Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Men netop dette, at det jordiske Menneske af idag endnu ikke har fattet, at alle saakaldte aandelige Realiteter baade stofligt og rumligt er lige saa massive som de oplevede fysiske, og at en Kollision med disse førstnævnte er mindst ligesaa farlig som med de sidstnævnte, betinger jo en Mængde smertefulde Oplevelser for det enkelte Individ. Og det er da ogsaa en Kendsgerning, at man mindst lige saa ofte møder et aandeligt skrammet og lemlæstet Menneske, som et fysisk. Ja, findes der mon overhovedet noget Menneske udover det kosmisk bevidste, som ikke enten lige har faaet eller endnu lider under Virkningerne af en saadan Læsion? Undersøger man blot sit eget Liv een Dag igennem, tror jeg, de fleste vil finde, at den svigtende Orienteringsevne overfor Dagliglivets aandelige Foreteelser har været af en saadan Natur, at Erkendelsen af Nattens Søvn som nødvendig til Udbedring af Skaderne i selve det Ledningsnet – det fysiske Nervesystem – der befordrer Livsoplevelsen, vil blive selvindlysende.

Men Kollisionerne har Grader. Smerteoplevelsen spænder lige fra de Sorger, om hvilke man helst nøjes med at læse, til de bittesmaa Stik ingen kan fri sig for, og som vi, dybest set, dagligt burde takke Forsynet for, fordi de ustandseligt tjener til at holde os vaagne. Men imellem disse to Yderpunkter ligger en Realitet, som ogsaa dagligt sætter sit Præg paa vort Liv, en Realitet, hvis Analyse det vil være gavnligt for enhver at kende: Melankolien.

Paa et givet Stadium i sin Udvikling degenererer det jordiske Menneske altsaa, hvad Orienteringsevne angaar. Ingen vil kunne bestride, at Dyrenes Liv i Almindelighed er lykkeligere end Menneskets. At jeg ikke her tænker paa de Dyr, der paa en eller anden Maade er undergivet Mennesket, men derimod udelukkende paa dem, der lever deres frie Liv i Naturen, er en Selvfølge. Dyret i Menneskets Tjeneste er ikke Misundelse værd.

Men Dyrebevidstheden oplevet i sine rigtige Omgivelser er et klart Billede paa Lykke. Formerne er skønne og vedbliver at være det, selv op i Aarene. Dyret i fri Natur gaar ikke rundt og ser bekymret ud. Der er ulige mere Fuglesang og Trang til Glædesytringer i den Verden vi kom fra, end der er paa den Plads, vi i vor Vandring fremefter midlertidigt er naaet til. At en og anden nu vil kunne staa frem og vise mig Titusinder af Tilfælde hvor Dyret, selv i fri Natur, ikke er at misunde, ved jeg fuldt vel, men det forrykker ikke den Kendsgerning, at Dyret ikke i nævneværdig Grad endnu kender den mentale Svøbe, der, som Tungsind eller Melankoli, idag træffer næsten hvert eneste udviklet Jordmenneske.

Den, der virkelig har iagttaget et Dyr i frie Omgivelser, ved, hvor hastigt de ubehagelige Oplevelser der vejrer bort. Dyrets Refleksionsevne er endnu ikke mærkbart generende for dets Lykkeoplevelse. Hvem har ikke oplevet den urovækkende Forstummelse i Spurveflokken, naar en Høg pludselig kommer susende fra den tilsyneladende saa blaa og farefri Himmel, snupper sin Frokost og forsvinder? Men hvem har ikke ogsaa oplevet efter en kort Pavse at høre den afbrudte Knevren og Pjevren fortsat ligesaa lidenskabeligt som før? I Dyreriget er Begravelsesstilheden sjælden af lang Varighed! Døden er en Majestæt, man bøjer sig for og regner med, men hvis Hensigt man endnu ikke er naaet til at gruble over – det evige "Hvorfor" er endnu ikke kommet til Syne indenfor Dyrets mentale Horisont!

Anderledes hos det jordiske Menneske. Fra det mindste til det største er det Ord, der hyppigst kommer frem i dets Sind, Ordet "Hvorfor"? I Dyrets Sind bevirker de Energier, der frembringer dette Spørgsmaal, at det et Øjeblik standser op, ramt af noget, det ikke kan begribe. Maaske ser det sig lurende omkring et lille Stykke Tid, men saa fanges dets Sanser af nye Indtryk, og det gaar videre. Men hos Mennesket evner nye Sanseindtryk ikke øjeblikkeligt at have saadanne Virkninger. Mennesket er anderledes. Mennesket vil forstaa, – og saa er Begrebet "Lykke" straks langt mere problematisk.

