Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Melankoli har altsaa ikke sit Hjemsted hos den økonomisk daarligt stillede alene. Tværtimod. Jo mere et Menneske gennem økonomisk Frigjorthed eller paa anden Maade har "Tiden for sig selv", desto lettere bliver det et Offer for Tungsindet. Og hvorfor? Fordi det i Almindelighed ikke endnu er voksen nok til at taale denne Frihed, hvilket vil sige, at det endnu kun er sjældent at møde et Menneske, der, økonomisk fritstillet for Eks., er stort nok til at leve sit Liv til Ende uden at falde for de Illusioner om egen Storhed og Betydelighed, der oftest er materiel Rigdoms sikreste Kendetegn. Men evnede man at se ind i et saadant Menneskes aandelige Lønkammer, vilde man meget ofte blive Vidne til, at den Selvoptagethed og maaske Opblæsthed, det dagligt lægger for Dagen, nu er veget for den Tvivl, der kan gøre Livet til et Helvede for enhver: Tvivlen om sit eget Værd.

Hvorfra kommer denne Tvivl? Hvorfor kan for Eks. Pengenes tilsyneladende ubegrænsede Magt ikke holde den i Skak? Den kommer simpelthen fra den Kendsgerning, at kun de allerfærreste Jordmennesker er i Besiddelse af den virkelige Maalestok for aandelig Storhed samtidigt med, at de altfor levende fornemmer dens Eksistens. Omgivet af levende Væsner, som de er, gaar der næppe en Dag til Ende, uden at de i et eller andet Medmenneskes Øjne læser det skæbnesvangre: "Mene mene –" og saa viser de første mørke Skyer sig hastigt indenfor den mentale Horisont. Hvormange evner mon at møde Følelsen af Underkendthed med den totale Ligegyldighed, der er dens eneste Overmand? Rig eller Fattig, knytter de fleste saa ikke Hænderne i aabent eller skjult Raseri over at maatte føle sig enten fysisk eller psykisk lille? Thi selv de moralske Zoner har deres Ærgerrighed og ogsaa dette at fornemme sig opfattet mindre udviklet end en anden, kan bringe et Menneske i Harnisk. Det hænder, man møder et Menneske i bittert Antræk over, at en anden har erobret dets Rekord i Ædelhed.

Nej, saalænge Mennesket ikke bærer det matematiske Verdensbillede i sit Hjerte og helt er gennemsyret af dets Tanker, kort sagt, saalænge det jordiske Menneskes Orienteringsevne endnu kun er i Svøb, saalænge maa det ustandseligt opleve at glide rytmisk igennem Optimismens altfor lysttonede Sfærer og Pessimismens altfor graattonede. Dets Liv bæres da af et endnu uorganiseret Erfaringsmateriales uskarpe Tankebilleder, udløst i Stemninger, der ikke altid er lykkebefordrende hverken for det selv eller for dets Omgivelser.

Ofte er det vi kalder "Held", det være sig i Kærlighed, Pengesager eller indenfor helt andre Omraader, blot Udtryk for, at den store Opdrager udenfor os, lader os faa vor Vilje for derigennem at lade os møde Ting i Livet, hvis Eksistens vi end ikke havde anet. Mennesket uden Verdensaltets Plan i sit Hjerte maa jo leve paa begærledet Villie. Men begærledet Villie er den største Faktor bag Lidelsen. Den er selve det mentale Mørkes Drivkraft. Uden begærledet Vilje evnede vi ikke at skabe den Kontrast, paa hvilken den kosmiske Orienteringssans opbygges. Igennem Virkningerne af begærledet Vilje lærer vi, ja oplever vi med alle Sanser vaagne, at aandelig Skabelse kan være overordentlig massiv, og at de Misforstaaelser, man enten selv er Ophav til eller Offer for, kan sænke sig over en med næsten uhyggelig fysisk Tyngde. Aandeligt bulet og skrammet vandrer det jordiske Menneske rundt med Mærkerne efter de Sammenstød, det har været ude for. Enhver mental Skabelse, der er frembragt udenfor Loven, d. v. s. enhver Skabelse, der i sig indeholder blot nogle faa Procent Ukærlighed, maa en Dag møde den Klippe, hvorimod den knuses. Og da en af Menneskets Yndlingsbeskæftigelser i den Zone, hvor det idag lever, bestaar i at danne sig absolutte Meninger udenom Tilværelsens virkelige Logik, men derimod i den intimeste Kontakt med begærledet Vilje, maa det atter og atter opleve disse sine Meningers Møde med ovennævnte Klippe, opleve den aandelige Læsion med dens tilhørende Feber, hvis Virkninger paa det fysiske Plan kendes som – Tungsind eller Melankoli.
 

