Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Østerlændingene har et Begreb, som vi Vesterlændinge er saa tilbøjelige til at smile af, nemlig Meditation. Hvis man forsøgte at raade en træt og overkørt Vesterlænding til at ofre en Time hver Dag paa Meditation, vilde han nærmest betragte det som en daarlig Vittighed, og han vilde gøre sit bedste for at forklare en, at noget saadant havde han virkelig ikke hverken Tid eller Raad til. Tid er jo Penge i vor forjagede Tidsalder, og den stærke Konkurrence, der er inden for alle Felter, hvor det drejer sig om at erhverve sig et Levebrød, tvinger alle til stedse at forsøge at yde blot lidt mere, end de strengt taget er i Stand til. Men vi ved ogsaa alle, at dette forcerede Liv, dette hektiske Jag efter materielle Goder, fører en stedse stigende Strøm af nervenedbrudte Mennesker ind gennem Nerveklinikernes eller i værste Tilfælde Sindsygehospitalernes Porte. – Men naar det nu i saa høj en Grad er naaet dertil, at Sætningen "Tid er Penge" er blevet en almindelig Leveregel, var det mon saa ikke bedre at forsøge at økonomisere lidt med disse "Penge" i Stedet for at sætte dem alle paa eet Bræt og dermed løbe den Risiko, at man taber hele Indsatsen? Hvorfor ikke, i Stedet for blot at smile af Østerlændingene, der er i Stand til, tilsyneladende uden noget som helst nyttigt Formaal, at sidde i Timevis og stirre hen for sig, hellere forsøge at undersøge Sagen lidt nærmere og se, om ikke det, der synes os at være det rene Tidsspilde, alligevel skulde indeholde noget, der var værd at forsøge at plante om til vore Forhold, selv om det selvfølgelig maatte være under en noget anden Form.

Selvfølgelig vilde ingen af os kunde holde ud at sidde og falde hen i Uvirksomhed een eller flere Timer ad Gangen. Selv de faa af os, der maaske kunde afse Tid dertil, vilde finde det et meningsløst Spild af Tid, Tid, som vi kunde anvende langt bedre paa saa mange andre Maader. Men hvis man har sin Opmærksomhed henvendt paa det, vil man opdage, at der er mange smaa spredte Øjeblikke paa Dagen, hvor man er i Stand til at slappe af og lade Nerverne falde til Ro. Naar jeg siger, at man er i Stand til det, er det maaske noget overdrevet, thi det er netop det, det kniber saa meget med for det forjagede og nervøse Nutidsmenneske. Det slæber rundt paa sine Besværligheder og Bekymringer, fra det staar op om Morgenen, til det gaar i Seng om Aftenen. Det bliver irritabelt og umedgørligt overfor sine Omgivelser og ganske ude af Stand til at nyde alle de smaa Glæder, der kunde gøre Livet lidt lysere for dem, hvis de havde Tid til at bemærke dem.

Selvfølgelig kan vi alle komme ud for Sorger og Vanskeligheder, som kan slaa Modet ned hos os. Men har De nogensinde opdaget, at det har gjort Sagen bedre, at De, i Stedet for at søge at blive Herre over Deres Tanker, blot giver efter for disse og lader dem hvirvle Dem ned i en Malstrøm af Pessimisme? Vi kender sikkert alle den Tilstand, man kan komme i, naar man lader et Problem tage Magten fra en. De triste Tanker maler rundt ustandseligt, og de har en egen Evne til at formere sig hele Tiden. Selv Bagateller, som man aldrig tidligere har bekymret sig over, svulmer op og bliver til uoverstigelige Hindringer. Det er næsten som at sætte en Muddermaskine ud i en lille rolig Dam, den vil inden længe have gjort det hele til en grumset Vælling, hvor det er umuligt at skelne det ene fra det andet. Først naar vi sender Maskinen væk igen, og det hele faar Lov at staa og falde til Ro, saa Vandet atter bliver klart og rent, kan vi se, hvad Søen egentlig indeholder. Vi kan glæde os over de smukke Sten og Planter, der er og beslutte os til at hæge om dem, og vi bliver ogsaa i Stand til at se de uskønne Benzindunke og gamle rustne Kasseroller, som slet ikke pynter i Landskabet, og som vi derfor hurtigst muligt maa se at faa fisket op.

Østerlændingen har forstaaet, hvor værdifuldt det er, at man lader Aanden ligesaavel som Legemet slappe af og falde til Ro, og selv om han efterhaanden har ført det ud i Overdrivelse, som vi ikke er i Stand til at akceptere, er der dog ingen Grund til, at vi ikke skulde kunne anerkende det rigtige, der ligger til Grund for hans Opfattelse.

Tro ikke, at det er nødvendigt, at man lukker sig inde i et lydtæt Rum og giver strenge Ordrer til, at man ikke vil forstyrres. Det er saamænd slet ikke de ydre Foranstaltninger, det kommer an paa, der er intet i Vejen for, at man kan sidde i en overfyldt Sporvogn og lade den trætte Hjerne slappe af, medens man lader Dagens mange Oplevelser og Indtryk bundfælde sig i Bevidstheden, hvor de ofte meget hurtigere vil finde deres rette Plads, end hvis man uden nogen Ro eller Plan ustandseligt hvirvlede op i dem.

Det gælder her som saa mange andre Steder, at det er den lille daglige Dosis, der gør det. Og selv om vi begynder i det smaa, vil det dog uvægerligt en Dag før eller senere føre os frem til den afklarede Tilstand, som vi alle mere eller mindre aabenlyst beundrer hos de alt for faa, der er naaet frem til at være i Harmoni med Guddommen.