Det jordiske Menneske lever altsaa i to Verdener. Dels i en, det paa Basis af medfødt Instinkt behersker, og dels i en ny, som det paa Grund af manglende Indsigt mere er Slave af end Hersker i. I den første finder vi alle de Ting, vi kender indtil det kedelige. Det er Jordmenneskelivet i sin groveste Form. Det er, hvor mærkeligt det end lyder: den rent fysiske Verden! Der er for en Aandsforsker noget pudsigt i at høre Mennesker tale om, at man ikke skal spekulere saa meget, ikke gruble saa meget over alt det, der sker, ikke spørge saa meget, fordi det bare fører til aandeligt Ubehag. Thi disse Indvendinger mod Aandsfunktion, hvor velmente de end er, forrykker dog ikke den Kendsgerning, at ethvert normalt Menneske permanent befinder sig i det Dilemma, der hedder: gerne at ville lade være at tænke, men ikke at kunne! Det mindste Problem, vi møder paa vor Vej, afføder omgaaende sit: hvorfor? Og før vi faar set os for, er vi paany inde i Grublernes Stræde. Jeg indrømmer, at det ikke altid er oplivende at se, at næsten alle Mennesker har flere Problemer at klare, end de kan magte, hvorfor det endnu er en Sjældenhed at møde et lystseende, lykkeligt og afklaret Menneske. Men endnu mere tragisk vilde det dog være, dersom man til Stadighed var omgivet af den forfærdende Tomhed i Ansigtsudtrykket, man møder hos den fødte Idiot.

Fra at være en primitiv Jæger i Urskovens fysiske Jungle, er det jordiske Menneske nu blevet Jæger i en mental Jungle, der ikke giver den første noget efter, hvad Vildnis angaar. Alle jager vi efter at fatte Hensigten med det oplevede. Og saa langt er vi nu naaet, at vi ikke alene er tilfreds med at fatte Hensigten med det, vi selv oplever, nej, vi vil ogsaa forstaa Hensigten med andres Oplevelser. Findes der overhovedet noget større Bevis paa en guddommelig Verdensplans Eksistens end den Overbevisning alle normale Mennesker ejer i sig om, at "der maa være en Mening med det" og deres ivrige Søgen efter denne Mening? Saa haardkogt en Gudsfornægter findes ikke, at han ikke til det sidste vil blive ved med at søge efter Meningen med alt det, han selv oplever, og saa stærk i Troen er ingen Ateist, uden at han dog fryder og glæder sig, hver Gang han øjner Hensigten med dette og hint, han selv har oplevet. Men hvem kan opleve Hensigten med et eller andet, uden derved at bekræfte, at Oplevelsen fandt Sted for at fuldbyrde en Hensigt? Men en fuldbyrdet Hensigt vil altid være et Led i en Plan, thi hvad var ellers Hensigten med Hensigten? Nej, alle Mennesker fra den argeste Gudsfornægter til den mest klartskuende, tjener alle ved deres Liv til at fuldbyrde Planen – Hensigten – med vort Liv. Men – og det er dette "men", der er Kernen i denne Artikel, de er ikke begge lige lykkelige!

Gudsfornægter i Ordets egentligste Forstand kan kun det Menneske være, hvis aandelige Orienteringsevne endnu er ringe. At dette ingenlunde er det samme som svagt begavet turde være en Kendsgerning. Tværtimod. Der findes et umaadeligt stort Antal Mennesker, som tilsyneladende umaadeligt godt begavet, udstyret med akademiske Titler og øvrige Beviser for fremskreden Tænkeevne, alligevel næsten er blottet for Evnen til at se nogen Mening i nogen Ting. At de samme Mennesker ved et nøjere Studium næsten altid viser sig blottet for praktisk Evne til at anvende deres Viden, tjener til Eftertanke og bør for Forskeren være den lille Pil, der peger hen imod Mysteriets Løsning. Den Viden man har som sin Ejendom ved man altid at anvende! Pseudoviden om Guddommens Eksistens eller Ikke-Eksistens findes langt hyppigere hos Mennesker med tilsyneladende enorm Viden end hos "den fattige i Aanden", og hvorfor? Fordi den første ofte er at ligne ved en Mand, der, siddende paa Toppen af et vældigt Læs, der totalt skjuler Vognhjulene under ham, falder for Fristelsen til at bestride Vognhjulenes Eksistens i det hele taget, medens den sidste ved at køre med omtrent tom Vogn, aldrig falder for den Fristelse. Den virkelig logiske Sans kan ikke købes for Penge. Den kan Mennesket kun lide sig ind til. Var det omvendte Tilfældet, vilde jo alle rige Mennesker være gennemlogiske i hele deres Fremtræden, og det falder dog vist ingen paa at beskylde dem for at være. Nej, den virkelig logiske Sans, og hermed forstaas altsaa Evnen til at omgaas de aandelige Energier paa den rigtige Maade, d. v. s. den Maade hvor de anvendt i Jeg'ets Tjeneste kun befordrer Lykken baade for Jeg'et selv saavel som for dets Omgivelser, kan kun erhverves ved Menneskets ad Selvbeherskelsens Vej udviklede Syn, og dette Syn vil oftest findes at være rigest der, hvor Bankkontoens Størrelse ikke er ligefrem generende. Melankoliens graa og pessimistiske Taage hviler ikke mindst over dem, der, tilsyneladende godt økonomisk stillet, blot skulde være optaget af "at leve Livet"! Medfødt stor Begavelse og rigeligt med jordiske Midler er i Almindelighed en ringe Garant for det, alle drømmer om at opleve – Lykken!