Et melankolsk Menneske er et sygt Menneske. Men Sygdommen sidder ikke i det fysiske Legeme, den sidder i Sindet, i Bevidsthedslivet. Aandeligt raske Mennesker lider ikke af Tungsind, bliver ikke melankolske. I deres Bevidsthed er der simpelthen ikke Rum for de Energier, der befordrer mentalt Mørke. I Kraft af deres Kendskab til de aandelige Loves Virkemaade, ejer de i dem selv den Medicin, der til enhver Tid evner at opløse et begyndende Melankolis negative Tankebilleder. De ved, at de er deres egen Skæbnes virkelige Ophav, og de Skuffelser, der rammer dem, neutraliseres hurtigt af den dem iboende Erkendelse af dem selv som Ophav til enhver Smerte, der maatte ramme dem.

Anderledes med det almindelige jordiske Menneske. Det kender ikke disse Loves Eksistens og vil derfor næsten altid afgøre Skyldproblemet for det Mørke, det oplever, ved at lægge det paa andres Skuldre. I det almindelige Liv er det næsten altid "de andre", der har hele Skylden, selv er man englehvid. At denne englehvide Tilstand slet ingen Garanti er for ens egen Fred og Salighed, gaar man let henover. Kan man nu bebrejde det jordiske Menneske denne dets inkonsekvente Maade at opleve Livet paa? Absolut ikke. Vejen til den Selverkendelse, gennem hvilken man bliver sin egen Skæbnes Herre, maa nødvendigvis gaa over selvoplevede Skuffelser. Livets Oplevelse kan kun bestaa i en Vekselvirkning, og hvad er denne Vekselvirkning andet end en permanent Afprøvning af Meninger og Opfattelser? Denne Afprøvningsproces har kun til Hensigt ustandseligt at kassere netop de Opfattelser og Meninger, der er underlødige, hvilket vil sige alle de, der ikke indeholder den Portion af Kærlighedens uforgængelige Guld, der berettiger dem til Betegnelsen: Evighedsvarende!

At denne Proces i mange Tilfælde af det levende Væsen fornemmes som haard og ubarmhjertig, rokker ikke ved dens virkelige Analyse som hundrede Procents kærlig. Tærskelens Vogtere er en Realitet, intet Væsen kommer uden om. Frihedens straalende Zoner kan ikke betrædes af den, der blot selv vil være lykkelig. Bag de "ufejlbarlige" Meningers Sammenbrud, der ofte i Form af Melankoliens til Tider ligefrem hæslige Taager og selvforgiftende Atmosfærer blinder Individet, ligger de Verdener, som kun er Lys. Men før de kan betrædes, skal det jordiske Menneske have brændt ind i Blod og Nerver som selvoplevet Kendsgerning den evige Lov: "Saligt er det at give, hellere end at tage!" Gennem tusindfoldige Oplevelser af Had og Vrede, af ubændigt Raseri og blodige Hidsighedsudbrud skal det med egne Øjne have lært at se, at den, mod hvem det gennem Sekler rettede Hævnens Dolk – var det selv. Igennem Perspektivprincippets krystalklare Glas skal det skue sin egen Vandring gennem Mørket og se, at det i denne Zone fra første til sidste Trin blot har været sin egen værste Fjende. En Dag vil det vaagne og se, at alle Opfattelser, hvis Sammenbrud skabte det ulidelig Kval og Smerte, alle som een var Opfattelser, der indeholdt Ukærlighedens farlige Sprængstof. Der vil det se, at Tungsindets Taarer ikke er grædt forgæves, og at den Melankoli, hvis Svøbe i denne Verden lod det opleve selve det realistiske Helvede, i sin dybeste Analyse, udtrykker Bebudelsen af en ny Verdens Tilsynekomst i dets eget Indre. I den Belysning bliver Modgang andet og mere end onde Menneskers Anslag imod ens Lykke og Velfærd, der bliver Modgang den stenede Vej, vi alle maa vandre for at naa det stadigt stærkere lysende Maal: det rigtige Menneskerige.